Jeg var i starten af 30’erne og skulle have lavet en saltvands ultralyd ifm. udredning af barnløshed. Jeg var ret nervøs og fortalte gynækologen og sygeplejersken(begge kvinder), at jeg havde en veninde for hvem det havde været meget smertefuldt. Det var det så også for mig og mens jeg lå og vred mig i smerte talte de med hinanden i 3. person hen over mig ‘hun har hørte alle mulige skrækhistorier!’ De måtte afbryde halvvejs fordi jeg meget bestemt bad dem om det (som i at råbe stoooop! flere gange).

Jeg var ret chokeret over deres håndtering og måde at tale til mig som en skolepige på.

Jeg kan stadig ikke begribe hvordan de kan forveksle den smerte man oplever og reagerer på, med at man ‘skulle have hørt skrækhistorier’ og at det skulle være årsagen til reaktionen. Helt far out. Da jeg senere fik foretaget en helt identisk undersøgelse med kontrastvæske for røntgen oplevede jeg ingen gener eller smerter overhovedet.