Meget vigtigt emne, hvorfor jeg gerne selv vil bidrage med en historie! Efter fødslen af mit første barn, kunne jeg ikke selv tømme min blære. Jordemoderen foretog derfor en engangskateterisation uden problemer. Vores barn blev indlagt på neonatal lige efter fødslen, så farmand var hos baby. Jeg selv blev indlagt på patienthotellet, hvor de af flere omgange skal foretage engangskateterisation, da jeg stadig ikke selv kan tømme blæren. Jeg er selvsagt meget hævet og øm og er også bristet og syet flere steder. Jeg blev mødt af en sygeplejerske, som skal tømme min blære. Jeg fortalte hende, at jeg har meget svært ved at slappe af ved sådanne undersøgelser og indgreb. Hun prøvede flere gange uden held og blev mere og mere irriteret i sin stemme “du bliver simpelhen nødt til at slappe af, ellers kan jeg ikke komme til! Du er godt nok også gået meget i stykker, så det er meget svært for mig at ramme urinrøret!”.

Hun kaldte en ekstra person ind, som skulle holde mine ben adskildt, så hun bedre kunne komme til. Det føltes som et decideret overgreb, og de blev ved med at stå og diskutere, om de mon nu havde ramt rigtigt, at det godt nok var svært, og at jeg simpelhen skulle slappe af! Jeg trak mig mere og mere ind i mig selv, mens mine tårer rendte ned af kinderne. Da de 10. gang havde sagt meget skrapt til mig “nu må du simpelhen slappe af i de ben” fik jeg råbt “STOP SÅ! Jeg har lige født, mit barn er indlagt på neonatal og jeg ligger alene her, jeg kan for helvede da ikke slappe af!” Så stoppede de, og ville have mig op i et GU leje i stedet, så de bedre kunne komme til. De førte mig ind på et værelse, lagde mine ben i bøjlerne, men får ikke trukket gardinerne for, så der er frit udsyn ud til vejen samt de lejligheder ved siden af. Jeg var så kvæstet, at jeg ikke engang orkede at italesætte det.

Til sidst stod der nok 5-6 personer inde på stuen, som hver især havde prøvet af flere omgange. ENDELIG er der en gammel garvet sygeplejerske der får sagt “nu bliver vi simpelhen nødt til at stoppe, det her er jo faktisk et overgreb!”. Hun smed ALLE ud fra stuen og foreslog, at jeg fik lagt et fast kateter de næste dage, så jeg fik en “pause”. Selvom det nu er 6 år siden, så sidder det stadig som et stort traume i mig! TAK for at skabe fokus på dette enormt vigtige emne!