Min klart værste oplevelse var dog, da jeg som 21-årig pludselig fandt ud af, at jeg var blevet gravid. Det var ikke med vilje og ikke med en kæreste, og jeg var i chok. Jeg skyndte mig at få bestilt tid hos min nye praktiserende læge på Vesterbro (jeg var lige flyttet dertil), for at få det bekræftet – og få hjælp til hvad der nu skulle ske. Min umiddelbare tanke var at få en abort, men jeg var også i chok og havde brug for hjælp og vejledning.

Jeg fik heldigvis tid allerede samme dag, som jeg havde taget graviditetstesten. Men det var en skrækkelig oplevelse. Lægen, som jeg aldrig havde været hos før, var tydeligt irriteret på mig fra øjeblikket, jeg trådte ind ad døren. Da jeg forklarede hende, at jeg troede jeg var gravid, og ikke vidste hvad jeg skulle gøre, svarede hun, at så måtte jeg jo lære at bruge beskyttelse. Jeg kan stadig huske den følelse af, at føle mig udskammet og meget lille i det rum.

Så skulle jeg op og ligge på briksen, så hun kunne bekræfte graviditeten, og jeg oplevede hende som enormt hårdhændet og grov. Hun sagde ikke, hvad hun gjorde, og jeg oplevede, at hun vrissede af mig, når jeg prøvede at stille spørgsmål. Til sidst begyndte jeg at græde, mens jeg lå der. Hendes respons var: “Der er ingen, der synes, det er synd for dig”. Hele oplevelsen føltes som et decideret overgreb af den her ældre kvinde, mens jeg lå der i mit livs krise og hendes vrede rettet mod mig.

Efter undersøgelsen spurgte jeg hende, hvordan jeg kunne få en abort. I virkeligheden, ville jeg nok gerne have talt det hele igennem – jeg havde jo først lige fundet ud af det den dag, og det er en virkelig stor beslutning. Men der havde jeg bare følelsen af, at hun ville have mig ud hurtigst muligt. Hun sagde, at jeg jo selv måtte undersøge abortklinikker, det var altså ikke hendes job. Jeg kan huske, at jeg desperat bad hende om, om hun ikke nok ville hjælpe mig på vej – jeg anede jo ingenting om, hvordan sådan en skulle foretages, om jeg skulle på hospitalet osv. Hun indvilligede modvilligt og gav mig så en lille liste over abortklinikker, som hun faktisk havde liggende – men åbenbart ikke mente jeg skulle have, før jeg begyndte at insistere.

Jeg gik derfra rystet og grædende. Jeg fandt en abortklinik, der havde tid med det samme og fik foretaget aborten så hurtigt, det var muligt. Jeg er 100 % sikker på, at oplevelsen hos lægen var medvirkende til, at jeg ikke tog min tid, fik talt alle mine muligheder igennem, f.eks. med en professionel, eller overhovedet gav mig selv lov til at fordøje oplevelsen. Den læge satte så meget skam i mig, at det først er mange år efter, at jeg har kunne genbesøge den oplevelse og den beslutning, jeg tog dengang. I stedet for at blive mødt med empati og støtte i mit mest sårbare øjeblik, blev jeg udskammet og ydmyget af min praktiserende læge.