Jeg var til 1års check hos egen læge efter min først fødsel. Min kvindlige læge blev stille før hun rejste sig op og sagde “jeg henter lige (hendes mand som også var læge på klinikken) for at få en 2nd opinion…”. De konfererede lidt og sendte mig så med en henvisning til hospitalet for mistanke om celleforandringer. Chok!Heldigvis viste det sig at være en udposning på livmoderslimhinden, men jeg skulle alligevel til biopsi-undersøgelser flere gange efter som opfølgning.De gjorde så ondt at jeg hhv besvimede og kastede op ved hver prøvetagning. Den sidste gang jeg deltog (aflyste de to sidste) tog jeg en halv ketogan, som min daværende kæreste havde tilbage efter en tandbyldbehandling. Bare for at KUNNE tage derhen, og i håb om det ikke ville gøre så ondt…Jeg advarede den kvindelige gynækolog (på Herlev) om, hvor svært jeg havde det, og hvor ondt det havde gjort de tidligere gange.Hun kiggede koldt på mig og sagde “Der er INGEN som i absolut INGEN nervebaner på livmoderen, så det er ren hysteri og opspind!”…Selv på ketogan gjorde det så ondt, at jeg skreg og besvimede, hvilket blev modtaget med rullende øjne og hånlige fnys.Og jeg har en YDERST høj smertetærskel! Virkelig høj!!!Jeg har nævnt det for SAMTLIGE gynækologer siden, der alle har set på mig med vantro.Én har sagt, at en eller anden procentdel af kvinder ikke kan mærke så meget. Men at det er Helt hen i vejret at påstå, at der ingen nerver er på/i livmoderen…Sexuelt set ved jeg idag, at jeg er velsignet med måske mere følsomhed i yoni end de fleste. Livmoderhalsorgasmer ville heller ikke være muligt uden.Men at stå som 20 årig med angst for den smerte, som jeg følte jeg var nød til at gennemgå for at sikre mig, at mit barn ikke evt skulle miste sin mor pga cancer… Og så få en kold afvisning på, at jeg bare var hysterisk, og skulle lægge mig ned og tage, hvad der kom…Idag havde jeg spurgt om der var andre løsninger. Og højlydt sagt fra på både opførsel og afvisning af min oplevelse!