179. vidnesbyrd

Jeg havde bestilt tid til at få en spiral sat op efter fødsel. Da jeg kommer ind, får jeg at vide, at jeg også skal have lavet celleskrab, fair nok, det plejer ikke at være så slemt.

Den mandlige læge går i gang, det tager utrolig lang tid for ham, at finde min livmoderhals, hvor prøven skal tages, beder mig gentagende gange om at slappe af, trække vejret osv. hvilket jeg gør, da jeg ikke er så sart (har født 3 gange, gennemgået en missed abortion, udskrab efter fødsel og celleskrab flere gange) han roder rundt og får efter 15-20 min endelig taget skrabet.

Så videre til spiralopsætningen, og sikke et helvede. Han moser rundt for at få instrumentet til at sidde ordentligt, bliver ved med at sige at jeg spænder, men det er helt normalt(jeg tænker, at hvis jeg skal slappe mere af, så skider jeg!!) han måler min livmoder som meget dyb og kan derfor ikke få spiralen op, han bruger derfor en sakslignende instrument for at skubbe den på plads, hvilket mislykkedes. Dette gør han to gange, hvor efter han går ud spørger en kollega om han kan gøre et forsøg, for som han siger “spiralen driller ham”!
3-4 min efter kommer han tilbage og siger at han vil give det et forsøg til, da han desværre er den med mest erfaring.
Efter 3. forsøg hvor det om muligt gør endnu mere ondt, jeg siger av for helvede og av av flere gange. Stopper han og siger at han ikke kan.

Jeg bliver så vred og ked af det. Der løber en tåre og han siger at min reaktion er meget normal.

Det skal siges, at han i starten informerede fint om hvad han foretog sig, men jo mere kompliceret det blev jo lavere informationsniveau. På et tidspunkt beder jeg ham om at fortælle hvad der sker, jeg har på det tidspunkt ligget 30-35 min med stængerne i vejret, fundet mig i at blive fyldt med instrumenter, fået flyttet bene op og ned, fået hævet og sænket rygstøtten, uden at det hjalp noget, og så vil jeg fandme vide hvad der sker. Han sidder selvfølgelig mellem mine ben og fifler med et eller andet, men fortæller ikke hvad han laver før jeg spørger ham, og der sidder han og måler hvor dybt spiralen skal ind, på spiralen ikke inde i mig, men jeg skulle selv spørge, han kunne i realiteten sidde og kigge ind i mit underliv og bare glo, jeg kunne ikke se ham, og det var dybt grænseoverskridende.
Han siger, at jeg altid kan sige stop eller at jeg vil have en pause. Jeg fortsætter, da jeg de andre gange, jeg har fået foretaget celleskrab og spiralopsætning ikke følt det som særlig grænseoverskridende eller kompliceret, og det var hurtigt overstået. Hele forløbet tog 45-50 min, hvor han ikke fik sat spiralen op.
Jeg kunne have sagt stop, men i min optik påhviler der den professionelle et ansvar om at stoppe og erkende at h*n ikke er i stand til at udføre opgaven forsvarligt.

Jeg stor græd da jeg kom hjem, ALDRIG har jeg følt mig så intimideret.

This article was written by admin