Fik afklemt en kønslæbe med efterfølgende stor blodindsamling. Jeg skreg da det skete og fik at vide at jeg skulle stoppe med at skabe mig. Læben hævede til tre gange så stor og jeg kunne ikke sidde ordentligt i en uge efterfølgende… det var et celleskrab.
Dag: 22. februar 2021
60. vidnesbyrd
Efter fødsel af vores dødfødte datter, blev jeg indlagt igen grundet voldsomme blødninger. Her forsøgte en kvindelig læge at lave udskrab på mig, imens to sygeplejersker skulle holde mig nede.
OP var bestilt, narkoselægen var på vej, men alligevel skulle hun lige prøve om hun kunne gøre det uden bedøvelse.
Den dag i dag fortryder jeg inderligt at jeg aldrig fik lavet en officiel klage. Ved efterfølgende samtaler/undersøgelser gjorde jeg og min mand helt klart, at førnævnte læge ikke skulle forsøge at komme i nærheden af mig. Men det psykiske overskud var der ikke til at gøre klagen officiel.
59. vidnesbyrd
1) Jeg var 18 og i mit første forhold. Jeg havde fået svamp i underlivet. Egen læge henviste til gynækolog. Gynækologen var en ældre mand, som bad mig gå ind i undersøgelsesrummet og tage bukserne af og vente. Han kom først ind, da jeg havde ventet i halvt afklædt tilstand i 20 minutter. Jeg frøs og var nervøs. Da han endelig undersøgte mig, stillede han mig samtidig en række spørgsmål: Om jeg var stoppet med at bruge trusser af kunststof? Om jeg huskede at bruge intimsæbe? Om jeg var stoppet med at bruge tamponer? Altsammen ting, hans sekretær havde instrueret mig i i telefonen, og som skulle hjælpe mod svamp. Da jeg bekræftede, skældte han mig ud, og sagde, at det havde jeg jo tydeligvis ikke, når jeg stadig havde svamp! Jeg følte mig ydmyget, jeg frøs, og jeg var stadig ikke kommet nærmere på en kur mod svampen (som jeg først slap af med et års tid senere).
2) Da jeg havde født min datter (1. barn) som 25-årig, havde jeg fået en lille bristning, der var blevet syet med to sting. De holdt desværre ikke, men skred op og efterlod en lidt træls “flænge”, der ikke kunne lappes med det samme. Til 8 ugers-undersøgelsen konstaterede min (kvindelige) læge, at “hun havde altså set meget værre … Og jeg var vel heller ikke færdig med at få børn, så det ville da være spildt arbejde at reparere på.” Det var sådan set ikke det, der var problemet for mig. Det føltes bare, som om hele underlivet var på vej nedenud. Modstræbende gav hun mig en henvisning til undersøgelse på sygehuset. Her konstaterede de hurtigt, at det skulle rekonstrueres, hvilket det blev.
3) Efter fødsel og om-operation af en fødselsbristning, skulle jeg til tjek på sygehuset. Gynækologen virkede flink og grundig. Men da jeg lå med benene i bøjlerne, spurgte han mig først, om jeg havde været på en cykel efter operationen? Det bekræftede jeg. Efterfølgende spurgte han mig, om jeg så også havde været på en mand? Det gav pludselig undersøgelsen en træls seksualiseret drejning. Jeg ville ønske, han havde spurgt på en mere faglig måde.
58. vidnesbyrd
Som 21 årig henviste min læge mig til en mandlig gynækolog. Jeg var utryg ved, at det var en mand og at jeg ikke havde været der før, men havde tillid til, at min læge måtte henvise til ham af en grund. Jeg havde brug for en GU, da jeg havde fundet en væskeansamling inde i skeden.
Da jeg ankommer hos gynækologen fortæller han mig, at han er “særlig” fordi han altid giver alle patienter en fuld “sundhedsundersøgelse” når de kommer hos ham. Jeg fortæller ham, at det er noget meget konkret jeg kommer for at undersøge og ikke har brug for så meget andet. Dertil siger han: “det kan godt være, men hos ham starter man på vægten”. Jeg fortæller ham, at jeg ikke har lyst til at skulle veje mig, da jeg har haft noget spiseforstyrrelse og en vægt har dårlig indflydelse på mig. Jeg er ganske klar over, at jeg har taget på efter jeg har mødt min kæreste (1/2 forinden) men ønsker ikke at blive konfronteret med det i det intime rum som en GU er. Det accepterer han ikke og siger: “Gå nu bare op på den vægt!”. Her skulle jeg selvfølglig være gået, men jeg tænkte, at når nu han var bekendt med mit forhold til krop, ville han nok også være forsigtig. Sådan skulle det ikke være. Da jeg fortæller ham, hvad jeg vejer udbryder han “tænkte jeg det ikke nok: fed. Det noterer jeg lige som en diagnose. Ser du, det er faktisk en diagnose”. Jeg bliver enormt chokeret og går helt i stå. Han beder mig så om at sætte mig ned. “Oplever du at dit humør ændrer sig når du har menstruation?” Jeg nikker og fremstammer “gør alles ikke det?” Hvortil han siger “nej. Det var anden diagnose. PMS og tendens til hysteri”. Han kigger på mig og jeg mærker hvordan han studerer mig dybdegående. “Du har også akne kan jeg se”. Jeg fortæller ham, at det har jeg ikke. Men han ryster på hovedet og noterer med ordene “tredje diagnose”. På det her tidspunkt bruger jeg alle mine kræfter på at holde tårerne inde.
Da det bliver tid til den egentlige GU bliver jeg lagt op på en iskold briks med ordene “så håber vi ikke der er mere med dig”. Mens jeg ligger med diverse kolde instrumenter inde i mig fortæller han, at han synes jeg har en meget lang skede. “Det er nok fordi du er så fed siger han. Godt der ikke også er problemer med lugt”. Jeg siger ingen ting.
“ej, puha.. puhaa.. der kom fiskelugten puhaa” udbryder han så. “Det var så endnu en ting til listen. Godt du kom til mig. Du tager bare dit tøj på og så tager vi lige en alvors snak”.
Da jeg igen sidder ved hans bord fortæller han mig, at jeg skal på p-piller. Jeg fortæller ham, at jeg ikke kan tåle dem og det faktisk var på grund af dem, at jeg begynde at tage på. “Stopper vindere?” Spørger han mig så. Jeg forstår ikke helt spørgsmålet og han gentager “jo altså stopper vindere? Nej vel. Kun tabere holder pause. Sådan er det også med dig og de p-piller. Sådan nogen som dig skal ikke holde pause fra pillerne”. Jeg formår ikke engang at kæmpe i mod og nikker bare. “Med alle de diagnoser du går rundt med er det godt du kom til mig. Sådan nogen som dig har brug for et ‘wake up call’ så de kan gå fra at være en taber til en vinder”. Dertil stak han mig en flyer og fortalte, at han mente jeg ville genkende mig selv i et af eksemplerne. Denne eksempelperson var beskrevet som en kvinde, der altid havde været svært overvægtig, ulykkelig og meget ensom. Det var næsten komisk, da det ikke kunne være længere fra sandheden. Men det understregede også, hvordan hans oplevelse af mig var. Til sidst ville han lige tage en blodprøve og mit blodtryk, så jeg kunne forstå “hvor galt det stod til”. De viste sjovt nok ikke andet end at jeg var sund og rask. Til det sendte han mig ud af døren med ordene “Det var ellers underligt. Jeg var sikker på, at jeg ville kunne bruge det til at chokerer dig. Håber at mine ord har været nok til at du har fået et ‘wake up Call’. Jeg vil gerne se sig ofte, så vi kan få styr på dig”. Ikke på noget tidspunkt tjekkede han mig for det jeg faktisk kom for.
Efterfølgende tog min mor og jeg op til lægen for at fortælle dem om oplevelsen. Jeg tudbrølede igennem hele gengivelsen til sygeplejersken. Lægen ville ikke høre om oplevelsen men kommenterede blot: “Han kan godt være lidt direkte” da hun hørte hvorfor jeg var der. Alene den kommentar gjorde, at jeg aldrig anmeldte ham. Men det burde jeg have gjort. Det som er så skrækkeligt er, at jeg først blev skamfuld, da jeg jo havde taget på. Men det var ikke min skyld, at jeg havde den oplevelse. Nogle gange bliver jeg rigtig trist, hvis jeg forestiller mig, at en anden ung piger oplever det samme fra ham. Det er ikke sikkert, at hun vil kunne lade være med at tage det ind. Så sent som i sidste uge spurgte jeg min (nye) læge om min skede var lang og med det understreges måske, at sådanne ord fra en fagperson kan sidde længe i kroppen.
57. vidnesbyrd
Jeg var blevet henvist til gynækolog, da jeg havde pletblødt en del og haft smerter under samleje. Da hun undersøgte mig, fik jeg at vide, at jeg var “alt for følsom en pige”. Hun viste mig den venstre æggestok på skærmen og derefter førte hun kameraet over til den højre. Jeg hoppede af smerte og råbte av, men hun stoppede ikke. Jeg begyndte at græde og sagde til hende, at det altså virkelig gjorde ondt, imens hun bare snakkede og viste mig den højre æggestok. “Du er altså alt for følsom” sagde hun igen.
Hun fandt en knude af et eller andet på livmodervæggen, som hun ville fjerne. Hun sagde, at det kunne hun hurtigt lige få væk og sende ind. Det føltes som om, hun bare flåede det ud af mig. Ingen “nu gør jeg sådan”, ingen bedøvelse, ingen tryghed eller trøst fra hendes side af. Hun rev det bare ud. Det gjorde så ulideligt ondt og jeg græd ekstremt meget. Da vi bagefter satte os, sagde hun “ja, du er alt for følsom, du burde nok skifte p-piller”. Jeg har ikke sat min fod hos hende siden, jeg gør det aldrig mere og jeg fraråder alle at tage ind til netop hende.
Efter denne oplevelse skal jeg virkelig holde sammen på mig selv for ikke at græde ved alle andre gynækologiske undersøgelser. Jeg fortæller det til gynækologen som det første, når jeg den dag i dag skal undersøges, for at gøre personen opmærksom på, at de skal være ekstremt forsigtige med mig.
56. vidnesbyrd
I 2012 begyndte jeg at bløde i graviditetens 21. Uge. Ved scanning blev det konstateret, at min moderkage lå foran barnet, og at jeg derfor skulle komme på sygehuset ved yderligere blødning da en fødsel kunne være farlig for mig – og selvfølgelig for barnet, der først stod til at redde efter uge 23. Jeg fik derefter gentagende blødningsepisoder, og blev ikke scannet yderligere, da man ikke ville provokere veer i den sårbare graviditet. Ved en af disse episoder blev jeg dog scannet af en meget arrogant ung mand, som ikke tog mine protester for gode vare. Han jog scanneren op i skeden og provokerede dermed yderligere veer til fare for mig og barnet. Hans telefon ringede midt under scanningen, og han beholdte fraværende vaginalscanneren oppe i mit underliv, IMENS han talte i flere minutter i telefon og rodede målløst rundt i mit underliv. Jeg var så bange for mit liv og barnets liv, at jeg frøs og ikke turde protestere yderligere (hvilket jeg fortryder så bitterligt i dag!).
Jeg skrev bagefter til Skejby og anbefalede, at de i tilfældet af andre uddannelseslæger uden empati skulle lave en regel om, at man skulle tage dildoen ud af vagina ved telefonopkald, og i det hele taget ikke holde den oppe i kvinden i længere tid end nødvendigt. Jeg fødte i uge 26. Alt, alt for tidligt. Om denne episode var afgørende for graviditetens bratte udfald ved jeg ikke, men den triggede i hvert fald et voldsomt ve-flow som jeg måtte gennemleve hjemme hos mig selv bagefter. Jeg hader mig selv for, at jeg ikke beskyttede mit barn. Desværre er det jo sådan, at vi må og skal lægge vores instinkter til side og stole på lægerne for, at de kan gøre deres arbejde. Det fordrer dog omvendt, at de har etikken i orden og dét manglende den pågældende læge. Han skrev en behørig undskyldning som svar på min klage, men jeg ville have været mere tryg på fremtidige kvinders vegne hvis Skejby sygehus selv, altså ansvarlige overlæge på fødegangen, havde gjort sagen principiel.
Min datter overlevede mirakuløst sin alt for tidligere fødsel og de mange måneder i kuvøse uden mén.
55. vidnesbyrd
Min første oplevelse med GU var god, da jeg havde kendt min kvindelige læge i mange år og hun var meget forsigtig og rolig. Jeg har nu en fast gynækolog, men jeg stoler på og som snakker med mig hvergang inden og efter og tager den med ro og respekterer, når jeg siger pause.
Men alligevel er det de dårlige oplevelser som fylder mest..
Da jeg skulle have sat en spiral op i starten af 20’erne valgte jeg en mandelige gynækolog tæt på mit hjem. Det var meget mere smertefuldt end tidligere og jeg blev virkelig dårlig. Det blev uden bedøvelse for det mente han godt, at jeg kunne klare… jeg havde smerter i flere dage efterfølgende..
Fødslen af min søn. Jeg har aldrig været udsat for overgreb før min fødsel… min fødsel var gået i stå og man ville prøve med hindesprængning. Jordemoderen var så voldsom, at jeg begyndte at hulke og sagde stop!! Hun kiggede ikke op og sagde bare, at hun snart var færdig.. Det var så smertefuldt og langt over min grænse. Da jeg havde født og var bristet skulle jeg bedøves med en pudendusblokade. Dette var jeg nervøs for og her fik jeg bare at vide, at det var enten den eller mange smerter ved syningen, hvorefter hun bare pressede kanylen ind i min skede… igen begyndte jeg at græde fordi det var så smertefuld og grænseoverskridende, faktisk som et overgreb..
54. vidnesbyrd
Jeg var 15 år gammel og skulle have min aller første GU. Det var den læge, jeg havde gået hos hele min barndom, som stod for det. Og det var jeg ok med. Jeg kan huske, at han havde varmet instrumenterne, brugte det mindste af dem, og at selve udbersøgelsen var ok. Men mens jeg stadig ligger afklædt med benene oppe, siger han noget i stil med “ja, det ser fint ud. Men dine indre skamlæber er jo meget store. Men det kan rettes med en operation, når du bliver 18”. Jeg var helt forstenet. Og jeg skammede mig over mit underlivs udseende i flere år. Jeg har som voksen fundet ud af, at jeg altså er helt normal.
Jeg synes, det er hamrende uetisk at sige sådan noget til enhver kvinde. Men særligt til så ung en pige.
53. vidnesbyrd
Jeg har før været til Gynækologiske undersøgelser, som har forløbet rigtig fint og trygt, også siden.
Jeg skulle til lægen og tale om nye p-piller eller måske et alternativ fordi jeg over længere tid havde fået voldsomme migræner og humørsvingninger.
Men den dag befandt jeg mig på en briks med benene spredt, smurt ind i gel og i en diskussion om at hun kun ville rådgive mig hvis jeg blev tjekket for klamydia for en fast partner kan man jo ikke stole på i min alder.
Jeg kunne ikke se sammenhængen.
Vi skændes mens jeg lå der. Mens hun hentede sine instrumenter hoppede jeg ned og tog mine trusser på og gik.
Jeg skiftede læge. Tænk at det sidder i mig 20 år senere?
52. vidnesbyrd
Min historie om en grænseoverskridende gynækologisk undersøgelse ligger en del år tilbage, ca 26. Jeg synes alligevel den er vigtigt da jeg hører om andre der også oplever den her adfærd.
Jeg var omkring de 20 og skulle have en GU , da min recept på p piller skulle fornyes.
Jeg havde aldrig været hos denne læge før. (Var flyttet)
Selve den gynækologiske undersøgelse husker jeg ikke noget mærkeligt ved ….men kan huske han var lidt intimiderende i sin tale. efter GU vil lægen undersøge mine bryster , (imens jeg stadig ligger med bart underliv på briksen) og det er jo sådan set også fint , indtil han niver i min brystvorte !
Der kan jeg mærke at der er noget jeg ikke synes er ok eller som ikke minder om de andre undersøgelser jeg har fået.
Yderligere har jeg noget udslæt på inderlåret som han ved tjek udnytter til at køre hånden op og ned af mit lår.
Herefter vælger lægen at skrive hans tlf nummer på en lap papir med ordene “hvis der er noget en anden gang, så ringer du ikke til sekretæren men direkte til mig”
Jeg tog imod sedlen sådan lidt forstenet….
Vidste ikke hvad jeg skulle gøre ellers.
Og så skiftede jeg læge ! Kom der aldrig igen.
Og i dag ville jeg ønske at jeg havde sagt noget , så han ikke kunne fortsætte den adfærd.
51. vidnesbyrd
Som 15-årig fik jeg pludselig meget ondt i mit underliv. Jeg besvimede næsten og kunne ikke være nogen steder. Jeg var lige startet på efterskole for 1-2 mdr siden og var ‘mutters alene’ et nyt sted, langt langt fra mine forældre og trygge rammer. Jeg blev kørt på skadestuen af en lærer jeg ikke rigtig kendte så godt. Jeg har på det tidspunkt kun prøvet at få en GU 1 gang ifbm at jeg skulle have udskrevet p-piller, idet jeg havde fået en fast kæreste.
Jeg bliver bedt om at lægge mig op på briksen af en mandlig!! læge, og jeg siger faktisk at jeg gerne vil have en kvindelig læge, idet jeg ikke har det godt med en mandlig. Jeg bliver fejet af med at det kunne jeg ikke selv bestemme og at det var en helt normal undersøgelse, så jeg skulle bare slappe af. Jeg lægger mig modvilligt og smerteforpint op og da jeg så ligger der med benene i vejret går døren til undersøgelseslokalet op på fuld gab. Der går folk forbi på gangen, så bare det var rigeligt til at jeg begyndte at græde. Jeg havde i forvejen hamrende ondt og var bange, OG alene. Ind kommer så 4 lægestuderende, og deriblandt en helt ung fyr. Jeg blev ikke engang spurgt om de måtte komme ind! De står bare alle 5 og kigger helt tæt på, og lægen indfører et kamera, hvilket faktisk lignede en stor dildo. Jeg græder og siger at jeg gerne vil have at de stopper, men han skælder mig nærmest ud og siger at det var ikke muligt fordi de jo var nødt til at finde ud af hvad jeg fejlede, og det snart var overstået hvis jeg nu bare slappede af og lå stille. De mistænkte en graviditet uden for livmoderen og jeg var skræmt fra vid og sans. Undersøgelsen var smertefuld og jeg græd og græd. Og jeg følte det som om jeg var blevet udsat for et overgreb. Men jeg skammede mig også og turde knap nok snakke med nogen om det efterfølgende. Faktisk ved min mor det ikke engang, jeg tror kun at jeg talte med min kæreste om det, da jeg kom hjem på weekend nogle dage senere. Jeg havde ikke mobiltelefon dengang.
Den undersøgelse har præget alle undersøgelser fremadrettet. Idag er jeg 38år og det er stadig så grænseoverskridende at jeg kan komme til at græde og få angst på briksen.
50. vidnesbyrd
Min kvindelige læge er på ingen måde mere nænsom end min mandlige. Til gengæld er jeg begyndt at holde ret meget af at gå til tandlæge (!) fordi min tandlæge er så sød, omsorgsfuld og empatisk. Hun fortæller mig altid hvad der skal til at ske, roser mig , når jeg klarer mig uden bedøvelse, og assistenten holdt mig i hånden under en særligt smertefuld behandling. Gid det var sådan det var, at gå til gynækologisk undersøgelse!
49. vidnesbyrd
Jeg vil meget gerne dele mit vidnesbyrd, som faktisk kun er få måneder gammelt. Jeg græd bagefter og undrede mig over om – og i så falde hvor eller til hvem man kunne klage – jeg havde jo selv valgt gynækologen, efter henvisning fra lægen, og det var gynækologens egen klinik, så jeg vidste ikke hvor eller hvem jeg kunne klage til, og jeg var så skamfuld og ked af det, så jeg lod det passere i stilhed.
Efter nogle seksuelle overgreb som teenager, har jeg fået et anspændt forhold til intimitet og samleje med min mand, og det er kun blevet værre efter jeg har fået min datter. Jeg har fysisk ondt, og jeg søgte endelig læge. Egen læge var utrolig forsigtig, venlig, forstående og fik mig til at føle mig set og hørt, og henviste til en specialiseret gynækolog jeg selv skulle vælge og kontakte. Jeg valgte den gynækolog der lå tættest på min bolig, og hun var også kvinde (som min læge) så det passede mig fint.
Jeg havde den første tid på dagen, og alligevel var gynækologen forsinket. Jeg kunne høre hun beklagede sig over sine patienter til sin sekretær, selvom jeg sad i venteværelset og kunne høre alt. Pga corona havde de rykket venteværelset ud af det egentlige venteværelse, så man teknisk set sad ude midt på gangen i et kæmpestort sundhedshus. Jeg følte allerede dér at jeg skiltede med mit gynækologbesøg. Da gynækologen endelig kom ud, hilste hun ikke, og sagde bare SPRIT HÆNDER. Jeg prøvede muntert at sige at det havde jeg faktisk lige gjort, men at jeg gerne ville gøre det igen, corona-small-talk agtigt, og hun gloede bare olmt på mig og sagde jeg helt sikkert havde rørt min telefon siden, og fik mig allerede der til at føle mig forkert og dum og beskidt.
Vi gik ind i et lille konsultationsrum og havde først en samtale. Hun kiggede ikke på mig, og spurgte enkelte spørgsmål (fx hvor ofte jeg havde menstruation. Jeg svarede ‘meget uregelmæssigt’ , og inden jeg nåede at sige mere sagde hun – stadig mens hun gloede på skærmen og ikke mig – at jeg jo tog minipiller så det jo ER KLART det er uregelmæssigt. Som om jeg spildte hendes tid). Jeg forsøgte stammende og usikker at forklare at jeg var nervøs – at det havde krævet stor overvindelse at komme til undersøgelsen.
Så skulle vi ind i undersøgelsesrummet, der lignede et sterilt operationslokale, så jeg spurgte venligt om jeg skulle tage mine støvler af udenfor rummet . Tænkte de var sjappede, da det sneede udenfor den dag. Hun gloede bare olmt på mig og sagde hvordan jeg havde forestillet mig at hun skulle undersøge mig hvis jeg havde støvler på . Mig: ”nååå nej nej mente bare tage støvlerne af så gulvet ikke bliver vådt og beskidt”. Hun så bare surt på mig og sagde “tag nu bare de bukser af og læg dig”. Jeg gjorde det. Har aldrig set så avanceret en gynækologstol, og vidste ikke hvordan man kom op i den. Spurgte hende – “JA MAN SÆTTER SIG PÅ DEN!” Som om jeg var evnesvag . Jeg var lige ved at tude over at blive hundset med af en fremmede dame mens jeg stod helt nøgen fra navlen og ned. Hun møvede bare forskellige instrumenter ind uden at sige noget. Hun behøvede ikke ligefrem invitere mig på middag , men come on sig dog “det er måske lidt koldt” eller “nu fører jeg lige den her ind”. Havde jo sagt jeg havde ondt og var lidt traumatiseret – det var jo derfor jeg var der! Nå men hun møvede og pillede og rodede med diverse instrumenter og fingre , og jeg har absolut ingen anelse om hvad hun gjorde eller hvorfor . Hun forklarede intet. Til sidst erklærede hun bare tørt det “sikkert er noget psykisk” , som det der vulvadyni (min egen forsigtige teori), men at det vidste hun ikke noget om – jeg skulle gå til egen læge og få henvisning til sexologisk klinik eller psykiatrisk eller en psykolog. Hun kunne dog se og konkludere at jeg var sindssygt anspændt, og fuld af anspændte myoser og muskelknuder overalt. Hun ville give mig nogle øvelser , sagde hun , og gik ind i konsultationsrummet igen . Jeg lå stadig og flandrede alene, og følte mig sårbar og ækel og dum, og tolkede det som at jeg skulle tage tøj på og følge efter hende . I konsultationsrummet troede jeg vi skulle snakke om de øvelser , men hun rakte mig bare et oldnordisk kopieret ark fra en lærebog med bækkenøvelser fra 80’erne eller 70’erne. Hun rakte mig bare arket uden et ord og gik tilbage til skærmen. Mig: “øh øhm altså de her øvelser , er det noget jeg skal gøre dagligt eller ..?” DET HELE STÅR DER ! Sagde hun bare surt og rejste sig og stod og trippede og ventede på jeg fik tøjet på og gik. Hun ville føre mig ud så jeg ikke rørte ved håndtagene med mine bakteriebefængte fingre. Jeg var sønderknust, og følte mig så dum og forkert, og jeg forstod ikke helt de der dumme øvelser – hvor meget og hvor ofte. Jeg går stadig og skraber mod til at gå til en ny gynækolog, og har ikke fået lavet nogen øvelser.
48. vidnesbyrd
Har en gang skulle til lægen grundet smerter i underlivet. Hun kom et for småt instrument op og blev irriteret over at det ikke passede.. Så rev hun det nærmest ud og brugte et andet.. Men endte ud med at stikke sine fingre op i stedet, besluttede at der intet var at mærke og rev så hånden ud hvilket gav undertryk og jeg skreg op. Hun blev sur på mig og mere irriteret.. Jeg græd og hun ville bare have mig ud af døren.
Mine gynækologiske undersøgelser har altid været grundet en nødvendighed. Enten under indlæggelse eller fordi jeg har haft smerter ud over de normale.
Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at gå til lægen og få lavet hudskrab for at tjekke for celle forandringer. Jeg tør ikke. Jeg bliver ked af det ved tanken om hvad jeg har været igennem og jeg frygter for næste undersøgelse.
47. vidnesbyrd
Det var min første gynækologiske undersøgelse, under tvang da jeg var indlagt med store smerter og opkastninger.
Jeg var 15, jeg skulle svare på hvor mange jeg havde haft sex med og hvornår jeg sidst havde. Det er sikkert en normal ting, men det var meget grænseoverskridende for mig.
Da jeg så var oppe på briksen og igang hvilket selfølgelig gjorde ondt da jeg i forvejen havde smerter – kom der en medarbejder ind i rummet.. Og ind bagved forhænget hvor jeg lå med begge ben i vejret og med udstyr oppe i mig.. Så stod hun dér og snakkede med gynækologen med frit udsyn til det hele. Det var ydmygende!
46. vidnesbyrd
Under min igangsættelse oplevede jeg en meget smertefuld undersøgelse.. Jeg tror hun forsøgte hindeløsning.. Men det havde hun ikke fortalt mig noget om.. Det gav mig en hel dag med onde “veer” som så gik sig selv efter en omgang modnings akupunktur
Blev sat i gang før tid så min krop var slet ikke klar til sådan noget
45. vidnesbyrd
Jeg led af vaginisme i mange år og de der undersøgelser var så angstprovokerende. En kvindelig gynækolog sagde en gang til mig at “jeg jo bare skulle slappe af” – det er ligesom problemet med vaginisme.
De mandlige gynækologer jeg har haft har faktisk været mere nænsomme. Hvor kvinderne har været sådan lidt “det her kan alle da, slap nu bare af” Har mændene været “ja, jeg har godt læst om underlivet, at det kan gøre ondt”.
Jeg beder altid om ekstra tid når jeg booker og har også selv fået lov at indføre et spekel da det var nødvendigt for undersøgelsen.
44. vidnesbyrd
Ved min gamle praktiserende læge var undersøgelses lejet vendt mod døren. Der var ikke kultur for at vente på svar når personalet bankede på. Jeg har mere end én gang ligget med benene i bøjler, imens en sekretær/udannelses læge lige stak hovedet ind for at høre om noget. Med frit udsyn til mit blottede underliv. Det føltes så ydmygende. Jeg er både vred på mig selv over jeg aldrig sagde fra, men istedet bare skiftede læge. Men jeg er også vred over at det var sådan han kørte sin biks og tydeligvis ikke selv fandt det problematisk.