Jeg er gravid med mit første barn. Graviditeten har været udfordrende. Jeg oplever tidligt mange plukveer og bliver derfor tilbudt flere løbende kontroller.
Omkring uge 37 vurderer min jordemor, at overlægen bør kigge på mig. Jeg bliver sendt direkte videre til undersøgelsesrummet og får besked på at lægge mig afklædt på lejet. Der ligger jeg så og venter. Og venter.
En sygeplejerske  beklager, at overlægen er optaget. Da han endelig kommer, hilser han ikke på mig, men orienterer sig i min journal på skærmen og går derefter i gang med at undersøge mig indvendigt.
Jeg får voldsomme plukveer og  begynder at græde, fordi jeg er bange. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det gør så ondt. Jeg beder overlægen stoppe, men han fortsætter undersøgelsen og oplyser mig om, “at jeg skal slappe af, for der er andre patienter, der venter”. Sygeplejersken ser stiltiende til.
Da overlægen er færdig, krænger han handskerne af. Jeg ser, at de er blodige. Da han er gået, rækker sygeplejersken mig noget papir, så jeg kan tørre blodet væk. Jeg har brug for mere papir. Sygeplejersken siger, det nok er bedst, jeg bliver liggende lidt. Hun forsøger at trøste mig. – Han kan godt være lidt hårdhændet, siger hun.
Jeg er lamslået. Lægen er kendt for at volde patienterne unødig smerte! Jeg tænker bare på at komme væk og hjem under min dyne. Jeg har tit ærgret mig over, jeg ikke klagede, men jeg havde ikke overskuddet til det.
Da jeg halvandet år senere er gravid igen og bliver henvist til undersøgelse hos samme overlæge, beder jeg om at blive tilset af en anden. Jeg får at vide, at jeg ikke selv kan vælge, hvem der skal undersøge mig. Heldigvis er min mand tilstede og bakker mig op. Jeg bliver undersøgt af en anden læge.