En ny jordemoder (den tredje ud af de fire best jeg havde haft siden første samtale i uge 27) spurgte om jeg ville have en hindeløsning. Jeg svarede at jeg ikke vidste hvad det var, men hvis hun mente det var nyttigt så var det ok. Så lagde jeg mig på briksen og hun rodede rundt i min livmoderhals. Det gjorde ondt og det blødte. Det var første gang siden jeg blev gravid, at jeg oplevede blod. Jeg måtte selv spørge efter papir og fik noget stift håndklædepapir. Jeg har før været stærk mht de undersøgelser, men jeg blev ked af det som et lille barn, følte mig ydmyget og som om jeg havde været udsat for et overgreb jeg ikke var forberedt på.