85. vidnesbyrd

Udover almindeligt ubehag ved at skulle flashe mit underliv til et fremmed menneske, har jeg indtil for et års tid siden ikke haft sindsygt dårlige oplevelser ved den slags undersøgelser.

Men sidst jeg skulle til tjek, grundet ret stort ubehag i forbindelse med min hormonspiral, kom jeg ind til min sædvanlige læge (kvindelig), blev installeret på briksen og derefter informeret at der ville være en lægestuderende tilstede i rummet. En ung mand på min alder træder ind i rummet, idet lægen forlader det og sætter sig til rette, uden et ord, med udsyn til det hele og venter på at lægen kommer tilbage.

Jeg blev ikke på noget tidspunkt op til undersøgelsen informeret om, at der ville være en lægestuderende tilstede eller spurgt om det var okay, om jeg var okay – og jeg følte mig mest af alt som en undervisningsgenstand.

Følte ikke jeg kunne sige fra i situationen og det endte med at være en enormt grænseoverskridende og virkelig akavet oplevelse…

84. vidnesbyrd

Denne indsamling af vidnesbyrd får mig til at tænke på da jeg skulle have lagt spiral op af egen læge. Efter fødsel. Jeg havde fortrængt det.

Det gjorde SÅ ondt. Som aktive veer. Jeg prøvede at stoppe lægen. Istedet kaldte læge på to sygeplejersker der holdt mine arme imens de forsøgte at lægge  spiralen op. Jeg gjorde
modstand og de holdt mig nede. Forsøgte i bedste mening at berolige mig. Holdt
mine arme hårdt ned mod lejet.
Først da jeg skreg gav de op: “din livmoder sidder forkert” du får en henvisning til en gynækolog istedet. Hos gynækologen kunne jeg slet ikke mærke det. Min livmoder sidder ikke forkert. Den er bare bagudvendt.
Jeg fortalte i øvrigt Gynækologen om at jeg var bange for at få den sat op: Hun vrissede af mig at hun var “træt af PSYKISKE patienter”. Men i det mindste gjorde det ikke ondt

83. vidensbyrd

Jeg var på afdelingen for hud- og kønssygdomme for at få taget prøve fra noget udslæt på inderlårene. Lægen spørger om de ikke lige skal tage prøve med for klamydia og gonorré, når nu jeg alligevel har benene i bøjlerne. Jeg havde ingen symptomer og ikke haft ubeskyttet sex, men tænkte at det nok var fint nok. Jeg ved jo at det bare er et hurtigt skrab fra livmoderhalsen og at det ikke gør ondt. Til min store overraskelse poder de så uden varsel fra mit urinrør. Det gør virkelig ondt og jeg havde blod og svie ved vandladning i flere dage efter. Hvis hun havde fortalt at hun ville pode fra mit urinrør havde jeg sagt nej, da jeg godt vidste testen ville være negativ.

82. vidnesbyrd

Jeg var omkring 21 år gammel og havde en kæreste, som jeg ikke havde sex med, fordi det var for smertefuldt. Jeg var praktisk talt jomfru og havde dårligt nok havde haft noget oppe i skeden, ikke engang en tampon. Men jeg gik så – modvilligt – til min nye, kvindelige læge for at blive undersøgt, fordi jeg mistænkte, at jeg havde svamp. Da jeg kom derned, var det ikke min læge, der tog  imod mig, men en mandlig vikar, som jeg aldrig før havde mødt. Jeg gik mere eller mindre i panik og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke var blevet informeret om skift af læge. Han var heldigvis sød og sagde, at han ikke syntes, jeg skulle undersøges af ham, hvis ikke jeg var komfortabel med det. Jeg fik en ny tid.

Jeg ville nærmest ønske, at jeg havde givet den mandlige læge en chance, for den kvindelige var bestemt ikke omsorgsfuld. Hun lyttede ikke rigtig til, hvad jeg sagde, selvom jeg understregede, at jeg var meget nervøs, seksuelt uerfaren og ikke havde penetrationssex med min kæreste, fordi det var for smertefuldt. Hun virkede lidt ligeglad. Jeg kan ikke huske så meget andet derfra, end at hun ville indsætte spekulum.. og det kunne hun ikke. Jeg græd og følte, at det var et overgreb. Hun stoppede heldigvis, men fremstod irriteret, sagde at hun ikke kunne konkludere noget og udskrev en pille mod svamp. Jeg turde længe efter ikke blive undersøgt i underlivet af læger og undgik det, selvom det betød, at jeg ikke fik hjælp til min seksuelle udfordring før mere end halvandet år senere. I dag ved jeg, at jeg har Lichen Schlerosus og svære muskelspændinger i underlivet. Det får jeg heldigvis hjælp til på en hospitalsafdeling (red.) , hvor de i højere grad tager mig alvorligt. Dermed ikke sagt, at det forløb har været perfekt, men MEGET bedre.. Jeg begynder langsomt at lægge traumet fra min første GU bag mig.