Da jeg var 17 år, havde jeg komplikationer efter en fortrydelsespille, der gjorde, at jeg startede på p-piller. Dette forværede kun min tilstand og jeg blødte nu 14 dage hver måned i 4/5 måneder, også mens jeg tog p-piller. Jeg bestilte derfor min første gynækologiske undersøgelse hos en gynækolog jeg havde fået anbefalet. Da jeg fortæller, at jeg har haft sex uden kondom med en, som jeg ikke var kærester med, kigger min gynækolog dømmende på mig og siger “man skal altid huske kondom”. Jeg tænker ikke videre over det, før efter undersøgelsen, hvor gynækologen siger, at hun kan se en form for infektion, og at hun regner med det er klamydia. Uden at have foretaget en klamydiatest fortæller hun mig, at “hvis jeg var hendes datter vil hun bare give mig klamydiapillerne med det samme”. Uden at vide hvad jeg skal stille op, sluger jeg de to klamydiapiller hun rækker mig. På vej ud af døren siger hun med et smil “lad så vær med at gå rundt og bolle med alle de dumme drenge”. Da jeg ringer til klinikken senere på ugen for at høre mine testsvar, viser det sig at jeg ikke har haft klamydia.