Jeg var omkring 21 år gammel og havde en kæreste, som jeg ikke havde sex med, fordi det var for smertefuldt. Jeg var praktisk talt jomfru og havde dårligt nok havde haft noget oppe i skeden, ikke engang en tampon. Men jeg gik så – modvilligt – til min nye, kvindelige læge for at blive undersøgt, fordi jeg mistænkte, at jeg havde svamp. Da jeg kom derned, var det ikke min læge, der tog imod mig, men en mandlig vikar, som jeg aldrig før havde mødt. Jeg gik mere eller mindre i panik og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke var blevet informeret om skift af læge. Han var heldigvis sød og sagde, at han ikke syntes, jeg skulle undersøges af ham, hvis ikke jeg var komfortabel med det. Jeg fik en ny tid.
Jeg ville nærmest ønske, at jeg havde givet den mandlige læge en chance, for den kvindelige var bestemt ikke omsorgsfuld. Hun lyttede ikke rigtig til, hvad jeg sagde, selvom jeg understregede, at jeg var meget nervøs, seksuelt uerfaren og ikke havde penetrationssex med min kæreste, fordi det var for smertefuldt. Hun virkede lidt ligeglad. Jeg kan ikke huske så meget andet derfra, end at hun ville indsætte spekulum.. og det kunne hun ikke. Jeg græd og følte, at det var et overgreb. Hun stoppede heldigvis, men fremstod irriteret, sagde at hun ikke kunne konkludere noget og udskrev en pille mod svamp. Jeg turde længe efter ikke blive undersøgt i underlivet af læger og undgik det, selvom det betød, at jeg ikke fik hjælp til min seksuelle udfordring før mere end halvandet år senere. I dag ved jeg, at jeg har Lichen Schlerosus og svære muskelspændinger i underlivet. Det får jeg heldigvis hjælp til på en hospitalsafdeling (red.) , hvor de i højere grad tager mig alvorligt. Dermed ikke sagt, at det forløb har været perfekt, men MEGET bedre.. Jeg begynder langsomt at lægge traumet fra min første GU bag mig.