I 1997 var jeg 15 år gammel og havde lige fået min første kæreste.
Efter vi havde haft sex et par gange, blev jeg smittet med herpes i underlivet.
Min egen praktiserende læge undersøgte det ikke, da min mor og jeg kom derned. Han mente bare, at det nok var svamp, og jeg gik på apoteket efter creme.
Efter noget tid, hvor det bare var blevet værre, så min mor det og blev mildest talt forskrækket. Det havde bredt sig ned på lår og om i anus. Alt var lukket helt til, og var betændt og hævet.
Igen tog vi til lægen, og min mor krævede, at han denne gang tjekkede det. Han kiggede kort på det, og jeg blev derefter indlagt på gynækologisk afdeling på Frederikshavn Sygehus.
Her fik jeg behandling i 10 dage, inden jeg var helet så meget, at de ville sende mig hjem.
Efter et par uger fik jeg invitation til en GU. Det var første gang, jeg skulle have lavet en GU.
Det var midt i skoletiden, så min mor forklarede mig, hvad der skulle ske, og jeg ville så selv cykle derhen og tilbage til skole bagefter.
Jeg var stadig meget øm over mit underliv efter infektionen, og havde ikke haft sex efterfølgende.
På sygehuset kom jeg ind til en læge, som jeg allerede dengang synes var ældre, og en sygeplejerske.
Han fandt instrumenterne frem imens jeg lå med benene i bøjlerne. Da han ville starte med at stikke metal-instrumentet ind, gjorde det så ondt, at jeg skulle kaste op. Jeg fik tårer i øjnene og sygeplejersken kaldte mig for et pjok.
Lægens kommentar var, at jeg da havde haft noget deroppe der var større! Så grinede både lægen og sygeplejersken.
Da han skulle undersøge mig med fingrene, gjorde det ikke længere ondt, og jeg kunne bedre slappe af. Så så han på mig og spurgte om, hvorfor jeg så ikke syntes det gjorde ondt…
Da jeg rejste mig blødte jeg.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var 15 år og havde kun haft sex 2 gange, men havde også lige haft herpes i ret voldsom grad.
Selvom jeg skulle have været i skole igen, kørte jeg direkte hjem. Jeg var ked af det, og følte virkelig, at alle mine grænser var blevet overtrådt.
Da jeg i 2010 fik lavet kejsersnit på Hjørring Sygehus, så jeg hans navn på et stykke papir. Det påvirkede mig meget, og jeg følte mig som en 15 årig pige igen.
Som 35-årig fik jeg lagt en spiral på Hjørring Sygehus.
Selvom det overhovedet ikke gik som det skulle, var det ikke en træls situation, fordi både læger og sygeplejersker var så søde.
Jeg gik med til, at jeg lægestuderende skulle gøre et forsøg. Det endte med at tage 45 minutter. Men det var okay. Han var sød og gjorde virkelig sit bedste.
Tilsidst kom overlægen – det tog hende 2 minutter – så lå den hvor den skulle.
Vi var i fertilitetsbehandling for at få vores datter. Jeg er blevet undersøgt mange gange! Jeg har aldrig vænnet mig til det.
Hele situationen med at skulle tørre sig og tage bukser på, imens man egentlig bare føler, at man gør det for langsomt – det er så ydmygende! Samtidig med, at lægen for længst har sat sig ved skrivebordet igen. Mange steder er der ikke engang et forhæng, der hvor man tager bukserne af.
For dem er det et arbejde de gør på daglig basis, for os andre, er det gang på gang en grænseoverskridende undersøgelse.