Jeg var midt i tyverne, da jeg fik voldsomme menstruationsblødninger og smerter. Jeg blev indlagt akut en søndag morgen på Odense Universitetshospital, hvor jeg blev modtaget af ikke bare en, men tre læger i skanningsrummet. Man havde lige fået nyt ultralydsudstyr til vaginal skanning, og det skulle testes på mig. Det viste sig straks ved skanningen, at jeg havde to store fibromer i livmoderen, og mens de tre læger skiftedes til at køre skanneren rundt oppe i mig, kom jeg til at græde. Min forstørrede limoder gjorde ondt, og jeg havde netop fået at vide på en ikke særlig omsorgsfuld måde, hvad jeg fejlede, og at jeg skulle opereres, så jeg var nok lidt følsom. Da de var færdige, foreslog en af lægerne, at de prøvede endnu en skanner på mig. Hvortil hans kollega ruller med øjnene og svarer: “Ja, så må du hellere lige spørge prinsessen dér om lov først!” og nikker over mod mig. Det var et af de mest ydmygende øjeblikke i mit liv.