9 dage efter fødslen af mit tredje barn (en stjernekigger som resulterede i en 2. grads bristning, som måttet syes igen 8 dage efter fødslen) bliver jeg indlagt på afdeling for kvindesygdomme pga en stor blødning.

Jeg skal undersøges af en ung “næsten færdiguddannet” læge, samt overlægen til at kigge ham over skulderen. Uden at tøve eller i øvrigt informere mig, fører han scanneren op. Imens han scanner lader han nærmest scanneren “hænge” i mit nysammensyede underliv. Jeg siger til lægerne, at det gør ondt, fordi han trykker på syningen. Ingen reagerer. Jeg tænker, at jeg jo så må bide det i mig. Indtil min mand som stod ved min side med vores baby siger “JEG TROR IKKE DE HØRTE DIG”. Først der lytter de. Jeg fortæller dem endnu engang, at han lægger pres på min nysyede hud. Først der får overlægen fortalt den næsten færdiguddannede læge, at det nok var rarest for mig, hvis han rejste sig fra sin taburet.

Efter undersøgelsen og har vi en kort samtale om det videre forløb, hvor han afslutter samtalen med at spørge mig, om der var andet jeg gerne ville fortælle mig. Jeg svarer ham, at jeg synes han skal opsøge viden om samtykke ved underlivsundersøgelser. Altså er det ikke noget de burde lære på studiet?