171. vidnesbyrd

Jeg har egentlig igennem årene, og som ung, ikke haft dårlige oplevelser med gu.

Men jeg har været igennem fertilitetsbehandling igennem to år, og selvom lægerne var søde osv, bliver man bare grundtræt af følelsen af at alle har været oppe og kigge i ens underliv. Ægudtagning er det mest smertefulde jeg har prøvet i mit liv. Derfor har jeg oparbejdet en aversion mod gu, og at der skal rodes deroppe, og jeg er nervøs og sveder når jeg skal have lavet Gu og celleskrab nu.

Desværre fik jeg konstateret celleforandringer i livmoderhalsen for år tilbage, og jeg skulle have lavet et keglesnit. Gynækologen var en mand, og han var sød og professionel. Men desværre opstod der, i dagene efter keglesnittet, en meget stor blødning fra mit underliv. At få lavet gu når blodet fosser ud er ekstremt grænseoverskridende. Jeg fik blodstoppende piller af min læge, men de virkede ikke, og jeg måtte op på gynækologisk afdeling på et hospital (red.). Her var der kun kvindelige gynækologer. Jeg skulle have stoppet flere meter gaze op i underlivet, og det var smertefuldt. Jeg oplevede at de synes jeg var pivet, og jeg var egentlig overrasket over ikke at møde mere forståelse fra mit eget køn, som jo uden tvivl selv har prøvet at ligge i bøjlerne!
En kvindelig  gynækolog  på hospitalet (red.) skulle undersøge mig, efter gazen havde siddet et døgn, og var blevet taget ud. Jeg var anspændt og nervøs. Hun jog instrumentet op, og udvidede det, og noget af mit inderlår sad fast, og det gjorde sindssygt ondt. Jeg prøvede desperat at få hende til at fjerne instrumentet, og forklarede hende at der var noget helt galt, og noget hud sad i klemme. Men hun mente at hun lige hurtigt kunne lave undersøgelsen, og at jeg skulle tage mig sammen. Da det var slut brød jeg sammen, for jeg var så chokeret. Hendes kommentar var “hvorfor du græder!?” Og “næste gang du skal undersøges skal du bedøves, hvis vi skal kunne komme til”.
Jeg følte mig fuldstændig kørt over, og som sagt, så har jeg haft masser af fine gu’er og har klaret 2 års fertilitetsbehandling og et keglesnit uden de store problemer. Men det her var så ydmygende. Jeg har dengang skrevet en klagemail direkte til lederen på gynækologisk afdeling på det omtalte hospital (red.), men har aldrig fået svar.

I dag stoler jeg faktisk ikke på kvindelige gynækologer, og vil altid vælge en mand. De mandlige jeg har mødt, er meget opmærksomme på at være nænsomme, fordi de ved at vi er forskellige køn. Hvorimod jeg kun har mødt kvindelige gynækologer, der synes jeg var pivet og skulle tage mig sammen.

This article was written by admin