158. vidnesbyrd

Jeg er 20 år gammel og min oplevelse med gynækologiske undersøgelser starter da jeg efter mange år har følt, at der ikke har været fri passage ved min skedeindgang. Jeg har aldrig formået at bruge tamponer i de 6 år jeg har haft menstruation. Jeg har ikke åbnet op for nogle omkring mit problem med tamponer, for det virkede jo så nemt for andre og da jeg ikke har haft ondt eller være nødsaget til at bruge en tampon, har jeg altid tænkt at det kunne vente. Jeg har heller ikke følt, der var et sted at gå hen med mit problem. Jeg har aldrig forsøgt samleje, hvilket grunder mere eller mindre i, at jeg som 16-årig (stadig ingen seksuel erfaring) får fortalt, at en i min nærmeste familie som 8-årig blev udsat for grov voldtægt af en fremmede, som kidnappede hende fra gaden. Det forskruede min tankegang omkring sex og især mænd.

Da jeg booker min tid til lægen er det som udgangspunkt udelukkende, fordi at jeg gerne vil kende min krop. For det første vil jeg gerne vide om der er et fysisk problem, der gør at jeg har følelsen af at min skede er lukket. For det andet har jeg brug for at få følelsen af at jeg hviler i mit underliv og at føle mig i kontrol, så når jeg en gang skal have sex med en mand, så er mit underliv mit værktøj og ikke hans legeplads. Jeg fortæller min læge, at jeg har følelsen af at være lukket og at jeg har aldrig har brugt tampon og at jeg ikke har forsøgt samleje, men at jeg har kigget på mig selv og har haft sex med selv (og orgasmer), så jeg vil egentlig bare gerne have, at hun kigger på mig og fortæller mig om der er et fysisk problem. Jeg lever nemlig i en verden, hvor en kvindes problematikker (hvis problemet har noget at gøre med at hun er kvinde) ofte bliver opfattet som hysteriske af samfundet. Derfor er jeg allerede bange for at blive opfattet som endnu et hysterisk kvindemenneske, fordi jeg jo ikke er syg eller i smerter, men bare en kvinde som har lyst til rar sex uden gener – med sig selv og andre. Som kvinde føler jeg, at samfundet stadig har svært ved at forstå at kvinder har en sexlyst og så at komme og stille krav til oplevelsen af sex kan kun blive opfattet som en helt absurd ide. Min læge, som er kvinde, undersøger mig og oplevelsen er egentlig okay. Hun tager det stille og roligt og da jeg kommer ned fra briksen, er jeg stadig ved godt mod. Lægen fortæller mig jeg er helt normal, men viser alligevel billeder af misdannet kønskranse. På det tidspunkt er jeg overvældet af oplevelsen og samtidig bange for at sige min læge imod, så jeg stiller ikke spørgsmål. Selv synes jeg dog ikke rigtig at noget giver mening, men jeg stoler på fagpersonen/autoriteten, så jeg konkluderer (skeptisk) at jeg er normal. Måske jeg bare er meget stram? Det sidste hun siger, inden jeg forlader lokalet, er at første gang jeg skal have sex (penetrations-sex mener hun), så skal min partner bare gå langsomt frem og sørge for at få mig godt varmet op, det vil gøre ondt, men ja sådan er det jo bare. Måske er det ikke helt sådan hun siger det, men jeg opfatter det sådan. Igen er jeg forvirret. Jeg har jo fortalt hende, at det heller ikke er muligt at få min vibrator op, når jeg har sex med mig selv og der er jeg altså rigelig våd osv.

Besøget havde kun givet mig mindre klarhed over mit underliv og flere spørgsmål. Undersøgelsen sker en fredag og hele weekenden er jeg forbavset og forvirret over hendes kommentarer. Lørdag eftermiddag kommer jeg i kontakt med en jordemoder. Hun tager telefonen og jeg forklarer hende kort om min situation. Selvom det er lørdag eftermiddag får jeg ikke følelsen af, at jeg forstyrrer eller at jeg skal skynde mig. Jeg føler mig taget alvor med det samme og jordemoderen stiller mig allerede mere undersøgende spørgsmål end min egen læge gjorde. Selvom hun befinder sig 3 timer væk og har weekend, så føler jeg allerede at hun er mere optaget af at finde ud af, hvad mit problem er end min egen læge. Vi aftaler, at vi ringes ved mandag formiddag og jeg sover meget bedre de efterfølgende nætter. Mandag ringer vi sammen og jeg er helt klar over, at jeg ikke får et svar på mit problem gennem et skype opkald. Egentlig vil jeg bare gerne snakke. I 6 år har jeg jo ikke snakket. Jordemoderens vibe er helt afslappet og jeg får følelsen af at vi snakker om noget helt hverdagsagtig. Vi snakker frem og tilbage. Hun stiller spørgsmål, jeg stiller spørgsmål, hun forklarer og jeg får lov til at forklare, hvad jeg mærker på min egen måde. Det virker så simpelt og naturligt. Det tager ikke mere end 20-30 min, men det gjorde en verden til forskel for mig at snakke med nogen. Især nogen som forstod den virkelighed jeg levede i. Jeg følte mig rigtig tryg i samtalen, fordi jordemoderen var sikker i de ting hun sagde. På et tidspunkt det går op for mig at min egen læge aldrig har givet mig følelsen af, at jeg var hos en fagperson. Gennem min samtale med jordemoderen, får jeg følelsen af at nogen har taget mig i hånden. Sammen følelse som når ens lærer hjælper en, når man har kæmpet med en matematikaflevering, hvor tallene og formlerne ikke giver mening og det føles som om man aldrig kommer til at forstå det. Jordemoderen fortæller mig at hun evt. tror jeg kunne have en umodent kønskrans og at det evt. kunne løses med noget hormoncreme. Min læge afviser, at jeg har en umodent kønskrans og vender tilbage med kommentaren: “Du er helt normal men kom ned i klinikken så skal jeg undersøge dig igen”. Jeg får bestilt en ny tid hos min læge.

I ugerne op til mit 2. lægebesøg lykkes det mig dog at få min egen finger op i mig. Både under onani. men også upåvirket af lyst, hvis man kan sige det. Føler mig så meget i kontrol over min krop. Min underliv er på vej til at blive en del af mig og ikke kun noget der eksisterer, når det sættes i sammenhæng med et andet menneske. Jeg bliver derfor ikke undersøgt ved mit andet lægebesøg, men tager tiden til at uddanne min læge omkring min oplevelse, fordi jeg vil undgå at hun fortæller andre unge piger eller kvinder at løsningen på deres underlivs problemer er en god og venlig mand. På et tidspunkt i vores samtale (som ikke har været længere end 5-10 min), spørger hun mig dog “…men altså hvad jeg kan så hjælpe dig med?”. Jeg husker ingen gang, hvad jeg får svaret hende, men da jeg hurtigt efter forlader klinikken tænker jeg “Hvor fanden skulle jeg ellers havde gået hen og snakke med nogle om mit underliv. Hvor er de mennesker, der kan forklare mig om det jeg har mellem benene på et fysik, psykologisk og kulturelt plan”. I to dage når jeg leve i den tro om, at min problem er et overstået kapitel. Evig taknemlig for at jeg ringede til en jordemoder i den anden ene af danmark, så hun kunne være alt det, som jeg ville ønske min egen læge have været.

1 dag efter mit 2. besøg får jeg menstruation og lykkes med at sætte en tampon op uden problemer. Da jeg skal havde den ud igen sidder den dog fast. Jeg hiver, men det gør ondt, så jeg stopper og må forsøge næste dag. Næste morgen vil den stadig ikke ud og jeg tænker på en historie jeg læste om en amerikansk pige, der måtte til skadestuen for at få fjernet hendes første tampon, og dermed fandt ud af, at hun havde en septum kønskran. Jeg tænker, at det må være løgn. Her er jeg taget til lægen for kende min krop bedre, så jeg kunne undgå at få en dårlig og smertefuld oplevelse forbundet til mit underliv, kun for at stå her i smerte og på vej til at ringe til lægevagten. Den stille og rolig undersøgelse af mit underliv, var intet andet end et sløset kig på min vulva. Jeg får ringet til og bestilt en tids hos lægevagten, men da jeg ankommer til lægevagten kan jeg fornemme, at det er den samme mand der tilser alle. Da han kalder mig ind, spørger jeg med det samme om der ikke er en kvinde, der kan undersøge mig. Han svarer “Skal jeg ikke bare tage den (tamponen) ud”. Jeg tænker “Hør her kammeret, hvis det bare var så nemt, så havde jeg nok gjort det selv. Jeg lever desuden i et samfund, hvor kvinder på daglig basis bliver udsat for verbale eller fysiske overgreb, så når jeg spørger om jeg kan blive undersøgt af en kvinde, så mener jeg det”. Han kan godt mærke jeg ikke har tænkt mig at smide tøjet, så han foreslår, at jeg kan vente for at se om der kommer en kvindelig læge og overtager vagten, men fremhæver også mindst 5 gange, at han ikke kan garantere det, så vi kunne også bare få det overstået. Jeg vælger at vente. En rigtig sød kvinde henter mig 30 min senere. Jeg fortæller hende hele min historien til hende og jeg kan mærke hun virkelig lytter og forstår. Hun giver mig lov til at fortælle hende, det som jeg føler er nødvendigt for hende at vide, før hun undersøger mig. Desuden siger jeg til hende, at hun skal være mine øjne og fortælle mig hvad hun ser, tilmed skal hun fortælle mig præcis, hvad det er hun gør inden hun gør det og så skal hun gå stille fremad. Jeg ligger mig på briksen og hun gør klar. Hun gør som jeg siger og jeg er helt med i, hvad hun foretager sig og ser. Hun ser (selvfølgelig) en septum kønskrans, hvor min tampon er på vej ud af begge huler og bliver derfor nødt til at masse tamponen ud gennem det ene hul. Det er rigtig ubehageligt, mest af alt fordi den selvsikkerhed og kontrol jeg følte jeg havde fået omkring mit underliv lige pludselig var forsvundet igen. Det hjælper dog, at hun anerkender mit problem med det samme og tager min fremgangsmåde alvorligt. Selvom hun fortæller, hvad hun gør inden hun gør det, bliver min krop stadig forskrækket og på et tidspunkt tror jeg selv hun bliver forbavset over, hvordan min krop spjætter ved en lille berøring. Forskellen er bare at mit hoved ikke er forskrækket, fordi jeg har hørt at hun ville sætte sine fingre der. Når det bliver lidt for meget, tager hun mere gel på og jeg får lige lidt tid til at trække vejret igen. Desuden siger hun også undervejs, at hvis jeg føler det er helt ulideligt, så vil hun tilkalde en gynækolog. Straks gør det mindre ondt, fordi jeg ved smerten ikke er noget jeg bare skal finde mig i. Jeg kan sige nej og så er der stadig en løsning. En anden ting som virkede rigtig beroligende, var at hun roste mig og sagde jeg klarede det rigtig godt og anerkendte dermed min smerte. Da hun får tamponen ud, bryder jeg helt sammen. Jeg er lettet over, at den er ude, men jeg er også utrolig sur på min egen læge. Hvis hun bare vidste, hvor meget det kræver at overveje en gynækologisk undersøgelse eller i første omgang at tage sin krops signaler alvorligt og samtidig føle, at man belaster sundhedsvæsnet med noget man jo godt ved, man ikke dør af. Jeg kan mærke lægen også bliver berørt og hendes blik er fyldt med medlidenhed, da jeg stortudende forlader lægevægten men hulkende fortæller jeg hende, at det havde været den rareste ubehagelige oplevelse.

Hvordan endte min historie her? Hvorfor ved jeg ikke i en alder af 20, hvad jeg har mellem benene? Er det min skyld, at jeg ikke har undersøgt mig selv bedre eller gået til lægen før, eller er det det faktum at jeg er opvokset i et samfund der hverken taler, kigger eller lærer om det kvindelige kønsorgan? Er undskyldningen at det kvindelige kønsorgan alligevel er gemt væk, så derfor burde vi ikke snakke om det, for vi skal bevare mystikken. Min oplevelse er, at det mandlige kønsorgan er meget mere omtalt, men dets placering er sjovt nok også mere tilgængelig.

 

This article was written by admin