Jeg fik min første menstruation som 9-årig og da den som 13-14-årig stadig ikke var i nærheden af at være regelmæssig, men jeg havde en del smerter, blev jeg undersøgt og diagnosticeret med PCOS og startet på p-piller. Som 16-17-årig havde jeg dog stadig nogle underlivssmerter, og min mor var bekymret for, at jeg måske trods p-pillerne have udviklet nogle cyster på mine æggestokke, som var med til at give mig smerter. Derfor henviste egen læge til gynækologisk afdeling på sygehuset.
Jeg var lidt nervøs, især fordi jeg var jomfru, men også ved godt mod. Jeg havde hørt historier fra andre om, at selvom det ikke er det fedeste i verden, så er de søde, og gør meget ud af at varme instrumenterne og fortælle, hvad det er de laver, så man føler sig mindre nervøs. Jeg havde også hørt, at de med jomfruer bruger mindre instrumenter og er endnu mere gode til at fortælle undervejs, så det bliver så god en oplevelse som muligt. Og at mandlige gynækologer nogle gange faktisk var bedre end de kvindelige, fordi de var mere blide. Så nervøs, men selvfølgelig ville det være fint og professionelt. Ikke?
Min mor og jeg kommer ind og får en snak med den her oppe i årene mandlige gynækolog, som umiddelbart virker kort for hovedet. Da det bliver tid til underlivsundersøgelsen beder jeg min mor gå uden for, for jeg syntes det ville være lidt mærkeligt at have hende i rummet.
Jeg ligger mig på briksen og lægen går i gang, mens en sygeplejerske holder min hånd og prøver at hjælpe mig med at slappe så meget af som muligt. Men der var ikke noget med, at fortælle mig, hvad han lavede. Jeg kunne bare mærke at han rodede rundt dernede og stak instrumenter op, og det gjorde ondt, så jeg ømmede mig og begyndte at få tårer i øjnene. Man kunne høre på hans grynt, at han var pænt utilfreds med at jeg skulle være så pivet og at jeg for helvede ikke bare kunne slappe af. På et tidspunkt rækker han – igen uden at sige noget som helst (han vidste godt jeg var jomfru også) – hånden ud efter den indvendige scanner. I det øjeblik kan jeg jo godt gætte, hvad den kæmpestore dildo-lignende scanner skal, så jeg tager hurtigt benene ned fra bøjlerne og siger, at det vil jeg ikke have. Han bliver sur, for det er jo en del af undersøgelsen. Jeg insisterer på, at jeg ikke vil (det gjorde allerede ondt, jeg var utryg og jeg var skrækslagen). Han fik mig overbevist om, at han kunne prøve at scanne rektalt – det virkede sjovt nok ikke at skubbe en kæmpe penis-lignende genstand op i mit mega-opspændte teenage-anus mens jeg havde benene i stigbøjlerne, så han nåede ikke særlig langt før jeg igen skreg af smerte og begyndte at græde. Nu var han endnu mere irriteret.
Jeg fik tøj på og min mor blev kaldt ind i rummet igen – forvirret over hvorfor jeg dog græd. Lægen forklarede, hvad jeg havde nægtet og hvad der var blevet prøvet. Min mor spurgte, om jeg så ikke kunne komme igen en anden dag og få lavet undersøgelsen under bedøvelse – og her er the real kicker – det ville han ikke. For han ville ikke fratage mig oplevelsen af at få taget min mødom. Så bare lige for at få det på det rene: Han havde ikke noget problem med at ”tage min mødom” med scanneren, så længe jeg var ved fuld bevidsthed og i stand til at føle den medfølgende smerte – men at gøre det under bedøvelse havde han det etisk stramt med.
Min mor spurgte om man kunne lave en ultralydsscanning udvendigt i stedet – han kiggede på mig og sagde, at det kan man ikke, når der er så meget fedt. Vi fik at vide, at vi kunne komme tilbage hvis jeg på et tidspunkt mistede min mødom eller ville gå med til undersøgelsen alligevel.
Vi gik derfra – jeg var lidt i chok og græd, og min mor var ked af det og forvirret, fordi jeg ikke kunne fortælle hende, hvorfor jeg var så påvirket.
Set i bakspejlet vil jeg 100 placere ham i kategorien ”Mænd, der hader kvinder”. Misogynien var, i bakspejlet, til at tage og føle på. Ingen læger burde have så dårlige manerer. Da jeg et års tid senere mistede mn mødom var jeg endnu gladere for, at jeg ikke var gået med til det, den dag. Min første partners penis var betydeligt mindre end scanneren, og alligevel gjorde det helt afsindigt ondt – det var egentlig ikke den del af oplevelsen jeg havde brug for eller lyst til at huske. Jeg vendte aldrig tilbage, og smerterne gik i sig selv mere eller mindre. Jeg har dog stadig været god til at gå til mine celleskrab og STD-tests, men jeg kan godt forstå, hvis man vælger at lade være efter sådan en oplevelse – hvilket i sidste ende kan blive detrimentalt for ens helbred. Undskyld det var lidt langt, men det er en oplevelse, som jeg stadig husker tydeligt, her 10+ år senere