190. vidnesbyrd

Jeg fik sat min spiral op  ca. 3 mdr. efter fødslen af mit andet barn i 2019. Jeg får sat den op hos en gynækolog, det gør meget mere ondt at få sat den op end jeg forventede, men jeg tænker ikke videre over det efter et par dage.
I efteråret 2020 får jeg pludselig meget stærke mavesmerter. Efter 2 døgn hvor min mave er fuldstændig udspilet og jeg knap nok kan gå af smerte, får jeg ringet til vagtlægen, som giver mig en hurtig tid. Hos vagtlægen trykker hun på min mave og jeg skriger af smerte, og efterfølgende tager hun en graviditetstest, som er bragende positiv!!
Jeg kommer på hospitalet og det viser sig at jeg har været gravid udenfor livmoderen, og min æggeleder er sprunget. Jeg bliver hasteopereret og får fjernet min ene æggeleder under fuld narkose. Lægerne der undersøger mig, siger at de kan se en skygge, som må være spiralen i min livmoder, men de kan ikke fjerne den, selvom jeg beder dem om det. Jeg er i chok og ked og overvældet af besked om graviditet, som er gået til grunde, og efterfølgende operation. Jeg får derfor at vide dagen efter jeg bliver udskrevet, at jeg skal gå til egen læge får at få spiralen ud, når jeg er kommet mig ovenpå chokket.
 En måned efter tager jeg til egen læge, men hun kan heller ikke finde spiralen og siger den må være faldet ud!! Jeg står fast på at det er den ikke og det ville jeg have opdaget! Hun henviser mig til den gynækolog som satte spiralen op istedet.
Da jeg nogle uger efter får en tid hos hende, undersøger hun mig i 20 min. med forskellige instrumenter. Det gør ondt og jeg tænker jeg bare må holde smerten ud, så den dumme spiral, som jo ikke har virket efter hensigten overhovedet, kan komme ud! Lettere forvirret må hun tilsidst konstatere at den ikke er i min livmoder, men at vi skal have det bekræftet ved en livmoderhule-undersøgelse på hospitalet.
Endnu en ubehagelig gynækologisk oplevelse, på trods af 2 virkelig søde læger og sygeplejersker, som trøster mig,  kan også bekræfte at der heller ikke er nogen spiral at se via kikkertundersøgelse. Jeg har nu været igennem 4 (grænseoverskridende) undersøgelser hos 4 forskellige behandlere og til sidst bliver jeg sendt til røgten af mit underliv. Her får jeg den værste forskrækkelse, da de bekræfter at spiralen er der, men sidder i min bughule! Den er altså røget igennem min livmodervæg, da gynækologen satte den op i sin tid, og har derfor egentlig aldrig virket.
Jeg skal nu under fuld narkose for 2.gang på et halvt år for at få fjernet min spiral.
Gennem rapporter og efterfølgende samtaler med min læge har jeg fundet ud af at en kvindes livmodervæg er ekstra “blød” imens hun ammer, og det derfor er godt at vente  et halvt år efter man har født med at få en spiral sat op. Det minimerer risikoen for at spiralen kan perforere livmodervæggen. Det er information jeg ville ønske jeg havde fået og jeg begriber ikke at der ikke bliver snakket mere om disse hændelser. Det sker utrolig sjældent, men en spiral kan ikke “vandre”, men derimod blive sat forkert op fra start. Det har været et virkelig hårdt og langt forløb, hvor jeg følte mig meget alene om at kræve at få den spiral ud af min krop.
Jeg håber min historie kan være med til at man er lidt ekstra opmærksom på, at hvis opsætning af spiral gør meget ondt eller noget virker forkert, skal man hellere få det tjekket en ekstra gang.

This article was written by admin