Jeg havde i foråret 20 i en missed abortion.

Grundet Corona måtte jeg ikke have min kæreste med til nakkefoldsscanningen, hvor det blev bekræftet der desværre ikke længere var liv. Det var selvfølgelig et kæmpe chok, og det var utrolig trist.

Jeg skal senere på dagen op på hospitalets gynækologiske afsnit, hvor jeg heller ikke måtte medbringe min kæreste.

Jeg kommer ind på en lille undersøgelsesstue, hvor det sidder en læge overfor mig, og der står 3 medicinstuderende helt stille op ad væggen. De bliver ikke præsenteret, og jeg er rimelig forvirret omkring hvad de skal.

Jeg selv jordemoderstuderende, og jeg er vant til altid at præsentere mig selv, og sætte ord på hvad min rolle på stuen er (også ved observation).

Jeg taler kort med lægen omkring hvad der er sket, som derefter beder mig om tage tøjet af og lægge mig op på briksen da jeg skal undersøges. Heller ikke her bliver der italesat hvad de studerende på stuen skal. Jeg er rimelig lammet af chok, og har nærmest ikke hjerneceller til at tage stilling til det, men jeg kan mærke det er utrygt og dybt grænseoverskridende. Jeg får dog spurgt, hvem de er, og hvad det er de skal. Hvortil jeg får svaret at ‘de er studerende og skal observere hvis det er OK’. Det får jeg sagt at det faktisk ikke er, fordi det ikke giver mening for mig, at der skal være så mange mennesker inde i dette rum, når min egen kæreste ikke må være der for mig i den her meget overvældende situation.

Det bliver mødt med nogenlunde forståelse, og de bliver bedt om at forlade rummet. Jeg lægger mig op på briksen, og alt inde i mig føles utrygt og ubehageligt. Lægen indfører en vaginal scanner i mig, uden at advare mig før han gør det – ej heller fortæller han hvad det er der skal ske til undersøgelsen, eller informere mig undervejs.

Det er så ubehageligt, og jeg kan mærke hvordan min krop bare lukker ned, og hvordan jeg bare vil væk derfra. Døren går flere gange op under min undersøgelse, med sygeplejersker der går ind ad ud ad stuen, for b.la. lige at hente ting de skal bruge. Der kommer en anden læge ind på stuen, og de taler om hvad der de ser på skærmen med medicinske termer som jeg ikke forstår. Jeg bliver på intet tidspunkt indraget eller involveret i undersøgelsen.

Jeg bliver sendt hjem for at abortere vha. medicinsk abort, og skal komme tilbage til kontrol. Da jeg kommer tilbage til kontrol har jeg en om muligt nærmest værre oplevelse.

Igen oplever jeg hvordan jeg på intet tidspunkt bliver inddraget i den gynækologiske undersøgelse, og hvordan døren flere gange går op, med personale der går ind og ud ad stuen. Den læge der scanner mig har svært ved at vurdere om min livmoder har trukket sig tilstrækkeligt sammen efter aborten, og tilkalder en bagvagt. Han kommer ind, og går over til scanneren og beder om at få tændt lyset på stuen da han “dårligt kan se hvilket hul han er ved at stikke scanneren op i”. Denne sætning glemmer jeg aldrig. Den anden læge, studerende og sygeplejerske på stuen grinte af denne kommentar. Og jeg lå fuldstændig sårbar og blottet og i sorg.

Hele denne oplevelse var så grænseoverskridende og ubehagelig, og det er noget jeg aldrig glemmer.

Et par mdr. efter denne oplevelse bliver jeg gravid igen, og abortere spontant meget tidligt. Denne gang blev jeg af egen læge henvist til en privatpraktiserende gynækolog hvor jeg blev undersøgt af en jordemoder. Jeg kunne mærke hvordan jeg havde svedige håndflader, og var kvalm ved tanken om jeg skulle undersøges igen, da min oplevelse fra gynækologisk afdeling havde været så ubehagelig og traumatisk. Heldigvis var den dygtigste og mest empatiske jordemoder der skulle undersøge mig. Hun tog sig god tid til at tale med mig, og vi fik også talt forløbet på gyn. igennem, og hun var så empatisk og forstående. Til denne undersøgelse vendte hun skærmen så jeg selv kunne se med, jeg blev inddraget og fik at vide hvad hun kiggede efter i min livmoder, hvilket både var enormt trygt og også interessant. Jeg er så taknemmelig for at jeg kom til undersøgelse hos denne jordemoder, som formåede at gøre mig så tryg og fik mig inddraget i min egen undersøgelse. Det var guld værd, og er af ENORM betydning når man er så blottet og sårbar som man er ved gynækologisk undersøgelse.