Som 20 årig var jeg hos en kvindelig gynækolog.
Hun væmmes da hun kikker mellem mine ben. Og spørger til min skønhedsplet. Hun spørger om jeg er syg. Fordi det ligner en sygdom siger hun.
Og jeg kan se væmmelsen sidde i hende, resten af den tavse undersøgelse…

Jeg tror ikke hun før havde set en skønhedsplet?!
-Men sådan en har jeg, den er ca. 0,5 cm i diameter. Lille brun plet- jeg har haft den i mange år. Men hadet den siden den dag. Og været ked af den, sidenhen.
Den bekymrede mig ikke en meter inden den oplevelse…

Jeg er 32 i dag og ønsker mig stadig inderligt at den bare skal væk. Den gjorde mig angst ved min fødsel og den har pårvirket mit sexliv. Den væmmelse hun udviste var meget sårende/krænkende.

En anden oplevelse jeg havde i samme periode, var en ung mand. Han strålede – helt modsat oplevelsen med kvinden. Han sagde “du er smuk dernede” og heller ikke den oplevelse var bare positiv.
Det føltes grænseoverskridende i den situation. At et menneske/en mand jeg ikke kendte kommenterede på det mest intime jeg ejer.

Den bedste oplevede jeg har haft, var med et spejl i hånden og en god gennemgående forklaring fra en dygtig gynækolog der bare vidste mig hvordan mit underliv fungerede- sådan en oplevede burde alle få.
Jeg følte mig som en blomst da jeg gik derfra