137. vidnesbyrd

Jeg har ikke prøvet at blive voldtaget, men dette her oplevede jeg som noget lignende:

“Jeg havde på forhånd, både i tlf og i konsultationen, fortalt, at jeg var hunderæd for undersøgelsen. Lægen svarede ikke, men bad mig afklæde og lægge mig på lejet.

Han sagde intet, men placerede som det første sin tommelfinger direkte på klitoris med et ret fast tryk (fastere end jeg nogensinde har oplevet noget i det område). Jeg gik totalt i panik, skreg, spjættede så mine ben røg ud af bøjlerne og hyperventilerede. Lægen kørte væk på sin skammel, mens sygeplejersken tog over: “Det her er jo ikke værre end hos tandlægen” (noget jeg hader) og “det er ikke større end en tampon” (noget jeg aldrig har brugt) lød nogle af hendes forsøg på trøst.

Jeg tog mig sammen og samlede mig, vidste jo godt, jeg ikke kom ud, før det var overstået. Lægen fik sine prøver og skulle nu scanne mig. Han tog scanneren og skubbede den ind. Da han mødte modstand i form af mine spændte muskler, pressede han til, så jeg udbrød: “urk!” Jeg var totalt uden for kroppen – og havde ondt i 6 uger bagefter. Behøver jeg sige, jeg er psykisk mærket?”

136. vidnesbyrd

Jeg vil gerne dele min egen ubehagelige oplevelse, som stadig påvirker mig. Det gør lidt ondt at få ned på skrift, men som så mange andre, vil jeg rigtig gerne have fokus på at kunne skabe bedre GU’er.
“Jeg er 25 år, og skulle til mit første celleskrab for 2 år siden. Jeg havde svært ved at slappe af, og kom til at spænde rigtig meget op i underlivet. Hun forsøger at føre speklet ind, siger at jeg skal slappe af, men det gør så ondt, og hun fortsætter med at penetrere mig, og til sidst holder jeg bare vejret. Smerten får mig bare til at spænde endnu mere. Jeg begynder at græde, og hun prøver at skynde sig for at “få det overstået”. Det skulle være stoppet inden vi nåede dertil! Da hun trækker spektlet ud, fosser det ud med blod. Det føles som om jeg tisser på mig selv. Hun holder noget papir henover mit underliv, som hun beder mig holde på, mens jeg går ned fra briksen. Jeg følte mig nærmest voldtaget med det spekel. Jeg ville sådan ønske at hun havde taget sig bedre tid. Jeg ville også ønske at vi havde snakket om det bagefter. Men hun havde travlt, og jeg tror hun gjorde det på den måde, “for mit eget bedste”. Bagefter sad jeg bare i bilen og stirrede. Hvad skete der? Var det min egen skyld? Er jeg mon meget sart? Når jeg har fortalt om oplevelsen til min mor og veninder, trækker de på skuldrende og siger noget lignede “nå, det var da træls.” Det er tabubelagt, og det er lidt en selvfølge at en GU skal gøre ondt og være ubehagelig.”
Selvom min oplevelse måske ikke har været nær så smertefuld som andre jeg har læst, håber jeg den kan bidrage til noget. Det psykiske, og samtalen ved den gynækologiske undersøgelse fylder alt for lidt, og det kan gøre så ondt på sjælen.

135. vidnesbyrd

For tre år siden, da jeg var 19 år, skulle jeg til gynækolog første gang, fordi jeg skulle have sat en spiral op. Jeg kom ind en uge før undersøgelsen for at se lokalerne og for at blive forklaret, hvordan undersøgelsen/spiralopsætningen ville forløbe, da dette var noget de gjorde med alle deres nye klienter, for at sikre sig at de følte sig trykke. Alt i alt var jeg meget tryk og hende, der viste mig rundt var utrolig sød og kompetent, så jeg tænkte, at jeg var i gode hænder.
Fast forward en uge, jeg kommer ind til gynækologen, der viser sig, at være en anden end hende jeg allerede havde talt med. Jeg havde min søster med, der satte sig i et hjørne af kontoret for at være mere anonym. Gynækologen spørger så, hvor min spiral er henne, da jeg selv skulle medbringe den, og bliver meget vred over, at jeg ikke selv har taget den med. Ifølge hende selv havde hun udtrykkeligt sagt til mig, at jeg skulle hente den på apoteket inden undersøgelsen. Da jeg prøvede at forklare, at jeg ikke havde fået noget af vide om, at jeg selv skulle hente den, blev hun nærmest rasende, og blev ved med at påstå, at hun meget tydeligt havde sagt til mig, at jeg selv skulle hente den, da den naturligvis ikke kunne blive lagt op, hvis den ikke var der. Jeg havde på intet tidspunkt i samtalen mulighed for at forsvare mig eller fortælle, at jeg altså ikke engang havde mødt hende før, og at hun derfor ikke kunne have fortalt mig noget, og at jeg overhovedet ikke havde glemt det eller misforstået noget – jeg var blevet underinformeret, for jeg havde ikke fået noget som helst af vide om det. Hun vrissede af mig, talte nedladende til mig, som om jeg var meget uintelligent, uvidende, ansvarsløs osv. Stemningen inde på hendes kontor var meget utryk, ubehagelig, presset og jeg havde faktisk lyst til at græde. Hun begyndte derefter at tale hen over hovedet på mig til min søster, og spørge hende om jeg havde spist, og hvad jeg havde spist. Jeg fortæller så, at jeg har spist nogle rugbrødsmadder, hvorefter hun kigger på min søster og siger noget i dur med “Hvad er det for noget mærkeligt fuglefoder hun spiser sådan en pige, det bliver man i hvert fald ikke voksen og mæt af”. Samtalen fortsætter med at hun sidder bag sin computer og vrisser og skænder på mig, taler til min søster frem for mig, og skriver i min journal.
Det viste sig, at de havde en ekstra spiral, hvilket naturligvis blev kommenteret som “heldigt for mig” (i en meget ufin og ond tone). Selve opsætningen af spiralen gik meget hurtigt, men jeg følte mig meget utilpas i stolen lige efter, at hun havde givet mig en ordentlig omgang voksen skældud få minutter inden.
Jeg nærmest løb ud af klinikken og begyndte at græde. Min søster var meget chokeret over min behandling, og hun sagde som det første, at jeg skulle skrive en klage. Jeg kontakter min egen læge for at berette om oplevelsen og får af vide, at det ikke er første gang, at hun har hørt om en lignende situation. I min journal kan min læge også fortælle at gynækologen har skrevet at jeg ” er uintelligent, forstår ikke beskeder, at man skal tale i korte sætninger før jeg forstår og at det kræver pårørendes assistance at have mig med til undersøgelse”. Så vidt jeg husker stod der også ansvarsløs og andre nedladende ord. Også det var jeg og min læge meget chokerede over at læse. Jeg er universitetsstuderende, bestemt ikke uvidende og har ingen problemer med at forstå hverken korte eller lange sætninger. Og havde jeg været, synes jeg ikke dette høre sig til i en patientjournal skrevet af en gynækolog, og ikke psykolog.
Jeg havde en frygtelig oplevelse, jeg følte mig så lille og misforstået, og dømt og talt henover. Jeg er blevet henvist til regionshospitalet fremover, da jeg knap tør træde indenfor en dør, når det gælder en gynækologisk undersøgelse. Syntes næsten, det værste var alt det hun havde skrevet om mig i min journal, på trods af at vi aldrig havde mødt hinanden før, og at jeg knap åbnede munden mere end tre gange på det kvarter, hvor vi sad på hendes kontor.
Jeg ved at mange har haft værre oplevelser, og som er foregået mens de undergik en gynækologisk undersøgelse, men det her var slemt nok for mig – aldrig har jeg følt mig så utilpas bland professionelle som under den undersøgelse.

134. vidnesbyrd

Jeg var 30 år, og havde fået konstateret en graviditet uden for livmoderen. Hospitalet havde foreslået, at den blev behandlet medicinsk, hvilket jeg var meget positiv overfor, idet jeg så kunne slippe for operation.
Jeg gik til kontrol, hvor de målte mit hcg-tal, som faldt meget, og i den sidste måling var på under 10.
På min søns 3 års fødselsdag, fik jeg pludselig afsindigt ondt i maven, så ondt, at jeg ikke kunne rette mig op.
Jeg ringede til hospitalet på det nummer, jeg havde fået udleveret, og blev bedt om at møde op.
Det var en mandlig læge, der skulle foretage den gynækologiske undersøgelse. Han var meget ublid, da han scannede mig indvendigt, og så lidt informativ, at jeg selv, efter lang tid, måtte spørge ham om, hvad han kunne se.
På det tidspunkt rystede hele min krop af smerte og angst. Han sagde irriteret, at jeg skulle slappe af.
Jeg nåede ikke ud af det gynækologiske leje, endsige få mit tøj på, før han, meget køligt, orienterede mig om, at graviditeten uden for livmoderen var bristet, og at der var blod i bughulen.
Sygeplejersken tilbød mig smertestillende, da han var gået ud. Ingen havde tilbudt mig noget før undersøgelsen.
De fjernede min venstre æggestok og 1,8 l blod.

133. vidnesbyrd

Jeg skulle have skiftet min hormonspiral, og da jeg er over 40 og har født ved kejsersnit, vurderer min læge at der skal en mere erfaren læge til. Derfor henvisning til gynækolog.
Jeg har tidligere haft MEGET store smerter ved netop spiralskifte – men fordi det kun var hver 5. år, så levede jeg med det. Og tog mine forholdsregler med smertestillende på forhånd.
Men det gør alligevel rigtig ondt, og da jeg begynder at gispe, får jeg en syrlig kommentar:
“Slap af, det hjælper ikke dét der”.
Jeg PRØVER men det gør stadig ondt, og fåe kommentaren: “Vil du have den skiftet, så skal du altså slappe af. Jeg har altså andre patienter.”
Det vil jeg jo gerne, så jeg spørger om ikke man kan få en lokalbedøvelse? Gynækologen ruller med øjnene (!) og sukker. “Det koster xxx kr.”
Og er tydeligt irriteret over, at der nu går yderligere 5 minutter, før vi kan komme videre.
Det var SÅ ydmygende!
Det står i henvisningen, at jeg IKKE har født vaginalt og min alder er jo også ret åbenlys.

HUN blev skiftet ud!

132. vidnesbyrd

Jeg skulle til min allerførste GU i forbindelse med spiralopsættelse. Jeg havde  i forvejen udskudt celleskrabet i flere år, da jeg var virkelig bange for at GU skulle blive en dårlig oplevelse for mig.

Den kvindelige praktiserende læge kigger nærmest ikke på mig, da jeg kommer ind. Hun har travlt med at forberede instrumenterne til undersøgelsen. Hun beder mig om at sætte mig på briksen, og tage bukserne af. Det er sidst på dagen, og hun virker til bare at ville have det overstået hurtigst muligt. Jeg forsøger at fortælle, at det er min første gang, at jeg er nervøs, og om hun har et spejl, så jeg kan se med. Hun rynker brynene, og siger, at det desværre ikke kan lade sig gøre (som jeg har fundet ud af bagefter godt kan lade sig gøre).

Nå, men jeg får mig placeret. Hun indfører instrumenterne, som tager lidt tid. Det er meget voldsomt for mig, og jeg føler hun roder rundt inde i maven på mig. Jeg ligger og græder. Det ænser hun ikke. Jeg får pibet grådkvalt frem, om hun ikke nok vil holde en pause. ”Hvad”, siger hun. ”Du bliver nødt til at tale noget højere”. Hun holder endelig pause. Jeg bruger virkelig min vejtrækning for at kunne slappe af, med nogle lange, dybe udåndinger. Jeg er meget bange for, at det skal gøre ondt. Jeg spørger hende, hvornår hun fører røret ind. ”Lige om lidt, jeg skal lige tørre af” siger hun kort for hovedet. Da hun fører det ind, går jeg i panik. ”Du bliver nødt til at slappe af”, siger hun. ”Træk vejret ordentligt. Du er jo ikke ved at føde”. Jeg ligger bare og græder videre, selvom jeg allerhelst ville have, at hun stoppede.

Bagefter er jeg bare høflig, og siger tak. Jeg bruger resten af dagen hjemme på at græde, og tænker, at jeg aldrig får det godt med at få en GU.