I 2016 fik jeg mit første barn ved akut kejsersnit. Efter fødslen startede livet som
spædbarnsforælder med hvad der viste sig at være et barn med refluks, men som vi dengang
troede var kolik. Det var småt med søvnen og overskuddet lå på et meget lille sted.
Efter 8 uger skulle jeg til efterfødselssamtale hos min praktiserende læge. Hun er kvinde og det er
et bevidst valg, efter tidligere dårlige oplevelser med mandlige læger. Jeg er rigtig glad og tryg ved
hende, hun gav mig de første gode oplevelser jeg har haft hos en læge, dette er dog ikke noget jeg
snakket med hende om, hun ved ikke at jeg har valgt hende fordi hun er kvinde. Min mor er med
for at passe på min datter mens jeg bliver undersøgt og da jeg bliver kaldt ind efterlader jeg dem
ude i venteværelset.
Jeg bliver mødt af en sygeplejerske jeg ikke har set før, hun fortæller mig at hun lige er blevet
ansat. Herefter fører hun mig ind i et lille lokale med en briks med stigbøjler og beder mig klæde
mig af, lægge benene i bøjlerne og vente på lægen. Jeg ikke er helt glad for situationen, normalt
plejer min læge at hilse først og være til stede i rummet før jeg klæder mig, men jeg får af vide at
de har travlt og jeg gør ingen indvendinger.
Jeg kan dog ikke få mig til at lægge benene op før lægen kommer, så jeg sætter mig på kanten af
briksen og venter, nøgen fra livet og ned. Kort efter træder der til min overraskelse en mand ind af
døren, introducerer sig hurtigt og virker utilfreds med at jeg ikke allerede ligger klar. Jeg lægger
mig hurtigt og undersøgelsen går i gang. Jeg er træt, overrumplet og forvirret, det meste af mit
hoved er optaget af om min datter har det godt i venteværelset. Derfor får jeg ikke spurgt ind til
situationen eller nævnt at jeg ikke er tryg ved det der sker, jeg lader det bare ske og håber at det
er hurtigt overstået.
Han mærker efter og beder mig spænde op og alt er som det skal være. Mens han gør klar og
mens han undersøger mig, spørger han om noget med prævention og nogle andre ting jeg senere
kan forstå denne undersøgelse også indebærer, men jeg kan ikke huske hvad det var. Da han
trækker sig ud, tror jeg det er færdigt, men han inviterer den nye sygeplejerske som sidder ved
siden af ham og følger med, til også at mærke efter. Ingen spørger om dette er okay med mig. Hun
mærker, kan ikke helt forstå hvad hun føler efter, han mærker efter igen og beder hende prøve,
denne gang forstår hun.
På det her tidspunkt er jeg nærmest forsvundet ud af min krop, det hele er så ubehageligt. Jeg
tænker mig ud til min datter, som jeg faktisk havde glædet mig til at få en lille pause fra og håber
på snart at komme væk. De gør sig færdige, jeg trækker i tøjet, hvis der bliver sagt noget kan jeg
intet huske. Da jeg kommer ud, lægger jeg hele oplevelsen fra mig og taler ikke om den til nogen.
Jeg havde glemt alt undersøgelsen, indtil jeg stod overfor at skulle til en efterfødselssamtale efter
fødslen af mit andet barn. Jeg havde booket den i god tid, men et par dage før jeg skulle afsted,
blev jeg pludselig rigtig ked af det og nervøs, græd og var slet ikke parat. Jeg endte med at aflyse
aftalen og fik aldrig foretaget den undersøgelse. Jeg er nu gravid for tredje gang, nu med en ny

læge efter en flytning. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg kommer til at have det denne gang,
men det er ikke en oplevelse jeg ser frem til.