Jeg var til min første gynækologiske undersøgelse som 15-årig pga. noget kløe. Den kvindelige læge spørger meget ind til mit sexliv, hvor jeg så fortæller at jeg for kort tid siden har haft sex for første gang. Under selve undersøgelsen fortæller hun intet om hvad der skal ske eller hvad hun gør. Jeg udtrykker at det er ubehageligt. Og på et tidspunkt gør det så ondt at jeg begynder at græde. Hendes reaktion er at sige at hvis jeg er gammel nok til at have sex så er jeg også gammel nok til at få en gynækologisk undersøgelse.
Bagefter henter min mor mig og jeg græder stadig for fuld styrke. Derhjemme finder jeg ud af at jeg ikke kan tisse fordi det simpelthen gør så ondt bare den mindste urindråbe kommer ud. Min mor ringer til lægesekretæren og fortæller det og spørger hvad lægen har lavet for undersøgelser. Det viser sig at hun bl.a. har haft en vatpind oppe i mit urinrør for at tage en prøve for blærebetændelse! Jeg kunne ikke tisse i tre dage fordi det gjorde så ondt. Hvis det endelig lykkedes mig at klemme en enkelt dråbe ud var den rød af blod. Det betød også at jeg næsten ingen væske indtog i de tre dage – for jeg var i forvejen konstant tissetrængende, men hver gang jeg prøvede at tisse gjorde det så ondt at jeg sad og græd og måtte opgive efter nogle minutter.
Jeg skiftede selvsagt læge bagefter, og har efterfølgende heldigvis kun haft gode oplevelser med GU. Hvis jeg er kommet ind til en ny læge har jeg altid startet med at fortælle om oplevelsen og bedt vedkommende om altid at fortælle hvad der skal ske inden han/hun gør det. Men selvom jeg i dag er 34 år gammel kan det godt stadig sidde i kroppen på mig og jeg må berolige mig selv med lange dybe vejrtrækninger til GU.