Da jeg var 15 år, skulle jeg til gynækolog for første gang. Jeg var selvtillidsfuld og ikke spor nervøs for hvad der skulle ske.

Jeg har altid haft et meget naturligt og afslappet forhold til alt der har med kroppen at gøre og var helt sikker på at den specialgynækolog jeg skulle se – eller som rettere skulle se mig – ville være respektfuld og ordentlig overfor mig. Eller at han i det mindste ville have en forståelse for hvilken sårbar situation man som kvinde (eller pige) er i, når man ligger med hele underlivet blottet overfor en vildtfremmed mand.

Han foretog sig det han skulle, og det hele gik fint. Selve undersøgelsen var sådan set en god førstegangsoplevelse, men da det var ved at være overstået, sagde den midaldrende, fremmede mand – som var det eneste menneske udover min kæreste der nogensinde havde kigget mig op i skrævet i længere end et par sekunder – “Ja jeg forstår jo ikke jer unge piger nu til dags. Hvorfor fjerner i al jeres kønshår? Det er jo til ingen verdens nytte. Det er jo ikke engang pænt.”

Det værst tænkelige var sket: Gynækologen havde nedgjort den allermest intime del af mig. Han havde forholdt sig til mit underliv på en måde der ikke blot var medicinfagligt. Han havde kommenteret på æstetikken – og så endda kritiseret den.

Det safespace jeg forventede der skulle være hos min læge, hvor lægen kun forholdt sig til mit helbred eller eventuelle fravær af, blev pludselig vendt 180 grader. Nu var det ikke længere kun min livmoder og æggestokke han skulle blåstemple. Det var som om han også skulle sige god for mit underlivs sexappeal.

Det var så grænseoverskridende og jeg fortalte det ikke til nogen før mange år senere. Heldigvis har jeg kun haft gode oplevelser siden da.