Jeg var 15 år og skulle have lavet min første gynækologiske undersøgelse. Det var hos min egen læge og jeg kendte hende ikke super godt. Jeg var virkelig utilpas og bange i situationen og havde derfor mægtig svært ved at slappe af som hun vrissent bød mig at gøre. Midt i besværet med at få indført et instrument som jeg ikke anede hvad var (ingen havde nogensinde fortalt mig hvordan en gynækologisk undersøgelse foregik) vrissede hun mega surt og opgivende “du skal nok få det rigtig sjovt når du skal have børn!” Behøver jeg sige at den kommentar forfulgte mig ved hver eneste gynækologiske undersøgelse derefter – og at den fyldte en del da jeg 10 år senere ventede mit første barn.

I dag nægter jeg at få lavet en gynækologisk undersøgelse hos en praktiserende læge, men går altid til en gynækolog som jeg har tillid til. Lige meget hvor trivielt det jeg kommer med er, tager han sig tid til at få klaret det han skal på en måde hvor jeg kan være med.

Jeg var til min første GU da jeg gik i 8. klasse (ca 1994). Min klasse havde fået seksualundervisning på et sted (red.), hvor der også fandtes gynækologisk rådgivning til unge kvinder.

Jeg husker ikke anledningen, men jeg husker tydeligt den ældre gynækolog, der imens han undersøgte mig sagde, “at jeg jo også var køn i denne ende”.

Jeg var så flov og skamfuld da jeg gik derfra…. oplevelsen sidder stadig i mig, hver gang jeg skal undersøges.

For 6 år siden, da jeg var omkring 20 år, var jeg til GU for at blive undersøgt for kondylomer.
De var på mit mellemkød og lægen, som var en ældre herre tæt på pensionsalderen, spurgte (mens jeg lå blottet og med benene oppe) “har du ind imellem sex i det forkerte hul?”.
Aldrig har jeg følt mig så udsat.
Jeg svarede chokeret “nej”. Han havde ikke ret til at sidde der og pådutte mig, hvad der er rigtigt og forkert. Måden og tonen det blev sagt på var vammel.

Selv i dag får jeg ondt i maven af at tænke på situationen, og jeg ville ønske jeg havde gjort noget eller påtalt det. Jeg frygter selvsagt GU’er i dag.

Jeg var 19 år og havde lige født. Skulle til et tjek på hospitalet nogle uger efter fødslen for at se status på helingen fordi jeg blev syet en hel del.
Jeg kommer ind i lokalet og får af vide at jeg bare kan tage mine bukser af lægge mig op. Udover den mandlige læge er der to meget unge studerende i lokalet og lægen fortæller at de er lægestuderende og skal observere. Jeg bliver på intet tidspunkt spurgt om det er okay med mig, at mit underliv der er hærget efter en fødsel, skal udstilles for tre mænd der skiftevis får lov at stikke fingrene ind i begge huller. Lægen mærker først og fortæller mig jeg skal knibe sammen. Herefter får han de studerende til at mærke mens de taler om mit underliv som om jeg ikke er til stede.
Det tog mig mange år før jeg turde gennemføre en gynækologisk undersøgelse igen, og jeg har flere gange forladt lægen uden at gennemføre, bl.a i forbindelse med celleprøver. Jeg går til psykolog og behandler stadig det traume jeg har og føler decideret jeg har været udsat for et overgreb af disse mænd. Jeg var yngre og kunne derfor ikke sige fra da jeg ikke fik fortalt jeg havde mulighed for at sige nej til de studerendes deltagelse.

Jeg var midt i tyverne, da jeg fik voldsomme menstruationsblødninger og smerter. Jeg blev indlagt akut en søndag morgen på Odense Universitetshospital, hvor jeg blev modtaget af ikke bare en, men tre læger i skanningsrummet. Man havde lige fået nyt ultralydsudstyr til vaginal skanning, og det skulle testes på mig. Det viste sig straks ved skanningen, at jeg havde to store fibromer i livmoderen, og mens de tre læger skiftedes til at køre skanneren rundt oppe i mig, kom jeg til at græde. Min forstørrede limoder gjorde ondt, og jeg havde netop fået at vide på en ikke særlig omsorgsfuld måde, hvad jeg fejlede, og at jeg skulle opereres, så jeg var nok lidt følsom. Da de var færdige, foreslog en af lægerne, at de prøvede endnu en skanner på mig. Hvortil hans kollega ruller med øjnene og svarer: “Ja, så må du hellere lige spørge prinsessen dér om lov først!” og nikker over mod mig. Det var et af de mest ydmygende øjeblikke i mit liv.

Jeg har været til ét celleskrab, selvom jeg er 26, snart 27, men det var forfærdeligt! Jeg var rystet i flere dage efter.

Jeg havde endeligt taget mig sammen til at få foretaget undersøgelsen, da min veninde havde fået konstateret celleforandringer og havde fået keglesnit. Jeg havde undgået det fordi jeg var bange. Jeg synes det lød smertefuldt.

Jeg havde hørt podcasten “Østrogenial” og blev meget tryggere ved situationen, fordi de sagde, at de lagde så meget vægt på, at man skal føle sig tilpas og at man som professionel også har som ansvar at gøre det til en tryg oplevelse.

Jeg kom ind til den jordemor, som er tilknyttet mit lægehus. Jeg har tidligere fået foretaget gynækologisk undersøgelse ift. udredning af pco og da jeg skulle have en abort. Der var ingen problemer. Ingen smerte.
Der sad også en anden ung kvinde derinde, som hun forklarede ville sidde og lytte med, hvilket var helt ok for mig. Som sagt: lytte med.
Hun sagde “det er ikke første gang, vel?”
Pga. Min alder (26), og jeg forklarede, at det var første gang, fordi jeg har været bange for selve undersøgelsen. Hun svarede ikke rigtigt, men de kiggede ind i computeren, mens hun sad og tastede og klikkede.

“Bare tag tøjet af og læg dig op”.
Jeg gjorde som befalet og prøvede kejtet at komme på plads.
Jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne få mine ben til at ligge ordentligt i bøjlerne og dertil svarede hun: “sådan er det, når man har lange ben”.
“Jamen jeg har ikke lange ben. Jeg er 165?” Svarede jeg og forklarede, at mine ben ikke kunne komme på plads i bøjlerne, og mens jeg lå og baksede med dem og håbede hun ville hjælpe mig stak hun bare instrumenterne ind.

Det var så ubehageligt og jeg begyndte at svede og spænde i hele kroppen. Hun begyndte celleskrabet, som føltes som om hun skurrede mig med en kæmpe metalbørste indeni i, hvad der føltes som uendelig lang tid. Alt imens jeg hyperventilerede, spændte i hele kroppen, knugede madrassen med, hvad jeg kunne forestille mig var kridhvide knoer, helt overophedet og helt spændstig i kroppen.
“Bare slap af” sagde hun ligeglad, men jeg kunne ikke engang få et ord ud af mine sammenbidte kæber.
Jeg kunne til gengæld se, at medlytteren stod ganske saligt og kiggede med mellem mine ben.

Så rejse jordemoderen sig. De gik begge over til skrivebordet og kiggede ind i computeren.
“Så kan du godt tage tøj på” sagde jordemoderen.

Der stod jeg så i ekstremt ubehag og bøjet nakke og med en følelse af skam og utilstrækkelighed, mens jeg ømt tog mit tøj på igen. Ikke et ord fra dem. Jeg prøvede bare at holde mine tårer tilbage.
Jeg satte mig ned. Stadig ingen ord. Blot to ansigter, der stirrede optaget på computer skærmen.
“Er jeg færdig?” Spurgte jeg. Det var vi. Jeg ville få svar online.

Jeg gik hurtigt ud på toilettet, for jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere.
Så stod jeg der. Grædende med glidecreme løbende ud af mig og med en følelse genkendelighed fra et seksuelt overgreb, som jeg for nogle år siden havde været udsat for.
Jeg følte mig så svag, så misbrugt og så beskidt.

Jeg sundede mig og gik ned og steg på cyklen. Jeg var stadig helt rystet og svedig. Og jeg blev så ked af det, da jeg tænkte det igennem og ringede så til min veninde. Jeg prøvede at holde gråden tilbage, men kunne slet ikke. Jeg var så rystet og svag. Og cyklede grædende hjem. Græd endnu mere og rystede stadig og længe, da jeg kom hjem til min kæreste og fortalte om det hele. Mens jeg bare følte mig som en kæmpe taber, for denne undersøgelse får alle kvinder jo foretaget hvert 3. År!!

Det var rigtigt dejligt at tale med min veninde om det, men oplevelsen gav mig tårer i øjnene og ubehag flere dage efter. Jeg svor jeg aldrig ville få foretaget sådan en undersøgelse igen.
Jeg overvejede, om jeg skulle melde jordemoderen. Men what? Det kunne jeg jo ikke. Jeg talte også med mine veninder, og de sagde, at det ikke havde gjort ondt på dem. Så det var nok mig den var gal med. Trods jeg var gået ind med overbevisning om, at jeg ikke var sart overfor smerte.

Da jeg havde været hjemme et stykke tid, opdagede jeg, at jeg blødte og fik endnu et chok. Det ville jeg gerne have vidst ville ske. Jeg følte mig igen beskidt og svag.

Selv den dag i dag får jeg det ubehageligt ved tanken, selvom der er 8 måneders tid siden.