Da jeg var i starten af 20’erne blev jeg smittet med kønsvorter og gik jævnligt til frysebehandling hos egen læge inden en ny læge gav mig en recept på Aldara. Det var et ægtepar, der havde klinik sammen. Jeg plejede at gå til den kvindelige læge, men en dag jeg kommer derop har de rykket mig til den mandlige læge. Jeg blev ikke spurgt om det var ok, blev bare kaldt ind og fandt først ud af det, da jeg sad derinde. Det var og er en overvindelse for mig at få lavet gynækologiske undersøgelser af mænd. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor. Men jeg formår heller ikke at sige fra, fordi jeg ikke vil fornærme ham.  Lægen siger jeg skal tage tøjet af og lægge mig op på briksen. Så vidt jeg husker præsenterer han ikke engang sig selv. Jeg er på dette tidspunkt ret vant til at ligge på sådan en lægebriks uden tøj på underkroppen, men det var altså første gang jeg mødte ham og meget utrykt. Han laver en frysebehandling og da han er færdig
stikker han uden advarsel to fingre op i skeden på mig. Kønsvorterne sad jo udvortes, og den kvindelige læge eller andre der har undersøgt tilstanden har aldrig undersøgt mig på den måde i forbindelse med behandling af kønsvorter. Det var vildt grænseoverskridende for mig og jeg reagerer ved at forsøge at trække min krop væk fra ham, hvilket han ignorerer mig og virker blot irriteret. Han trækker fingrene ud igen og siger at jeg godt kan tage tøj på.
I dag aner jeg stadig ikke hvad han undersøgte. Han kunne jo se i min journal at jeg ofte kom hos hans kone. Jeg skiftede læge efter den oplevelse. Hver gang jeg læser om eller hører om gynækologiske undersøgelser, tænker jeg på den grænseoverskridende oplevelse. Jeg er stadig vred på ham og vred på mig selv over at jeg ikke sagde fra.