Da jeg var ca 16 var jeg til en ny læge. Emnet var vejrtrækningsproblemer. Han sagde det sikkert var noget jeg havde bildt mig selv ind og blev i stedet ved med at insistere på at jeg da skulle have en gynækologisk undersøgelse, selvom jeg afviste det. Det var slet ikke derfor jeg var der! Jeg synes det var grænseoverskridende, ydmygende (og creepy) at han ikke lyttede på hverken mit egentlige problem eller min afvisning af GU. Den oplevelse er en stor del af grunden til jeg stort set aldrig går til lægen.

Har altid haft meget spændt underliv og ofte været ved at besvime til gyn undersøgelser, selvom lægerne har været søde. Sidste celleskrab var det en ny. Hun var allerede meget forsinket pga tidligere patienter, så selvom hun var sød, havde hun alt for travlt. Jeg sagde jeg havde meget svært v GU og hun svarede at det havde alle. Hun gik alt for hurtigt frem og rodede rundt og kunne ikke komme til for min anspændthed. Jeg bad om et øjeblik, men fik 4 sekunder. Jeg begyndte at græde helt ukontrolleret og hun var sikker på jeg før var blevet voldtaget (er jeg ikke), og henviste mig til hospital, hvor jeg blev diagnosticeret med vulvodyni. Så både en ubehagelig oplevelse og vildt at der skulle så voldsom gråd til endelig at få henvisning til hjælp.

Jeg vil gerne fortælle om en både dårlig og god oplevelse i forbindelse med gyn undersøgelser.

Da jeg skulle føde min søn ville de gerne have mere skub i fødslen og ville gerne tage mit vand. Jeg havde dog ikke åbnet mig særlig meget, måske 2 cm og kan huske det gjorde SÅ ondt. De prøvede at tage vandet ad flere omgange samtidig med, at de også prøvede at sætte en elektrode på min søns hoved. Jeg ligger og vrider mig i smerte og da jeg kigger ned, ser det ud som om der er 2 jordmødre der har hænderne op i mig. Får på et tidspunkt råbt, at det var tortur, så de stopper.

Efterfølgende har jeg faktisk udviklet en angst for gyn. undersøgelser. Det kommer til udtryk da jeg noget tid efter fødslen skal til tjek på sygehuset, da de mistænker jeg har en betændelse i livmoderen. Under gyn. undersøgelsen på sygehuset bryder jeg fuldstændig sammen og bliver taget tilbage til fødslen. Lægerne stopper undersøgelsen.

Til mit 8 ugers tjek hos egen læge får jeg fortalt hende omkring min angst for Gyn undersøgelsen. Min egen læge er så sød. Hun henter det man kalder et “jomfru” kit, som er nogle meget mindre redskaber de bruger og som er lavet af plastik. Hele vejen igennem fortæller hun mig præcis hvad hun gør og bliver ved med at sige, at hvis jeg er utryg skal jeg bare sige til, så stopper hun. Det var en rigtig positiv oplevelse!

Så min syning fra 2. grads bristning ved fødslen gik op 3 dage efter. Sygehuset (red.) nægtede at sy det om, ligesom de heller ikke fulgte op med et tjek efter noget tid, som de ellers lovede mig og ved 8 ugers tjek ville min egen læge ikke så meget som kigge derned, da jeg fortalte hende om det. Jeg ringede derfor til en gynækolog for at få ham til at kigge og hjælpe mig videre i systemet pga vedvarende smerte og svigen og ja… en skede, der stadig ikke virkede “hel” igen. Han fandt lynhurtigt alt sit udstyr frem og uden nogen form for hensyn til, at jeg netop stadig føltes som om, jeg var i stykker, stak han det op. Han blev selv forskrækket over, at jeg begyndte at bløde derfra (2 mdr efter fødslen) og jeg kunne tydeligt aflæse at han fortrød og måtte lade som om, det ikke var hans skyld. Jeg gik grædende derfra, kun med flere smerter og med en følelse af, aldrig at blive mig selv igen eller få hjælp. For slet ikke at tale om, aldrig at turde føde igen.

Jeg fandt heldigvis en specialiseret jordemoder (red.).

En ældre overlæge overfusede en yngre læge, der egentlig bare ville gøre sit job godt og dobbelt tjekke en skanning. Jeg lå med benene i bøjlerne. Det gik ikke udover mig, men der kom en vildt ubehagelig og akavet stemning. Jeg havde ret ondt af den yngre læge.

Jeg var til en GU på sygehuset (red.) på grund af en formoder graviditet udenfor livmoderen. Jeg blev først scannet af en rigtig sød ung læge, men på grund af hospitalets procedure skulle jeg kontrolscannes af overlægen. Under scanningen jager hun den indvendige scanner op i min livmor flere gange for at tjekke om jeg havde ondt. Det gjorde rigtig ondt og jeg følte mig ydmyget samtidig med af jeg følte scanningen som et kæmpe overgreb. Hun kendte heller ikke mit navn, men omtalte mig konsekvent bare som fruen under hele sessionen.

Det var i forbindelse med en blødning i uge 8 i min første graviditet, vi kom til undersøgelse og det var min første gynækologisk undersøgelse. Jeg blev ikke spurgt men fik afvide der er en studerende med som også skal tjekke dig, fik ik rigtig noget valg det var bare sådan det var, så det var dobbelt op på undersøgelse og dobbelt op på indvendig scanning og hende den overordnede var så voldsomt og selvom jeg sagde av forsatte hun bare! det kun pga min egen læge og nogle søde jordmødre efterfølgende der gjorde mig tryg igen.

Jeg var til gynækolog fordi jeg skulle have sat en spiral op. Han undersøger mig og idet han skal prøve hvor følsom min livmoderhals er, siger han “det kan godt give lidt fornemmelse” (a hvad?) det gjorde sindssygt ondt og idet jeg begyndte at græde måtte han både hente sygeplejerske og bedøvende salve. Da han så skal sætte spiralen op, siger han igen “nu kan det godt give lidt fornemmelse”. En rødglødende smerte skar gennem mit underliv. Jeg skreg af smerte og smerten blev ved bagefter. Han reagerede som om det var en stor overraskelse og at det var meget mærkeligt at jeg havde ondt. Sygeplejersken trøstede mig og fulgte mig ud på en briks hvor jeg kunne hvile, fordi jeg græd og græd og slet ikke kunne gå.

Jeg skulle som 22 årig have et celleskrab fra livmoderhalsen hos min dengang helt nye kvindelige læge, som jeg aldrig havde mødt før. På det tidspunkt havde jeg trods min unge alder allerede vænnet mig til, at en gu ofte var forbundet med smerte og ubehag især i forbindelse med indføring og udtagelse af spekulum. Så jeg starter med at sige, at de her undersøgelser ofte er smertefulde for mig og jeg har brug for at hun er forsigtig. Da jeg ligger på briksen jager hun uden varsel et koldt og tørt spekulum op i mit underliv og klemmer min ene indre kønslæbe. Jeg ømmer mig og hun mumler noget og rykker det hurtigt ud igen uden varsel. Så finder hun et mindre spekulum og idet hun sætter det op vrisser hun af mig “det er også fordi du ikke slapper af!”

Resten husker jeg ikke, men jeg gik direkte ud i min bil og brød hulkende sammen. Skiftede straks læge, men har haft så mange ubehagelige gu’er at jeg den dag i dag (38 år) stadig udskyder underlivsundersøgelser og celleskrab for længe.

Jeg oplevede som helt ung (17-18 år) at skulle have foretaget en gynækologisk undersøgelse hos min læge, som var en dame tæt på pensionsalderen. Hun spørger mig om hun må kalde på sin assistent, så imens jeg ligger med fødderne i bøjlerne får hun kaldt assistenten ind. Begge damer står og kigger, og længen udbryder “neeej en gang hytteost, prøv lige at se!” Så snakker de ellers lidt om det. Jeg var SÅ flov og har aldrig fortalt om den oplevelse til nogen

Lige siden har jeg haft det så skidt hver gang det var tid til den obligatoriske undersøgelse, og jeg kan gå og have det dårligt indtil det er overstået.

Tror dog at verdens bedste jordemor har hjulpet lidt på det, så jeg nu har et mere afslappet forhold til den gynækologiske undersøgelse. Det tog så også 15 år.

Min læge blev tydeligt irriteret og skældte mig ud for ikke at slappe af til en gynækologisk undersøgelse. Siden ds har jeg været ekstra nervøs og opspændt til undersøgelser

Da jeg skulle have lavet første celleskrab hos min egen læge, prøvede hun (i bedste mening) at få det hurtigt overstået, så jeg spændte meget på grund af smerterne. Det blødte så meget, at det dryppede ned på gulvet fra briksen. Jeg var meget ked af det, og det varede meget længe før jeg kom mig over situationen. Men tre år efter til det næste celleskrab havde jeg en rigtig god snak med min læge (samme læge) om oplevelsen, hvor hun lyttede til mig og vi talte det igennem, inden hun skulle udføre prøven. Min oplevelse er, at gynækolog er MEGET mere blid og opmærksom end læger generelt.

Efter min anden fødsel blev jeg undersøgt efter de obligatoriske 8 uger, og den mandelige læge fortalte mig, at jeg havde en sammenklappelig skede. Ikke at han kunne forklare mig, hvad det var, men han havde åbenbart meget svært ved, at finde min livmoderhals og manglede måske en undskyldning. Er selv jordemoder og fik spurgt hvad han mente, men ingen forklaring. Blev ganske naturligt usikker på, om den var helt gal dernede.

Jeg skulle undersøges for blødning eller polypper fordi jeg har mega lav blodprocent og lægerne aner ikke hvorfor. Har været diverse fantastiske steder med amazing sundhedspersonale.

Så var det tid til gynækolog. Jeg kommer ind og hun spørger til kraftig menstruation. Jeg siger næsten intet og to dag. Hvorefter hun anbefaler en hormonspiral fordi det kan reducere min blødning (som jeg stort set ikke har og ikke har ytret et problem omkring).

Så er det undersøgelsestid. Jeg hopper op og hun putter glidecreme på scanner. Uden et ord indfører hun den (ikke engang ‘måske den er kold’). Det ser fint ud siger hun og jeg må grave efter hvad hun undersøger.  Hun siger polypper og blødning. Og arret fra Ks. Så siger hun færdig. Men nej bliv lige jeg vil lige se noget andet.

Jeg kan se og høre hun gør spekulum klar. Indfører uden at sige en skid. Jeg kan mærke at hun tager et celleskrab men da hun ikke har sagt noget tænker jeg det nok er skævt mærket. Det ser fint ud siger hun. Du er færdig.

Jeg tager tøj på og så siger hun. “Når ja jeg tog lige en celleprøve. Den skal du alligevel have taget om et par måneder”

Jeg skulle tjekkes af en gynækolog efter en abort, fordi jeg stadig blødte. Da han var gået i gang med undersøgelsen sagde han at han skulle lave en udskrabning. Han hverken spurgte mig om lov eller forklarede om indgrebet, han gik bare i gang. Det var noget af det værste jeg nogensinde har oplevet! Det var så smertefuldt og han fortsatte bare selvom jeg sagde at han skulle stoppe. Hvis jeg havde fået valget om at få lavet udskrabningen på hospitalet under bedøvelse, havde jeg aldrig sagt ja til det. Jeg var så forvirret længe omkring at han bare kunne gøre det der på hans klinik uden bedøvelse eller andet en assistent der stod og så sørgeligt på mig, som om hun havde set det alt for mange gange.

Ifm med en spontan abort var jeg til tjek på sygehuset (red.). Der var to mandlige studerende som også skulle have chancen for at undersøge mig, og jeg synes det var akavet at afvise, men det skulle jeg have gjort. De var så unge og usikre i situationen og den ene måtte give op helt rød i ansigtet og svedende med scanneren oppe i mig, fordi han hele tiden blev korrigeret og det tydeligvis var mega intimt for ham det han var igang med. Og derfor blev det det også for mig. Det var tydeligt for alle i lokalet og jeg var i en udsat position, men ingen italesatte det eller hjalp nogen af os igennem situationen med lidt ekstra kommunikation og formidling.

Jeg blev henvist til gynækolog efter 8 ugers tjek pga. granulationsvæv.

Da jeg ligger klar hos gynækologen og hun går i gang med at undersøge mig, gør det pludselig voldsomt ondt, som i meget meget ondt (!!!) – jeg prøver at bide smerten i mig, men må til sidst bede hende om at stoppe (hvilket jeg aldrig har bedt en læge om før). Hun sidder med et stort stykke væv i hånden, som hun uden advarsel har hevet/revet af. Der var blod udover det hele og jeg var helt chokeret.

Vildt ubehageligt, jeg havde på ingen måde forventet at det var det der skulle ske…

Har stadig ondt idag halvanden år efter, men jeg kan virkelig ikke overskue at skulle gøre noget ved det.

Min nye læge undersøger mig, og er egentlig god, kommunikerende, grundig og nænsom, men så siger hun: “Vi ser jo alle sammen forskellige ud forneden, men… Altså. … Har du tit svamp (nej) eller overvejet om du ligesom … skrumper lidt med tiden? Man kan have en kronisk lidelse, som gør at vævet bliver meget tæt. Det er fordi… du har MEGET små skamlæber. Nå. Vi holder lige øje med det. Det må du lige gøre.”

Og så lå jeg der med tusind spørgsmål, som jeg ikke fik sagt højt, fordi jeg var lidt paf over mine åbenbart MEGET små skamlæber (?). Og så gik jeg rundt i to måneder og tænkte, om min tissekone voksede sammen og lukkede sig med tiden. Og nu har jeg bare lagt det i en kasse med låg på, som jeg ikke tænker at åbne igen. For jeg skrumper ikke, og døjer ikke med svamp, og er ikke generet af bittesmå skamlæber.

En ny jordemoder (den tredje ud af de fire best jeg havde haft siden første samtale i uge 27) spurgte om jeg ville have en hindeløsning. Jeg svarede at jeg ikke vidste hvad det var, men hvis hun mente det var nyttigt så var det ok. Så lagde jeg mig på briksen og hun rodede rundt i min livmoderhals. Det gjorde ondt og det blødte. Det var første gang siden jeg blev gravid, at jeg oplevede blod. Jeg måtte selv spørge efter papir og fik noget stift håndklædepapir. Jeg har før været stærk mht de undersøgelser, men jeg blev ked af det som et lille barn, følte mig ydmyget og som om jeg havde været udsat for et overgreb jeg ikke var forberedt på.

Jeg har en følsom livmoderhals og ved at jeg bløder til gynækologiske undersøgelser. Alligevel bliver lægerne ved med at undre sig over at jeg inden undersøgelsen siger “vil du ikke være ekstra forsigtig, det gør ondt på mig og jeg begynder nok at bløde”. Jeg bliver oftest mødt af et “ah mon dog det er så slemt” og så jager de det hårde metalnæb op i mig. Hvorefter jeg begynder at bløde og lægen siger “nå ja, du bløder da faktisk en del”.

Har også spurgt om de kunne undersøg mig mens jeg holdt fødderne samlet (med spredte knæ) som jeg har prøvet i udlandet (uk) og fandt meget mere behageligt. (Og i øvrigt med et spekulum af plastik der var meget rarere). Men det er blevet mødt med et blankt nej.

Græder i øvrigt ofte efter gynækologiske undersøgelser, uanset at de nok er standardundersøgelser. Det er så grænseoverskridende, lægen fortæller ikke hvad den gør, og jeg har ofte følelsen af at være forkert eller blive hånet hvis jeg beder dem være forsigtige eller fortælle om proceduren.

Jeg har haft mange forfærdelige oplevelser hos gynækologer. Er bl.a. blevet brændt af overophedet værktøj, der blev stukket op i mig uden varsel. Den værste var dog uden sammenligning hos [xxx]. Han ydmygede mig, som jeg aldrig er blevet ydmyget før. Talte til mig, som om jeg var et barn, mens jeg sad på briksen og ikke havde bukser på. Kom en time for sent til en aftale og løb efter endt undersøgelse ud af lokalet, før jeg havde klædt mig på, og uden at jeg havde haft mulighed for at stille nogle spørgsmål til det, der havde vist sig at være en missed abortion. Havde ingen situationsfornemmelse OVERHOVEDET. Spurgte fx “Nå, har I så nogle børn??”, mens han sad og scannede min livmoder for resterne af det foster, som var dødt inde i mig. Alt ved mine besøg hos ham var så frygteligt. Efterfølgende skrev jeg en klage, og han svarede bl.a. “Jeg forsøger altid at gøre mit bedste, men det er åbenbart ikke godt nok til dig”.

Da jeg var i tyverne havde jeg i nogle år en kobberspiral (havde ikke født). Der var problemer med den og jeg skulle have den ud og fik en akuttid hos en privatpraktiserende gyn (en ældre mand). Det var en meget smertefuld undersøgelse. Han rodede længe med mange forskellige instrumenter og gravede meget dybt men kunne ikke få den ud. Jeg græd. Husker at han ikke var særlig omsorgsfuld overfor min udsatte situation. Tværtimod og det var vildt ubehageligt. Til sidst kom spiralen ud men den manglede et “ben”. Måske fordi han havde skubbet og maset så meget. Efter undersøgelsen og udtagelsen af spiralen gik sygeplejersken ud. Han spurgte om han lige skulle mærke efter knuder i brysterne nu jeg alligevel var der. Helt ung og naiv og rystet sagde jeg ja. Men det var ubehageligt og jeg var i meget stor forlegenhed. Det var ved jeg nu selvfølgelig IKKE en del af undersøgelsen. Gik derfra med smerter, blødende og meget forvirret og måske nok også lidt i chok.

end of story: gennem min mor der er jordmoder fik jeg en tid på Riget hurtigt efter, hvor de scannede mig og fandt det lille spiralstykke. Det sad fast i livmodervæggen øverst i livmoderen og jeg måtte i fuld narkose og gennem et indgreb som om jeg skulle have en sen abort. Den skulle nærmest “opereres” ud. Heldigvis var livmoderen intakt. Efterfølgende hørte jeg fra flere at den pågældende læge havde et dårligt ry (tror jeg godt på – og helt sindsygt at han har kunnet fortsætte sig bestilling?!). Han ringede endda på mit private nummer for at høre hvordan det gik og hvordan jeg havde det. sådan sniksnakkende. Helt utilstedeligt. Personalet (gynækolog osv) på Riget var så søde, rolige og respektfulde.

Jeg lå i aktiv fødsel og forstod nok ikke særlig meget af det der foregik omkring mig. Det var desværre en dødfødsel, men alt foregik som det ellers ville.

Pludselig ser jeg en mandlig læge i stedet for min jordemoder. Jeg følte at der blev visket, ingen henvender sig direkte til mig. Jeg hører kun brudstykker som at ‘barnet sidder fast’. Jeg får fremstammet mellem veerne om hvem han var. Han siger sit navn og i næste ve propper han hånden op. Jeg husker smerten og at jeg skreg “UD”. Jeg husker at jeg snøfter og siger “jeg vidste ikke hvad du ville gøre!” Han ryster lidt opgivende på hoved og siger henvendt til jordemoderen at “det kan man jo ikke arbejde med”.

Jeg var helt ødelagt af den oplevelse med en ny person der ikke præsenterede sig, den pludselige hånd og intensive smerte. Efterfølgende er det det eneste jeg kan tænke på, når det handler om gynækologisk undersøgelser. Jeg kan føle hånden bare mens jeg skriver det. Min tillid er brudt, da de ikke passede på mig og talte til mig