166. vidnesbyrd

Nr.1

Da jeg var 12 år gammel, skulle jeg have foretaget min første gynækologiske undersøgelse på min  mors og læges anvisning. Jeg blev hentet fra skole af min mor, og kørt op til lægehuset. På vej  derop tisser jeg i bukserne af ren frygt og nervøsitet. Jeg blev fysisk trukket ind på lægehuset, hvor  jeg bliver placeret på en stol i venteværelset, med våde bukser, til fuldt skue for de andre  patienter og personale. Da jeg kom ind til lægen, sad min mor og læge og snakkede om hvad der  skulle ske uden at involverer mig, til trods for jeg sad med tårer rendende ned ad kinderne. Jeg  blev ført over til briksen, hvor jeg igen og igen og igen bad dem begge om at lade mig slippe,  hvilket ikke nyttede noget. Gennem det meste af undersøgelsen havde lægen placeret sin ene  hånd på mit ene ben, for at holde mig fast i bøjlerne. Jeg lå stiv, rystende, grædende og hunderæd  på briksen og kunne intet stille op, andet end at vente på at det er overstået. 

Nr. 2 

Da jeg var 18 år, skulle jeg have lagt en hormonspiral. Igen lægger jeg mig på briksen, håber på det  bedste, frygter det værste. Jeg havde på forhånd spurgt ind til de smerter jeg formodede der ville  være, men havde fået at vide det ville ”nive” en smule. Gynækologen går i gang og jeg bliver med  det samme ramt af en gennemborende smerte i hele maveregionen og benene. Jeg ender med at  besvime af smerter. Jeg vågner op halvnøgen i et ukendt miljø, med en læge stående mellem min  blottede, nøgne ben og jeg er i et kæmpe smerte helved. Gynækologen siger at hun synes jeg skal  tage på hospitalet for at få spiralen lagt. 5 minutter efter jeg vågnede op, efter at være besvimet, lå jeg i chok, grædende på bagsædet af min bil på parkeringspladsen, ude af stand til at bevæge  mig. Jeg endte måtte forlade min bil på parkeringspladsen og få en veninde til at køre mig hjem.  

Nr. 3 

På grund af episoden hos gynækologen, blev jeg henvist til hospitalet, hvor jeg skulle have lagt  spiralen, mens jeg fik noget beroligende. Jeg blev lagt på en stue, hvor jeg fik udleveret  hospitalstøj og skulle vente på at ville blive kørt ned på den pågældende afdeling. Jeg var fra  starten meget nervøs og utryg pga. af min tidligere oplevelse. 

Jeg blev hentet og kørt ned på afdelingen, hvor jeg skulle ligge på en biks i et stort koldt rum. Det  var en voldsomt utryg situation, jeg skulle ligge med benene i bøjlerne, rummet var fuldt af 

mennesker, jeg fik drop med noget beroligende. Jeg husker oplevelse som kaotisk, med  mennesker der vimser rundt og taler med hinanden, så der nærmeste er støj i lokalet. Jeg havde  udtrykt overfor de pågældende læger og sygeplejersker, at jeg var meget bange, og at det havde  gjort voldsomt ondt i første forsøg med spiralen. Hvor de havde forsikret mig at de ville give mig  noget, så jeg næsten ikke ville kunne mærke det. Da de går i gang med at lægge spiralen, lander  jeg i præcis samme smertehelvede, som første gang. Jeg begynder at græde, og beder om flere  pauser, fordi jeg næsten ikke kan holde den knivstikke følelse ud. 

Lægerne klør på og det ender med at spiralen kommer på plads. Jeg græder og er fuldstændig  færdig og opløst igen.