156. vidnesbyrd

Det er med bankende hjerte at jeg skriver mit vidnesbyrd. Min hjerne har sagt til mig “Nårh ja, det kan jo ske” men min krop reagerede helt anderledes. Jeg skulle tjekkes hos lægen. Nyuddannet kvindelig læge skulle udføre den gynækologiske undersøgelse. Jeg kunne fornemme at hun var smånervøs og følte sig ubehageligt til mode, allerede der begyndte jeg at føle mig utryg.. Jeg lagde mig op med spredte ben og gjorde mig mentalt klar på at få indført spekulumet. Hun havde forvarmet det, så det ikke var koldt. Problemet var bare.. at det nu var alt for varmt. Jeg skreg “AV! det er alt for varmt!”. Hun tog det hurtigt ud. Grinede nervøst og sagde, “Ja, det er det da også”. Hun fortsatte undersøgelsen. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Hun bad mig om at knibe sammen om hendes fingre, men det kunne jeg slet ikke. Mit underliv havde fået et chok. Spekulumet var kølet af og blev igen ført op. Undersøgelsen var overstået. Jeg kom ned af stigbøjlerne, tog tøjet på. Følte mig så sårbar og lille. Ingen undskyldning. Ingen “Er du okay?”. Kun den kliniske samtale. Da jeg kom ud fra undersøgelsesrummet, stormede jeg ud på toilettet og brød grædende sammen. Jeg hulkede snot. Jeg hulkede hele vejen hjem med min cykel. Jeg havde brændt mig ved skedeindgangen. Men det var ikke derfor jeg hulkede i to timer derefter og lå i fosterstilling. Hele oplevelsen havde været så ubehagelig og grænseoverskridende.
Jeg har ikke klaget, for jeg er bekymret for at de mener, at der ikke er så meget at klage over. Jeg ved bare hvordan min krop reagerede og  det er en oplevelse jeg ikke ønsker for nogen

This article was written by admin