Jeg havde en mistanke om, at jeg led af vulvodyni og blev henvist til en gynækolog af min læge. Jeg bliver undersøgt, og det er enormt smertefuldt men gynækologen kan desværre ikke se, at der er noget i vejen med mig. Vi sætter os derefter over ved hendes skrivebord hvor hun stiller mig nogle spørgsmål og eftersom hun ikke rigtig kan give mig et svar på hvad der kunne være i vejen begynder hun at spørge til min kost. Hun spørger, hvad jeg får til morgenmad og da jeg svarer Skyr med mysli udbryder hun: “Nårh du er en af de der sundheds-tøser! Det skal du altså lade være med at spise. I stedet skal du tage mere på og spise flere pålægschokolade mader”. Hun vejer mig derefter og siger at jeg ligger under mit BMI og begynder at hinte at mit problem er ikke volvodyni, men at jeg lider af en spiseforstyrrelse. Jeg har altid været meget slank af natur og har aldrig haft et forstyrret forhold til min mad, så det kommer som et rigtig stort chok for mig, at hun siger det. Jeg benægter det og siger at mit problem omhandlede mere volvodyni, men hun bliver ved med at sige at jeg skal spise flere makrelmadder med en masse mayonnaise. Hun spørger mig derefter om jeg har fået lavet silikonebryster, fordi de er så store i forhold til min undervægt, hvilket jeg siger nej til.

Det var en rigtig ubehagelig situation fordi jeg følte, at jeg var i en klassisk Catch-22; hvis jeg benægter at jeg har en spiseforstyrrelse, siger hun, at jeg bare er i fornægtelse, men hvis jeg giver hende ret, vil jeg ikke få løst mit problem.

Jeg får fremstammet noget om at min læge havde nævnt noget om at sygehuset (red.) havde en afdeling der specialiserer sig i vulvodyni hvortil gynækologen svarer at hvis jeg absolut insisterer, så kan hun da godt henvise mig til sygehuset (red.), hvilket jeg takker ja til. Ligeså snart jeg forlader gynækologen bryder jeg grædende sammen, fordi jeg er bange for, at jeg i mit videre forløb vil bliver mødt at samme skepsis mod mine symptomer, og fordi jeg ikke følte mig hørt at gynækologen.

Jeg var rigtig tæt på at sende en klage til gynækologen, men fordi min veninde også havde gået til hende og haft en god oplevelse, tænkte jeg, at det nok bare var mig, der havde været for følsom.

Det skal siges, at da jeg senere tog til en afdeling på et sygehus (red.) for at blive udredet, hvor jeg fik konstateret at jeg led af vulvodyni. Jeg blev behandlet med en helt anden omsorg og seriøsitet.