Jeg havde fået en Bartholin abces, jeg har haft bylder før og har også to gange fået dem kirurgisk behandlet, men dette var første gang mine kønsdele var ramt.
Først ved jeg til egen læge efter en kort undersøgelse, ville lægen henvise mig til gynækologisk akutklinik på Herlev, der tog de dog ikke telefonen, så hun ringede til den lokale gynækolog i stedet og jeg fik en tid dagen efter.
Jeg kommer op til gynækologen, og en ting er at jeg kommer ind 40 minutter senere end jeg havde tid, men hun virkede som om hun havde travlt.
Kort spørger hun mig om de der standart spørgsmål, rygning, vægt mm, så fortæller hun mig at min læge har sagt at hun tror t jeg har en Bartholins abces.
Så beder hun mig tage plads på brikken – uden er have fortalt mig hvad hun tænkte der skulle ske. Min forventning var at hun skulle undersøge mig…Hun rører mig meget ufølsomt i skridtet og med helt tørre fingre undersøger hun mig lyn hurtigt indvendigt og udvendigt, det før ondt og jeg vrider mig lidt. Hun spørger om jeg har taget lidt smertestillende inden jeg kom, nej det havde jeg ikke, og så blev jeg ellers belært om at det skulle jeg altid gøre.
Derefter siger hun “godt så lægger jeg noget bedøvelse”, jeg har måske en fornemmelse af hvad hun har i sinde at gøre, men er på ingen måde informeret, forberedt eller har givet samtykke. Jeg bliver bekymret og begynder at græde, jeg fortæller at jeg er bekymret, hun vil ikke en gang høre hvorfor og afbryder mig bare og siger “jamen så er du da også sikker på at blive det, altså bekymret, når nu du tager det på forskud”. Jeg bider der i mig og hun går igang. Det gør åndsvagt ondt at blive bedøvet omkring en byld og det bliver ikke bedre af at den sidder lige ved skedeåbningen. Så jeg begynder at hulke.
Herfra tager det rigtig fart. Og jeg husker faktisk ikke det hele i detaljer. Men ting som:
“Ej du gør det altså meget svært for mig når du hulker sådan”
“Prøv nu bare at slappe af”
“Vil du ikke have at jeg skal nå hjem til aftensmad i aften?”
“Nu virker bedøvelsen snart, så er der da ikke noget at tude over, jeg skal ikke stinke mere”
Jeg kunne slet ikke holde mig tilbage eller stoppe, jeg græd og hulkede som pisket, og det eneste jeg ville var ud derfra.
Da bedøvelsen var lagt skulle vi vente lidt, her åbner hun døren, åg råber over til (hvad jeg formoder er en yngre læge i turnus) “hvad ville du ikke være med? Så kom dog”. Den yngre kvinde får aldrig præsenteret sig. Gynækologen forsøger at få mig til at slappe af ved at give mig nogle høretelefoner med meditationsmusik, men jeg føler at det afskærer mig og at jeg bliver nødt til at følge med.
Hun har stadig ikke fortalt mig hvad hun har tænk sig der skal ske, ej heller fortæller hun hvad hun gør inden eller mens hun gør det.
Alt i mig siger flygt. Men huset jo også lidt en autoritet og jeg havde jo ondt.
På et tidspunkt spørger hun mig “du vil da gerne havde det gjort ikke?” Hvortil jeg svarer at jeg ved faktisk ikke hvad hun har tænkt sig at gøre. Jeg tror måske det lidt går op for hende at hun har dummet sig. Men hendes svar er ikke undskyldende eller forstående, hun siger derimod at hun er nødt til at tømme den og spørger mig om jeg da havde regnet med at hun kunne trylle.
Jeg spørger mere specifikt ind også til forløbet bagefter og hun svarer.
På et tidspunkt tager jeg det ene ben ud af bøjlen og siger “jeg tror ikke det skal være n, jeg kan ikke”. Hun griber mit ben og overtaler mig til at blive og få det gjort

Selve indgrebet gjorde ikke særlig ondt, men jeg græd alligevel hele vejen igennem det.
Hun sagde ting som:
“Hvis du har født et barn så er det her jo ingen ting”
“Vær nu en stor pige”
“Så slemt er det da heller ikke”
Da vi er færdige tager jeg mine ‘brave face’ på og skynder mig ud af døren, da jeg kommer væk knækker jeg helt sammen.
Jeg ved stadig ikke rigtig hvad det er hun har gjort, men jeg følte at det hele havde været et overgreb.
Da jeg kommer hjem opdager jeg at jeg bløder ret meget og hun har sat noget gase for at få det til at stoppe.
Hun fortalte mig at hun havde lagt noget ind som jeg skulle fjerne efter et døgn, men jeg havde slet ikke forstået hvad det var, og jeg kan også se at hun havde syet mig, hvilket jeg slet ikke har hørt noget om.
Jeg måtte ringe efter min søster for jeg kunne ikke klare at skulle være alene og min mand skulle på arbejde.
Et par dage senere synes jeg stadig at det gør ondt, jeg ringer til min egen læge. Bare da hun nævner at jeg bør ringe til gynækologen bryder jeg sammen. Jeg får lov til at komme op til et lille tjek. Jeg bliver kigget på og alt er som det skal være. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle forvente.

Det viser sig også at hun har podet mig og jeg skal have noget medicin på apoteket, det har hun skrevet i en mail. Men jeg kan faktisk ikke få mig selv til at gøre det. For det vil rive op i noget som jeg forsøger at lægge fra mig.
Forleden var jeg til tandlægen, og da jeg skulle bedøves fik jeg et mindre sammenbrud, for det tog mig direkte tilbage til besøget hos gynækologen. Tandlægen havde hørt om den lokale gynækolog og rådet mig til aldrig at komme der igen.
Det gør jeg heller ikke nogensinde igen!