Da jeg skulle have celleskrab af min læge, som jeg har haft som læge siden jeg blev født, blev jeg chokeret over hvor dårlig hun var til at lave en underlivsundersøgelse. Som kvindelig læge havde jeg regnet med at hun forstod (cis)kvindelig anatomi bedre, men da jeg, forståeligt, reagerede på at få koldt metal op i mig, med at stramme sammen og opleve smerte ved indsættelsen, skubbede hun bare mere til. I stedet burde hun jo, have holdt en pause så jeg lige kunne slappe af i kroppen først, men det virkede ikke så vigtigt for hende. Det var en meget ubehagelig oplevelse.
Dag: 24. februar 2021
71. vidnesbyrd
Efter jeg fik min spiral, oplevede jeg blødning efter samleje og blev derfor sendt til GU. Til undersøgelsen spurgte jeg ind til, hvis jeg ønskede at få fjernet spiralen, da min kæreste og jeg påtænkte projekt baby. Lægen kommenterede, at der i henvisningen stod, at jeg oplevede blødning efter samleje med min nye partner og “om det ikke var for tidligt for os med projekt baby”. Det var så malplaceret af hende overhovedet at kommentere på, men det var ikke det eneste. Da jeg har børn fra et tidligere forhold, spurgte hun også om jeg “bare lige skulle bruge hans sæd og så var han smidt ud igen”? Jeg var simpelthen så handlingslammet, da hun sagde disse ting midt i min undersøgelse. Og hvad angik blødningen fejede hun det blot væk med, at man godt kan være for hård, når man er nyforelsket. Og endelig kommenterede hun så også på min tatovering på låret. Det er noget så utroligt sårbart at være SÅ blottet under sådan en undersøgelse, at kommentarer til alt andet, end det, der er relevant, er så upassende og uprofessionelt!
70. vidnesbyrd
En af mine første gange til gynækologisk undersøgelse blev lægen (mandlig) ved med at cracke jokes om hvor stram jeg var og at det var tydeligt at se og mærke, at jeg ikke havde født endnu (jeg var 16-17 år) Jeg synes det var så grænseoverskridende. Jeg har kun haft kvindelige siden.
69. vidnesbyrd
Min klart værste oplevelse var dog, da jeg som 21-årig pludselig fandt ud af, at jeg var blevet gravid. Det var ikke med vilje og ikke med en kæreste, og jeg var i chok. Jeg skyndte mig at få bestilt tid hos min nye praktiserende læge på Vesterbro (jeg var lige flyttet dertil), for at få det bekræftet – og få hjælp til hvad der nu skulle ske. Min umiddelbare tanke var at få en abort, men jeg var også i chok og havde brug for hjælp og vejledning.
Jeg fik heldigvis tid allerede samme dag, som jeg havde taget graviditetstesten. Men det var en skrækkelig oplevelse. Lægen, som jeg aldrig havde været hos før, var tydeligt irriteret på mig fra øjeblikket, jeg trådte ind ad døren. Da jeg forklarede hende, at jeg troede jeg var gravid, og ikke vidste hvad jeg skulle gøre, svarede hun, at så måtte jeg jo lære at bruge beskyttelse. Jeg kan stadig huske den følelse af, at føle mig udskammet og meget lille i det rum.
Så skulle jeg op og ligge på briksen, så hun kunne bekræfte graviditeten, og jeg oplevede hende som enormt hårdhændet og grov. Hun sagde ikke, hvad hun gjorde, og jeg oplevede, at hun vrissede af mig, når jeg prøvede at stille spørgsmål. Til sidst begyndte jeg at græde, mens jeg lå der. Hendes respons var: “Der er ingen, der synes, det er synd for dig”. Hele oplevelsen føltes som et decideret overgreb af den her ældre kvinde, mens jeg lå der i mit livs krise og hendes vrede rettet mod mig.
Efter undersøgelsen spurgte jeg hende, hvordan jeg kunne få en abort. I virkeligheden, ville jeg nok gerne have talt det hele igennem – jeg havde jo først lige fundet ud af det den dag, og det er en virkelig stor beslutning. Men der havde jeg bare følelsen af, at hun ville have mig ud hurtigst muligt. Hun sagde, at jeg jo selv måtte undersøge abortklinikker, det var altså ikke hendes job. Jeg kan huske, at jeg desperat bad hende om, om hun ikke nok ville hjælpe mig på vej – jeg anede jo ingenting om, hvordan sådan en skulle foretages, om jeg skulle på hospitalet osv. Hun indvilligede modvilligt og gav mig så en lille liste over abortklinikker, som hun faktisk havde liggende – men åbenbart ikke mente jeg skulle have, før jeg begyndte at insistere.
Jeg gik derfra rystet og grædende. Jeg fandt en abortklinik, der havde tid med det samme og fik foretaget aborten så hurtigt, det var muligt. Jeg er 100 % sikker på, at oplevelsen hos lægen var medvirkende til, at jeg ikke tog min tid, fik talt alle mine muligheder igennem, f.eks. med en professionel, eller overhovedet gav mig selv lov til at fordøje oplevelsen. Den læge satte så meget skam i mig, at det først er mange år efter, at jeg har kunne genbesøge den oplevelse og den beslutning, jeg tog dengang. I stedet for at blive mødt med empati og støtte i mit mest sårbare øjeblik, blev jeg udskammet og ydmyget af min praktiserende læge.
68. vidnesbyrd
Jeg blev henvist til en fertilitetsklinik, fordi jeg ikke var blevet gravid efter et års forsøg. Jeg var meget bange for om jeg nogensinde ville kunne få børn og nervøs for hvad der skulle ske. Det fortalte jeg lægen i håbet om han ville tage hensyn.
Han kastede et blik på mig, mistænkte pcos pga min overvægt, kommanderede mig ind på briksen, stak det kolde instrument op i mig og tjekkede scanningen, kommanderede mig tilbage til skrivebordet og gav mig “dommen” om bekræftet PCOS og at jeg nu skulle tage de hersens piller for at sætte skub i ægløsningen. Hele seancen tog mindre end et kvarter!!! Jeg var dybt rystet, ked af det og følte alle mine grænser følelsesmæssigt og fysisk overtrådt.
Som fagperson kan man jo godt tænke at PCOS er ret udbredt og det er et easy fix. Men det var kæmpestort for mig og følte mig tingsliggjort og som om min konsultation bare sku overstås hurtigst muligt.
Selvom jeg direkte efterspurgte mere information, ville han ikke rigtig snakke mere med mig og blev lidt irriteret, da jeg sagde nej tak til pillerne. Herefter læste jeg alt hvad jeg kunne opstøve og blev gravid efter en enorm livsstilsændring.
67. vidnesbyrd
Jeg var i starten af tyverne hos min læge for at få en GU. Undervejs gjorde det ondt og jeg sagde av. Hans svar var: “Det her gør ikke ondt.”
66. vidnesbyrd
Da jeg kom i overgangsalderen, blødte jeg voldsomt i flere uger. Blev henvist til en såkaldt anerkendt gynækolog, en ældre mand. Lige så snart jeg trådte ind i lokalet til denne læge, fornemmede jeg en ubehagelig stemning. Du ser lidt overvægtig ud, var hans første ubehagelige melding. Op på briksen med dig. Det her bliver ikke nogen sommerferie, men vi sparer en hospitalsseng, var ordene.
Jeg fik en udskrabning uden bedøvelse, og jeg skreg højt. Min mand og datter sad ude i venteværelset og var mildest taget chokeret over det skrigeri. De kender mig som en, der normalt ikke er pivet.
Efter indgrebet, fik jeg mig møvet ned af lejet. På gulvet lå en blodig gummihandske. Jeg formeligt flygtede ud af lokalet.