Jeg har før været udsat for en grov voldtægt, og jeg var derfor EKSTRA nervøs, da jeg skulle have lagt min første spiral. Jeg fortalte den kvindelige gynækolog,  at jeg havde været udsat for voldtægt i fortiden og at jeg var meget nervøs hvortil hun fnysende svarede: nå, tror du, at du er speciel, alle er jo nervøse. Derefter bad hun mig smide mine fødder op i bøjlerne, og da jeg spurgte, om hun ville forklare hvad hun lavede, imens hun gjorde det, så jeg vidste, hvad der foregik, sukkede hun irriteret – og informerede mig ikke om noget undervejs. Hun var MEGET hårdhændet og det gjorde rigtig ondt – så ondt, at jeg faktisk lå og bed mig selv i armen for ikke at sige noget, men et lille AV undslap mig, og hun stoppede pludseligt alt, hun havde gang i, for at skælde mig ud. Hun sagde, at jeg skulle stoppe med at skabe mig, og at dem ude på venteværelset ville tænke, jeg var åndssvag, når jeg gik ud derfra, hvis jeg skabte mig sådan. Jeg sagde altså bare av i et almindeligt toneleje… Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare hende, og hun fortsatte bare, mens tårerne trillede ned af mine kinder og jeg måtte bide mig selv hårdt i armen for ikke at sige en lyd. Da hun opdagede det, stoppede hun igen og sagde: helt ærligt, jeg kan simpelthen ikke lægge spiralen på dig, når du ikke samarbejder, du spilder min tid og nu må vi stoppe. Jeg var komplet i chok, fordi jeg havde jo gjort alt, hvad hun havde bedt mig om… Jeg lå helt stille, græd lydløst og accepterede at hun ikke ville forklare, hvad hun gjorde undervejs. Det endte med at hun alligevel lagde spiralen, og det var måske den værste smerte, jeg nogensinde har prøvet (og jeg har altså slået 3 tænker ud, brækket diverse kropsdele mm). Jeg græd hele vejen hjem og lige siden har jeg været panisk angst for gynækologundersøgelser. Da jeg skulle skifte spiralen til en ny, fik jeg det gjort i fuld narkose, fordi jeg ikke kunne være i oplevelsen fra sidst….