176. vidnesbyrd

Jeg var ved Gynækolog (red.) 5/5/21
Og jeg skulle have en spiral lagt op
Lavet en celleskrab og klamydia test
Hun starter med at stikke scanneren op . Og allerede der begynder det at gøre ondt hvor jeg siger det plejer altså ikke gøre ondt når jeg får det her gjort, måske lidt ubehageligt men ikke ondt .
Hun forsætter med st sætte den der spreder ind og forsat gør det ondt.
Hun laver så en celleskrab hvor det gør ufatteligt ondt. Siger igen det gør altså ondt og sygeplejersken kommer og siger bare træk vejret .
Hun tager så klamydia test
Og ligger så spiralen det gør forsat ondt . Havde så ondt og utilpas efterfølgende at jeg måtte sidde/ læne mig tilbage i sædet i bilen og ikke køre før efter 30 min fordi den oplevelse var utroligt smertefuld. Og jeg var ved at besvime og fik kvalme.
Der kommer jeg ikke igen

175. vidnesbyrd

Vi var i fertilitetsbehandling, hvilket i sig selv er super sårbart, fordi ingen kan vide, om “projektet” nogensinde lykkes.

Ægudtagning gjorde virkelig ondt på mig, og jeg fik morfin i.v. flere gange undervejs. Jeg havde produceret en masse æg, hvilket ikke er så godt, fordi man risikerer at blive rigtig dårlig, hvis man får lagt et befrugtet æg op efterfølgende.
Da jeg stadig lå med benene i bøjlerne, og påvirket både af undersøgelsen men også af morfinen, sagde overlægen “du får ikke lagt æg op, det går ikke.” Det var en virkelig skuffende udmelding givet i en virkelig sårbar situation, og jeg brød helt sammen.
Efterfølgende sagde hun desuden “du havde slet ikke skullet det her igennem, hvis det ikke havde været for X (min mands navn).”
Den info havde vi intet at bruge til, for vi er jo et par, der var sammen om “projektet”. Den kommentar var så upassende og meget sårende for min mand, der jo i forvejen havde dårlig samvittighed og ville ønske, han kunne tage min smerte.
Fem minutter efter ombestemte hun sig – og lagde æg op alligevel efter nogle dage! “Ej, vi gør det!”
Jeg blev voldsomt overstimuleret, var indlagt i to uger og fik tappet 12 liter ascites. MEN vi blev gravide og fik verdens sødeste søn og desuden flere æg i fryseren på hospitalet.
Nu har vi tre fantastiske børn, men oplevelsen sidder stadig i mig som et godt eksempel på, hvordan nogle læger virkelig ikke har den pædagogiske forståelse for mennesker.

174. vidnesbyrd

Jeg er gravid med mit første barn. Graviditeten har været udfordrende. Jeg oplever tidligt mange plukveer og bliver derfor tilbudt flere løbende kontroller.
Omkring uge 37 vurderer min jordemor, at overlægen bør kigge på mig. Jeg bliver sendt direkte videre til undersøgelsesrummet og får besked på at lægge mig afklædt på lejet. Der ligger jeg så og venter. Og venter.
En sygeplejerske  beklager, at overlægen er optaget. Da han endelig kommer, hilser han ikke på mig, men orienterer sig i min journal på skærmen og går derefter i gang med at undersøge mig indvendigt.
Jeg får voldsomme plukveer og  begynder at græde, fordi jeg er bange. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det gør så ondt. Jeg beder overlægen stoppe, men han fortsætter undersøgelsen og oplyser mig om, “at jeg skal slappe af, for der er andre patienter, der venter”. Sygeplejersken ser stiltiende til.
Da overlægen er færdig, krænger han handskerne af. Jeg ser, at de er blodige. Da han er gået, rækker sygeplejersken mig noget papir, så jeg kan tørre blodet væk. Jeg har brug for mere papir. Sygeplejersken siger, det nok er bedst, jeg bliver liggende lidt. Hun forsøger at trøste mig. – Han kan godt være lidt hårdhændet, siger hun.
Jeg er lamslået. Lægen er kendt for at volde patienterne unødig smerte! Jeg tænker bare på at komme væk og hjem under min dyne. Jeg har tit ærgret mig over, jeg ikke klagede, men jeg havde ikke overskuddet til det.
Da jeg halvandet år senere er gravid igen og bliver henvist til undersøgelse hos samme overlæge, beder jeg om at blive tilset af en anden. Jeg får at vide, at jeg ikke selv kan vælge, hvem der skal undersøge mig. Heldigvis er min mand tilstede og bakker mig op. Jeg bliver undersøgt af en anden læge.