58. vidnesbyrd

Som 21 årig henviste min læge mig til en mandlig gynækolog. Jeg var utryg ved, at det var en mand og at jeg ikke havde været der før, men havde tillid til,  at min læge måtte henvise til ham af en grund. Jeg havde brug for en GU, da jeg havde fundet en væskeansamling inde i skeden.

Da jeg ankommer hos gynækologen fortæller han mig, at han er “særlig” fordi han altid giver alle patienter en fuld “sundhedsundersøgelse” når de kommer hos ham. Jeg fortæller ham, at det er noget meget konkret jeg kommer for at undersøge og ikke har brug for så meget andet. Dertil siger han: “det kan godt være, men hos ham starter man på vægten”. Jeg fortæller ham, at jeg ikke har lyst til at skulle veje mig, da jeg har haft noget spiseforstyrrelse og en vægt har dårlig indflydelse på mig. Jeg er ganske klar over, at jeg har taget på efter jeg har mødt min kæreste (1/2 forinden) men ønsker ikke at blive konfronteret med det i det intime rum som en GU er. Det accepterer han ikke og siger: “Gå nu bare op på den vægt!”. Her skulle jeg selvfølglig være gået, men jeg tænkte, at når nu han var bekendt med mit forhold til krop, ville han nok også være forsigtig. Sådan skulle det ikke være. Da jeg fortæller ham, hvad jeg vejer udbryder han “tænkte jeg det ikke nok: fed. Det noterer jeg lige som en diagnose. Ser du, det er faktisk en diagnose”. Jeg bliver enormt chokeret og går helt i stå. Han beder mig så om at sætte mig ned. “Oplever du at dit humør ændrer sig når du har menstruation?” Jeg nikker og fremstammer “gør alles ikke det?” Hvortil han siger “nej. Det var anden diagnose. PMS og tendens til hysteri”. Han kigger på mig og jeg mærker hvordan han studerer mig dybdegående. “Du har også akne kan jeg se”. Jeg fortæller ham, at det har jeg ikke. Men han ryster på hovedet og noterer med ordene “tredje diagnose”. På det her tidspunkt bruger jeg alle mine kræfter på at holde tårerne inde.

Da det bliver tid til den egentlige GU bliver jeg lagt op på en iskold briks med ordene “så håber vi ikke der er mere med dig”. Mens jeg ligger med diverse kolde instrumenter inde i mig fortæller han, at han synes jeg har en meget lang skede. “Det er nok fordi du er så fed siger han. Godt der ikke også er problemer med lugt”. Jeg siger ingen ting.
“ej, puha.. puhaa.. der kom fiskelugten puhaa” udbryder han så. “Det var så endnu en ting til listen. Godt du kom til mig. Du tager bare dit tøj på og så tager vi lige en alvors snak”.

Da jeg igen sidder ved hans bord fortæller han mig, at jeg skal på p-piller. Jeg fortæller ham, at jeg ikke kan tåle dem og det faktisk var på grund af dem, at jeg begynde at tage på. “Stopper vindere?” Spørger han mig så. Jeg forstår ikke helt spørgsmålet og han gentager “jo altså stopper vindere? Nej vel. Kun tabere holder pause. Sådan er det også med dig og de p-piller. Sådan nogen som dig skal ikke holde pause fra pillerne”. Jeg formår ikke engang at kæmpe i mod og nikker bare. “Med alle de diagnoser du går rundt med er det godt du kom til mig. Sådan nogen som dig har brug for et ‘wake up call’ så de kan gå fra at være en taber til en vinder”. Dertil stak han mig en flyer og fortalte, at han mente jeg ville genkende mig selv i et af eksemplerne. Denne eksempelperson var beskrevet som en kvinde, der altid havde været svært overvægtig, ulykkelig og meget ensom. Det var næsten komisk, da det ikke kunne være længere fra sandheden. Men det understregede også, hvordan hans oplevelse af mig var. Til sidst ville han lige tage en blodprøve og mit blodtryk, så jeg kunne forstå “hvor galt det stod til”. De viste sjovt nok ikke andet end at jeg var sund og rask. Til det sendte han mig ud af døren med ordene “Det var ellers underligt. Jeg var sikker på, at jeg ville kunne bruge det til at chokerer dig. Håber at mine ord har været nok til at du har fået et ‘wake up Call’. Jeg vil gerne se sig ofte, så vi kan få styr på dig”. Ikke på noget tidspunkt tjekkede han mig for det jeg faktisk kom for.

Efterfølgende tog min mor og jeg op til lægen for at fortælle dem om oplevelsen. Jeg tudbrølede igennem hele gengivelsen til sygeplejersken. Lægen ville ikke høre om oplevelsen men kommenterede blot: “Han kan godt være lidt direkte” da hun hørte hvorfor jeg var der. Alene den kommentar gjorde, at jeg aldrig anmeldte ham. Men det burde jeg have gjort. Det som er så skrækkeligt er, at jeg først blev skamfuld, da jeg jo havde taget på. Men det var ikke min skyld, at jeg havde den oplevelse. Nogle gange bliver jeg rigtig trist, hvis jeg forestiller mig, at en anden ung piger oplever det samme fra ham. Det er ikke sikkert, at hun vil kunne lade være med at tage det ind. Så sent som i sidste uge spurgte jeg min (nye) læge om min skede var lang og med det understreges måske, at sådanne ord fra en fagperson kan sidde længe i kroppen.

This article was written by admin