190. vidnesbyrd

Jeg fik sat min spiral op  ca. 3 mdr. efter fødslen af mit andet barn i 2019. Jeg får sat den op hos en gynækolog, det gør meget mere ondt at få sat den op end jeg forventede, men jeg tænker ikke videre over det efter et par dage.
I efteråret 2020 får jeg pludselig meget stærke mavesmerter. Efter 2 døgn hvor min mave er fuldstændig udspilet og jeg knap nok kan gå af smerte, får jeg ringet til vagtlægen, som giver mig en hurtig tid. Hos vagtlægen trykker hun på min mave og jeg skriger af smerte, og efterfølgende tager hun en graviditetstest, som er bragende positiv!!
Jeg kommer på hospitalet og det viser sig at jeg har været gravid udenfor livmoderen, og min æggeleder er sprunget. Jeg bliver hasteopereret og får fjernet min ene æggeleder under fuld narkose. Lægerne der undersøger mig, siger at de kan se en skygge, som må være spiralen i min livmoder, men de kan ikke fjerne den, selvom jeg beder dem om det. Jeg er i chok og ked og overvældet af besked om graviditet, som er gået til grunde, og efterfølgende operation. Jeg får derfor at vide dagen efter jeg bliver udskrevet, at jeg skal gå til egen læge får at få spiralen ud, når jeg er kommet mig ovenpå chokket.
 En måned efter tager jeg til egen læge, men hun kan heller ikke finde spiralen og siger den må være faldet ud!! Jeg står fast på at det er den ikke og det ville jeg have opdaget! Hun henviser mig til den gynækolog som satte spiralen op istedet.
Da jeg nogle uger efter får en tid hos hende, undersøger hun mig i 20 min. med forskellige instrumenter. Det gør ondt og jeg tænker jeg bare må holde smerten ud, så den dumme spiral, som jo ikke har virket efter hensigten overhovedet, kan komme ud! Lettere forvirret må hun tilsidst konstatere at den ikke er i min livmoder, men at vi skal have det bekræftet ved en livmoderhule-undersøgelse på hospitalet.
Endnu en ubehagelig gynækologisk oplevelse, på trods af 2 virkelig søde læger og sygeplejersker, som trøster mig,  kan også bekræfte at der heller ikke er nogen spiral at se via kikkertundersøgelse. Jeg har nu været igennem 4 (grænseoverskridende) undersøgelser hos 4 forskellige behandlere og til sidst bliver jeg sendt til røgten af mit underliv. Her får jeg den værste forskrækkelse, da de bekræfter at spiralen er der, men sidder i min bughule! Den er altså røget igennem min livmodervæg, da gynækologen satte den op i sin tid, og har derfor egentlig aldrig virket.
Jeg skal nu under fuld narkose for 2.gang på et halvt år for at få fjernet min spiral.
Gennem rapporter og efterfølgende samtaler med min læge har jeg fundet ud af at en kvindes livmodervæg er ekstra “blød” imens hun ammer, og det derfor er godt at vente  et halvt år efter man har født med at få en spiral sat op. Det minimerer risikoen for at spiralen kan perforere livmodervæggen. Det er information jeg ville ønske jeg havde fået og jeg begriber ikke at der ikke bliver snakket mere om disse hændelser. Det sker utrolig sjældent, men en spiral kan ikke “vandre”, men derimod blive sat forkert op fra start. Det har været et virkelig hårdt og langt forløb, hvor jeg følte mig meget alene om at kræve at få den spiral ud af min krop.
Jeg håber min historie kan være med til at man er lidt ekstra opmærksom på, at hvis opsætning af spiral gør meget ondt eller noget virker forkert, skal man hellere få det tjekket en ekstra gang.

189. vidnesbyrd

5 ÅR, 7 FORSKELLIGE LÆGER, 1 SEXOLOG OG ET PAR FEJLDIAGNOSER OG UTALLIGE UNDERLIVSUNDERSØGELSER
Jeg havde døjet med kløe i mit underliv i tre år. Nogle gange var det så slemt, at jeg følte, jeg næsten ikke kunne gå. Jeg var blevet undersøgt af alle de tre kvindelige læger i mit lægehus på skift, men de blev ved med at tilskrive kløen “naturlig bakteriel ubalance”. Alligevel gav de mig samtidig recept på noget, jeg senere har fundet ud af er et middel mod svampeinficeret eksem. Selvom jeg ingen eksem havde. Cremen hjalp ikke.
Så flyttede jeg til en ny by og bestemte mig for at gå til en ny læge og bede om en henvisning til en gynækolog. For jeg var ved at blive vanvittig af kløen. Lægen undersøgte mig først og kunne ikke se noget. Så sagde hun, at det eneste, jeg kunne gøre, var at smøre mig selv med fedtcreme mod kløen. Men jeg bad stadig om en henvisning til gynækolog — hvilket jeg burde have spurgt om allerede for tre år siden. Eller endnu bedre: Være blevet tilbudt af lægerne, når de nu ikke selv kunne hjælpe mig!
Mens jeg gik og ventede på at kunne komme til gynækolog, fulgte jeg min nye læges råd om at smøre mig med fedtcreme. Men jeg følte at det var besværligt at smøre der, hvor jeg havde hår. Så jeg barberede mig en enkel gang cirka en uge inden, jeg skulle til gynækolog.
Da jeg havde smidt bukserne og lagt mig op på briksen, udbrød gynækologen: “Jeg kan se, at du har haft barberet dig. Du må aldrig barbere dig. Så er det klart, at det klør. Du skal bare stoppe med at barbere dig.” Jeg blev straks ramt at skam. Han stod jo der og sagde, at mit årelange problem var min egen skyld! Selvom jeg slet ikke plejede at intimbarbere mig. Så jeg skyndte mig at sige, at jeg ikke plejede at barbere mig, og at det her bare var et “one off”.
Men der var noget ved hans bebrejdende attitude, der gjorde, at jeg følte, at jeg skulle ligge og forsvare mig og forklare alle de ting, jeg havde prøvet, for at undgå kløen. Derefter stak han nogle kolde metalinstrumenter hårdt op i mig. Det gjorde ondt. Han konkluderede hurtigt, at der ikke var noget i vejen med mig. Jeg skulle bare stoppe med at barbere mig og huske at gå i bomuldstrusser. Hvilket jeg allerede gjorde …
Da jeg kom ud på toilettet for at tørre explorationsgelen af mig, opdagede jeg, at jeg blødte. Selvom han bare skulle kigge op i mig, havde han altså stukket sine instrumenter så hårdt op i mig, at der var gået hul på mig indvendigt. Jeg blødte i en hel uge efter! Men det værste var hans nedladende holdning og påstand om, at kløen var min egen skyld.
Et år eller to senere var jeg igen flyttet til en ny by og havde fået ny læge. Jeg havde også fået en ny kæreste. Udover kløen (som min nye læge også undersøgte mig for uden at finde noget), var jeg nu også ked af, at jeg ikke nød at have penetrationssex. Det havde jeg egentlig aldrig gjort … men nu hvor jeg var nyforelsket, var det bare ekstra ærgerligt for mig, at jeg ikke kunne lide det, når jeg havde en helt masse lyst. Så jeg gik til min nye læge og spurgte, om det var normalt.
Hun så straks forskrækket ud. Det var slet ikke hendes job at tale om sex! Det var der andre, der var meget bedre til end hende. Så hun henviste mig straks til en sexologisk klinik uden at tale yderligere med mig om mit problem. Der gik noget tid, og så kom jeg endelig til ved sexologen på sygehuset. Hun stillede spørgsmål, lyttede, var empatisk og tog sig tid.
Her fortalte jeg om kløen, jeg på daværende tidspunkt havde haft i omkring 5 år, og om hvordan penetrationssex som oftest var smertefuld for mig. Jeg fortalte også om gynækologen, jeg havde været ved, som sagde, at jeg ikke fejlede noget. Hun spurgte, hvad han hed. Jeg svarede. Hendes ansigt forandrede sig – som om, jeg havde sagt, at nogen var død. “Det er jeg virkelig ked af, at du har været udsat for,” sagde sexologen så. “Du er desværre langt fra den første, der har haft en dårlig oplevelse med ham. Her på sygehuset vil vi gerne have ham lukket, men det kan vi ikke.”
Jeg var chokeret. Jeg havde jo betragtet gynækologen som ekspert. En specialist med meget større viden end de fem alment praktiserende læger, jeg på daværende tidspunkt var blev undersøgt af. Så selvom han var ubehagelig, så troede jeg på ham, når han sagde, at jeg ikke fejlede noget i mit underliv. Men det troede sexologen, at jeg gjorde.
“Det lyder til, at du har Lichen Sclerosus,” sagde sexologen. “Det hele passer.” “What?!”, tænkte jeg, “Det kan ikke være rigtigt!”. Hvis jeg rent faktisk havde en sygdom, så ville fem læger og en speciallæge da have opdage det. Hvordan kunne en sexolog stille sådan en diagnose ved bare at snakke med mig? Det kunne hun så i princippet heller ikke, selvom hun følte sig “næsten helt sikker”.
Så hun tog sin telefon og ringede til et andet sygehus, hvor hun kunne få mig undersøgt indenfor få uger, så jeg ikke skulle vente i flere måneder i min egen by. For som hun sagde, så havde jeg ventet længe nok! Jeg var i chok. Hun havde totalt taget styring og insisteret på at booke en tid til mig i en anden by. Det var lidt grænseoverskridende. Men på en god måde. Jeg var lettet, fordi hun tog mig alvorligt og insisterede på at hjælpe mig, da jeg havde opgivet håbet om at kunne hjælpe mig selv længere.
Jeg tog til den anden by og blev undersøgt på en gynækologisk afdeling. Denne speciallæge var ikke i tvivl: Jeg havde Lichen Sclerosus! En bindevævssygdom, der får de udvendige kønsorganer til at skrumpe og i værste fald forsvinde. I sjældne tilfælde kan det også udvikle sig til kræft!
Det var mit døende bindevæv, der kløede. Det var mit døende bindevæv, der gjorde det smertefuldt for mig at have sex. Men der var en behandling! En behandling, der kunne sætte sygdommen i bero og mindske mine gener. Tænk sig, hvis nogle af de seks første læger havde lyttet til mig som sexologen gjorde og lagt to og to sammen. Eller hvis de havde vist nok om bindevævssygdommen til at kunne have genkendt den på de hvide streger, jeg havde i mit underliv?
Så kunne jeg have været sparet for 5 års vanvittig kløen og haft et bedre sexliv.