1) Jeg var 18 og i mit første forhold. Jeg havde fået svamp i underlivet. Egen læge henviste til gynækolog. Gynækologen var en ældre mand, som bad mig gå ind i undersøgelsesrummet og tage bukserne af og vente. Han kom først ind, da jeg havde ventet i halvt afklædt tilstand i 20 minutter. Jeg frøs og var nervøs. Da han endelig undersøgte mig, stillede han mig samtidig en række spørgsmål: Om jeg var stoppet med at bruge trusser af kunststof? Om jeg huskede at bruge intimsæbe? Om jeg var stoppet med at bruge tamponer? Altsammen ting, hans sekretær havde instrueret mig i i telefonen, og som skulle hjælpe mod svamp. Da jeg bekræftede, skældte han mig ud, og sagde, at det havde jeg jo tydeligvis ikke, når jeg stadig havde svamp! Jeg følte mig ydmyget, jeg frøs, og jeg var stadig ikke kommet nærmere på en kur mod svampen (som jeg først slap af med et års tid senere).

2) Da jeg havde født min datter (1. barn) som 25-årig, havde jeg fået en lille bristning, der var blevet syet med to sting. De holdt desværre ikke, men skred op og efterlod en lidt træls “flænge”, der ikke kunne lappes med det samme. Til 8 ugers-undersøgelsen konstaterede min (kvindelige) læge, at “hun havde altså set meget værre … Og jeg var vel heller ikke færdig med at få børn, så det ville da være spildt arbejde at reparere på.” Det var sådan set ikke det, der var problemet for mig. Det føltes bare, som om hele underlivet var på vej nedenud. Modstræbende gav hun mig en henvisning til undersøgelse på sygehuset. Her konstaterede de hurtigt, at det skulle rekonstrueres, hvilket det blev.

3) Efter fødsel og om-operation af en fødselsbristning, skulle jeg til tjek på sygehuset. Gynækologen virkede flink og grundig. Men da jeg lå med benene i bøjlerne, spurgte han mig først, om jeg havde været på en cykel efter operationen? Det bekræftede jeg. Efterfølgende spurgte han mig, om jeg så også havde været på en mand? Det gav pludselig undersøgelsen en træls seksualiseret drejning. Jeg ville ønske, han havde spurgt på en mere faglig måde.