Jeg vil meget gerne dele mit vidnesbyrd, som faktisk kun er få måneder gammelt. Jeg græd bagefter og undrede mig over om – og i så falde hvor eller til hvem man kunne klage – jeg havde jo selv valgt gynækologen, efter henvisning fra lægen, og det var gynækologens egen klinik, så jeg vidste ikke hvor eller hvem jeg kunne klage til, og jeg var så skamfuld og ked af det, så jeg lod det passere i stilhed.

Efter nogle seksuelle overgreb som teenager, har jeg fået et anspændt forhold til intimitet og samleje med min mand, og det er kun blevet værre efter jeg har fået min datter. Jeg har fysisk ondt, og jeg søgte endelig læge. Egen læge var utrolig forsigtig, venlig, forstående og fik mig til at føle mig set og hørt, og henviste til en specialiseret gynækolog jeg selv skulle vælge og kontakte. Jeg valgte den gynækolog der lå tættest på min bolig, og hun var også kvinde (som min læge) så det passede mig fint.

Jeg havde den første tid på dagen, og alligevel var gynækologen forsinket. Jeg kunne høre hun beklagede sig over sine patienter til sin sekretær, selvom jeg sad i venteværelset og kunne høre alt. Pga corona havde de rykket venteværelset ud af det egentlige venteværelse, så man teknisk set sad ude midt på gangen i et kæmpestort sundhedshus. Jeg følte allerede dér at jeg skiltede med mit gynækologbesøg. Da gynækologen endelig kom ud, hilste hun ikke, og sagde bare SPRIT HÆNDER. Jeg prøvede muntert at sige at det havde jeg faktisk lige gjort, men at jeg gerne ville gøre det igen, corona-small-talk agtigt, og hun gloede bare olmt på mig og sagde jeg helt sikkert havde rørt min telefon siden, og fik mig allerede der til at føle mig forkert og dum og beskidt.

Vi gik ind i et lille konsultationsrum og havde først en samtale. Hun kiggede ikke på mig, og spurgte enkelte spørgsmål (fx hvor ofte jeg havde menstruation. Jeg svarede ‘meget uregelmæssigt’ , og inden jeg nåede at sige mere sagde hun – stadig mens hun gloede på skærmen og ikke mig – at jeg jo tog minipiller så det jo ER KLART det er uregelmæssigt. Som om jeg spildte hendes tid). Jeg forsøgte stammende og usikker at forklare at jeg var nervøs – at det havde krævet stor overvindelse at komme til undersøgelsen.

Så skulle vi ind i undersøgelsesrummet, der lignede et sterilt operationslokale, så jeg spurgte venligt om jeg skulle tage mine støvler af udenfor rummet . Tænkte de var sjappede, da det sneede udenfor den dag. Hun gloede bare olmt på mig og sagde hvordan jeg havde forestillet mig at hun skulle undersøge mig hvis jeg havde støvler på . Mig: ”nååå nej nej mente bare tage støvlerne af så gulvet ikke bliver vådt og beskidt”. Hun så bare surt på mig og sagde “tag nu bare de bukser af og læg dig”. Jeg gjorde det. Har aldrig set så avanceret en gynækologstol, og vidste ikke hvordan man kom op i den. Spurgte hende – “JA MAN SÆTTER SIG PÅ DEN!” Som om jeg var evnesvag . Jeg var lige ved at tude over at blive hundset med af en fremmede dame mens jeg stod helt nøgen fra navlen og ned. Hun møvede bare forskellige instrumenter ind uden at sige noget. Hun behøvede ikke ligefrem invitere mig på middag , men come on sig dog “det er måske lidt koldt” eller “nu fører jeg lige den her ind”. Havde jo sagt jeg havde ondt og var lidt traumatiseret – det var jo derfor jeg var der! Nå men hun møvede og pillede og rodede med diverse instrumenter og fingre , og jeg har absolut ingen anelse om hvad hun gjorde eller hvorfor . Hun forklarede intet. Til sidst erklærede hun bare tørt det “sikkert er noget psykisk” , som det der vulvadyni (min egen forsigtige teori), men at det vidste hun ikke noget om – jeg skulle gå til egen læge og få henvisning til sexologisk klinik eller psykiatrisk eller en psykolog. Hun kunne dog se og konkludere at jeg var sindssygt anspændt, og fuld af anspændte myoser og muskelknuder overalt. Hun ville give mig nogle øvelser , sagde hun , og gik ind i konsultationsrummet igen . Jeg lå stadig og flandrede alene, og følte mig sårbar og ækel og dum, og tolkede det som at jeg skulle tage tøj på og følge efter hende . I konsultationsrummet troede jeg vi skulle snakke om de øvelser , men hun rakte mig bare et oldnordisk kopieret ark fra en lærebog med bækkenøvelser fra 80’erne eller 70’erne. Hun rakte mig bare arket uden et ord og gik tilbage til skærmen. Mig: “øh øhm altså de her øvelser , er det noget jeg skal gøre dagligt eller ..?” DET HELE STÅR DER ! Sagde hun bare surt og rejste sig og stod og trippede og ventede på jeg fik tøjet på og gik. Hun ville føre mig ud så jeg ikke rørte ved håndtagene med mine bakteriebefængte fingre. Jeg var sønderknust, og følte mig så dum og forkert, og jeg forstod ikke helt de der dumme øvelser – hvor meget og hvor ofte. Jeg går stadig og skraber mod til at gå til en ny gynækolog, og har ikke fået lavet nogen øvelser.