Da jeg var omkring de 14, havde jeg noget hævelse udenpå. Da jeg kom ind til undersøgelsen, var det en ældre mand og en akavet studerende, der sad ved siden af. Han startede med at sige “ja, nu skal jeg jo spørge, om det er okay for dig, at jeg har en studerende med mig, men det håber jeg er fint for dig. De skal jo oplæres”. Han skulle sådan nærmest blære sig over for den studerende om, hvor meget tjek han havde på det. Jeg følte mig selvfølgelig presset til af blotte mit underliv for både læge, men også ung studerende.

I stedet for først at undersøge udslættet, ville han også lige lave en GU, for så kunne den studerende opleve det. Jeg lagde mig op på briksen med benene op i bøjlerne, og så havde han lige glemt instrumenterne, så han rejste sig og gik ud af døren og blottede derned også mit underliv til venteværelset. Den studerende kiggede mig i øjnene, men lukkede ikke døren.

Ved undersøgelsen belærte han den studerende “kan du se…”. Og så skrabede han med den nederste (det var dengang det var to separate instrumenter, der blev ført ind) og tog den op til næsten og sniffede ind to gange og sagde “nej, det lugter ikke af fisk! Prøv selv at lugt”, hvorefter han førte den over til den studerende, som igen bare tavst stirrede mig i øjnene. Jeg ved godt nu, at det har betydning ift om der er infektion eller svamp, men der kendte jeg ikke sammenhængen.

De konstaterede vist, at der ikke var noget galt, men jeg kan ærligt talt ikke huske mere. Jo, at jeg sneg mig langs væggen ud af rummet og ud af klinikken. Jeg bad til, at der ikke var nogen fra venteværelset, der ville kunne regne ud, at det var mit underliv, de lige havde kunne se.

Jeg gik i gymnasiet og havde på det tidspunkt ikke haft sex eller andet oppe i mig, da jeg skulle have lavet en indvendig ultralydskanning for at finde ud af om jeg havde PCOS. Lægen fik at vide, at jeg var jomfru. Jeg var temmelig nervøs og havde slet ikke en fornemmelse af hvad “slappe af” føltes som i underlivet, da det ikke var nogle muskler jeg nogensinde før aktivt havde forsøgt at kontrollere. Selvom jeg virkelig gjorde mit bedste for at slappe af gjorde det derfor voldsomt ondt, da hun forsøgte, hvilket kun fik mig til at spænde mere op. Lægen blev mere og mere irriteret og utålmodig og blev (sådan føltes det i hvert fald for mig) sur på mig, fordi jeg “ikke bare slappede af”, selvom jeg lå og græd af smerte og virkeligt forsøgte – jeg ville jo også gerne have det overstået.

Det endte med at vi måtte opgive undersøgelsen, og fordi det havde været så ubehageligt tog det mig 10 år til at tage mod til mig til at blive udredt igen – i hvilken tid min pcos nåede at blive et langt, langt større problem for mig og blandt andet give mig virkelig meget behåring der ikke kan “gøres om,” selvom jeg nu er begyndt på behandling (p-piller) (i hvert fald ikke uden selvbetalt laserbehandling og det er så langt fra mit su-budget, som det kan komme). Det gjorde også at det tog mig meget længe at turde at have sex, fordi jeg huskede hvor ondt det gjorde at have noget større end en finger oppe og jeg har undladt at få taget en prøve for celleforandring fordi jeg igen var bange for den gynækologiske undersøgelse – både smerten, men også bare ubehaget ved at ligge der og være rigtig bange og have ondt, mens ens læge bare bliver mere og mere sur på en, og det føles som om vedkommende mener man virkeligt bare burde tage sig sammen

Jeg fik mit første celleskrab for et par måneder siden, og det var så forfærdeligt. Jeg har før været udsat for overgreb, og jeg følte mig direkte retraumatiseret.

Først var jeg meget anspændt så han blev nødt gå op i størrelsen på andenæbet tre gange for at kunne se noget. Det gjorde det jo ikke ligefrem mere behageligt. Jeg forklarede at det var meget ukomfortabelt, og sagde av flere gange men der var ligesom en stemning af at der ingen kære mor var, og at det blev nødt til at blive gjort på den her måde. Jeg blev efterladt alene i rummet flere gange, hvor jeg bare lå og prøvede at ikke hulke, og på et tidspunkt var han væk i over 5 min. Da det endelig kom til celleskrabet gjorde det allerede så ondt, og det føltes som om der var noget helt galt. Som om vinklen på andenæbet var alt for stejl. Han tog testen på trods af at jeg nu stadig sagde av mange gange, og åbenlyst havde tårer trillende ned af ansigtet. Jeg blødte hvad der for mig lignede rigtig meget. Mere end hvad jeg forestiller sig man gør når man er blevet gnubbet med en vatpind, og det gav mig flashbacks. Jeg blev ved med at bryde ud i gråd hver gang jeg tænkte på det på vej hjem, og jeg er så ræd for når jeg skal ind igen en dag.

Jeg fik opsat spiral af en gynækolog jeg ikke havde været hos før og jeg var nervøs og det gjorde ondt fordi jeg var anspændt. Han var irriteret fordi det gjorde det mere besværligt og det hjalp ikke just.

Jeg skulle have indsat kobberspiral som 19 årig. Han forklarede ikke noget om kobberspiralen, men sagde da jeg spurgte om det gjorde ondt, at det gjorde det ikke rigtig. Jeg kom i briksen, fik indført spiral uden nogen som helst samtale eller noget og sendt ud på gaden bagefter, fuldstændig ligbleg og svimmel. Så hver gang jeg skal have rodet ved min livmoder, græder jeg fuldstændigt ulykkeligt og kan slet ikke styre det. Før dette var jeg helt tryg ved underlivsundersøgelser

Har flere gange oplevet at min EL ikke var særlig omsorgsfuld i sin måde at tilgå GU – til 8-ugers undersøgelse efter fødsel sagde hun “pas på inden du kniber fingrene af mig” efter hun gerne ville undersøge knibefunktion. Det gøs vitterligt igennem mig og i det øjeblik skulle hun bare have fingrene ud af mig. Jeg sagde ikke noget, men gik derfra med en underlig fornemmelse i kroppen. Anden gang var også hos EL, dog en anden i lægehuset. Jeg kom da jeg oplevede smerter ved samleje og var bekymret for evt prolaps. Han fortalte ikke hvor jeg skulle lægge mine bukser og trusser og da han indførte sit spekulum sagde han først “du skal i hvert fald træne bækkenbund, for den her glider ALT for nemt op.” Mit svar: “Jeg slapper jo af, så det ikke skal gøre ondt” ham: “hmm jeg har ikke oplevet at man kan slappe SÅ meget af” Spekulum blev trukket ud og han bad mig knibe hvortil han svarede “nå nej, du har jo godt fat i dit knib”. Jeg tror ikke at det var gået op for ham, at han med sit sprog og krop kunne gøre nogen trygge ved en GU, og jeg får ondt i maven over alle dem, der har fået foretaget GU af ham.

Jeg var til gynækolog I 2. G, hvor jeg skulle have en abort.

Gynækologen spurgte om jeg ville “se det” I scanningen, og jeg sagde “nej”.

Hun vælger alligevel at dreje skærmen og pege/vise.

Der var mange små ting der generelt fik mig til at føle mig “ikke-vigtig’ og bestemt ikke hørt/respekteret, men den korte episode var rigtig grim, for det føltes lidt som en udskamning

Jeg er selv yngre læge og drømmer om en fremtid i gynækologi og synes det er et vigtigt emne. Jeg har mange gange overværet gynækologiske undersøgelser i undervisningssammenhæng, som bestemt ikke er foregået på specielt hensigtsmæssige måder. Jeg har flere gange set ting hvor jeg har tænkt at det måtte opleves som et overgreb, men har ikke følt at det var muligt at sige fra, hverken i situationen eller efter.

Jeg blev udsat for voldtægt da jeg var yngre og nogle år efter havde jeg en nærmest retraumatiserende oplevelse med underlivet da jeg skulle undersøges, have taget prøver og opereres i underlivet pga. alvorlige celleforandringer.

Jeg blev ikke behandlet godt af gynækologen der skulle tage biopsi i mit underliv. På trods af at jeg fortalte hende om min forhistorie var hun meget ubehagelig, råbte af mig og selv min veninde som var med var rystet over gynækologens opførsel. Jeg var rædselsslagen og oplevelsen gjorde desværre mine problemer med mit underliv endnu større, da jeg følte at jeg heller ikke er i sikkerhed hos fagpersoner.

Efter de oplevelser har jeg det rigtig svært med smerter/ubehag i mit underliv og med at folk roder med mit underliv mens de skynder på mig eller skælder mig ud – og også bare frygten for at de vil være sådan.

Minderne i sig selv giver mig ikke kun angst men også spændinger i underlivet og jeg har rigtig svært med alt der har med påført ubehag i mit underliv at gøre.

I forbindelse med min graviditet oplever jeg at denne angst er blevet ekstremt aktiveret og jeg er så bange for at miste barnet, ikke kun fordi jeg allerede elsker barnet men også fordi at jeg intenst frygter de ting der så skal ske med mit underliv.

Jeg har oplevet at sige til en læge at jeg hadede de der gynækologiske metalinstrumenter (spekulum?) fordi de gjorde ondt. Jeg fik svaret at det ikke handlede om min komfort men om effektivitet. Alle jeg nogensinde har talt med hader dem. Hvorfor helvede ikke bruge nogle i fx silikone. Om ikke andet så til dem der direkte har problemer med smerter.

jeg skulle have indført spiral af en kvindelig gynækolog netop fordi jeg havde håbet at det var rarere end hos en mand. desværre var det en meget ubehagelig oplevelse.

jeg skulle både have taget en gammel ud og indført en ny. jeg tror at hun bedøvede mig i livmoderen, og tog min gamle ud og indførte den nye. jeg siger “tror” fordi at jeg faktisk er i tvivl om hvad, der skete. det gik hurtigt og var meget, meget smertefuldt. jeg havde haft spiral før og det havde været en relativ nem oplevelse at få den indført. den her gang var det virkelig ikke.

jeg fik koldsved og sagde at det var meget ubehagelig da jeg fik – hvad jeg formodede var kanyle-indsprøjtningerne. hun synes generelt jeg peb, og gad ikke at tage pauser. jeg følte mig overhørt og overfuset.

Efterfølgende, jeg ved ikke om det var reaktionen på opsætningen psykisk eller fysisk, men fik en ret stor og smertefuld svulst på min livmoder.

Den gik heldigvis væk af sig selv efter noget tid, men det hele var bare virkelig ubehageligt og utrygt. edit: altså skulle have scannet svulsten to gange hos både gynækologen og hos hospitalet, så det var en lang og skræmmende periode.

Da jeg fik lagt min spiral, bad jeg eksplicit om at se alle de ting, gynækologen proppede op i mig, før hun gjorde det, men det vurderede hun åbenbart, at jeg ikke havde brug for alligevel, selvom jeg sagde det to gange. Desuden bad jeg om at få at vide, hvad det var for nogle instrumenter, altså deres navne (fordi jeg er medicinstuderende og kender instrumenterne – hvilket hun også godt vidste), men hun blev ved med at omtale dem alle sammen som “det her instrument”, selvom jeg sagde det tre gange, tror jeg. Jeg følte, at det var enormt ubehageligt ikke at vide, hvad det var, hun brugte til at rode rundt med.

Jeg har en positiv historie. Jeg husker tydeligt den første gang jeg var til en undersøgelse hvor personen (hun var vist jordemoder) spurgte om samtykke løbende. Hun spurgte hver eneste gang hun stak noget ind/gjorde noget anderledes og da jeg på et tidspunkt kun fik mumlet et bekræftende hmm, spurgte hun om det betød ja, bare for at være på den sikre side. Og hub gjorde mig også opmærksom på at vi kunne holde pause undervejs. Det var en virkelig bekræftende oplevelse, som også gør at jeg ved hvad jeg kan kræve af folk ved andre gynækologiske undersøgelse.

Jeg kan huske første gang jeg skulle have en GU med der scanningsstav . Jeg har ingen overgreb i bagagen og var i 20’erne, og lægen var venlig nok – men jeg fik et chok. Det kolde glidemiddel og staven, jeg var bare overhovedet ikke forberedt på at få den op. I situationen frøs jeg og sagde bare ‘jaja’.  Efterfølgende har jeg skullet skal jeg tage mig sammen til GU og kan mærke at jeg lige spørger lidt om hvad der skal foregå inden så min krop slapper af. Oplevelsen sidder stadig lidt i mig. Følelsen af det kolde og noget jeg ikke er herre over som kommer op i mig. Det er stadig meget ubehageligt.

Min veninde kalder scanningens-pinden for ‘kæmpe dildoen’ – den er jo ikke kæmpe men føles stor når man slet ikke er klar til at få noget op. Heldigvis var jeg hos en god gynækolog for nylig, der fortalte mig hvad der skulle ske og jeg slappede meget mere af.

Jeg har oplevet flere gange, at mine reelle smerter ved andenæbs-undersøgelser blev negligeret med “at lidt ubehag er ganske normalt.” Værst var, da jeg fik lavet mit første celleskrab. Undersøgelsen var så grænseoverskridende og smertefuld, at jeg begyndte at græde. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at gå frivilligt til lægen næste gang, jeg skal have det gjort.

Den eneste gang, jeg har været til gynækolog, fik jeg også at vide at mit ‘ubehag’ var helt normalt og at det hurtigt var ovre. Det var IKKE min oplevelse

Mine bedste oplevelser har været, når jeg har siddet ned og snakket med gynækolog (eller jordemoder) både før og efter, så man ved hvad man skal have gjort og ved hvordan man skal forholde sig bagefter. Derudover er det også når de forklarer hvad de gør og sikrer sig undervejs, at alt er ok og tager sig god tid generelt. Jeg har haft et par vildt ubehagelige oplevelser, hvor meget af ovenstående ikke har været opfyldt.

Jeg har verdens mest behagelige jordemoder tilknyttet mit lægehus, som jeg er blevet tjekket hos flere gange. Hun både tegner og fortæller før og efter, og det gør virkelig en kæmpe forskel, at man ved, hvad der skal ske inden man tager tøjet af, og at man bliver guidet i gennem med gode forklaringer undervejs og bagefter

Min første GU var jeg ca 15 år. Skulle have en smear, da vores familie haren historik med livmoderhalskræft. Min mor var så god – da vi havde mandlig læge valgte hun i stedet at booke tid til os begge hos en kvindelig gynækolog for min trygheds skyld. Hun bookede til os begge, sådan så jeg kunne se hende få det gjort først, før det var min tur. Virkelig en god strategi! ….hvis ikke det var fordi gynækologen var SÅ ubehagelig og totalt latterliggjorde det fra vi kom. Hun fik os til at føle os som idioter og jeg havde ikke en god oplevelse, selvom det fysiske ikke var så slemt. Men fremover bookede jeg bare hos min egen læge. Måske var han en mand, men han var i det mindste empatisk.

Jeg havde slået op med min kæreste og går til min praktiserende læge for at blive tjekket for kønssygdomme inden jeg indleder nye relationer. Her bliver jeg mødt med spørgsmålet om, hvorfor jeg vil tjekkes. Jeg forklarer, at jeg ønsker at sikre, at jeg ikke medbringer købssygdomme jeg ikke ved af, hvortil min læge svarer “du ved vel hvad du har lavet!”. Jeg svarer, at ja, det ved jeg, men jeg ved jo ikke hvad min ekskæreste har lavet. Den efterfølgende GU, udført efter himlen med øjnene, var voldsom, kolde instrumenter, ingen “advarsel” før hun stak fingre eller instrumenter op i mig selvom jeg fortalte at jeg ikke havde prøvet det før, ingen kommunikation udover “tag bukserne af og læg dig på briksen”. Jeg gik der fra med oplevelsen af, at hun var ekstra voldsom fordi hun synes jeg var fjollet. Jeg fortalte INGEN om oplevelsen, for jeg synes næsten det var pinligt og tænkte, at jeg nok var sart eller havde mistolket situationen. År senere er jeg til gynækolog i Tyskland til mit årlige sundhedstjek. Der er omklædningsrum, et klæde til at tage om sig og tid til at snakke. Her er det gynækologiske leje en form for stor hvid læderlænestol den køres tilbage, man sidder godt, hun forklare og bruger spejl, og instrumenterne er tilmed opvarmede. Hun viser mig bagefter prøverne under mikroskop og forklarer hvad hun ser. Whats not to love! Det endte med, at jeg fik et årligt tjek, fordi det simpelthen var så trygt et rum og hun påtalte hvor meget hun respekterede, at man tog vare på sit underliv!

Jeg blev henvist til gynækolog da min egen læge ikke kunne fjerne min spiral da snoren var for kort. Gynækologen kunne heller ikke nå snoren. Han måtte dilatere min livmodermund op for at nå spiralens “arm” inde i min livmoder. Irritationen hos ham steg. Det gjorde ondt. Jeg brugte min dybe vejstrækning fra mine fødsler for at spænde af og lindre smerten. Han udbrød irriteret “nu må du simpelthen holde op med at ligge der og pruste”. Jeg følte skam over at optage rummet med mine lyde

Da jeg var i starten af 20’erne blev jeg smittet med kønsvorter og gik jævnligt til frysebehandling hos egen læge inden en ny læge gav mig en recept på Aldara. Det var et ægtepar, der havde klinik sammen. Jeg plejede at gå til den kvindelige læge, men en dag jeg kommer derop har de rykket mig til den mandlige læge. Jeg blev ikke spurgt om det var ok, blev bare kaldt ind og fandt først ud af det, da jeg sad derinde. Det var og er en overvindelse for mig at få lavet gynækologiske undersøgelser af mænd. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor. Men jeg formår heller ikke at sige fra, fordi jeg ikke vil fornærme ham.  Lægen siger jeg skal tage tøjet af og lægge mig op på briksen. Så vidt jeg husker præsenterer han ikke engang sig selv. Jeg er på dette tidspunkt ret vant til at ligge på sådan en lægebriks uden tøj på underkroppen, men det var altså første gang jeg mødte ham og meget utrykt. Han laver en frysebehandling og da han er færdig
stikker han uden advarsel to fingre op i skeden på mig. Kønsvorterne sad jo udvortes, og den kvindelige læge eller andre der har undersøgt tilstanden har aldrig undersøgt mig på den måde i forbindelse med behandling af kønsvorter. Det var vildt grænseoverskridende for mig og jeg reagerer ved at forsøge at trække min krop væk fra ham, hvilket han ignorerer mig og virker blot irriteret. Han trækker fingrene ud igen og siger at jeg godt kan tage tøj på.
I dag aner jeg stadig ikke hvad han undersøgte. Han kunne jo se i min journal at jeg ofte kom hos hans kone. Jeg skiftede læge efter den oplevelse. Hver gang jeg læser om eller hører om gynækologiske undersøgelser, tænker jeg på den grænseoverskridende oplevelse. Jeg er stadig vred på ham og vred på mig selv over at jeg ikke sagde fra.

Almindeligt celleskrab, praktiserende læge (ikke den læge jeg almindeligvis så), mand.

Han gør det egentlig normalt…. Men bliver ved og ved med at rage rundt deroppe, meget længere end det nogensinde har taget før eller siden.

Jeg ligger og fokuserer på min vejrtrækning og kontrollerer på den måde smerterne og ubehaget.

Til sidst får han raget så voldsomt at jeg ømmer mig højlydt.

Til det siger han: “Nå, DET kun du mærke”. Og så stopper undersøgelsen endelig.

Som om det var målet at få det til at gøre ondt på mig. Det virkede klamt og vammelt.

Der gik ti år før jeg gik til den type undersøgelse igen og jeg var ikke engang bevidst om at det nok var pga af den jeg blev væk.

Jeg fik en kvindelig læge, som synes jeg er den sjoveste i verden og vi er på kram nu.

Jeg fik en betændelsestilstand i den ene Bartholinkirtel, som hun hjalp mig med og det gjorde åbenbart at jeg blev tryg nok til at dukke op til celleskrab. Da jeg endelig fik en undersøgelse havde jeg celleforandringer.

Jeg er heldigvis sluppet med det, men tænk hvis jeg bare var blevet ved med at udeblive fra de undersøgelser…

Jeg var til 8 ugers undersøgelse hos lægen efter fødslen af mit andet barn. Det var stressende fordi jeg havde baby med og min store pige på 3 år fordi daginstitution var lukket grundet corona. Det var hos en læge jeg ikke kendte. Da jeg lige er kommet op på briksen jager hun to fingre op i mig, uden varsel. Det var så voldsomt for mig at jeg faktiske skreg. Jeg skreg mega højt og sagde av av av, det gør virkelig ondt! Jeg er normalt typen der undertrykker ubehaget ved sådanne undersøgelse og ikke siger noget (selvom jeg burde), men det her var så brændende smertefuldt at jeg ikke kunne holde det inde, selvom jeg ikke havde lyst til at skræmme især min store pige.
Hun tog ikke fingrene ud, men sagde uden medfølelse “nå det er jeg da ked af, jeg tror du har fået et stramt bækken under graviditeten” jeg sagde grædende, “nej av, det er der ved min bristning det gør ondt, du presser for meget på det!” Hun sagde “nej nej det er fint vokset sammen” og tog så endelig fingrene ud. Så sagde hun at hun ville sende nogle øvelser til mig og at det ellers var fint. Jeg skyndte mig ud og græd på vej hjem imens jeg prøvede at forsikre min store pige om at jeg var okay.
Lægen var ung og åbenlyst selv gravid. Det må være med hendes første for ellers ville hun vide hvor øm en bristning kan være, selv lang tid efter en fødsel og også selvom den er helet fint. Jeg skrev en klage til min læge praksis et par uger efter.

Jeg havde fået en Bartholin abces, jeg har haft bylder før og har også to gange fået dem kirurgisk behandlet, men dette var første gang mine kønsdele var ramt.
Først ved jeg til egen læge efter en kort undersøgelse, ville lægen henvise mig til gynækologisk akutklinik på Herlev, der tog de dog ikke telefonen, så hun ringede til den lokale gynækolog i stedet og jeg fik en tid dagen efter.
Jeg kommer op til gynækologen, og en ting er at jeg kommer ind 40 minutter senere end jeg havde tid, men hun virkede som om hun havde travlt.
Kort spørger hun mig om de der standart spørgsmål, rygning, vægt mm, så fortæller hun mig at min læge har sagt at hun tror t jeg har en Bartholins abces.
Så beder hun mig tage plads på brikken – uden er have fortalt mig hvad hun tænkte der skulle ske. Min forventning var at hun skulle undersøge mig…Hun rører mig meget ufølsomt i skridtet og med helt tørre fingre undersøger hun mig lyn hurtigt indvendigt og udvendigt, det før ondt og jeg vrider mig lidt. Hun spørger om jeg har taget lidt smertestillende inden jeg kom, nej det havde jeg ikke, og så blev jeg ellers belært om at det skulle jeg altid gøre.
Derefter siger hun “godt så lægger jeg noget bedøvelse”, jeg har måske en fornemmelse af hvad hun har i sinde at gøre, men er på ingen måde informeret, forberedt eller har givet samtykke. Jeg bliver bekymret og begynder at græde, jeg fortæller at jeg er bekymret, hun vil ikke en gang høre hvorfor og afbryder mig bare og siger “jamen så er du da også sikker på at blive det, altså bekymret, når nu du tager det på forskud”. Jeg bider der i mig og hun går igang. Det gør åndsvagt ondt at blive bedøvet omkring en byld og det bliver ikke bedre af at den sidder lige ved skedeåbningen. Så jeg begynder at hulke.
Herfra tager det rigtig fart. Og jeg husker faktisk ikke det hele i detaljer. Men ting som:
“Ej du gør det altså meget svært for mig når du hulker sådan”
“Prøv nu bare at slappe af”
“Vil du ikke have at jeg skal nå hjem til aftensmad i aften?”
“Nu virker bedøvelsen snart, så er der da ikke noget at tude over, jeg skal ikke stinke mere”
Jeg kunne slet ikke holde mig tilbage eller stoppe, jeg græd og hulkede som pisket, og det eneste jeg ville var ud derfra.
Da bedøvelsen var lagt skulle vi vente lidt, her åbner hun døren, åg råber over til (hvad jeg formoder er en yngre læge i turnus) “hvad ville du ikke være med? Så kom dog”. Den yngre kvinde får aldrig præsenteret sig. Gynækologen forsøger at få mig til at slappe af ved at give mig nogle høretelefoner med meditationsmusik, men jeg føler at det afskærer mig og at jeg bliver nødt til at følge med.
Hun har stadig ikke fortalt mig hvad hun har tænk sig der skal ske, ej heller fortæller hun hvad hun gør inden eller mens hun gør det.
Alt i mig siger flygt. Men huset jo også lidt en autoritet og jeg havde jo ondt.
På et tidspunkt spørger hun mig “du vil da gerne havde det gjort ikke?” Hvortil jeg svarer at jeg ved faktisk ikke hvad hun har tænkt sig at gøre. Jeg tror måske det lidt går op for hende at hun har dummet sig. Men hendes svar er ikke undskyldende eller forstående, hun siger derimod at hun er nødt til at tømme den og spørger mig om jeg da havde regnet med at hun kunne trylle.
Jeg spørger mere specifikt ind også til forløbet bagefter og hun svarer.
På et tidspunkt tager jeg det ene ben ud af bøjlen og siger “jeg tror ikke det skal være n, jeg kan ikke”. Hun griber mit ben og overtaler mig til at blive og få det gjort

Selve indgrebet gjorde ikke særlig ondt, men jeg græd alligevel hele vejen igennem det.
Hun sagde ting som:
“Hvis du har født et barn så er det her jo ingen ting”
“Vær nu en stor pige”
“Så slemt er det da heller ikke”
Da vi er færdige tager jeg mine ‘brave face’ på og skynder mig ud af døren, da jeg kommer væk knækker jeg helt sammen.
Jeg ved stadig ikke rigtig hvad det er hun har gjort, men jeg følte at det hele havde været et overgreb.
Da jeg kommer hjem opdager jeg at jeg bløder ret meget og hun har sat noget gase for at få det til at stoppe.
Hun fortalte mig at hun havde lagt noget ind som jeg skulle fjerne efter et døgn, men jeg havde slet ikke forstået hvad det var, og jeg kan også se at hun havde syet mig, hvilket jeg slet ikke har hørt noget om.
Jeg måtte ringe efter min søster for jeg kunne ikke klare at skulle være alene og min mand skulle på arbejde.
Et par dage senere synes jeg stadig at det gør ondt, jeg ringer til min egen læge. Bare da hun nævner at jeg bør ringe til gynækologen bryder jeg sammen. Jeg får lov til at komme op til et lille tjek. Jeg bliver kigget på og alt er som det skal være. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle forvente.

Det viser sig også at hun har podet mig og jeg skal have noget medicin på apoteket, det har hun skrevet i en mail. Men jeg kan faktisk ikke få mig selv til at gøre det. For det vil rive op i noget som jeg forsøger at lægge fra mig.
Forleden var jeg til tandlægen, og da jeg skulle bedøves fik jeg et mindre sammenbrud, for det tog mig direkte tilbage til besøget hos gynækologen. Tandlægen havde hørt om den lokale gynækolog og rådet mig til aldrig at komme der igen.
Det gør jeg heller ikke nogensinde igen!

Jeg havde tid hos min praktiserende læge da jeg var på p piller for at få tjekket blodtryk mv. inden jeg kunne få en ny recept. Altså en helt almindelig, stort set kun samtalebaseret konsultation, troede jeg. Jeg nævnte i en sidebemærkning, at jeg for resten oplevede kontaktblødninger ved sex, og havde gjort det i et par måneder. Min læge blev åbenbart bekymret for om det kunne være et symptom på livmoderhalskræft (så vidt jeg ved) – hun sagde dog ikke det til mig, men bare at det skulle vi lige tjekke. Så helt uden at jeg kom til lægen med det in mente skulle jeg pludselig af med tøjet og have lavet en undersøgelse. Jeg var helt vildt anspændt da jeg normalt har brug for at være godt forberedt på GU’er, for at kunne slappe af, og jeg anede heller ikke hvad jeg skulle tjekkes for. Min læge virkede irriteret over at jeg var spændt op, advarede ikke før hun jog kolde instrumenter op i mit underliv, og blev ved med at sige “du bliver nødt til at slappe af
Det kunne jeg simpelthen ikke, så efter måske 5 minutter (føltes som en evighed) hvor hun gravede rundt oppe i mig, måtte hun give op og henvise mig til en gynækolog. Grunden til hun rodede rundt deroppe var at hun simpelthen ikke kunne finde min livmoderhals. Jeg følte decideret at jeg havde været udsat for et overgreb, jeg var så rystet og ked af det bagefter. Heldigvis fik jeg tid hos min nu go-to gynækolog, som jeg både har været til celleskrab og indsættelse af spiral hos. Hun er bare mega god til at informere om hvad der skal ske og føle mig tryg i processen, samt super effektiv og hurtig – uden det føles stresset. Så de (I) gode findes jo derude, det var bare sådan en forfærdelig oplevelse hos min egen læge, og jeg vil aldrig nogensinde ende i sådan en situation igen!

Som 19-20årig (tilbage omkring 1999ish) havde jeg midt om natten så mange mavesmerter at jeg måtte på skadestuen. Min far var med. Jeg blev hurtigt sendt videre til en afdeling (gynækologisk?) og bedt om at gå på toilettet for at tage en test så vi kunne afkræfte at det var en graviditet udenfor livmoderen. Mens jeg var der, kom den læge, der skulle undersøge mig (ung læge). Han var, inden han havde mødt mig, meget sikker på at det hele var fuldstændig spild af hans tid – min far, som sad og ventede på gangen overhørte al hans galde. Det første han sagde da jeg kom ind i rummet hvor han skulle undersøge mig var “smid tøjet og smæk benene op” og så fortsatte undersøgelsen på en måde så jeg ikke var i tvivl om, at det var min egen skyld at jeg tog hans tid. Sygeplejersken blev i rummet og hun holdt mig i hånden kan jeg huske. Det var lige så meget hendes behov som mit! Hun knugede nemlig min hånd kraftigere end jeg hendes.
Jeg var fuldstændig rystet da jeg kom ud til min far. Han forsøgte at klage efterfølgende – brugte virkelig mange år på bare at blive holdt hen, og droppede det så til sidst. Læge kontaktede endda min far undervejs og bad ham droppe sagen. Det kunne jo skade hans karriere forstås.

Jeg ville ønske, at jeg havde sagt fra og bedt om en anden læge – men jeg er ikke typen der “gør mig besværlig”, især ikke når jeg har smerter og brug for hjælp.

Da jeg var 17 år i 1987ish var jeg til min første gynækologiske undersøgelse, fordi jeg gerne ville have p-piller.
En yngre mandlig læge undersøgte mig gynækologisk. Meget grundigt. Han bad mig efter undersøgelsen om at tage alt tøjet af, betragtede mig, undersøgte grundigt mine bryster for knuder og spurgte indgående ind til mit sexliv.
Undersøgelsen tog nok ca 30min.
Jeg har aldrig været genert, men jeg gik derfra med en “DET var vist ikke helt OK eller standard…!”.
Jeg fortalte min 7 år ældre kæreste om det, og han opfordrede mig til at ringe til lægehuset og fortælle om det.
Jeg blev takket for oplysningerne, og så hørte jeg ikke mere.
Den yngre læge var i praktik fik jeg at vide, og han var væk da jeg skulle til lægen næste gang.
Forleden var jeg til en lignende undersøgelse. Den tog 10min. Hos min kvindelige læge. For jeg har ikke haft en mandlig læge siden!

Jeg fik min første menstruation som 9-årig og da den som 13-14-årig stadig ikke var i nærheden af at være regelmæssig, men jeg havde en del smerter, blev jeg undersøgt og diagnosticeret med PCOS og startet på p-piller. Som 16-17-årig havde jeg dog stadig nogle underlivssmerter, og min mor var bekymret for, at jeg måske trods p-pillerne have udviklet nogle cyster på mine æggestokke, som var med til at give mig smerter. Derfor henviste egen læge til gynækologisk afdeling på sygehuset.
Jeg var lidt nervøs, især fordi jeg var jomfru, men også ved godt mod. Jeg havde hørt historier fra andre om, at selvom det ikke er det fedeste i verden, så er de søde, og gør meget ud af at varme instrumenterne og fortælle, hvad det er de laver, så man føler sig mindre nervøs. Jeg havde også hørt, at de med jomfruer bruger mindre instrumenter og er endnu mere gode til at fortælle undervejs, så det bliver så god en oplevelse som muligt. Og at mandlige gynækologer nogle gange faktisk var bedre end de kvindelige, fordi de var mere blide. Så nervøs, men selvfølgelig ville det være fint og professionelt. Ikke?
Min mor og jeg kommer ind og får en snak med den her oppe i årene mandlige gynækolog, som umiddelbart virker kort for hovedet. Da det bliver tid til underlivsundersøgelsen beder jeg min mor gå uden for, for jeg syntes det ville være lidt mærkeligt at have hende i rummet.
Jeg ligger mig på briksen og lægen går i gang, mens en sygeplejerske holder min hånd og prøver at hjælpe mig med at slappe så meget af som muligt. Men der var ikke noget med, at fortælle mig, hvad han lavede. Jeg kunne bare mærke at han rodede rundt dernede og stak instrumenter op, og det gjorde ondt, så jeg ømmede mig og begyndte at få tårer i øjnene. Man kunne høre på hans grynt, at han var pænt utilfreds med at jeg skulle være så pivet og at jeg for helvede ikke bare kunne slappe af. På et tidspunkt rækker han – igen uden at sige noget som helst (han vidste godt jeg var jomfru også) – hånden ud efter den indvendige scanner. I det øjeblik kan jeg jo godt gætte, hvad den kæmpestore dildo-lignende scanner skal, så jeg tager hurtigt benene ned fra bøjlerne og siger, at det vil jeg ikke have. Han bliver sur, for det er jo en del af undersøgelsen. Jeg insisterer på, at jeg ikke vil (det gjorde allerede ondt, jeg var utryg og jeg var skrækslagen). Han fik mig overbevist om, at han kunne prøve at scanne rektalt – det virkede sjovt nok ikke at skubbe en kæmpe penis-lignende genstand op i mit mega-opspændte teenage-anus mens jeg havde benene i stigbøjlerne, så han nåede ikke særlig langt før jeg igen skreg af smerte og begyndte at græde. Nu var han endnu mere irriteret.
Jeg fik tøj på og min mor blev kaldt ind i rummet igen – forvirret over hvorfor jeg dog græd. Lægen forklarede, hvad jeg havde nægtet og hvad der var blevet prøvet. Min mor spurgte, om jeg så ikke kunne komme igen en anden dag og få lavet undersøgelsen under bedøvelse – og her er the real kicker – det ville han ikke. For han ville ikke fratage mig oplevelsen af at få taget min mødom. Så bare lige for at få det på det rene: Han havde ikke noget problem med at ”tage min mødom” med scanneren, så længe jeg var ved fuld bevidsthed og i stand til at føle den medfølgende smerte – men at gøre det under bedøvelse havde han det etisk stramt med.
Min mor spurgte om man kunne lave en ultralydsscanning udvendigt i stedet – han kiggede på mig og sagde, at det kan man ikke, når der er så meget fedt. Vi fik at vide, at vi kunne komme tilbage hvis jeg på et tidspunkt mistede min mødom eller ville gå med til undersøgelsen alligevel.
Vi gik derfra – jeg var lidt i chok og græd, og min mor var ked af det og forvirret, fordi jeg ikke kunne fortælle hende, hvorfor jeg var så påvirket.
Set i bakspejlet vil jeg 100 placere ham i kategorien ”Mænd, der hader kvinder”. Misogynien var, i bakspejlet, til at tage og føle på. Ingen læger burde have så dårlige manerer. Da jeg et års tid senere mistede mn mødom var jeg endnu gladere for, at jeg ikke var gået med til det, den dag. Min første partners penis var betydeligt mindre end scanneren, og alligevel gjorde det helt afsindigt ondt – det var egentlig ikke den del af oplevelsen jeg havde brug for eller lyst til at huske. Jeg vendte aldrig tilbage, og smerterne gik i sig selv mere eller mindre. Jeg har dog stadig været god til at gå til mine celleskrab og STD-tests, men jeg kan godt forstå, hvis man vælger at lade være efter sådan en oplevelse – hvilket i sidste ende kan blive detrimentalt for ens helbred. Undskyld det var lidt langt, men det er en oplevelse, som jeg stadig husker tydeligt, her 10+ år senere

Jeg var til 1års check hos egen læge efter min først fødsel. Min kvindlige læge blev stille før hun rejste sig op og sagde “jeg henter lige (hendes mand som også var læge på klinikken) for at få en 2nd opinion…”. De konfererede lidt og sendte mig så med en henvisning til hospitalet for mistanke om celleforandringer. Chok!Heldigvis viste det sig at være en udposning på livmoderslimhinden, men jeg skulle alligevel til biopsi-undersøgelser flere gange efter som opfølgning.De gjorde så ondt at jeg hhv besvimede og kastede op ved hver prøvetagning. Den sidste gang jeg deltog (aflyste de to sidste) tog jeg en halv ketogan, som min daværende kæreste havde tilbage efter en tandbyldbehandling. Bare for at KUNNE tage derhen, og i håb om det ikke ville gøre så ondt…Jeg advarede den kvindelige gynækolog (på Herlev) om, hvor svært jeg havde det, og hvor ondt det havde gjort de tidligere gange.Hun kiggede koldt på mig og sagde “Der er INGEN som i absolut INGEN nervebaner på livmoderen, så det er ren hysteri og opspind!”…Selv på ketogan gjorde det så ondt, at jeg skreg og besvimede, hvilket blev modtaget med rullende øjne og hånlige fnys.Og jeg har en YDERST høj smertetærskel! Virkelig høj!!!Jeg har nævnt det for SAMTLIGE gynækologer siden, der alle har set på mig med vantro.Én har sagt, at en eller anden procentdel af kvinder ikke kan mærke så meget. Men at det er Helt hen i vejret at påstå, at der ingen nerver er på/i livmoderen…Sexuelt set ved jeg idag, at jeg er velsignet med måske mere følsomhed i yoni end de fleste. Livmoderhalsorgasmer ville heller ikke være muligt uden.Men at stå som 20 årig med angst for den smerte, som jeg følte jeg var nød til at gennemgå for at sikre mig, at mit barn ikke evt skulle miste sin mor pga cancer… Og så få en kold afvisning på, at jeg bare var hysterisk, og skulle lægge mig ned og tage, hvad der kom…Idag havde jeg spurgt om der var andre løsninger. Og højlydt sagt fra på både opførsel og afvisning af min oplevelse!

Jeg har haft voldsomme og mange/lange blødninger efter min sidste fødsel.

Og hormonspiral, som ellers havde hjulpet mig hen over 20 år, virkede ikke på det. Jeg prøvede faktisk 2, da den første ikke lod til at sidde rigtig, og måske forårsagede blødningerne…

Jeg gik til min gynækolog for at få spiralen ud, og høre hvad jeg så skulle gøre med prævention.

Hun sagde det eneste der var at gøre var, at koge min livmoder eller fjerne der hele.

Jeg bad hende om at fjerne spiralen først og se om dét hjalp, da jeg tænkte hendes løsning ikke var noget jeg havde lyst til, og måske var det spiralen der var problemet?

Og jeg ville gerne steriliseres, da jeg ikke ville have flere børn. Jeg har 3 og var midt i 40erne.

“Nej spiralen er fin nok 3-5 år endnu. Den kan de pille ud når de på hospitalet finder ud af, hvad der skal ske. Jeg laver en henvisning. Du kan ikke blive steriliseret. Er du klar over hvor mange kvinder ældre end du, der kommer her for at få hjælp til at blive gravide?!”.

Selvom jeg afviste MEGET klart, at jeg IKKE var interesseret i en henvisning, og at jeg ville forsøge med at hun fjernede spiralen, måtte jeg gå derfra med både spiral på plads og en henvisning i e-boks.

For at få en 2nd opinion fra en anden gyn fik jeg en tid hos en sød dame på Classensgade.

Hun lyttede. Hev spiralen ud og sendte mig videre til sterilisation.

Mine blødninger blev meget mindre, og selvom de ikke forsvandt var det tydeligt at spiralen havde været en stor del af problemet.

Jeg aflyste indkaldelsen til hospitalet og fortalte hvorfor. Og skrev en e-mail til den første gynækolog, hvor jeg bad hende om ikke at være så klar med skalpellen en anden gang, men tage de små skridt og se om det hjælper først…

Hun svarede mig aldrig…!