132. vidnesbyrd

Jeg skulle til min allerførste GU i forbindelse med spiralopsættelse. Jeg havde  i forvejen udskudt celleskrabet i flere år, da jeg var virkelig bange for at GU skulle blive en dårlig oplevelse for mig.

Den kvindelige praktiserende læge kigger nærmest ikke på mig, da jeg kommer ind. Hun har travlt med at forberede instrumenterne til undersøgelsen. Hun beder mig om at sætte mig på briksen, og tage bukserne af. Det er sidst på dagen, og hun virker til bare at ville have det overstået hurtigst muligt. Jeg forsøger at fortælle, at det er min første gang, at jeg er nervøs, og om hun har et spejl, så jeg kan se med. Hun rynker brynene, og siger, at det desværre ikke kan lade sig gøre (som jeg har fundet ud af bagefter godt kan lade sig gøre).

Nå, men jeg får mig placeret. Hun indfører instrumenterne, som tager lidt tid. Det er meget voldsomt for mig, og jeg føler hun roder rundt inde i maven på mig. Jeg ligger og græder. Det ænser hun ikke. Jeg får pibet grådkvalt frem, om hun ikke nok vil holde en pause. ”Hvad”, siger hun. ”Du bliver nødt til at tale noget højere”. Hun holder endelig pause. Jeg bruger virkelig min vejtrækning for at kunne slappe af, med nogle lange, dybe udåndinger. Jeg er meget bange for, at det skal gøre ondt. Jeg spørger hende, hvornår hun fører røret ind. ”Lige om lidt, jeg skal lige tørre af” siger hun kort for hovedet. Da hun fører det ind, går jeg i panik. ”Du bliver nødt til at slappe af”, siger hun. ”Træk vejret ordentligt. Du er jo ikke ved at føde”. Jeg ligger bare og græder videre, selvom jeg allerhelst ville have, at hun stoppede.

Bagefter er jeg bare høflig, og siger tak. Jeg bruger resten af dagen hjemme på at græde, og tænker, at jeg aldrig får det godt med at få en GU.

This article was written by admin