177. vidnesbyrd

For mig handler det om to specifikke oplevelser jeg har haft som har været uroligt traumatiske.

Den første oplevelse sker, da jeg er 18 år gammel og oplever smerter når jeg har sex med min kæreste.

Jeg får en henvisning til en lokal gynækolog (red.). Første besøg hos lægen snakker lægen til mig som om det er ingenting jeg skal igennem med den her undersøgelse. Han siger han kan se et sår på min livmoderhals som han skal tage nogle vævsprøver fra. Han fortæller mig ikke hvordan dette skal ske men mærker hurtigt en meget skarp smerte og siger højt av. Jeg føler jeg skal besvime mens han bliver ved med at klippe stykker af såret af. Det bløder utrolig meget men er hurtigt overstået. Han siger vi skal sende det til en test for at se om det kunne være celleforandringer. Han siger at uanset så skal det fryses eller brændes væk og det er noget han kan gøre i klinikken. Jeg er som sagt kun 18 år gammel og da jeg spørg om jeg ikke skal på hospitalet og bedøves så kigger han på mig som om jeg er en lille dum pige som er pivet. Han siger til mig at det kan man godt i særtilfælde men det ikke sådan det normalt foregår og det jo hurtigt overstået man mærker næsten ikke noget.

Jeg møder op igen efter noget tid og skal have frosset dette sår væk på livmoderhalsen, et såkaldt keglesnit.
Jeg har min kæreste med (Han sidder i venteværelset) da det gjorde så ondt sidste gang at jeg var urolig for om jeg ville blive ked af det bagefter.
Han går i gang med det samme jeg kommer ind og hurtigt mærker jeg har meget skarp smerte i underlivet. Det føles som om hele min krop bare går i chok. Jeg bliver varm over det hele og ryster. Flere gange må jeg stoppe ham da det sortner for mine øjne. Jeg holder hans kone (som er sekretær) i hånden og hun må slippe mig flere gange da jeg klemmer så hårdt. Jeg græder og han insisterer på at det snart er ovre men at jeg skal ligge stille. Jeg kan mærke en masse iskold væske løbe ud af mig og tænker det er vand fra ismaskinen som fryser mig.
Endelig er det over og jeg har utrolig meget kvalme og ryster. Jeg prøver at sætte mig op og han siger jeg skal blive liggende lidt og ikke rejse mig for hurtigt da jeg har mistet lidt blod. Så tager han mine trusser og klasker et stort bind i dem og går ud af stuen.
Jeg rejser mig forsigtig og ser til min skræk alt det blod som ligger for enden af stolen.
Jeg ryster og tager mine trusser på og må flere gange sætte mig ned og holde ved noget da jeg er ved at besvime.
Da jeg kommer ud i venteværelse hos min kæreste kan jeg næsten ikke snakke. Jeg er simpthen i chok. Han går straks ind til sekretæren og beder om smertestillende da jeg er I tydelige smerter. Han får nogle pernodil.  Da jeg kommer hjem skriger jeg  i smerte i flere timer. Min mor kommer  og har noget stærk smertestillende medicin med og hun siger at hvis ikke dette medicin ville tage smerterne så kører de mig på hospitalet.
Heldigvis dur de og jeg falder i søvn. Jeg er meget dårlig i nogle dage men kommer over det og sværger til mig selv at jeg aldrig vil finde mig i sådan noget igen.

Anden oplevelse jeg har. Da jeg føder min anden barn. Fødslen går hurtigt galt da jeg med det samme får feber da min vand går og de ved ikke hvorfor. Jordemoderen gør hvad hun kan og de skal først og fremmest tjekke barnet som vidst har en meget høj puls. Da lægen kommer ind og skal have prøver fra hovedet så er jeg ikke særligt udvidet. Mener det er omkring 4 cm. Jeg har som sagt utrolig høj feber så mine ben ryster helt ukontrolleret. De sætter min ben i bøjler og beder mig ligge stille. Jeg gør hvad jeg kan men smerten inde i maven er ulidelig, det føles som om hun er ved at tvinge sig gennem mit bækken uden at der er plads. Jeg har prøvet det hele før (var i fødsel i 43 timer med min første) og kan mærke at der er noget fuldstændig galt.
De bliver tydeligt irriteret over at jeg er I smerter og ikke kan ligge stille. Lægen siger vredt om jeg ikke kan tænke på mit barn og ligge stille. Så føler jeg en smerte som hvis nogen stikker en kniv op I mig. Det lyder meget dramatisk men den smerte glemmer jeg aldrig. Det skar lige op i mig. Jeg skreg højt og længe mens jordemoderen blev ved med at sige til lægen ” er det her nu også nødvendigt” Jeg ved ærlig ikke hvad jeg havde gjort uden den kvinde ved min side. Efter mislykkes forsøg går lægen i vrede og siger til min familie på gangen vredt “hun gider ikke ligge stille så kan ikke tage prøven”
Jeg vrider mig hele tiden i smerte indtil beslutningen om akut kejsersnit bliver taget. Grunden til at jeg havde de smerter var fordi min datter var meget stor og hun havde aldrig kommet ud naturligt. Lægen gjorde sit for at få sit på det rene før kejsersnittet, om hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Jeg er virkelig overvældet og kan ikke reagere på alt det hun siger.
En uges tid efter fødslen ringer jeg til jordemoderen og vi får en god snak om fødslen og alle de traumatiske ting jeg følte jeg skulle gå igennem med den læge. Jordemoderen synes jeg burde klage over lægen da hun heller ikke synes det var en okay behandling. Jeg var desværre i en meget uheldig situation hvor jeg var blevet alene med begge mine børn så jeg havde ikke overskud til at tage den videre.
Begge oplevelser har bevirket at jeg i dag har det frygtelig dårligt med at blive undersøgt hos gynækologen og selvom jeg har en fantastisk gynækolog som faktisk er fantastisk til at tage hensyn og lytte så stresser jeg stadig enormt meget over hver undersøgelse.

Jeg håber meget der kommer et fokus på det her problem som jeg synes der er. De er ikke vores lod som kvinder at skulle igennem så meget smerte…

This article was written by admin