Jeg skulle desværre have en abort, hvilket jeg i forvejen var rigtig ked af og enormt bange for. Både fordi jeg var bange for hele forløbet men også på grund af min vulvodyni.

Inden jeg skulle undersøges at sygeplejersken, stillede hun mig nogle spørgsmål. Under den samtale gjorde jeg sygeplejersken opmærksom på, at jeg led af volvodyni, og at jeg var rigtig nervøs og ikke havde lyst til at se fosteret oppe på skærmen, da jeg synes situationen var hård nok i forvejen.

Da jeg skal undersøges, er jeg så nervøs og så anspændt, at hun ikke kan stikke udstyret op i min vagina, og det ender med at hun læner sig tilbage med armene over kors og siger: “Ja, jeg kommer altså ikke til at undersøge dig indtil du lærer at få slappet af”. Så jeg prøver selv så godt jeg kan at ændre min vejrtrækning så jeg slapper lige mere af i mit underliv.

Da hun endelig får stukket sin scanner-ting op i mig siger hun: “Ja, hvis du prøver at kigge her så kan du faktisk set at det ikke kun er et æg, men to æg, der er befrugtet”. Til trods for at jeg har sagt, at jeg ikke vil se fosteret. Jeg kigger op på skærmen og ganske rigtig skær det mig i hjertet, at jeg bliver nødt til at skulle give afkald på fosteret.

Jeg skal derefter tage en pille og får udleveret en anden pille jeg skal tage en dag senere. Jeg ved ikke om det er en lov, at sygeplejersken skal vise en fosteret, men hvis ikke det er det, forstår jeg ikke hvorfor hun ikke lyttede til mig.

Jeg gik hjem fra klinikken og følte mig endnu skræmt og skamfuld over at jeg skulle have en abort, og samtidig følte jeg mig behandlet rigtig dårligt, fordi jeg fik følelsen af at være besværlig fordi hun ikke kunne undersøge mig med det samme, fordi jeg havde så ondt og spændte så meget op.