159. vidnesbyrd

Jeg var til celleskrab første gang for 2-3 år siden hos min praktiserende læge. Jeg var nervøs, men havde formået at overbevise mig selv om, det nok skulle gå og at frygten bare var indbildning. Jeg havde i den forbindelse nogle spørgsmål om prævention, da jeg var interesseret i at høre om hormonspiral som alternativ til p-piller.
Jeg lægger mig op på briksen, og hun begynder på – noget, jeg ikke ved hvad er. Det er meget smertefuldt, og hun fortæller mig undervejs at jeg skal slappe af og at det vil være helt umuligt at lægge en spiral op hvis jeg spænder så meget op, jeg kan glemme alt om at få lavet det i fremtiden. Jeg forstår ikke hvad hun snakker om, for jeg skal jo ikke have lagt en spiral op nu, havde bare spørgsmål omkring det. Jeg finder aldrig ud af hvad hun havde gang i, men pludselig opstår der en intens smerte og så jeg gætter på at hun åbenbart har taget celleprøven?
Jeg er meget forvirret omkring hele oplevelsen, det virkede meget utrygt, uinformeret, forhastet og ikke mindst smertefuldt.

Nogle år før ovenstående episode var jeg til udredning på hospitalet vedrørende PCOS. Jeg var jomfru dengang, omkring 18 år, og selv nu kan det være smertefuldt at blive penetreret hvis ikke jeg er godt varmet op.
Det var ellers en sød und læge, der undersøgte mig, men hun rakte efter den indvendige scanner uden at informere mig om hvad der skulle ske, og jeg blev meget forskrækket. Det lykkedes hende ikke at fuldføre undersøgelsen grundet mine spændinger, og hun spurgte overrasket om jeg var jomfru hvilket jeg bekræftede, og hun konstaterede nervøst/undskyldende at det jo ikke var normalt i min alder. Hun fuldførte undersøgelsen med den udvendige scanner uden problemer. Hun var sådan set respektfuld nok omkring undersøgelsen, men kunne have ønsket mere information om hvad der skulle ske.

158. vidnesbyrd

Jeg er 20 år gammel og min oplevelse med gynækologiske undersøgelser starter da jeg efter mange år har følt, at der ikke har været fri passage ved min skedeindgang. Jeg har aldrig formået at bruge tamponer i de 6 år jeg har haft menstruation. Jeg har ikke åbnet op for nogle omkring mit problem med tamponer, for det virkede jo så nemt for andre og da jeg ikke har haft ondt eller være nødsaget til at bruge en tampon, har jeg altid tænkt at det kunne vente. Jeg har heller ikke følt, der var et sted at gå hen med mit problem. Jeg har aldrig forsøgt samleje, hvilket grunder mere eller mindre i, at jeg som 16-årig (stadig ingen seksuel erfaring) får fortalt, at en i min nærmeste familie som 8-årig blev udsat for grov voldtægt af en fremmede, som kidnappede hende fra gaden. Det forskruede min tankegang omkring sex og især mænd.

Da jeg booker min tid til lægen er det som udgangspunkt udelukkende, fordi at jeg gerne vil kende min krop. For det første vil jeg gerne vide om der er et fysisk problem, der gør at jeg har følelsen af at min skede er lukket. For det andet har jeg brug for at få følelsen af at jeg hviler i mit underliv og at føle mig i kontrol, så når jeg en gang skal have sex med en mand, så er mit underliv mit værktøj og ikke hans legeplads. Jeg fortæller min læge, at jeg har følelsen af at være lukket og at jeg har aldrig har brugt tampon og at jeg ikke har forsøgt samleje, men at jeg har kigget på mig selv og har haft sex med selv (og orgasmer), så jeg vil egentlig bare gerne have, at hun kigger på mig og fortæller mig om der er et fysisk problem. Jeg lever nemlig i en verden, hvor en kvindes problematikker (hvis problemet har noget at gøre med at hun er kvinde) ofte bliver opfattet som hysteriske af samfundet. Derfor er jeg allerede bange for at blive opfattet som endnu et hysterisk kvindemenneske, fordi jeg jo ikke er syg eller i smerter, men bare en kvinde som har lyst til rar sex uden gener – med sig selv og andre. Som kvinde føler jeg, at samfundet stadig har svært ved at forstå at kvinder har en sexlyst og så at komme og stille krav til oplevelsen af sex kan kun blive opfattet som en helt absurd ide. Min læge, som er kvinde, undersøger mig og oplevelsen er egentlig okay. Hun tager det stille og roligt og da jeg kommer ned fra briksen, er jeg stadig ved godt mod. Lægen fortæller mig jeg er helt normal, men viser alligevel billeder af misdannet kønskranse. På det tidspunkt er jeg overvældet af oplevelsen og samtidig bange for at sige min læge imod, så jeg stiller ikke spørgsmål. Selv synes jeg dog ikke rigtig at noget giver mening, men jeg stoler på fagpersonen/autoriteten, så jeg konkluderer (skeptisk) at jeg er normal. Måske jeg bare er meget stram? Det sidste hun siger, inden jeg forlader lokalet, er at første gang jeg skal have sex (penetrations-sex mener hun), så skal min partner bare gå langsomt frem og sørge for at få mig godt varmet op, det vil gøre ondt, men ja sådan er det jo bare. Måske er det ikke helt sådan hun siger det, men jeg opfatter det sådan. Igen er jeg forvirret. Jeg har jo fortalt hende, at det heller ikke er muligt at få min vibrator op, når jeg har sex med mig selv og der er jeg altså rigelig våd osv.

Besøget havde kun givet mig mindre klarhed over mit underliv og flere spørgsmål. Undersøgelsen sker en fredag og hele weekenden er jeg forbavset og forvirret over hendes kommentarer. Lørdag eftermiddag kommer jeg i kontakt med en jordemoder. Hun tager telefonen og jeg forklarer hende kort om min situation. Selvom det er lørdag eftermiddag får jeg ikke følelsen af, at jeg forstyrrer eller at jeg skal skynde mig. Jeg føler mig taget alvor med det samme og jordemoderen stiller mig allerede mere undersøgende spørgsmål end min egen læge gjorde. Selvom hun befinder sig 3 timer væk og har weekend, så føler jeg allerede at hun er mere optaget af at finde ud af, hvad mit problem er end min egen læge. Vi aftaler, at vi ringes ved mandag formiddag og jeg sover meget bedre de efterfølgende nætter. Mandag ringer vi sammen og jeg er helt klar over, at jeg ikke får et svar på mit problem gennem et skype opkald. Egentlig vil jeg bare gerne snakke. I 6 år har jeg jo ikke snakket. Jordemoderens vibe er helt afslappet og jeg får følelsen af at vi snakker om noget helt hverdagsagtig. Vi snakker frem og tilbage. Hun stiller spørgsmål, jeg stiller spørgsmål, hun forklarer og jeg får lov til at forklare, hvad jeg mærker på min egen måde. Det virker så simpelt og naturligt. Det tager ikke mere end 20-30 min, men det gjorde en verden til forskel for mig at snakke med nogen. Især nogen som forstod den virkelighed jeg levede i. Jeg følte mig rigtig tryg i samtalen, fordi jordemoderen var sikker i de ting hun sagde. På et tidspunkt det går op for mig at min egen læge aldrig har givet mig følelsen af, at jeg var hos en fagperson. Gennem min samtale med jordemoderen, får jeg følelsen af at nogen har taget mig i hånden. Sammen følelse som når ens lærer hjælper en, når man har kæmpet med en matematikaflevering, hvor tallene og formlerne ikke giver mening og det føles som om man aldrig kommer til at forstå det. Jordemoderen fortæller mig at hun evt. tror jeg kunne have en umodent kønskrans og at det evt. kunne løses med noget hormoncreme. Min læge afviser, at jeg har en umodent kønskrans og vender tilbage med kommentaren: “Du er helt normal men kom ned i klinikken så skal jeg undersøge dig igen”. Jeg får bestilt en ny tid hos min læge.

I ugerne op til mit 2. lægebesøg lykkes det mig dog at få min egen finger op i mig. Både under onani. men også upåvirket af lyst, hvis man kan sige det. Føler mig så meget i kontrol over min krop. Min underliv er på vej til at blive en del af mig og ikke kun noget der eksisterer, når det sættes i sammenhæng med et andet menneske. Jeg bliver derfor ikke undersøgt ved mit andet lægebesøg, men tager tiden til at uddanne min læge omkring min oplevelse, fordi jeg vil undgå at hun fortæller andre unge piger eller kvinder at løsningen på deres underlivs problemer er en god og venlig mand. På et tidspunkt i vores samtale (som ikke har været længere end 5-10 min), spørger hun mig dog “…men altså hvad jeg kan så hjælpe dig med?”. Jeg husker ingen gang, hvad jeg får svaret hende, men da jeg hurtigt efter forlader klinikken tænker jeg “Hvor fanden skulle jeg ellers havde gået hen og snakke med nogle om mit underliv. Hvor er de mennesker, der kan forklare mig om det jeg har mellem benene på et fysik, psykologisk og kulturelt plan”. I to dage når jeg leve i den tro om, at min problem er et overstået kapitel. Evig taknemlig for at jeg ringede til en jordemoder i den anden ene af danmark, så hun kunne være alt det, som jeg ville ønske min egen læge have været.

1 dag efter mit 2. besøg får jeg menstruation og lykkes med at sætte en tampon op uden problemer. Da jeg skal havde den ud igen sidder den dog fast. Jeg hiver, men det gør ondt, så jeg stopper og må forsøge næste dag. Næste morgen vil den stadig ikke ud og jeg tænker på en historie jeg læste om en amerikansk pige, der måtte til skadestuen for at få fjernet hendes første tampon, og dermed fandt ud af, at hun havde en septum kønskran. Jeg tænker, at det må være løgn. Her er jeg taget til lægen for kende min krop bedre, så jeg kunne undgå at få en dårlig og smertefuld oplevelse forbundet til mit underliv, kun for at stå her i smerte og på vej til at ringe til lægevagten. Den stille og rolig undersøgelse af mit underliv, var intet andet end et sløset kig på min vulva. Jeg får ringet til og bestilt en tids hos lægevagten, men da jeg ankommer til lægevagten kan jeg fornemme, at det er den samme mand der tilser alle. Da han kalder mig ind, spørger jeg med det samme om der ikke er en kvinde, der kan undersøge mig. Han svarer “Skal jeg ikke bare tage den (tamponen) ud”. Jeg tænker “Hør her kammeret, hvis det bare var så nemt, så havde jeg nok gjort det selv. Jeg lever desuden i et samfund, hvor kvinder på daglig basis bliver udsat for verbale eller fysiske overgreb, så når jeg spørger om jeg kan blive undersøgt af en kvinde, så mener jeg det”. Han kan godt mærke jeg ikke har tænkt mig at smide tøjet, så han foreslår, at jeg kan vente for at se om der kommer en kvindelig læge og overtager vagten, men fremhæver også mindst 5 gange, at han ikke kan garantere det, så vi kunne også bare få det overstået. Jeg vælger at vente. En rigtig sød kvinde henter mig 30 min senere. Jeg fortæller hende hele min historien til hende og jeg kan mærke hun virkelig lytter og forstår. Hun giver mig lov til at fortælle hende, det som jeg føler er nødvendigt for hende at vide, før hun undersøger mig. Desuden siger jeg til hende, at hun skal være mine øjne og fortælle mig hvad hun ser, tilmed skal hun fortælle mig præcis, hvad det er hun gør inden hun gør det og så skal hun gå stille fremad. Jeg ligger mig på briksen og hun gør klar. Hun gør som jeg siger og jeg er helt med i, hvad hun foretager sig og ser. Hun ser (selvfølgelig) en septum kønskrans, hvor min tampon er på vej ud af begge huler og bliver derfor nødt til at masse tamponen ud gennem det ene hul. Det er rigtig ubehageligt, mest af alt fordi den selvsikkerhed og kontrol jeg følte jeg havde fået omkring mit underliv lige pludselig var forsvundet igen. Det hjælper dog, at hun anerkender mit problem med det samme og tager min fremgangsmåde alvorligt. Selvom hun fortæller, hvad hun gør inden hun gør det, bliver min krop stadig forskrækket og på et tidspunkt tror jeg selv hun bliver forbavset over, hvordan min krop spjætter ved en lille berøring. Forskellen er bare at mit hoved ikke er forskrækket, fordi jeg har hørt at hun ville sætte sine fingre der. Når det bliver lidt for meget, tager hun mere gel på og jeg får lige lidt tid til at trække vejret igen. Desuden siger hun også undervejs, at hvis jeg føler det er helt ulideligt, så vil hun tilkalde en gynækolog. Straks gør det mindre ondt, fordi jeg ved smerten ikke er noget jeg bare skal finde mig i. Jeg kan sige nej og så er der stadig en løsning. En anden ting som virkede rigtig beroligende, var at hun roste mig og sagde jeg klarede det rigtig godt og anerkendte dermed min smerte. Da hun får tamponen ud, bryder jeg helt sammen. Jeg er lettet over, at den er ude, men jeg er også utrolig sur på min egen læge. Hvis hun bare vidste, hvor meget det kræver at overveje en gynækologisk undersøgelse eller i første omgang at tage sin krops signaler alvorligt og samtidig føle, at man belaster sundhedsvæsnet med noget man jo godt ved, man ikke dør af. Jeg kan mærke lægen også bliver berørt og hendes blik er fyldt med medlidenhed, da jeg stortudende forlader lægevægten men hulkende fortæller jeg hende, at det havde været den rareste ubehagelige oplevelse.

Hvordan endte min historie her? Hvorfor ved jeg ikke i en alder af 20, hvad jeg har mellem benene? Er det min skyld, at jeg ikke har undersøgt mig selv bedre eller gået til lægen før, eller er det det faktum at jeg er opvokset i et samfund der hverken taler, kigger eller lærer om det kvindelige kønsorgan? Er undskyldningen at det kvindelige kønsorgan alligevel er gemt væk, så derfor burde vi ikke snakke om det, for vi skal bevare mystikken. Min oplevelse er, at det mandlige kønsorgan er meget mere omtalt, men dets placering er sjovt nok også mere tilgængelig.

 

157. vidnesbyrd

Jeg havde i foråret 20 i en missed abortion.
Grundet Corona måtte jeg ikke have min kæreste med til nakkefoldsscanningen, hvor det blev bekræftet der desværre ikke længere var liv. Det var selvfølgelig et kæmpe chok, og det var utrolig trist.
Jeg skal senere på dagen op på hospitalets gynækologiske afsnit, hvor jeg heller ikke måtte medbringe min kæreste.
Jeg kommer ind på en lille undersøgelsesstue, hvor det sidder en læge overfor mig, og der står 3 medicinstuderende helt stille op ad væggen. De bliver ikke præsenteret, og jeg er rimelig forvirret omkring hvad de skal.
Jeg selv jordemoderstuderende, og jeg er vant til altid at præsentere mig selv, og sætte ord på hvad min rolle på stuen er (også ved observation).
Jeg taler kort med lægen omkring hvad der er sket, som derefter beder mig om tage tøjet af og lægge mig op på briksen da jeg skal undersøges. Heller ikke her bliver der italesat hvad de studerende på stuen skal. Jeg er rimelig lammet af chok, og har nærmest ikke hjerneceller til at tage stilling til det, men jeg kan mærke det er utrygt og dybt grænseoverskridende. Jeg får dog spurgt, hvem de er, og hvad det er de skal. Hvortil jeg får svaret at ‘de er studerende og skal observere hvis det er OK’. Det får jeg sagt at det faktisk ikke er, fordi det ikke giver mening for mig, at der skal være så mange mennesker inde i dette rum, når min egen kæreste ikke må være der for mig i den her meget overvældende situation.
Det bliver mødt med nogenlunde forståelse, og de bliver bedt om at forlade rummet. Jeg lægger mig op på briksen, og alt inde i mig føles utrygt og ubehageligt. Lægen indfører en vaginal scanner i mig, uden at advare mig før han gør det – ej heller fortæller han hvad det er der skal ske til undersøgelsen, eller informere mig undervejs.
Det er så ubehageligt, og jeg kan mærke hvordan min krop bare lukker ned, og hvordan jeg bare vil væk derfra. Døren går flere gange op under min undersøgelse, med sygeplejersker der går ind ad ud ad stuen, for b.la. lige at hente ting de skal bruge. Der kommer en anden læge ind på stuen, og de taler om hvad der de ser på skærmen med medicinske termer som jeg ikke forstår. Jeg bliver på intet tidspunkt indraget eller involveret i undersøgelsen.
Jeg bliver sendt hjem for at abortere vha. medicinsk abort, og skal komme tilbage til kontrol. Da jeg kommer tilbage til kontrol har jeg en om muligt nærmest værre oplevelse.
Igen oplever jeg hvordan jeg på intet tidspunkt bliver inddraget i den gynækologiske undersøgelse, og hvordan døren flere gange går op, med personale der går ind og ud ad stuen. Den læge der scanner mig har svært ved at vurdere om min livmoder har trukket sig tilstrækkeligt sammen efter aborten, og tilkalder en bagvagt. Han kommer ind, og går over til scanneren og beder om at få tændt lyset på stuen da han “dårligt kan se hvilket hul han er ved at stikke scanneren op i”. Denne sætning glemmer jeg aldrig. Den anden læge, studerende og sygeplejerske på stuen grinte af denne kommentar. Og jeg lå fuldstændig sårbar og blottet og i sorg.
Hele denne oplevelse var så grænseoverskridende og ubehagelig, og det er noget jeg aldrig glemmer.
Et par mdr. efter denne oplevelse bliver jeg gravid igen, og abortere spontant meget tidligt. Denne gang blev jeg af egen læge henvist til en privatpraktiserende gynækolog hvor jeg blev undersøgt af en jordemoder. Jeg kunne mærke hvordan jeg havde svedige håndflader, og var kvalm ved tanken om jeg skulle undersøges igen, da min oplevelse fra gynækologisk afdeling havde været så ubehagelig og traumatisk. Heldigvis var den dygtigste og mest empatiske jordemoder der skulle undersøge mig. Hun tog sig god tid til at tale med mig, og vi fik også talt forløbet på gyn. igennem, og hun var så empatisk og forstående. Til denne undersøgelse vendte hun skærmen så jeg selv kunne se med, jeg blev inddraget og fik at vide hvad hun kiggede efter i min livmoder, hvilket både var enormt trygt og også interessant. Jeg er så taknemmelig for at jeg kom til undersøgelse hos denne jordemoder, som formåede at gøre mig så tryg og fik mig inddraget i min egen undersøgelse. Det var guld værd, og er af ENORM betydning når man er så blottet og sårbar som man er ved gynækologisk undersøgelse.

156. vidnesbyrd

Det er med bankende hjerte at jeg skriver mit vidnesbyrd. Min hjerne har sagt til mig “Nårh ja, det kan jo ske” men min krop reagerede helt anderledes. Jeg skulle tjekkes hos lægen. Nyuddannet kvindelig læge skulle udføre den gynækologiske undersøgelse. Jeg kunne fornemme at hun var smånervøs og følte sig ubehageligt til mode, allerede der begyndte jeg at føle mig utryg.. Jeg lagde mig op med spredte ben og gjorde mig mentalt klar på at få indført spekulumet. Hun havde forvarmet det, så det ikke var koldt. Problemet var bare.. at det nu var alt for varmt. Jeg skreg “AV! det er alt for varmt!”. Hun tog det hurtigt ud. Grinede nervøst og sagde, “Ja, det er det da også”. Hun fortsatte undersøgelsen. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Hun bad mig om at knibe sammen om hendes fingre, men det kunne jeg slet ikke. Mit underliv havde fået et chok. Spekulumet var kølet af og blev igen ført op. Undersøgelsen var overstået. Jeg kom ned af stigbøjlerne, tog tøjet på. Følte mig så sårbar og lille. Ingen undskyldning. Ingen “Er du okay?”. Kun den kliniske samtale. Da jeg kom ud fra undersøgelsesrummet, stormede jeg ud på toilettet og brød grædende sammen. Jeg hulkede snot. Jeg hulkede hele vejen hjem med min cykel. Jeg havde brændt mig ved skedeindgangen. Men det var ikke derfor jeg hulkede i to timer derefter og lå i fosterstilling. Hele oplevelsen havde været så ubehagelig og grænseoverskridende.
Jeg har ikke klaget, for jeg er bekymret for at de mener, at der ikke er så meget at klage over. Jeg ved bare hvordan min krop reagerede og  det er en oplevelse jeg ikke ønsker for nogen