Den første gang jeg skulle have celleskrab, var også første gang til gu siden jeg blev voldtaget. Da jeg ligger der går jeg helt i baglås, jeg siger med rystende stemme at jeg har været ude for overgreb og jeg ikke har lyst alligevel. Lægen, der er praktikant går i panik. Hun forlader rummet og henter en anden læge. Alt imens jeg bare ligger der fuldstændig frossent. En hoven læge kommer ind og guider så praktikant lægen igennem, mens jeg græder. Jeg bebrejder selvfølgelig mig selv for ikke at sætte en grænse.
Ved selvsamme lægehus går det galt igen til mit seneste celleskrab. Jeg skal have det taget i forbindelse med mit 8 ugers tjek efter fødslen. Jeg fortæller lægen, at jeg har været udsat for voldtægt og at jeg samtidig har mange smerter efter en slem gang underlivsbetændelse. Min lille søn står i liften på gulvet, fordi lægen synes det var upraktisk han lå på mit bryst under undersøgelse.
4 gange under undersøgelsen taber min søn sin sut of beklager sig lidt. Hver gang afbryder lægen min undersøgelse for at give ham sutten. Det var ydmygende at ligge der, smertefuldt, at han trak instrumenterne ind og ud unødvendigt mange gange. Indtil jeg hulkede og rasende fik sagt, at han skulle lade den fucking sut ligge og lade min søn græde, så han kunne få det gjort færdig.
Jeg har skiftet lægehus og gruer alligevel stadig for næste gang! Jeg ved det hele kan gøres meget bedre, det oplevede jeg i forbindelse med fertilitetsbehandling, hvor jeg aldrig havde det dårligt under undersøgelserne.

Jeg er jordemoder. Da jeg var studerende, valgte jeg at få en kobberspiral. Jeg havde tidligere haft en tryg oplevelse ved den gynækolog, som jeg havde set ifm moderate celleforandringer og det, han kaldte en koldkoagulation. Da spurgte han ind til prævention og præsenterede forskellige typer med fantom og faktiske eksemplarer af spiraler osv., som man kunne få i hånden og se nærmere på. Han havde også to skærme; én som vendte mod ham og én der vendte mod mig, så jeg kunne læse med når han journalførte. Alt sammen meget fint!
Han anbefalede at jeg kom til ham, hvis jeg ønskede spiral, da han sagde at de anlæggelser, hvor spiralen ender med at ligge dårligt og smertefuldt, oftest er sket hos EL.

Da jeg en del måneder senere ønsker kobberspiral, lykkes jeg med at få henvisning til gynækolog, fordi EL ikke er tryg ved at lægge det på én, der ikke har født.
Jeg opsøger gynækologen fra tidligere og dukker op til konsultation.
Basalt set er han imod min beslutning om kobber. For ham er menstruation et ressourcetab, og da jeg vil bløde mere med kobberspiral, vil jeg miste flere ressourcer. Han mener, det er bedst slet ikke at bløde, og jeg forklarer, at jeg egentlig synes om at kunne se en form for cyklus. Vi snakker længe, men på intet tidspunkt spørger han mig ind til mine baggrunde for at vælge, som jeg gør, fx hvori mit forbehold over for hormoner ligger. Han spørger, om jeg har humørudsving op til menstruation, hvilket jeg har noget af (men også kan se noget godt i). Han mener, at disse udsving gør at kvinder er til fare for sig selv og deres
omverden, og at de er mere tilbøjelige til at komme til skade i trafikken som følge. Det provokerer mig enormt. Han er meget intens og voldsom at være i dialog med. Jeg bliver visuelt berørt men forbliver i dialogen og formulerer mig godt. Han siger, at vi lægger kobberspiralen, men at jeg er “en stædig satan”, og at han nu vil skrive, at den lægges
mod givet råd. Det ser jeg ham skrive på skærmen, som vender mod
mig. Jeg spørger bl.a., hvorfor han overhovedet har kobberspiraler i sin klinik, hvis han ikke mener nogen bør få dem. Han svarer et eller andet, jeg ikke husker.

Vi går over til lejet, som jeg jo har ligget på i anden forbindelse. Jeg er utilpas ved mandens facon, men har tillid til, at han er dygtig til sit håndværk, og derfor vil jeg godt lægge krop til anlæggelsen. Det føles dog bizart at gøre sig så sårbar kropsligt over for en, der har kaldt mig en stædig satan og som ikke har interesse i, hvorfor mine ønsker er, som de er, men som kun vil udbrede egne meninger.
Jeg har forståeligt nok lidt svært ved at slappe af, lige når fingrene/instrumenter skal ind. Sådan har jeg det altid. Der skal et par vejrtrækninger til, og så slapper jeg også først helt af, når de er inde. Han mener, jeg har bækkenmyoser. Han spørger: “Gør det ondt, når jeg trykker HER?” og jager fingrene med stor kraft mod først den ene side af skeden helt oppe ved cervix. “Og HER?” Og så den anden side. Og ja, det gør det jo. Men jeg har ingen gener i der daglige eller i forbindelse med sex. Han skaber jo smerten. Han spørger om jeg træner meget, og jeg svarer ja, og han mener at jeg deler dette problem med mange unge kvinder. Jeg har ikke siden haft noget, der skulle give mistanke om myoser.
Anlæggelsen af spiralen går fint. Jeg skal komme x antal uger efter for at få tjekket, om den ligger godt. Og han siger, at jeg jo må komme igen og få den fjernet, hvis jeg får de gener, han har talt om, at den giver, hvilket ham forventer vil ske.
Jeg går derfra og har gennem de næste timer de forventelige smerter fra uterus. Smerter jeg var forberedt på og klar til at hilse velkommen, men som nu også associeres med et meget ubehageligt møde. Jeg er ked af ikke bare at kunne gå derfra glad for min beslutning, men at glæden skal blande sig med tristhed over en så dårlig behandling. Efter et par dage er jeg helt smertefri og jeg har spiralen i 5 år og er i al den tid meget glad for den. Jeg bestiller aldrig tid til den kontrol, gynækologen nævner, for jeg vil ikke på hans briks igen, og jeg vil kun se ham, hvis jeg også får konfronteret ham med, hvordan han arbejder. Det finder jeg ikke viljen til, før han pensioneres. Konsultationen fandt sted i 2015 tror jeg. I årene efter tænker jeg på at skrive er brev, men jeg gør det ikke. Jeg føler mig ikke traumatiseret, men det var langt ude, voldsomt og gør mig vred. Som jordemoderstuderende blev jeg i den periode, hvor spiralen blev lagt, undervist i at mærke respektfuldt på de gravide kvinder. Underviserne brugte
mange ord på at tale
om måder, det kunne gøres på. Øjenkontakt, tempo, samtykke, pauser osv. Det føltes uretfærdigt, at jeg ikke selv fik samme respektfulde behandling, som jeg brugte energi på at give de gravide. Men det gjorde det også meget let for mig at se, at hvad der var sket.

Jeg var til GU for anden gang I forbindelse med min spontane abort. Den første oplevelse var fin på trods af den sørgelige nyhed. Jeg havde følt mig med i processen og var lettet da jeg kom ud derfra – nærmest glad. Lægen var venlig og respektfuld, og jeg oplevede at havde medbestemmelse.
Den anden gang var rigtig ubehagelig. Han var uforsigtig og raslede rundt inde i mig, med sine værktøjer, uden at forklare mig, hvorfor han gjorde hvad han gjorde. (Jeg kunne – og kan, ikke se meningen med at han skulle prøve at rense min skede, når nu det hele stadig var på vej ud, med hjælp fra abortpiller). Jeg gav udtryk for ubehaget, og hans respons var blot at han snart var færdig.
Jeg følte mig meget tromlet, overhørt og overgrebet. Bagefter var jeg utrolig ked af det og frustreret over den behandling, og ikke mindst over at føle mig svag og overfølsom!