Som 19-20årig (tilbage omkring 1999ish) havde jeg midt om natten så mange mavesmerter at jeg måtte på skadestuen. Min far var med. Jeg blev hurtigt sendt videre til en afdeling (gynækologisk?) og bedt om at gå på toilettet for at tage en test så vi kunne afkræfte at det var en graviditet udenfor livmoderen. Mens jeg var der, kom den læge, der skulle undersøge mig (ung læge). Han var, inden han havde mødt mig, meget sikker på at det hele var fuldstændig spild af hans tid – min far, som sad og ventede på gangen overhørte al hans galde. Det første han sagde da jeg kom ind i rummet hvor han skulle undersøge mig var “smid tøjet og smæk benene op” og så fortsatte undersøgelsen på en måde så jeg ikke var i tvivl om, at det var min egen skyld at jeg tog hans tid. Sygeplejersken blev i rummet og hun holdt mig i hånden kan jeg huske. Det var lige så meget hendes behov som mit! Hun knugede nemlig min hånd kraftigere end jeg hendes.
Jeg var fuldstændig rystet da jeg kom ud til min far. Han forsøgte at klage efterfølgende – brugte virkelig mange år på bare at blive holdt hen, og droppede det så til sidst. Læge kontaktede endda min far undervejs og bad ham droppe sagen. Det kunne jo skade hans karriere forstås.

Jeg ville ønske, at jeg havde sagt fra og bedt om en anden læge – men jeg er ikke typen der “gør mig besværlig”, især ikke når jeg har smerter og brug for hjælp.