106. vidnesbyrd

Jeg vil gerne fortælle om en både dårlig og god oplevelse i forbindelse med gyn undersøgelser.

Da jeg skulle føde min søn ville de gerne have mere skub i fødslen og ville gerne tage mit vand. Jeg havde dog ikke åbnet mig særlig meget, måske 2 cm og kan huske det gjorde SÅ ondt. De prøvede at tage vandet ad flere omgange samtidig med, at de også prøvede at sætte en elektrode på min søns hoved. Jeg ligger og vrider mig i smerte og da jeg kigger ned, ser det ud som om der er 2 jordmødre der har hænderne op i mig. Får på et tidspunkt råbt, at det var tortur, så de stopper.

Efterfølgende har jeg faktisk udviklet en angst for gyn. undersøgelser. Det kommer til udtryk da jeg noget tid efter fødslen skal til tjek på sygehuset, da de mistænker jeg har en betændelse i livmoderen. Under gyn. undersøgelsen på sygehuset bryder jeg fuldstændig sammen og bliver taget tilbage til fødslen. Lægerne stopper undersøgelsen.

Til mit 8 ugers tjek hos egen læge får jeg fortalt hende omkring min angst for Gyn undersøgelsen. Min egen læge er så sød. Hun henter det man kalder et “jomfru” kit, som er nogle meget mindre redskaber de bruger og som er lavet af plastik. Hele vejen igennem fortæller hun mig præcis hvad hun gør og bliver ved med at sige, at hvis jeg er utryg skal jeg bare sige til, så stopper hun. Det var en rigtig positiv oplevelse!

This article was written by admin