148. vidnesbyrd

Jeg var 15 år og skulle have lavet min første gynækologiske undersøgelse. Det var hos min egen læge og jeg kendte hende ikke super godt. Jeg var virkelig utilpas og bange i situationen og havde derfor mægtig svært ved at slappe af som hun vrissent bød mig at gøre. Midt i besværet med at få indført et instrument som jeg ikke anede hvad var (ingen havde nogensinde fortalt mig hvordan en gynækologisk undersøgelse foregik) vrissede hun mega surt og opgivende “du skal nok få det rigtig sjovt når du skal have børn!” Behøver jeg sige at den kommentar forfulgte mig ved hver eneste gynækologiske undersøgelse derefter – og at den fyldte en del da jeg 10 år senere ventede mit første barn.

I dag nægter jeg at få lavet en gynækologisk undersøgelse hos en praktiserende læge, men går altid til en gynækolog som jeg har tillid til. Lige meget hvor trivielt det jeg kommer med er, tager han sig tid til at få klaret det han skal på en måde hvor jeg kan være med.

This article was written by admin