169. vidnesbyrd

Jeg er netop kommet hjem fra en GU, hvor jeg skulle have lavet et celleskrab hos min nye læge (Det stod selvfølgeligt på tavlen, da jeg scannede mit sygesikring, så nu vidste alle de andre i venteværelset da også det)
Jeg er bekendt med proceduren, så jeg lægger mig med benene spredt, og er meget rolig.
Vi er alene og inden undersøgelsen starter, så går han hen og låser døren…

Lægen bliver fortalt at jeg har været i det samme faste forhold længe. Da jeg fik foretaget e abort 3 måneder før, blev jeg undersøgt for samtlige kønssygdomme.
Han siger så alligevel, at nu skal jeg lige alligevel undersøges for herpes og kønsvorter og påbegynder palpation af både mine ydre og dernæst mine indre skamlæber. Det bevæger sig fra en lægelig palpation til mere kærlige strøg.
Jeg frabeder denne undersøgelse, da jeg forklarer at jeg sagtens selv kan undersøge mine eksterne kønsdele og at det ikke er dette jeg er her for. Han begynder nu at massere min klitoris og siger “det er overstået lige om lidt”.
Jeg går i panik og fryser. Dette står på lidt tid inden han stikker instrumenterne op i mig, tager celleskrabet og jeg får lov at gå. Jeg er så ængstelig at jeg ikke får sagt ordenligt fra efter.

Det var dybt ubehageligt at han begynder på noget, som IKKE er aftalen, når jeg ligger der med stængerne i vejret. At det så havde en sexuel karakter, det gør bare det hele meget værre.

168. vidnesbyrd

Jeg skulle desværre have en abort, hvilket jeg i forvejen var rigtig ked af og enormt bange for. Både fordi jeg var bange for hele forløbet men også på grund af min vulvodyni.
Inden jeg skulle undersøges at sygeplejersken, stillede hun mig nogle spørgsmål. Under den samtale gjorde jeg sygeplejersken opmærksom på, at jeg led af volvodyni, og at jeg var rigtig nervøs og ikke havde lyst til at se fosteret oppe på skærmen, da jeg synes situationen var hård nok i forvejen.
Da jeg skal undersøges, er jeg så nervøs og så anspændt, at hun ikke kan stikke udstyret op i min vagina, og det ender med at hun læner sig tilbage med armene over kors og siger: “Ja, jeg kommer altså ikke til at undersøge dig indtil du lærer at få slappet af”. Så jeg prøver selv så godt jeg kan at ændre min vejrtrækning så jeg slapper lige mere af i mit underliv.
Da hun endelig får stukket sin scanner-ting op i mig siger hun: “Ja, hvis du prøver at kigge her så kan du faktisk set at det ikke kun er et æg, men to æg, der er befrugtet”. Til trods for at jeg har sagt, at jeg ikke vil se fosteret. Jeg kigger op på skærmen og ganske rigtig skær det mig i hjertet, at jeg bliver nødt til at skulle give afkald på fosteret.
Jeg skal derefter tage en pille og får udleveret en anden pille jeg skal tage en dag senere. Jeg ved ikke om det er en lov, at sygeplejersken skal vise en fosteret, men hvis ikke det er det, forstår jeg ikke hvorfor hun ikke lyttede til mig.
Jeg gik hjem fra klinikken og følte mig endnu skræmt og skamfuld over at jeg skulle have en abort, og samtidig følte jeg mig behandlet rigtig dårligt, fordi jeg fik følelsen af at være besværlig fordi hun ikke kunne undersøge mig med det samme, fordi jeg havde så ondt og spændte så meget op.

167. vidnesbyrd

Jeg havde en mistanke om, at jeg led af vulvodyni og blev henvist til en gynækolog af min læge. Jeg bliver undersøgt, og det er enormt smertefuldt men gynækologen kan desværre ikke se, at der er noget i vejen med mig. Vi sætter os derefter over ved hendes skrivebord hvor hun stiller mig nogle spørgsmål og eftersom hun ikke rigtig kan give mig et svar på hvad der kunne være i vejen begynder hun at spørge til min kost. Hun spørger, hvad jeg får til morgenmad og da jeg svarer Skyr med mysli udbryder hun: “Nårh du er en af de der sundheds-tøser! Det skal du altså lade være med at spise. I stedet skal du tage mere på og spise flere pålægschokolade mader”. Hun vejer mig derefter og siger at jeg ligger under mit BMI og begynder at hinte at mit problem er ikke volvodyni, men at jeg lider af en spiseforstyrrelse. Jeg har altid været meget slank af natur og har aldrig haft et forstyrret forhold til min mad, så det kommer som et rigtig stort chok for mig, at hun siger det. Jeg benægter det og siger at mit problem omhandlede mere volvodyni, men hun bliver ved med at sige at jeg skal spise flere makrelmadder med en masse mayonnaise. Hun spørger mig derefter om jeg har fået lavet silikonebryster, fordi de er så store i forhold til min undervægt, hvilket jeg siger nej til.
Det var en rigtig ubehagelig situation fordi jeg følte, at jeg var i en klassisk Catch-22; hvis jeg benægter at jeg har en spiseforstyrrelse, siger hun, at jeg bare er i fornægtelse, men hvis jeg giver hende ret, vil jeg ikke få løst mit problem.
Jeg får fremstammet noget om at min læge havde nævnt noget om at sygehuset (red.) havde en afdeling der specialiserer sig i vulvodyni hvortil gynækologen svarer at hvis jeg absolut insisterer, så kan hun da godt henvise mig til sygehuset (red.), hvilket jeg takker ja til. Ligeså snart jeg forlader gynækologen bryder jeg grædende sammen, fordi jeg er bange for, at jeg i mit videre forløb vil bliver mødt at samme skepsis mod mine symptomer, og fordi jeg ikke følte mig hørt at gynækologen.
Jeg var rigtig tæt på at sende en klage til gynækologen, men fordi min veninde også havde gået til hende og haft en god oplevelse, tænkte jeg, at det nok bare var mig, der havde været for følsom.
Det skal siges, at da jeg senere tog til en afdeling på et sygehus (red.) for at blive udredet, hvor jeg fik konstateret at jeg led af vulvodyni. Jeg blev behandlet med en helt anden omsorg og seriøsitet.