Almindeligt celleskrab, praktiserende læge (ikke den læge jeg almindeligvis så), mand.

Han gør det egentlig normalt…. Men bliver ved og ved med at rage rundt deroppe, meget længere end det nogensinde har taget før eller siden.

Jeg ligger og fokuserer på min vejrtrækning og kontrollerer på den måde smerterne og ubehaget.

Til sidst får han raget så voldsomt at jeg ømmer mig højlydt.

Til det siger han: “Nå, DET kun du mærke”. Og så stopper undersøgelsen endelig.

Som om det var målet at få det til at gøre ondt på mig. Det virkede klamt og vammelt.

Der gik ti år før jeg gik til den type undersøgelse igen og jeg var ikke engang bevidst om at det nok var pga af den jeg blev væk.

Jeg fik en kvindelig læge, som synes jeg er den sjoveste i verden og vi er på kram nu.

Jeg fik en betændelsestilstand i den ene Bartholinkirtel, som hun hjalp mig med og det gjorde åbenbart at jeg blev tryg nok til at dukke op til celleskrab. Da jeg endelig fik en undersøgelse havde jeg celleforandringer.

Jeg er heldigvis sluppet med det, men tænk hvis jeg bare var blevet ved med at udeblive fra de undersøgelser…