191. vidnesbyrd

Jeg gik i en årrække kun til mandlige gynækologer, fordi jeg oplevede dem som mere nænsomme og forstående end kvindelige.

Jeg fik skæld ud af kvindelige gynækologer for ikke at slappe (nok) af, og at de ikke kunne komme til.

”Nej, det gør ikke ondt, nu må du stoppe”, blev jeg skarpt fortalt af dem, hvilket ikke fik mig til at slappe mere af. ☹

Jeg bad min seneste læge om at undersøge for mig, hvem jeg kunne få som fast gynækolog, så jeg ikke længere skulle være bange, og hun kunne heldigvis anbefale nogen. Både kvinden og manden det sted er venlige, nænsomme og forstående.

For første gang blev en celleprøve en rar oplevelse, uden smerte og med lidt grin også.

190. vidnesbyrd

Jeg fik sat min spiral op  ca. 3 mdr. efter fødslen af mit andet barn i 2019. Jeg får sat den op hos en gynækolog, det gør meget mere ondt at få sat den op end jeg forventede, men jeg tænker ikke videre over det efter et par dage.
I efteråret 2020 får jeg pludselig meget stærke mavesmerter. Efter 2 døgn hvor min mave er fuldstændig udspilet og jeg knap nok kan gå af smerte, får jeg ringet til vagtlægen, som giver mig en hurtig tid. Hos vagtlægen trykker hun på min mave og jeg skriger af smerte, og efterfølgende tager hun en graviditetstest, som er bragende positiv!!
Jeg kommer på hospitalet og det viser sig at jeg har været gravid udenfor livmoderen, og min æggeleder er sprunget. Jeg bliver hasteopereret og får fjernet min ene æggeleder under fuld narkose. Lægerne der undersøger mig, siger at de kan se en skygge, som må være spiralen i min livmoder, men de kan ikke fjerne den, selvom jeg beder dem om det. Jeg er i chok og ked og overvældet af besked om graviditet, som er gået til grunde, og efterfølgende operation. Jeg får derfor at vide dagen efter jeg bliver udskrevet, at jeg skal gå til egen læge får at få spiralen ud, når jeg er kommet mig ovenpå chokket.
 En måned efter tager jeg til egen læge, men hun kan heller ikke finde spiralen og siger den må være faldet ud!! Jeg står fast på at det er den ikke og det ville jeg have opdaget! Hun henviser mig til den gynækolog som satte spiralen op istedet.
Da jeg nogle uger efter får en tid hos hende, undersøger hun mig i 20 min. med forskellige instrumenter. Det gør ondt og jeg tænker jeg bare må holde smerten ud, så den dumme spiral, som jo ikke har virket efter hensigten overhovedet, kan komme ud! Lettere forvirret må hun tilsidst konstatere at den ikke er i min livmoder, men at vi skal have det bekræftet ved en livmoderhule-undersøgelse på hospitalet.
Endnu en ubehagelig gynækologisk oplevelse, på trods af 2 virkelig søde læger og sygeplejersker, som trøster mig,  kan også bekræfte at der heller ikke er nogen spiral at se via kikkertundersøgelse. Jeg har nu været igennem 4 (grænseoverskridende) undersøgelser hos 4 forskellige behandlere og til sidst bliver jeg sendt til røgten af mit underliv. Her får jeg den værste forskrækkelse, da de bekræfter at spiralen er der, men sidder i min bughule! Den er altså røget igennem min livmodervæg, da gynækologen satte den op i sin tid, og har derfor egentlig aldrig virket.
Jeg skal nu under fuld narkose for 2.gang på et halvt år for at få fjernet min spiral.
Gennem rapporter og efterfølgende samtaler med min læge har jeg fundet ud af at en kvindes livmodervæg er ekstra “blød” imens hun ammer, og det derfor er godt at vente  et halvt år efter man har født med at få en spiral sat op. Det minimerer risikoen for at spiralen kan perforere livmodervæggen. Det er information jeg ville ønske jeg havde fået og jeg begriber ikke at der ikke bliver snakket mere om disse hændelser. Det sker utrolig sjældent, men en spiral kan ikke “vandre”, men derimod blive sat forkert op fra start. Det har været et virkelig hårdt og langt forløb, hvor jeg følte mig meget alene om at kræve at få den spiral ud af min krop.
Jeg håber min historie kan være med til at man er lidt ekstra opmærksom på, at hvis opsætning af spiral gør meget ondt eller noget virker forkert, skal man hellere få det tjekket en ekstra gang.

189. vidnesbyrd

5 ÅR, 7 FORSKELLIGE LÆGER, 1 SEXOLOG OG ET PAR FEJLDIAGNOSER OG UTALLIGE UNDERLIVSUNDERSØGELSER
Jeg havde døjet med kløe i mit underliv i tre år. Nogle gange var det så slemt, at jeg følte, jeg næsten ikke kunne gå. Jeg var blevet undersøgt af alle de tre kvindelige læger i mit lægehus på skift, men de blev ved med at tilskrive kløen “naturlig bakteriel ubalance”. Alligevel gav de mig samtidig recept på noget, jeg senere har fundet ud af er et middel mod svampeinficeret eksem. Selvom jeg ingen eksem havde. Cremen hjalp ikke.
Så flyttede jeg til en ny by og bestemte mig for at gå til en ny læge og bede om en henvisning til en gynækolog. For jeg var ved at blive vanvittig af kløen. Lægen undersøgte mig først og kunne ikke se noget. Så sagde hun, at det eneste, jeg kunne gøre, var at smøre mig selv med fedtcreme mod kløen. Men jeg bad stadig om en henvisning til gynækolog — hvilket jeg burde have spurgt om allerede for tre år siden. Eller endnu bedre: Være blevet tilbudt af lægerne, når de nu ikke selv kunne hjælpe mig!
Mens jeg gik og ventede på at kunne komme til gynækolog, fulgte jeg min nye læges råd om at smøre mig med fedtcreme. Men jeg følte at det var besværligt at smøre der, hvor jeg havde hår. Så jeg barberede mig en enkel gang cirka en uge inden, jeg skulle til gynækolog.
Da jeg havde smidt bukserne og lagt mig op på briksen, udbrød gynækologen: “Jeg kan se, at du har haft barberet dig. Du må aldrig barbere dig. Så er det klart, at det klør. Du skal bare stoppe med at barbere dig.” Jeg blev straks ramt at skam. Han stod jo der og sagde, at mit årelange problem var min egen skyld! Selvom jeg slet ikke plejede at intimbarbere mig. Så jeg skyndte mig at sige, at jeg ikke plejede at barbere mig, og at det her bare var et “one off”.
Men der var noget ved hans bebrejdende attitude, der gjorde, at jeg følte, at jeg skulle ligge og forsvare mig og forklare alle de ting, jeg havde prøvet, for at undgå kløen. Derefter stak han nogle kolde metalinstrumenter hårdt op i mig. Det gjorde ondt. Han konkluderede hurtigt, at der ikke var noget i vejen med mig. Jeg skulle bare stoppe med at barbere mig og huske at gå i bomuldstrusser. Hvilket jeg allerede gjorde …
Da jeg kom ud på toilettet for at tørre explorationsgelen af mig, opdagede jeg, at jeg blødte. Selvom han bare skulle kigge op i mig, havde han altså stukket sine instrumenter så hårdt op i mig, at der var gået hul på mig indvendigt. Jeg blødte i en hel uge efter! Men det værste var hans nedladende holdning og påstand om, at kløen var min egen skyld.
Et år eller to senere var jeg igen flyttet til en ny by og havde fået ny læge. Jeg havde også fået en ny kæreste. Udover kløen (som min nye læge også undersøgte mig for uden at finde noget), var jeg nu også ked af, at jeg ikke nød at have penetrationssex. Det havde jeg egentlig aldrig gjort … men nu hvor jeg var nyforelsket, var det bare ekstra ærgerligt for mig, at jeg ikke kunne lide det, når jeg havde en helt masse lyst. Så jeg gik til min nye læge og spurgte, om det var normalt.
Hun så straks forskrækket ud. Det var slet ikke hendes job at tale om sex! Det var der andre, der var meget bedre til end hende. Så hun henviste mig straks til en sexologisk klinik uden at tale yderligere med mig om mit problem. Der gik noget tid, og så kom jeg endelig til ved sexologen på sygehuset. Hun stillede spørgsmål, lyttede, var empatisk og tog sig tid.
Her fortalte jeg om kløen, jeg på daværende tidspunkt havde haft i omkring 5 år, og om hvordan penetrationssex som oftest var smertefuld for mig. Jeg fortalte også om gynækologen, jeg havde været ved, som sagde, at jeg ikke fejlede noget. Hun spurgte, hvad han hed. Jeg svarede. Hendes ansigt forandrede sig – som om, jeg havde sagt, at nogen var død. “Det er jeg virkelig ked af, at du har været udsat for,” sagde sexologen så. “Du er desværre langt fra den første, der har haft en dårlig oplevelse med ham. Her på sygehuset vil vi gerne have ham lukket, men det kan vi ikke.”
Jeg var chokeret. Jeg havde jo betragtet gynækologen som ekspert. En specialist med meget større viden end de fem alment praktiserende læger, jeg på daværende tidspunkt var blev undersøgt af. Så selvom han var ubehagelig, så troede jeg på ham, når han sagde, at jeg ikke fejlede noget i mit underliv. Men det troede sexologen, at jeg gjorde.
“Det lyder til, at du har Lichen Sclerosus,” sagde sexologen. “Det hele passer.” “What?!”, tænkte jeg, “Det kan ikke være rigtigt!”. Hvis jeg rent faktisk havde en sygdom, så ville fem læger og en speciallæge da have opdage det. Hvordan kunne en sexolog stille sådan en diagnose ved bare at snakke med mig? Det kunne hun så i princippet heller ikke, selvom hun følte sig “næsten helt sikker”.
Så hun tog sin telefon og ringede til et andet sygehus, hvor hun kunne få mig undersøgt indenfor få uger, så jeg ikke skulle vente i flere måneder i min egen by. For som hun sagde, så havde jeg ventet længe nok! Jeg var i chok. Hun havde totalt taget styring og insisteret på at booke en tid til mig i en anden by. Det var lidt grænseoverskridende. Men på en god måde. Jeg var lettet, fordi hun tog mig alvorligt og insisterede på at hjælpe mig, da jeg havde opgivet håbet om at kunne hjælpe mig selv længere.
Jeg tog til den anden by og blev undersøgt på en gynækologisk afdeling. Denne speciallæge var ikke i tvivl: Jeg havde Lichen Sclerosus! En bindevævssygdom, der får de udvendige kønsorganer til at skrumpe og i værste fald forsvinde. I sjældne tilfælde kan det også udvikle sig til kræft!
Det var mit døende bindevæv, der kløede. Det var mit døende bindevæv, der gjorde det smertefuldt for mig at have sex. Men der var en behandling! En behandling, der kunne sætte sygdommen i bero og mindske mine gener. Tænk sig, hvis nogle af de seks første læger havde lyttet til mig som sexologen gjorde og lagt to og to sammen. Eller hvis de havde vist nok om bindevævssygdommen til at kunne have genkendt den på de hvide streger, jeg havde i mit underliv?
Så kunne jeg have været sparet for 5 års vanvittig kløen og haft et bedre sexliv.

188. vidnesbyrd

I 2016 fik jeg mit første barn ved akut kejsersnit. Efter fødslen startede livet som
spædbarnsforælder med hvad der viste sig at være et barn med refluks, men som vi dengang
troede var kolik. Det var småt med søvnen og overskuddet lå på et meget lille sted.
Efter 8 uger skulle jeg til efterfødselssamtale hos min praktiserende læge. Hun er kvinde og det er
et bevidst valg, efter tidligere dårlige oplevelser med mandlige læger. Jeg er rigtig glad og tryg ved
hende, hun gav mig de første gode oplevelser jeg har haft hos en læge, dette er dog ikke noget jeg
snakket med hende om, hun ved ikke at jeg har valgt hende fordi hun er kvinde. Min mor er med
for at passe på min datter mens jeg bliver undersøgt og da jeg bliver kaldt ind efterlader jeg dem
ude i venteværelset.
Jeg bliver mødt af en sygeplejerske jeg ikke har set før, hun fortæller mig at hun lige er blevet
ansat. Herefter fører hun mig ind i et lille lokale med en briks med stigbøjler og beder mig klæde
mig af, lægge benene i bøjlerne og vente på lægen. Jeg ikke er helt glad for situationen, normalt
plejer min læge at hilse først og være til stede i rummet før jeg klæder mig, men jeg får af vide at
de har travlt og jeg gør ingen indvendinger.
Jeg kan dog ikke få mig til at lægge benene op før lægen kommer, så jeg sætter mig på kanten af
briksen og venter, nøgen fra livet og ned. Kort efter træder der til min overraskelse en mand ind af
døren, introducerer sig hurtigt og virker utilfreds med at jeg ikke allerede ligger klar. Jeg lægger
mig hurtigt og undersøgelsen går i gang. Jeg er træt, overrumplet og forvirret, det meste af mit
hoved er optaget af om min datter har det godt i venteværelset. Derfor får jeg ikke spurgt ind til
situationen eller nævnt at jeg ikke er tryg ved det der sker, jeg lader det bare ske og håber at det
er hurtigt overstået.
Han mærker efter og beder mig spænde op og alt er som det skal være. Mens han gør klar og
mens han undersøger mig, spørger han om noget med prævention og nogle andre ting jeg senere
kan forstå denne undersøgelse også indebærer, men jeg kan ikke huske hvad det var. Da han
trækker sig ud, tror jeg det er færdigt, men han inviterer den nye sygeplejerske som sidder ved
siden af ham og følger med, til også at mærke efter. Ingen spørger om dette er okay med mig. Hun
mærker, kan ikke helt forstå hvad hun føler efter, han mærker efter igen og beder hende prøve,
denne gang forstår hun.
På det her tidspunkt er jeg nærmest forsvundet ud af min krop, det hele er så ubehageligt. Jeg
tænker mig ud til min datter, som jeg faktisk havde glædet mig til at få en lille pause fra og håber
på snart at komme væk. De gør sig færdige, jeg trækker i tøjet, hvis der bliver sagt noget kan jeg
intet huske. Da jeg kommer ud, lægger jeg hele oplevelsen fra mig og taler ikke om den til nogen.
Jeg havde glemt alt undersøgelsen, indtil jeg stod overfor at skulle til en efterfødselssamtale efter
fødslen af mit andet barn. Jeg havde booket den i god tid, men et par dage før jeg skulle afsted,
blev jeg pludselig rigtig ked af det og nervøs, græd og var slet ikke parat. Jeg endte med at aflyse
aftalen og fik aldrig foretaget den undersøgelse. Jeg er nu gravid for tredje gang, nu med en ny

læge efter en flytning. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg kommer til at have det denne gang,
men det er ikke en oplevelse jeg ser frem til.

187. vidnesbyrd

Da jeg var 23 fik jeg min første kæreste. Vi forsøgte at have sex, men måtte hele tiden opgive fordi det gjorde ondt på mig. Jeg er næsten 43 nu, så jeg kan ikke huske præcis hvad processen var, men jeg blev i hvert fald henvist til en gynækolog, som mente problemet var min hymen. Hendes løsning var at klippe i mig, uden bedøvelse. Jeg kan huske at det gjorde helt vildt ondt, jeg var chokeret, at jeg kunne høre da hun klippede, og at jeg var ved at besvime bagefter. Det har siddet som et traume i mig hele mit liv, og jeg har periodevis haft problemer med smerter ved sex.
For en uges tid siden havde jeg en tid hos mig praktiserende læge for at få fjernet en skind …. dims på mit højre bryst. En bagatel. Men lægen kunne ikke bedøve mig, da det ville gøre mere ondt end selve indgrebet. Tanken om at nogen skulle klippe i mig uden bedøvelse igen fik mig til at panikke fuldstændig, og jeg forlod klinikken uden at få det gjort. Fandt min kæreste og brød helt sammen, pga noget som skete for 20 år siden.
Løsningen blev, at jeg købte noget lokalbedøvende creme og fik min kæreste til at klippe dimsen af. Det blev ikke kønt, men det føltes faktisk tryggere end hos lægen.

186. vidnesbyrd

Jeg skulle have spiral op og var blevet henvist af min læge til en gynækolog. Jeg har før i mit liv kun haft søde, sjove og professionelle gynækologer som jeg følte mig tryg ved, så jeg var ikke nervøs.
Da jeg kommer ind bliver jeg først tilset af en sygeplejerske som informere mig om at alt er som det skal være, og at doktoren ville komme og gøre indgrebet snarest. Hun forlod rummet, og jeg lå på briksen med spredte ben i 15 min, før en lille mand kommer stormende ind og sætter sig foran mit underliv. Han hilser ikke. Han kigger mig ikke i øjnene. Han spørger mig om jeg er gravid, hvilket jeg føler er et underligt misplaceret spørgsmål, og han går så ‘i gang’. Jeg føler mig ikke tryg ved situationen og syntes at det gør ondt. Jeg begynder at hyperventilerer og græde, men ligger helt stiv og stille. Han siger så til mig, “hvis ikke du slapper af, så kan du godt gå hjem igen”. Jeg slapper ikke mere af af den grund.
Men han sætter den op, smider sine blodige handsker i skraldespanden og går ud af lokalet uden at sige mere. Min kæreste og sygeplejersken prøver at berolige mig og hjælper mig ned fra briksen.
Siden har jeg grædt hver gang jeg skal til undersøgelse.
Jeg syntes at det er forfærdeligt at se så mange andre med lignede forfærdelige historier, og jeg ville ønske at der blev sorteret kraftigt ud i hvem der får liv til at fortsætte sit arbejde som gynækolog. Siden her får mig til at føle mig mindre alene, men også rigtig vred over at der ikke er nogen af gynækologerne der ved hvad de har gjort.

185. vidnesbyrd

Jeg ringede til min læge pga herpes. Det var en gammel mand. Jeg græd i tlf og sagde at jeg aldrig havde haft så ondt i mit liv. Han sagde at jeg skulle tage nogle panodiler for “så slemt kunne det ikke være”. Han spurgte ikke ind til noget overhovedet. 2 timer efter fik jeg at vide at jeg skulle indlægges på hospitalet. Dagen inden havde jeg været på akutmodtagelsen, hvor en ung mandlig læge havde sagt at det “sikkert bare var svamp” og at jeg bare skulle tage hjem… det var det så helt tydeligt ikke.
De eneste som hjalp mig var 2 kvinder på klinik for kønssygdomme der faktisk undersøgte mig ordentlig og troede på mig
Det var dem som ville have mig indlagt med det samme.

184. vidnesbyrd

Jeg er flere gange blevet undersøgt på hospitalet, hvor der ikke var forhæng i de rum, hvor der blev foretaget GU. Det er næsten mere grænseoverskridende at stå der med underkoppen blottet og skulle tørre sig, mens en læge taler til én, end det er at ligge på briksen.

183. vidnesbyrd

To gange har jeg prøvet at få lavet en vandscanning i forbindelse med fertilitetsbehandling. Begge har været voldsomt smertefulde, og slet ikke smertelindret nok med de panodiler og iprener, som jeg blev instrueret i at tage inden. Jeg undrer mig meget over, at smerte bliver betragtet som en “naturlig” ting, når det kommer til kvinders underliv.
Den ene gang skældte gynækologen mig ud over, at jeg rykkede på kroppen, når smerterne kom. Midt i jeg lå der i smerter og med alle instrumenterne oppe i mig, skulle hun så også lige taste mit navn ind i systemet. Efterfølgende gav hun mig beskeder om det videre forløb, mens jeg stod bag et forhæng og tog tøj på igen og forsøgte at komme mig, fremfor lige at vente til jeg var kommet ud og ned at sidde.

182. vidnesbyrd

Jeg skulle have taget min spiral ud og det var en forfærdelig oplevelse. Den mandlige gynækolog kunne ikke “få fat i den” og måtte have fat i længere og større værktøjer. Flere gange fik han fat i den, hvorefter den slap igen og røg tilbage. Jeg var badet i sved og havde ondt i mange timer bagefter. Der var heldigvis en sød sygeplejerske med, der holdt mig i hånden. Måske var han bare ikke en særlig dygtig gynækolog, for da jeg en anden gang skulle have taget en lign. spiral ud, kunne jeg stort set ikke mærke det. Siden den oplevelse har jeg hadet at være til gynækolog.

181. vidnesbyrd

Jeg er 51 år, og i forbindelse med hormonbehandling skulle jeg for nogle måneder siden have sat en spiral op. Min læge nævnte en gynækolog i nærheden, der ikke har lang ventetid. Jeg tøvede lidt, da ingen ventetid kan betyde, at kvinder har fravalgt den pågældende gynækolog, men da jeg havde en del gener ifm. overgangsalder og gerne ville i gang med behandlingen, bestilte jeg tid hos vedkommende.

Det var en særdeles ubehagelig oplevelse. Der var kun gynækologen og mig i konsultationen, ingen sygeplejerske eller andre i venteværelset. Jeg blev bedt om at tage tøjet af og lægge mig. Det gjorde sindssygt ondt, da han satte spiralen op. Jeg kneb øjnene hårdt i og knyttede næverne, så hårdt jeg kunne og sagde AV flere gange. Da jeg åbnede øjnene igen, stod han en meter eller to fra mig og smilede ulækkert og gloede mig mellem benene, i noget der føltes som lang tid. ”Nåh, det gjorde ondt hvad” sagde han og smilede, mens han stadig gloede mig mellem mine spredte ben. Så vendte han sig og gik, og jeg kunne skamfuld og rasende luske hen og tage tøj på.

Det lyder måske ikke af meget, men den måde han stod og smilede og gloede mig mellem benene på, ovenikøbet efter jeg havde sagt til ham, at det gjorde sindssygt ondt, det har fulgt mig siden. Det var så ydmygende og nedværdigende! Jeg har givet ham en stjerne på Trustpilot, og næste gang jeg er hos min læge, vil jeg bede hende om ikke at henvise til ham. Andet kan jeg ikke gøre. Bortset fra nu, hvor jeg kan dele min oplevelse med andre.

Jeg vil gerne dele yderligere en oplevelse, fra da jeg var ganske ung og lige var flyttet til København. Jeg havde fået et tilbud om screening for livmoderhalskræft, og bestilte tid hos en tilfældig gynækolog på Nørrebro. Da jeg mødte op, viste det sig, at konsultationen var i hans private hjem. Sengen stod i et minimalt lokale og stropperne til benene var af læder. Lampen, han brugte, var en almindelig skrivebordslampe. Han lugtede af alkohol, og jeg ville væk, men turde ikke sige noget. Hans kone, der virkede meget irriteret, var hans assistent. Hun hentede instrumenterne på en bakke på radiatoren i stuen. Da han undersøgte mig, fik han revet mig, så det blødte, og jeg sagde av. Konen daskede mig hårdt på skulderen og sagde ”hvis der kan komme et barn ud der, kan der også komme sådan en lille tang ind”. Jeg gik på kommunen efterfølgende og sagde, at det da ikke kunne være rigtigt, at sådan en mand kunne få lov til at praktisere. Jaeh de havde da fået en del klager, der lignede mine, meeen der var jo venteliste!!! Jeg var rystet og har aldrig glemt det.

180. vidnesbyrd

Jeg har født tre børn og ville derefter ha en effektiv prævention. I samråd med min fantastisk læge blev det besluttet at jeg skulle ha sat en hormonspiral op hos en gynækolog som hun henviste mig til.
Gynækologen var en mand og undersøgelsesrummet var ret mørkt og lå inde bag hans kontor, hvor absolut ingen kunne hører noget som helst.
Der var kun ham tilstede ved undersøgelsen og han tog sig meget god tid.
Jeg var ret nervøs og hans måde at tale til mig på var vammel.
Han stak en scanner op i mit underliv og fandt ud af at jeg havde en cyste og derfor var jeg nødt til at skulle komme igen nogen uger efter, for at se om den var forsvundet eller skulle fjernes. Så kunne jeg gå hjem og være godt nervøs indtil næste gang.
Den næste gang var cysten heldigvis væk og gynækologen forklarede at det havde været en vandcyste, som forsvinder af sig selv.
Så skulle han lægge spiralen op men det gjorde sindssygt ondt! Som om han stak en kniv op i mit underliv. Bagefter duppede han med noget væske på noget vat på mine kønslæber hvortil han kommenterede, at han “lige skulle smukkesere mig”. Jeg frøs fuldstændig!
Da jeg kom ned i min bil var jeg opløst i tårer. Jeg havde simpelthen så ondt i mit underliv – det krampede sig sammen og jeg havde det som om jeg havde været udsat for et overgreb.
Da jeg lå på brikken følte jeg mig blottet og magtesløs.

179. vidnesbyrd

Jeg havde bestilt tid til at få en spiral sat op efter fødsel. Da jeg kommer ind, får jeg at vide, at jeg også skal have lavet celleskrab, fair nok, det plejer ikke at være så slemt.

Den mandlige læge går i gang, det tager utrolig lang tid for ham, at finde min livmoderhals, hvor prøven skal tages, beder mig gentagende gange om at slappe af, trække vejret osv. hvilket jeg gør, da jeg ikke er så sart (har født 3 gange, gennemgået en missed abortion, udskrab efter fødsel og celleskrab flere gange) han roder rundt og får efter 15-20 min endelig taget skrabet.

Så videre til spiralopsætningen, og sikke et helvede. Han moser rundt for at få instrumentet til at sidde ordentligt, bliver ved med at sige at jeg spænder, men det er helt normalt(jeg tænker, at hvis jeg skal slappe mere af, så skider jeg!!) han måler min livmoder som meget dyb og kan derfor ikke få spiralen op, han bruger derfor en sakslignende instrument for at skubbe den på plads, hvilket mislykkedes. Dette gør han to gange, hvor efter han går ud spørger en kollega om han kan gøre et forsøg, for som han siger “spiralen driller ham”!
3-4 min efter kommer han tilbage og siger at han vil give det et forsøg til, da han desværre er den med mest erfaring.
Efter 3. forsøg hvor det om muligt gør endnu mere ondt, jeg siger av for helvede og av av flere gange. Stopper han og siger at han ikke kan.

Jeg bliver så vred og ked af det. Der løber en tåre og han siger at min reaktion er meget normal.

Det skal siges, at han i starten informerede fint om hvad han foretog sig, men jo mere kompliceret det blev jo lavere informationsniveau. På et tidspunkt beder jeg ham om at fortælle hvad der sker, jeg har på det tidspunkt ligget 30-35 min med stængerne i vejret, fundet mig i at blive fyldt med instrumenter, fået flyttet bene op og ned, fået hævet og sænket rygstøtten, uden at det hjalp noget, og så vil jeg fandme vide hvad der sker. Han sidder selvfølgelig mellem mine ben og fifler med et eller andet, men fortæller ikke hvad han laver før jeg spørger ham, og der sidder han og måler hvor dybt spiralen skal ind, på spiralen ikke inde i mig, men jeg skulle selv spørge, han kunne i realiteten sidde og kigge ind i mit underliv og bare glo, jeg kunne ikke se ham, og det var dybt grænseoverskridende.
Han siger, at jeg altid kan sige stop eller at jeg vil have en pause. Jeg fortsætter, da jeg de andre gange, jeg har fået foretaget celleskrab og spiralopsætning ikke følt det som særlig grænseoverskridende eller kompliceret, og det var hurtigt overstået. Hele forløbet tog 45-50 min, hvor han ikke fik sat spiralen op.
Jeg kunne have sagt stop, men i min optik påhviler der den professionelle et ansvar om at stoppe og erkende at h*n ikke er i stand til at udføre opgaven forsvarligt.

Jeg stor græd da jeg kom hjem, ALDRIG har jeg følt mig så intimideret.

178. vidnesbyrd

Kort fortalt, så har jeg været i fertilitetsbehandling ved en privat klinik uden overenskomst med det offentlige – så alt er betalt af egen lomme.
Hele forløbet igennem har en læge fulgt med på sidelinjen, da sygeplejerskerne har haft svært ved at scanne min ene æggestok.
Hun er modbydelig alle gangene. Hårdhændet og voldsom. Taler grimt til mig. Den sidste scanning hun foretager på mig går det dog helt galt.
Inden jeg har nået at ligge mig ordenligt – mit ene ben er ikke engang i bøjlen endnu indfører hun den indvendige scanner uden noget forvarsel. Min krop spænder op og jeg begynder at græde. Hun bliver tydeligt irriteret og siger det ikke hjælper; “det gør ondt fordi du er for tyk”.

Jeg er helt grædefærdig bagefter. Hun fortsætter med at sige, hvor tyk jeg er og det er derfor det er smertefuldt. Da jeg får samlet mig, siger jeg til hende gentagende gange, at hun har begået et overgreb. Hun svarer “det er fordi du er så tyk. Så gør det altså bare ondt”.
Jeg opgiver at trænge igennem til hende på daværende tidspunkt. Og lytter mens hun fortæller mig om overvægt og dødfødte babyer og tvinger mig på en vægt 😳

Hun forlader lokalet og jeg taler med sygeplejersken om min oplevelse. Hun virkede forstående, men det var tydeligt, at det var hendes chef vi talte om.

Jeg har af flere omgange informeret dem om, at jeg har været udsat for voldtægter. Det er mit andet forløb derude, og jeg fortalte dem også, at fødslen af min søn havde sat nogle spor.
Desværre virkede den læge fuldstændig ligeglad. Jeg føler mig stadig mærket og frygter for det her videre forløb (jeg blev gravid på trods af mine dårlige odds i følge lægen) og fremtidige undersøgelser og fødslen.

177. vidnesbyrd

For mig handler det om to specifikke oplevelser jeg har haft som har været uroligt traumatiske.

Den første oplevelse sker, da jeg er 18 år gammel og oplever smerter når jeg har sex med min kæreste.

Jeg får en henvisning til en lokal gynækolog (red.). Første besøg hos lægen snakker lægen til mig som om det er ingenting jeg skal igennem med den her undersøgelse. Han siger han kan se et sår på min livmoderhals som han skal tage nogle vævsprøver fra. Han fortæller mig ikke hvordan dette skal ske men mærker hurtigt en meget skarp smerte og siger højt av. Jeg føler jeg skal besvime mens han bliver ved med at klippe stykker af såret af. Det bløder utrolig meget men er hurtigt overstået. Han siger vi skal sende det til en test for at se om det kunne være celleforandringer. Han siger at uanset så skal det fryses eller brændes væk og det er noget han kan gøre i klinikken. Jeg er som sagt kun 18 år gammel og da jeg spørg om jeg ikke skal på hospitalet og bedøves så kigger han på mig som om jeg er en lille dum pige som er pivet. Han siger til mig at det kan man godt i særtilfælde men det ikke sådan det normalt foregår og det jo hurtigt overstået man mærker næsten ikke noget.

Jeg møder op igen efter noget tid og skal have frosset dette sår væk på livmoderhalsen, et såkaldt keglesnit.
Jeg har min kæreste med (Han sidder i venteværelset) da det gjorde så ondt sidste gang at jeg var urolig for om jeg ville blive ked af det bagefter.
Han går i gang med det samme jeg kommer ind og hurtigt mærker jeg har meget skarp smerte i underlivet. Det føles som om hele min krop bare går i chok. Jeg bliver varm over det hele og ryster. Flere gange må jeg stoppe ham da det sortner for mine øjne. Jeg holder hans kone (som er sekretær) i hånden og hun må slippe mig flere gange da jeg klemmer så hårdt. Jeg græder og han insisterer på at det snart er ovre men at jeg skal ligge stille. Jeg kan mærke en masse iskold væske løbe ud af mig og tænker det er vand fra ismaskinen som fryser mig.
Endelig er det over og jeg har utrolig meget kvalme og ryster. Jeg prøver at sætte mig op og han siger jeg skal blive liggende lidt og ikke rejse mig for hurtigt da jeg har mistet lidt blod. Så tager han mine trusser og klasker et stort bind i dem og går ud af stuen.
Jeg rejser mig forsigtig og ser til min skræk alt det blod som ligger for enden af stolen.
Jeg ryster og tager mine trusser på og må flere gange sætte mig ned og holde ved noget da jeg er ved at besvime.
Da jeg kommer ud i venteværelse hos min kæreste kan jeg næsten ikke snakke. Jeg er simpthen i chok. Han går straks ind til sekretæren og beder om smertestillende da jeg er I tydelige smerter. Han får nogle pernodil.  Da jeg kommer hjem skriger jeg  i smerte i flere timer. Min mor kommer  og har noget stærk smertestillende medicin med og hun siger at hvis ikke dette medicin ville tage smerterne så kører de mig på hospitalet.
Heldigvis dur de og jeg falder i søvn. Jeg er meget dårlig i nogle dage men kommer over det og sværger til mig selv at jeg aldrig vil finde mig i sådan noget igen.

Anden oplevelse jeg har. Da jeg føder min anden barn. Fødslen går hurtigt galt da jeg med det samme får feber da min vand går og de ved ikke hvorfor. Jordemoderen gør hvad hun kan og de skal først og fremmest tjekke barnet som vidst har en meget høj puls. Da lægen kommer ind og skal have prøver fra hovedet så er jeg ikke særligt udvidet. Mener det er omkring 4 cm. Jeg har som sagt utrolig høj feber så mine ben ryster helt ukontrolleret. De sætter min ben i bøjler og beder mig ligge stille. Jeg gør hvad jeg kan men smerten inde i maven er ulidelig, det føles som om hun er ved at tvinge sig gennem mit bækken uden at der er plads. Jeg har prøvet det hele før (var i fødsel i 43 timer med min første) og kan mærke at der er noget fuldstændig galt.
De bliver tydeligt irriteret over at jeg er I smerter og ikke kan ligge stille. Lægen siger vredt om jeg ikke kan tænke på mit barn og ligge stille. Så føler jeg en smerte som hvis nogen stikker en kniv op I mig. Det lyder meget dramatisk men den smerte glemmer jeg aldrig. Det skar lige op i mig. Jeg skreg højt og længe mens jordemoderen blev ved med at sige til lægen ” er det her nu også nødvendigt” Jeg ved ærlig ikke hvad jeg havde gjort uden den kvinde ved min side. Efter mislykkes forsøg går lægen i vrede og siger til min familie på gangen vredt “hun gider ikke ligge stille så kan ikke tage prøven”
Jeg vrider mig hele tiden i smerte indtil beslutningen om akut kejsersnit bliver taget. Grunden til at jeg havde de smerter var fordi min datter var meget stor og hun havde aldrig kommet ud naturligt. Lægen gjorde sit for at få sit på det rene før kejsersnittet, om hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Jeg er virkelig overvældet og kan ikke reagere på alt det hun siger.
En uges tid efter fødslen ringer jeg til jordemoderen og vi får en god snak om fødslen og alle de traumatiske ting jeg følte jeg skulle gå igennem med den læge. Jordemoderen synes jeg burde klage over lægen da hun heller ikke synes det var en okay behandling. Jeg var desværre i en meget uheldig situation hvor jeg var blevet alene med begge mine børn så jeg havde ikke overskud til at tage den videre.
Begge oplevelser har bevirket at jeg i dag har det frygtelig dårligt med at blive undersøgt hos gynækologen og selvom jeg har en fantastisk gynækolog som faktisk er fantastisk til at tage hensyn og lytte så stresser jeg stadig enormt meget over hver undersøgelse.

Jeg håber meget der kommer et fokus på det her problem som jeg synes der er. De er ikke vores lod som kvinder at skulle igennem så meget smerte…

176. vidnesbyrd

Jeg var ved Gynækolog (red.) 5/5/21
Og jeg skulle have en spiral lagt op
Lavet en celleskrab og klamydia test
Hun starter med at stikke scanneren op . Og allerede der begynder det at gøre ondt hvor jeg siger det plejer altså ikke gøre ondt når jeg får det her gjort, måske lidt ubehageligt men ikke ondt .
Hun forsætter med st sætte den der spreder ind og forsat gør det ondt.
Hun laver så en celleskrab hvor det gør ufatteligt ondt. Siger igen det gør altså ondt og sygeplejersken kommer og siger bare træk vejret .
Hun tager så klamydia test
Og ligger så spiralen det gør forsat ondt . Havde så ondt og utilpas efterfølgende at jeg måtte sidde/ læne mig tilbage i sædet i bilen og ikke køre før efter 30 min fordi den oplevelse var utroligt smertefuld. Og jeg var ved at besvime og fik kvalme.
Der kommer jeg ikke igen

175. vidnesbyrd

Vi var i fertilitetsbehandling, hvilket i sig selv er super sårbart, fordi ingen kan vide, om “projektet” nogensinde lykkes.

Ægudtagning gjorde virkelig ondt på mig, og jeg fik morfin i.v. flere gange undervejs. Jeg havde produceret en masse æg, hvilket ikke er så godt, fordi man risikerer at blive rigtig dårlig, hvis man får lagt et befrugtet æg op efterfølgende.
Da jeg stadig lå med benene i bøjlerne, og påvirket både af undersøgelsen men også af morfinen, sagde overlægen “du får ikke lagt æg op, det går ikke.” Det var en virkelig skuffende udmelding givet i en virkelig sårbar situation, og jeg brød helt sammen.
Efterfølgende sagde hun desuden “du havde slet ikke skullet det her igennem, hvis det ikke havde været for X (min mands navn).”
Den info havde vi intet at bruge til, for vi er jo et par, der var sammen om “projektet”. Den kommentar var så upassende og meget sårende for min mand, der jo i forvejen havde dårlig samvittighed og ville ønske, han kunne tage min smerte.
Fem minutter efter ombestemte hun sig – og lagde æg op alligevel efter nogle dage! “Ej, vi gør det!”
Jeg blev voldsomt overstimuleret, var indlagt i to uger og fik tappet 12 liter ascites. MEN vi blev gravide og fik verdens sødeste søn og desuden flere æg i fryseren på hospitalet.
Nu har vi tre fantastiske børn, men oplevelsen sidder stadig i mig som et godt eksempel på, hvordan nogle læger virkelig ikke har den pædagogiske forståelse for mennesker.

174. vidnesbyrd

Jeg er gravid med mit første barn. Graviditeten har været udfordrende. Jeg oplever tidligt mange plukveer og bliver derfor tilbudt flere løbende kontroller.
Omkring uge 37 vurderer min jordemor, at overlægen bør kigge på mig. Jeg bliver sendt direkte videre til undersøgelsesrummet og får besked på at lægge mig afklædt på lejet. Der ligger jeg så og venter. Og venter.
En sygeplejerske  beklager, at overlægen er optaget. Da han endelig kommer, hilser han ikke på mig, men orienterer sig i min journal på skærmen og går derefter i gang med at undersøge mig indvendigt.
Jeg får voldsomme plukveer og  begynder at græde, fordi jeg er bange. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det gør så ondt. Jeg beder overlægen stoppe, men han fortsætter undersøgelsen og oplyser mig om, “at jeg skal slappe af, for der er andre patienter, der venter”. Sygeplejersken ser stiltiende til.
Da overlægen er færdig, krænger han handskerne af. Jeg ser, at de er blodige. Da han er gået, rækker sygeplejersken mig noget papir, så jeg kan tørre blodet væk. Jeg har brug for mere papir. Sygeplejersken siger, det nok er bedst, jeg bliver liggende lidt. Hun forsøger at trøste mig. – Han kan godt være lidt hårdhændet, siger hun.
Jeg er lamslået. Lægen er kendt for at volde patienterne unødig smerte! Jeg tænker bare på at komme væk og hjem under min dyne. Jeg har tit ærgret mig over, jeg ikke klagede, men jeg havde ikke overskuddet til det.
Da jeg halvandet år senere er gravid igen og bliver henvist til undersøgelse hos samme overlæge, beder jeg om at blive tilset af en anden. Jeg får at vide, at jeg ikke selv kan vælge, hvem der skal undersøge mig. Heldigvis er min mand tilstede og bakker mig op. Jeg bliver undersøgt af en anden læge.

173. vidnesbyrd

Mit første celleskrab hos kvindelig praktiserende læge endte i blodbad som hun havde svært ved at få stoppet igen. Jeg fik at vide at jeg var pjevset men fremover var der ingen problemer med at blive henvist til en gynækolog for at få dette udført. Efter den tid har jeg har svært ved at komme til lægen …

172. vidnesbyrd

Fik foretaget en GU grundet rectocele efter nr 2 fødsel.

3 sundhedspersonale er på stuen. En sygeplejerske, en læge og en lægestuderende.
Lægen der undersøger mig, spørger om jeg ikke har lavet knibeøvelser, hvilke jeg fortæller jeg selvfølgelig gør og også har været i forløb ved gynobs fys. Kommentaren til det er blot et nedladende svar om, at jeg overhovedet ikke kan knibe. På trods af at gynobs fys og egen læge har konstateret et fint knib.
Mens jeg bliver scannet indvendigt med ultralydsstav bliver der ikke sagt et ord. Pludselig begynder lejet at vippe, så mit hoved kommer ned af, imens benene kommer op. Lægen udbryder noget i stil med: “hvad sker der!” Det viser sig at hun var kommet til at trykke/stå på knappen til lejet. De næste sekunder er kaotiske, hvorefter hun ikke siger noget til mig, men beder sygeplejersken hente bagvagten. Mens vi venter på bagvagten begynder jeg at græde. Jeg er utryg, nervøs, føler mig nedgjort og aner intet om, hvorfor bagvagten skal komme.
Sygeplejersken forsøger at berolige mig lidt, da det åbenbart er “supervision” dag og intet har med mig at gøre.
Jeg går derfra uden at have fået svar på spørgsmål og er utryg ved at skulle afsted igen en anden gang. Det er et år siden.

171. vidnesbyrd

Jeg har egentlig igennem årene, og som ung, ikke haft dårlige oplevelser med gu.

Men jeg har været igennem fertilitetsbehandling igennem to år, og selvom lægerne var søde osv, bliver man bare grundtræt af følelsen af at alle har været oppe og kigge i ens underliv. Ægudtagning er det mest smertefulde jeg har prøvet i mit liv. Derfor har jeg oparbejdet en aversion mod gu, og at der skal rodes deroppe, og jeg er nervøs og sveder når jeg skal have lavet Gu og celleskrab nu.

Desværre fik jeg konstateret celleforandringer i livmoderhalsen for år tilbage, og jeg skulle have lavet et keglesnit. Gynækologen var en mand, og han var sød og professionel. Men desværre opstod der, i dagene efter keglesnittet, en meget stor blødning fra mit underliv. At få lavet gu når blodet fosser ud er ekstremt grænseoverskridende. Jeg fik blodstoppende piller af min læge, men de virkede ikke, og jeg måtte op på gynækologisk afdeling på et hospital (red.). Her var der kun kvindelige gynækologer. Jeg skulle have stoppet flere meter gaze op i underlivet, og det var smertefuldt. Jeg oplevede at de synes jeg var pivet, og jeg var egentlig overrasket over ikke at møde mere forståelse fra mit eget køn, som jo uden tvivl selv har prøvet at ligge i bøjlerne!
En kvindelig  gynækolog  på hospitalet (red.) skulle undersøge mig, efter gazen havde siddet et døgn, og var blevet taget ud. Jeg var anspændt og nervøs. Hun jog instrumentet op, og udvidede det, og noget af mit inderlår sad fast, og det gjorde sindssygt ondt. Jeg prøvede desperat at få hende til at fjerne instrumentet, og forklarede hende at der var noget helt galt, og noget hud sad i klemme. Men hun mente at hun lige hurtigt kunne lave undersøgelsen, og at jeg skulle tage mig sammen. Da det var slut brød jeg sammen, for jeg var så chokeret. Hendes kommentar var “hvorfor du græder!?” Og “næste gang du skal undersøges skal du bedøves, hvis vi skal kunne komme til”.
Jeg følte mig fuldstændig kørt over, og som sagt, så har jeg haft masser af fine gu’er og har klaret 2 års fertilitetsbehandling og et keglesnit uden de store problemer. Men det her var så ydmygende. Jeg har dengang skrevet en klagemail direkte til lederen på gynækologisk afdeling på det omtalte hospital (red.), men har aldrig fået svar.

I dag stoler jeg faktisk ikke på kvindelige gynækologer, og vil altid vælge en mand. De mandlige jeg har mødt, er meget opmærksomme på at være nænsomme, fordi de ved at vi er forskellige køn. Hvorimod jeg kun har mødt kvindelige gynækologer, der synes jeg var pivet og skulle tage mig sammen.

170. vidnesbyrd

Et langt liv med følger af seksuelle overgreb, samt tidligere celleforandringer i en tidlig alder med følge af MANGE gu’er & så en graviditet midt i. Det endte lykkeligt med en dejlig datter!
I 10 år var jeg efterfølgende til celletjek ved samme gynækolog, der gang på gang ikke formåede at tage de fornødne prøver, “ da gynækologen ikke kunne komme op i livmoderhalsen”.
På det 11 år havde jeg mange smerter, & voldsomme blødninger (38 år) & henvender mig med de oplysninger, der bliver forsøgt at tage prøver, jeg spænder op, & formår at udsætte min menstruation, men plet/småbløder næste gang ( en uge efter) jeg har en GU. Så bliver jeg sat på hormonbehandling, “for at rense ud” siger gynækologen. Det virker ikke! Jeg er tilbage på briksen efter ca. 10 dage!
Så møder jeg op til (hvad jeg tror er en samtale) & sygeplejersken er med, “nu vil gynækologen file hul igennem mit arvæv i livmoderhalsen” jeg bliver bedøvet lokalt, den virker ikke, det siger jeg! Der fortsættes, jeg bider det i mig, “ tager mig sammen”, jeg begynder at græde, stille. Jeg får en lille pause, uden et ord startes der op igen! Jeg skriger af smerte & føler jeg mister bevidstheden. Pause igen. Fortsætter.. samme udfald, jeg stortuder, Gynækologen siger: (gynækologen kender til hele min historik) “ jeg troede du var ovre dine overgreb”! Jeg er lamslået, det her var et overgreb! Vi stopper!
Jeg bliver henvist til et sygehus, Gynækologisk afdeling. 1 dag efter modtager jeg indkaldelse til dagen efter, jeg er bange. Jeg bliver mødt af overlæge + sygeplejerske & fortæller kort om mit forløb, de lytter & jeg bliver undersøgt, jeg bryder sammen af lettelse efter, grædende.. over deres grundighed & forståelse, den mest behagelige undersøgelse i 11år!
Jeg skal opereres dagen efter, for mit arvæv (der har ført til en del komplikationer igennem de sidste 11år!
Overlægen fortæller der næsten var hul på bughulen efter gynækologens indgreb!
Jeg bliver aldrig rigtig tryg ved GU’er, men at tale højt om de her oplevelser er vigtige!

169. vidnesbyrd

Jeg er netop kommet hjem fra en GU, hvor jeg skulle have lavet et celleskrab hos min nye læge (Det stod selvfølgeligt på tavlen, da jeg scannede mit sygesikring, så nu vidste alle de andre i venteværelset da også det)
Jeg er bekendt med proceduren, så jeg lægger mig med benene spredt, og er meget rolig.
Vi er alene og inden undersøgelsen starter, så går han hen og låser døren…

Lægen bliver fortalt at jeg har været i det samme faste forhold længe. Da jeg fik foretaget e abort 3 måneder før, blev jeg undersøgt for samtlige kønssygdomme.
Han siger så alligevel, at nu skal jeg lige alligevel undersøges for herpes og kønsvorter og påbegynder palpation af både mine ydre og dernæst mine indre skamlæber. Det bevæger sig fra en lægelig palpation til mere kærlige strøg.
Jeg frabeder denne undersøgelse, da jeg forklarer at jeg sagtens selv kan undersøge mine eksterne kønsdele og at det ikke er dette jeg er her for. Han begynder nu at massere min klitoris og siger “det er overstået lige om lidt”.
Jeg går i panik og fryser. Dette står på lidt tid inden han stikker instrumenterne op i mig, tager celleskrabet og jeg får lov at gå. Jeg er så ængstelig at jeg ikke får sagt ordenligt fra efter.

Det var dybt ubehageligt at han begynder på noget, som IKKE er aftalen, når jeg ligger der med stængerne i vejret. At det så havde en sexuel karakter, det gør bare det hele meget værre.

168. vidnesbyrd

Jeg skulle desværre have en abort, hvilket jeg i forvejen var rigtig ked af og enormt bange for. Både fordi jeg var bange for hele forløbet men også på grund af min vulvodyni.
Inden jeg skulle undersøges at sygeplejersken, stillede hun mig nogle spørgsmål. Under den samtale gjorde jeg sygeplejersken opmærksom på, at jeg led af volvodyni, og at jeg var rigtig nervøs og ikke havde lyst til at se fosteret oppe på skærmen, da jeg synes situationen var hård nok i forvejen.
Da jeg skal undersøges, er jeg så nervøs og så anspændt, at hun ikke kan stikke udstyret op i min vagina, og det ender med at hun læner sig tilbage med armene over kors og siger: “Ja, jeg kommer altså ikke til at undersøge dig indtil du lærer at få slappet af”. Så jeg prøver selv så godt jeg kan at ændre min vejrtrækning så jeg slapper lige mere af i mit underliv.
Da hun endelig får stukket sin scanner-ting op i mig siger hun: “Ja, hvis du prøver at kigge her så kan du faktisk set at det ikke kun er et æg, men to æg, der er befrugtet”. Til trods for at jeg har sagt, at jeg ikke vil se fosteret. Jeg kigger op på skærmen og ganske rigtig skær det mig i hjertet, at jeg bliver nødt til at skulle give afkald på fosteret.
Jeg skal derefter tage en pille og får udleveret en anden pille jeg skal tage en dag senere. Jeg ved ikke om det er en lov, at sygeplejersken skal vise en fosteret, men hvis ikke det er det, forstår jeg ikke hvorfor hun ikke lyttede til mig.
Jeg gik hjem fra klinikken og følte mig endnu skræmt og skamfuld over at jeg skulle have en abort, og samtidig følte jeg mig behandlet rigtig dårligt, fordi jeg fik følelsen af at være besværlig fordi hun ikke kunne undersøge mig med det samme, fordi jeg havde så ondt og spændte så meget op.

167. vidnesbyrd

Jeg havde en mistanke om, at jeg led af vulvodyni og blev henvist til en gynækolog af min læge. Jeg bliver undersøgt, og det er enormt smertefuldt men gynækologen kan desværre ikke se, at der er noget i vejen med mig. Vi sætter os derefter over ved hendes skrivebord hvor hun stiller mig nogle spørgsmål og eftersom hun ikke rigtig kan give mig et svar på hvad der kunne være i vejen begynder hun at spørge til min kost. Hun spørger, hvad jeg får til morgenmad og da jeg svarer Skyr med mysli udbryder hun: “Nårh du er en af de der sundheds-tøser! Det skal du altså lade være med at spise. I stedet skal du tage mere på og spise flere pålægschokolade mader”. Hun vejer mig derefter og siger at jeg ligger under mit BMI og begynder at hinte at mit problem er ikke volvodyni, men at jeg lider af en spiseforstyrrelse. Jeg har altid været meget slank af natur og har aldrig haft et forstyrret forhold til min mad, så det kommer som et rigtig stort chok for mig, at hun siger det. Jeg benægter det og siger at mit problem omhandlede mere volvodyni, men hun bliver ved med at sige at jeg skal spise flere makrelmadder med en masse mayonnaise. Hun spørger mig derefter om jeg har fået lavet silikonebryster, fordi de er så store i forhold til min undervægt, hvilket jeg siger nej til.
Det var en rigtig ubehagelig situation fordi jeg følte, at jeg var i en klassisk Catch-22; hvis jeg benægter at jeg har en spiseforstyrrelse, siger hun, at jeg bare er i fornægtelse, men hvis jeg giver hende ret, vil jeg ikke få løst mit problem.
Jeg får fremstammet noget om at min læge havde nævnt noget om at sygehuset (red.) havde en afdeling der specialiserer sig i vulvodyni hvortil gynækologen svarer at hvis jeg absolut insisterer, så kan hun da godt henvise mig til sygehuset (red.), hvilket jeg takker ja til. Ligeså snart jeg forlader gynækologen bryder jeg grædende sammen, fordi jeg er bange for, at jeg i mit videre forløb vil bliver mødt at samme skepsis mod mine symptomer, og fordi jeg ikke følte mig hørt at gynækologen.
Jeg var rigtig tæt på at sende en klage til gynækologen, men fordi min veninde også havde gået til hende og haft en god oplevelse, tænkte jeg, at det nok bare var mig, der havde været for følsom.
Det skal siges, at da jeg senere tog til en afdeling på et sygehus (red.) for at blive udredet, hvor jeg fik konstateret at jeg led af vulvodyni. Jeg blev behandlet med en helt anden omsorg og seriøsitet.

166. vidnesbyrd

Nr.1

Da jeg var 12 år gammel, skulle jeg have foretaget min første gynækologiske undersøgelse på min  mors og læges anvisning. Jeg blev hentet fra skole af min mor, og kørt op til lægehuset. På vej  derop tisser jeg i bukserne af ren frygt og nervøsitet. Jeg blev fysisk trukket ind på lægehuset, hvor  jeg bliver placeret på en stol i venteværelset, med våde bukser, til fuldt skue for de andre  patienter og personale. Da jeg kom ind til lægen, sad min mor og læge og snakkede om hvad der  skulle ske uden at involverer mig, til trods for jeg sad med tårer rendende ned ad kinderne. Jeg  blev ført over til briksen, hvor jeg igen og igen og igen bad dem begge om at lade mig slippe,  hvilket ikke nyttede noget. Gennem det meste af undersøgelsen havde lægen placeret sin ene  hånd på mit ene ben, for at holde mig fast i bøjlerne. Jeg lå stiv, rystende, grædende og hunderæd  på briksen og kunne intet stille op, andet end at vente på at det er overstået. 

Nr. 2 

Da jeg var 18 år, skulle jeg have lagt en hormonspiral. Igen lægger jeg mig på briksen, håber på det  bedste, frygter det værste. Jeg havde på forhånd spurgt ind til de smerter jeg formodede der ville  være, men havde fået at vide det ville ”nive” en smule. Gynækologen går i gang og jeg bliver med  det samme ramt af en gennemborende smerte i hele maveregionen og benene. Jeg ender med at  besvime af smerter. Jeg vågner op halvnøgen i et ukendt miljø, med en læge stående mellem min  blottede, nøgne ben og jeg er i et kæmpe smerte helved. Gynækologen siger at hun synes jeg skal  tage på hospitalet for at få spiralen lagt. 5 minutter efter jeg vågnede op, efter at være besvimet, lå jeg i chok, grædende på bagsædet af min bil på parkeringspladsen, ude af stand til at bevæge  mig. Jeg endte måtte forlade min bil på parkeringspladsen og få en veninde til at køre mig hjem.  

Nr. 3 

På grund af episoden hos gynækologen, blev jeg henvist til hospitalet, hvor jeg skulle have lagt  spiralen, mens jeg fik noget beroligende. Jeg blev lagt på en stue, hvor jeg fik udleveret  hospitalstøj og skulle vente på at ville blive kørt ned på den pågældende afdeling. Jeg var fra  starten meget nervøs og utryg pga. af min tidligere oplevelse. 

Jeg blev hentet og kørt ned på afdelingen, hvor jeg skulle ligge på en biks i et stort koldt rum. Det  var en voldsomt utryg situation, jeg skulle ligge med benene i bøjlerne, rummet var fuldt af 

mennesker, jeg fik drop med noget beroligende. Jeg husker oplevelse som kaotisk, med  mennesker der vimser rundt og taler med hinanden, så der nærmeste er støj i lokalet. Jeg havde  udtrykt overfor de pågældende læger og sygeplejersker, at jeg var meget bange, og at det havde  gjort voldsomt ondt i første forsøg med spiralen. Hvor de havde forsikret mig at de ville give mig  noget, så jeg næsten ikke ville kunne mærke det. Da de går i gang med at lægge spiralen, lander  jeg i præcis samme smertehelvede, som første gang. Jeg begynder at græde, og beder om flere  pauser, fordi jeg næsten ikke kan holde den knivstikke følelse ud. 

Lægerne klør på og det ender med at spiralen kommer på plads. Jeg græder og er fuldstændig  færdig og opløst igen.

165. vidnesbyrd

Jeg skulle ind til mit første celleskrab som 23 årig. Da jeg kommer ind får jeg at vide, at jeg kan tage bukserne af og ligge mig op. Jeg er nervøs, spænder og har svært ved at slappe af. Sygeplejersken, der skal foretage celleskrabet, siger, at jeg skal slappe af. Hun siger det flere gange “slap nu bare af” – i et irriteret toneleje. Jo flere gange hun siger det, jo mindre afslappet bliver jeg. Pludselig stikker hun redskabet op, uden at jeg er forberedt, jeg giver et sæt og samler benene. Hun tager demonstrativt fat i mine ben og spreder dem og gør skrabet færdig, hvortil hun siger: “så slemt er det heller ikke, du har vel haft sex før”. Jeg bliver helt paf og får mig rejst, tørre glidecremen væk og får stukket et trusseindlæg i hånden. Værs’ go. Jeg var af en eller anden grund flov, da jeg gik derfra. Jeg følte mig pivet og latterlig, fordi jeg ikke kunne slappe af og “tage det som en kvinde”. Jeg havde smerter i underlivet og blødte efterfølgende. Idag har jeg frabedt mig undersøgelser ved denne sygeplejerske.

164. vidnesbyrd

Jeg fik en labia-reduktion.. var nogle år efter til tjek hos en ældre herre gynækolog, der roste resultatet af mit underliv.. hvilket i sig selv var grænseoverskridende.. efterfølgende stak han to finger op og spurgte om jeg trænede.. altså muskel forneden og om jeg kunne klemme.. det gik først op for mig efterfølgende… altså hvor grænseoverskridende det hele havde været..

163. vidnesbyrd

Da jeg havde fået en abort som 22-årig skulle jeg have sat en spiral op hos en mandlig gyn.
Det gjorde voldsomt ondt, og jeg ringede efterfølgende og forhørte mig om smerten var normal. Han affejede mig med at jeg var pivet.
Jeg besluttede mig derefter for aldrig at lade en læge hjælpe mig med et organ de ikke selv har (dvs kun kvindelige gyn derefter).
Det viste sig han havde ridset min livmoder, og jeg har siden da fået ny spiral 3-4 gange over årene. Aldrig har det gjort så ondt som da han fejlagtigt gjorde det første gang. Sikken en idiot. Jeg glemmer aldrig den ‘erotiske’ elfenbens figur af en nøgen kvinde han havde på sit skrivebord. Gross

162. vidnesbyrd

Nedskrevet af behandler efter aftale med kvinden:

Hun bliver henvist til gyn amb pga fortsat svie og ubehag omkring vulva.
Hun har været i behandling for herpes genitalis igennem længere tid, men har ikke et aktivt udbrud, men fortsat ubehag og svie som ved udbrud.
Til gu får hun konstateret lichen sclerosus. Og uden kvindens samtykke eller accept klippes der en del af kvindens ene kønslæbe af. Uden bedøvelse. Uden kvinden forstår hvorfor.
Dette sidder så dybt i kvinden, at bare hun fortæller mig om det græder hun.
Ved alle efterfølgende gu græder og ryster hun voldsomt bagefter.
Hun beskriver at hun er fuldstændig disconnected til sit køn.
Og at hun mærker en stor angst for at lignende finder sted ved en ny gu.
Derfor fortæller hun hver gang om at hun har oplevet en gu der var meget en meget voldsom og grim oplevelse. Men er blot blevet mødt med “ja, gu er der jo ingen der kan lide” af

161. vidnesbyrd

Jeg har haft mange rigtig ubehagelige Gynækologiske oplevelser, da jeg har været meget igennem med mit underliv pga en kronisk sygdom i underlivet. Min absolut værste oplevelse skete for nogen år siden hvor lægen ville have jeg skulle skifte mine ppiller ud, da jeg havde fået ppiller mod mine voldsomme menstruationssmerter siden jeg var 15 år og nu havde taget dem i 14 år. Lægen ville have jeg skulle have spiral men det kunne jeg slet ikke overskue pga alle mine kroniske smerter i både selve skeden og i underlivet. Derfor blev løsningen at prøve minipiller.

Efter 3 dage på minipiller fik jeg høj feber ( 40 i feber ) udslæt over hele kroppen, følte mig rigtig syg som ved en influenza og fik slemme sår indvendig i skeden og på kønslæberne. Jeg vidste jeg ikke havde en kønssygdom, da jeg aldrig havde haft ubeskyttet sex og altid havde fulgt årlig kontrol og jævnligt var undersøgt netop pga min kroniske sygdom.

Jeg kunne ikke sidde, gå eller tisse for smerter og jeg kom ind på en kvindeafdeling til undersøgelse. Tonen var generelt hård og kølig og jeg lå rystende af feber med benene i bøjlerne og ventede på en læge. En kølig overlæge kom ind, kiggede dårligt på mig, tog straks en scanner og stak den op i min skede. Jeg skreg og græd, jeg hulkede simpelthen, det gjorde SÅ ondt. Jeg havde åbne sår i hele min skede og jeg følte jeg blev revet op indvendig. INGEN tog notits af mig, hellere ikke de sygeplejerske der var i rummet. Lægen maste bare den der scanner rundt i mit underliv og jeg lå og græd og græd. Han var i tvivl om hvad han så og hentede en anden læge og nogen medicin studerende. Jeg græd så højt at en sygeplejerske kom hen og tyssede lidt på mig og lægen sagde surt ” ja så ondt gør det jo hellere ikke “. Da det var færdig blev de enige om at det nok bare var herpes, men ville alligevel lige tage en biopsi, jeg fik en bedøvelse, hvilket jeg ikke var forberedt på, så jeg lettede en halv meter fra briksen og græd. Blev syet med et sting og kørt ind på en stue. En sygeplejerske kom med nogen piller mod herpes og en recept på resten jeg skulle købe. Så blev jeg udskrevet.
To dage senere kom svaret og jeg havde ikke herpes, hvilket jeg godt vidste. Biopsien vidste intet andet end min i forvejen kroniske sygdom og jeg var selv overbevidst om at det var minipillerne jeg havde fået en allergisk reaktion på, hvilket hverken overlægen på kvindeafdelingen eller egen læge troede på, men jeg stoppede omgående på dem og en uge efter var feber og alle sår forsvundet. Jeg læste i min journal at der stod ” P.t virker letpåvirkelig og nem at hidse op, mener selv hun er ” allergisk ” over for minipiller, hvilket må anses som urealistisk og der er nok tale om modvilje mod at tage denne form for prævention “.
Jeg kommer mig aldrig over den oplevelse. Det er 5 år siden og i dag , selvom jeg har verden sødeste læge i dag, så græder jeg så snart jeg ligger mig på en gynækologisk briks, tårerne kommer omgående, jeg føler jeg er udsat for overgreb hver gang jeg får fortaget en gynækologisk undersøgelse, uanset hvor skånsomt den bliver fortaget. Alt berøring i det område er så overfølsom og gør så ondt. Jeg har de sidste to år udsat et celleskrab fordi jeg ikke kan overskue en gynækologisk undersøgelse.

160. vidnesbyrd

Jeg var 15 år, og skulle tjekkes for kønssygdomme i forbindelse med p piller.
Jeg kommer ind til en lægestuderende. Da jeg ligger der på briksen, prøver hun at få instrumentet ind, men efter 5 min opgiver hun og siger at hun må få en anden læge ind også. Hun vælger at gå uden at dække mig til eller låse døren. (det skal lige siges, at briksen er lige foran døren, og hvis der kom nogen ind, ville mit underliv være det første de så). Da hun så kommer tilbage med den anden læge, forsøger den nye læge så at få instrumentet op. Det niver og igen opgiver de og henter et nyt instrument. Imens taler sammen med en masse latinske udtryk, da det så lykkedes dem udbryder lægen så. ‘ja, hun er godt nok stram, men hun er også en slank pige’. Jeg har aldrig følt mig så talt over hovedet og overset, som da jeg 15 år og blufærdig lå der.

159. vidnesbyrd

Jeg var til celleskrab første gang for 2-3 år siden hos min praktiserende læge. Jeg var nervøs, men havde formået at overbevise mig selv om, det nok skulle gå og at frygten bare var indbildning. Jeg havde i den forbindelse nogle spørgsmål om prævention, da jeg var interesseret i at høre om hormonspiral som alternativ til p-piller.
Jeg lægger mig op på briksen, og hun begynder på – noget, jeg ikke ved hvad er. Det er meget smertefuldt, og hun fortæller mig undervejs at jeg skal slappe af og at det vil være helt umuligt at lægge en spiral op hvis jeg spænder så meget op, jeg kan glemme alt om at få lavet det i fremtiden. Jeg forstår ikke hvad hun snakker om, for jeg skal jo ikke have lagt en spiral op nu, havde bare spørgsmål omkring det. Jeg finder aldrig ud af hvad hun havde gang i, men pludselig opstår der en intens smerte og så jeg gætter på at hun åbenbart har taget celleprøven?
Jeg er meget forvirret omkring hele oplevelsen, det virkede meget utrygt, uinformeret, forhastet og ikke mindst smertefuldt.

Nogle år før ovenstående episode var jeg til udredning på hospitalet vedrørende PCOS. Jeg var jomfru dengang, omkring 18 år, og selv nu kan det være smertefuldt at blive penetreret hvis ikke jeg er godt varmet op.
Det var ellers en sød und læge, der undersøgte mig, men hun rakte efter den indvendige scanner uden at informere mig om hvad der skulle ske, og jeg blev meget forskrækket. Det lykkedes hende ikke at fuldføre undersøgelsen grundet mine spændinger, og hun spurgte overrasket om jeg var jomfru hvilket jeg bekræftede, og hun konstaterede nervøst/undskyldende at det jo ikke var normalt i min alder. Hun fuldførte undersøgelsen med den udvendige scanner uden problemer. Hun var sådan set respektfuld nok omkring undersøgelsen, men kunne have ønsket mere information om hvad der skulle ske.

158. vidnesbyrd

Jeg er 20 år gammel og min oplevelse med gynækologiske undersøgelser starter da jeg efter mange år har følt, at der ikke har været fri passage ved min skedeindgang. Jeg har aldrig formået at bruge tamponer i de 6 år jeg har haft menstruation. Jeg har ikke åbnet op for nogle omkring mit problem med tamponer, for det virkede jo så nemt for andre og da jeg ikke har haft ondt eller være nødsaget til at bruge en tampon, har jeg altid tænkt at det kunne vente. Jeg har heller ikke følt, der var et sted at gå hen med mit problem. Jeg har aldrig forsøgt samleje, hvilket grunder mere eller mindre i, at jeg som 16-årig (stadig ingen seksuel erfaring) får fortalt, at en i min nærmeste familie som 8-årig blev udsat for grov voldtægt af en fremmede, som kidnappede hende fra gaden. Det forskruede min tankegang omkring sex og især mænd.

Da jeg booker min tid til lægen er det som udgangspunkt udelukkende, fordi at jeg gerne vil kende min krop. For det første vil jeg gerne vide om der er et fysisk problem, der gør at jeg har følelsen af at min skede er lukket. For det andet har jeg brug for at få følelsen af at jeg hviler i mit underliv og at føle mig i kontrol, så når jeg en gang skal have sex med en mand, så er mit underliv mit værktøj og ikke hans legeplads. Jeg fortæller min læge, at jeg har følelsen af at være lukket og at jeg har aldrig har brugt tampon og at jeg ikke har forsøgt samleje, men at jeg har kigget på mig selv og har haft sex med selv (og orgasmer), så jeg vil egentlig bare gerne have, at hun kigger på mig og fortæller mig om der er et fysisk problem. Jeg lever nemlig i en verden, hvor en kvindes problematikker (hvis problemet har noget at gøre med at hun er kvinde) ofte bliver opfattet som hysteriske af samfundet. Derfor er jeg allerede bange for at blive opfattet som endnu et hysterisk kvindemenneske, fordi jeg jo ikke er syg eller i smerter, men bare en kvinde som har lyst til rar sex uden gener – med sig selv og andre. Som kvinde føler jeg, at samfundet stadig har svært ved at forstå at kvinder har en sexlyst og så at komme og stille krav til oplevelsen af sex kan kun blive opfattet som en helt absurd ide. Min læge, som er kvinde, undersøger mig og oplevelsen er egentlig okay. Hun tager det stille og roligt og da jeg kommer ned fra briksen, er jeg stadig ved godt mod. Lægen fortæller mig jeg er helt normal, men viser alligevel billeder af misdannet kønskranse. På det tidspunkt er jeg overvældet af oplevelsen og samtidig bange for at sige min læge imod, så jeg stiller ikke spørgsmål. Selv synes jeg dog ikke rigtig at noget giver mening, men jeg stoler på fagpersonen/autoriteten, så jeg konkluderer (skeptisk) at jeg er normal. Måske jeg bare er meget stram? Det sidste hun siger, inden jeg forlader lokalet, er at første gang jeg skal have sex (penetrations-sex mener hun), så skal min partner bare gå langsomt frem og sørge for at få mig godt varmet op, det vil gøre ondt, men ja sådan er det jo bare. Måske er det ikke helt sådan hun siger det, men jeg opfatter det sådan. Igen er jeg forvirret. Jeg har jo fortalt hende, at det heller ikke er muligt at få min vibrator op, når jeg har sex med mig selv og der er jeg altså rigelig våd osv.

Besøget havde kun givet mig mindre klarhed over mit underliv og flere spørgsmål. Undersøgelsen sker en fredag og hele weekenden er jeg forbavset og forvirret over hendes kommentarer. Lørdag eftermiddag kommer jeg i kontakt med en jordemoder. Hun tager telefonen og jeg forklarer hende kort om min situation. Selvom det er lørdag eftermiddag får jeg ikke følelsen af, at jeg forstyrrer eller at jeg skal skynde mig. Jeg føler mig taget alvor med det samme og jordemoderen stiller mig allerede mere undersøgende spørgsmål end min egen læge gjorde. Selvom hun befinder sig 3 timer væk og har weekend, så føler jeg allerede at hun er mere optaget af at finde ud af, hvad mit problem er end min egen læge. Vi aftaler, at vi ringes ved mandag formiddag og jeg sover meget bedre de efterfølgende nætter. Mandag ringer vi sammen og jeg er helt klar over, at jeg ikke får et svar på mit problem gennem et skype opkald. Egentlig vil jeg bare gerne snakke. I 6 år har jeg jo ikke snakket. Jordemoderens vibe er helt afslappet og jeg får følelsen af at vi snakker om noget helt hverdagsagtig. Vi snakker frem og tilbage. Hun stiller spørgsmål, jeg stiller spørgsmål, hun forklarer og jeg får lov til at forklare, hvad jeg mærker på min egen måde. Det virker så simpelt og naturligt. Det tager ikke mere end 20-30 min, men det gjorde en verden til forskel for mig at snakke med nogen. Især nogen som forstod den virkelighed jeg levede i. Jeg følte mig rigtig tryg i samtalen, fordi jordemoderen var sikker i de ting hun sagde. På et tidspunkt det går op for mig at min egen læge aldrig har givet mig følelsen af, at jeg var hos en fagperson. Gennem min samtale med jordemoderen, får jeg følelsen af at nogen har taget mig i hånden. Sammen følelse som når ens lærer hjælper en, når man har kæmpet med en matematikaflevering, hvor tallene og formlerne ikke giver mening og det føles som om man aldrig kommer til at forstå det. Jordemoderen fortæller mig at hun evt. tror jeg kunne have en umodent kønskrans og at det evt. kunne løses med noget hormoncreme. Min læge afviser, at jeg har en umodent kønskrans og vender tilbage med kommentaren: “Du er helt normal men kom ned i klinikken så skal jeg undersøge dig igen”. Jeg får bestilt en ny tid hos min læge.

I ugerne op til mit 2. lægebesøg lykkes det mig dog at få min egen finger op i mig. Både under onani. men også upåvirket af lyst, hvis man kan sige det. Føler mig så meget i kontrol over min krop. Min underliv er på vej til at blive en del af mig og ikke kun noget der eksisterer, når det sættes i sammenhæng med et andet menneske. Jeg bliver derfor ikke undersøgt ved mit andet lægebesøg, men tager tiden til at uddanne min læge omkring min oplevelse, fordi jeg vil undgå at hun fortæller andre unge piger eller kvinder at løsningen på deres underlivs problemer er en god og venlig mand. På et tidspunkt i vores samtale (som ikke har været længere end 5-10 min), spørger hun mig dog “…men altså hvad jeg kan så hjælpe dig med?”. Jeg husker ingen gang, hvad jeg får svaret hende, men da jeg hurtigt efter forlader klinikken tænker jeg “Hvor fanden skulle jeg ellers havde gået hen og snakke med nogle om mit underliv. Hvor er de mennesker, der kan forklare mig om det jeg har mellem benene på et fysik, psykologisk og kulturelt plan”. I to dage når jeg leve i den tro om, at min problem er et overstået kapitel. Evig taknemlig for at jeg ringede til en jordemoder i den anden ene af danmark, så hun kunne være alt det, som jeg ville ønske min egen læge have været.

1 dag efter mit 2. besøg får jeg menstruation og lykkes med at sætte en tampon op uden problemer. Da jeg skal havde den ud igen sidder den dog fast. Jeg hiver, men det gør ondt, så jeg stopper og må forsøge næste dag. Næste morgen vil den stadig ikke ud og jeg tænker på en historie jeg læste om en amerikansk pige, der måtte til skadestuen for at få fjernet hendes første tampon, og dermed fandt ud af, at hun havde en septum kønskran. Jeg tænker, at det må være løgn. Her er jeg taget til lægen for kende min krop bedre, så jeg kunne undgå at få en dårlig og smertefuld oplevelse forbundet til mit underliv, kun for at stå her i smerte og på vej til at ringe til lægevagten. Den stille og rolig undersøgelse af mit underliv, var intet andet end et sløset kig på min vulva. Jeg får ringet til og bestilt en tids hos lægevagten, men da jeg ankommer til lægevagten kan jeg fornemme, at det er den samme mand der tilser alle. Da han kalder mig ind, spørger jeg med det samme om der ikke er en kvinde, der kan undersøge mig. Han svarer “Skal jeg ikke bare tage den (tamponen) ud”. Jeg tænker “Hør her kammeret, hvis det bare var så nemt, så havde jeg nok gjort det selv. Jeg lever desuden i et samfund, hvor kvinder på daglig basis bliver udsat for verbale eller fysiske overgreb, så når jeg spørger om jeg kan blive undersøgt af en kvinde, så mener jeg det”. Han kan godt mærke jeg ikke har tænkt mig at smide tøjet, så han foreslår, at jeg kan vente for at se om der kommer en kvindelig læge og overtager vagten, men fremhæver også mindst 5 gange, at han ikke kan garantere det, så vi kunne også bare få det overstået. Jeg vælger at vente. En rigtig sød kvinde henter mig 30 min senere. Jeg fortæller hende hele min historien til hende og jeg kan mærke hun virkelig lytter og forstår. Hun giver mig lov til at fortælle hende, det som jeg føler er nødvendigt for hende at vide, før hun undersøger mig. Desuden siger jeg til hende, at hun skal være mine øjne og fortælle mig hvad hun ser, tilmed skal hun fortælle mig præcis, hvad det er hun gør inden hun gør det og så skal hun gå stille fremad. Jeg ligger mig på briksen og hun gør klar. Hun gør som jeg siger og jeg er helt med i, hvad hun foretager sig og ser. Hun ser (selvfølgelig) en septum kønskrans, hvor min tampon er på vej ud af begge huler og bliver derfor nødt til at masse tamponen ud gennem det ene hul. Det er rigtig ubehageligt, mest af alt fordi den selvsikkerhed og kontrol jeg følte jeg havde fået omkring mit underliv lige pludselig var forsvundet igen. Det hjælper dog, at hun anerkender mit problem med det samme og tager min fremgangsmåde alvorligt. Selvom hun fortæller, hvad hun gør inden hun gør det, bliver min krop stadig forskrækket og på et tidspunkt tror jeg selv hun bliver forbavset over, hvordan min krop spjætter ved en lille berøring. Forskellen er bare at mit hoved ikke er forskrækket, fordi jeg har hørt at hun ville sætte sine fingre der. Når det bliver lidt for meget, tager hun mere gel på og jeg får lige lidt tid til at trække vejret igen. Desuden siger hun også undervejs, at hvis jeg føler det er helt ulideligt, så vil hun tilkalde en gynækolog. Straks gør det mindre ondt, fordi jeg ved smerten ikke er noget jeg bare skal finde mig i. Jeg kan sige nej og så er der stadig en løsning. En anden ting som virkede rigtig beroligende, var at hun roste mig og sagde jeg klarede det rigtig godt og anerkendte dermed min smerte. Da hun får tamponen ud, bryder jeg helt sammen. Jeg er lettet over, at den er ude, men jeg er også utrolig sur på min egen læge. Hvis hun bare vidste, hvor meget det kræver at overveje en gynækologisk undersøgelse eller i første omgang at tage sin krops signaler alvorligt og samtidig føle, at man belaster sundhedsvæsnet med noget man jo godt ved, man ikke dør af. Jeg kan mærke lægen også bliver berørt og hendes blik er fyldt med medlidenhed, da jeg stortudende forlader lægevægten men hulkende fortæller jeg hende, at det havde været den rareste ubehagelige oplevelse.

Hvordan endte min historie her? Hvorfor ved jeg ikke i en alder af 20, hvad jeg har mellem benene? Er det min skyld, at jeg ikke har undersøgt mig selv bedre eller gået til lægen før, eller er det det faktum at jeg er opvokset i et samfund der hverken taler, kigger eller lærer om det kvindelige kønsorgan? Er undskyldningen at det kvindelige kønsorgan alligevel er gemt væk, så derfor burde vi ikke snakke om det, for vi skal bevare mystikken. Min oplevelse er, at det mandlige kønsorgan er meget mere omtalt, men dets placering er sjovt nok også mere tilgængelig.

 

157. vidnesbyrd

Jeg havde i foråret 20 i en missed abortion.
Grundet Corona måtte jeg ikke have min kæreste med til nakkefoldsscanningen, hvor det blev bekræftet der desværre ikke længere var liv. Det var selvfølgelig et kæmpe chok, og det var utrolig trist.
Jeg skal senere på dagen op på hospitalets gynækologiske afsnit, hvor jeg heller ikke måtte medbringe min kæreste.
Jeg kommer ind på en lille undersøgelsesstue, hvor det sidder en læge overfor mig, og der står 3 medicinstuderende helt stille op ad væggen. De bliver ikke præsenteret, og jeg er rimelig forvirret omkring hvad de skal.
Jeg selv jordemoderstuderende, og jeg er vant til altid at præsentere mig selv, og sætte ord på hvad min rolle på stuen er (også ved observation).
Jeg taler kort med lægen omkring hvad der er sket, som derefter beder mig om tage tøjet af og lægge mig op på briksen da jeg skal undersøges. Heller ikke her bliver der italesat hvad de studerende på stuen skal. Jeg er rimelig lammet af chok, og har nærmest ikke hjerneceller til at tage stilling til det, men jeg kan mærke det er utrygt og dybt grænseoverskridende. Jeg får dog spurgt, hvem de er, og hvad det er de skal. Hvortil jeg får svaret at ‘de er studerende og skal observere hvis det er OK’. Det får jeg sagt at det faktisk ikke er, fordi det ikke giver mening for mig, at der skal være så mange mennesker inde i dette rum, når min egen kæreste ikke må være der for mig i den her meget overvældende situation.
Det bliver mødt med nogenlunde forståelse, og de bliver bedt om at forlade rummet. Jeg lægger mig op på briksen, og alt inde i mig føles utrygt og ubehageligt. Lægen indfører en vaginal scanner i mig, uden at advare mig før han gør det – ej heller fortæller han hvad det er der skal ske til undersøgelsen, eller informere mig undervejs.
Det er så ubehageligt, og jeg kan mærke hvordan min krop bare lukker ned, og hvordan jeg bare vil væk derfra. Døren går flere gange op under min undersøgelse, med sygeplejersker der går ind ad ud ad stuen, for b.la. lige at hente ting de skal bruge. Der kommer en anden læge ind på stuen, og de taler om hvad der de ser på skærmen med medicinske termer som jeg ikke forstår. Jeg bliver på intet tidspunkt indraget eller involveret i undersøgelsen.
Jeg bliver sendt hjem for at abortere vha. medicinsk abort, og skal komme tilbage til kontrol. Da jeg kommer tilbage til kontrol har jeg en om muligt nærmest værre oplevelse.
Igen oplever jeg hvordan jeg på intet tidspunkt bliver inddraget i den gynækologiske undersøgelse, og hvordan døren flere gange går op, med personale der går ind og ud ad stuen. Den læge der scanner mig har svært ved at vurdere om min livmoder har trukket sig tilstrækkeligt sammen efter aborten, og tilkalder en bagvagt. Han kommer ind, og går over til scanneren og beder om at få tændt lyset på stuen da han “dårligt kan se hvilket hul han er ved at stikke scanneren op i”. Denne sætning glemmer jeg aldrig. Den anden læge, studerende og sygeplejerske på stuen grinte af denne kommentar. Og jeg lå fuldstændig sårbar og blottet og i sorg.
Hele denne oplevelse var så grænseoverskridende og ubehagelig, og det er noget jeg aldrig glemmer.
Et par mdr. efter denne oplevelse bliver jeg gravid igen, og abortere spontant meget tidligt. Denne gang blev jeg af egen læge henvist til en privatpraktiserende gynækolog hvor jeg blev undersøgt af en jordemoder. Jeg kunne mærke hvordan jeg havde svedige håndflader, og var kvalm ved tanken om jeg skulle undersøges igen, da min oplevelse fra gynækologisk afdeling havde været så ubehagelig og traumatisk. Heldigvis var den dygtigste og mest empatiske jordemoder der skulle undersøge mig. Hun tog sig god tid til at tale med mig, og vi fik også talt forløbet på gyn. igennem, og hun var så empatisk og forstående. Til denne undersøgelse vendte hun skærmen så jeg selv kunne se med, jeg blev inddraget og fik at vide hvad hun kiggede efter i min livmoder, hvilket både var enormt trygt og også interessant. Jeg er så taknemmelig for at jeg kom til undersøgelse hos denne jordemoder, som formåede at gøre mig så tryg og fik mig inddraget i min egen undersøgelse. Det var guld værd, og er af ENORM betydning når man er så blottet og sårbar som man er ved gynækologisk undersøgelse.

156. vidnesbyrd

Det er med bankende hjerte at jeg skriver mit vidnesbyrd. Min hjerne har sagt til mig “Nårh ja, det kan jo ske” men min krop reagerede helt anderledes. Jeg skulle tjekkes hos lægen. Nyuddannet kvindelig læge skulle udføre den gynækologiske undersøgelse. Jeg kunne fornemme at hun var smånervøs og følte sig ubehageligt til mode, allerede der begyndte jeg at føle mig utryg.. Jeg lagde mig op med spredte ben og gjorde mig mentalt klar på at få indført spekulumet. Hun havde forvarmet det, så det ikke var koldt. Problemet var bare.. at det nu var alt for varmt. Jeg skreg “AV! det er alt for varmt!”. Hun tog det hurtigt ud. Grinede nervøst og sagde, “Ja, det er det da også”. Hun fortsatte undersøgelsen. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Hun bad mig om at knibe sammen om hendes fingre, men det kunne jeg slet ikke. Mit underliv havde fået et chok. Spekulumet var kølet af og blev igen ført op. Undersøgelsen var overstået. Jeg kom ned af stigbøjlerne, tog tøjet på. Følte mig så sårbar og lille. Ingen undskyldning. Ingen “Er du okay?”. Kun den kliniske samtale. Da jeg kom ud fra undersøgelsesrummet, stormede jeg ud på toilettet og brød grædende sammen. Jeg hulkede snot. Jeg hulkede hele vejen hjem med min cykel. Jeg havde brændt mig ved skedeindgangen. Men det var ikke derfor jeg hulkede i to timer derefter og lå i fosterstilling. Hele oplevelsen havde været så ubehagelig og grænseoverskridende.
Jeg har ikke klaget, for jeg er bekymret for at de mener, at der ikke er så meget at klage over. Jeg ved bare hvordan min krop reagerede og  det er en oplevelse jeg ikke ønsker for nogen

155. vidnesbyrd

Ved min anden fødsel bristede jeg meget. Jeg fik problemer med polypper, tror jeg lægen sagde, de blev penslet med noget der gjorde vældigt ondt. Min egen læge var jeg tryg ved, en mand. Senere blev jeg henvist til gynækologisk på sygehuset fordi jeg altid have ondt ved samleje og berøring, slimhinderne var tørre, sådan føltes det. Undersøgelsen hos gynækologen som var en mand var meget nedladende overfor mig, han var den eneste i rummet, han kørte fingrene frem og tilbage i skeden mens jeg lå med benene i bøjlerne. Jeg har svært ved at forklare, men noget i min underbevidsthed sagde mig at der foregik noget forkert men jeg gjorde ingenting, jeg følte mig flov, han sagde “se den skal bare bruges”. Dengang vidste jeg mærkeligt nok ikke at at man kunne blive våd i skeden selvom det var noget jeg ikke havde lyst til. Jeg sagde ikke noget spurgte ikke om noget skyndte mig at tage tøj på og gik. Jeg følte mig lille og ville gerne gøre mig usynlig. Jeg husker stadig den undersøgelse som om det var i går. Jeg har aldrig fortalt det til nogen fordi jeg har haft en oplevelse af at det var en form for utroskab, det er svært at forklare. Men jeg har stadig ikke fortalt det til nogen.

154. vidnesbyrd

Jeg var i et helt almindeligt forløb hos en gynækolog, som bestod af to besøg, hvor jeg første gang ville have et alment tjek. Min mor var lige blevet opereret for prolaps/nedsunken livmoder og jeg ville sikre mig, alt var sundt og normalt. Lidt ligesom at huske et tandlægetjek jævnligt. Gynækologen var meget kynisk og opførte sig sært, især hendes erhverv taget i betragtning. Da jeg ankom og smilende hilste på hende, stirrede hun bare på mig og blinkede forvirret med en påtaget grimasse, som om jeg havde sagt “jeg elsker dig” eller noget andet upassende. Jeg tænkte ikke videre over det, for jeg har oplevet bryske gynækologer før og det vigtigste for mig er, at de er informative og udfører deres job godt. Jeg behøver ikke en overdrevet pædagogisk tone. Men hun kaldte mig ind igen for at tage vævsprøver af min livmoderhals. Ved dette besøg meddelte jeg ved ankomst, jeg var en smule nervøs og hvis der var noget der hed at være forsigtig, ville jeg sætte pris på det. Da jeg lå på briksen, stillede jeg hende to saglige spørgsmål om vævsprøven og formålet med denne. Simpelthen fordi jeg gerne ville vide, hvad der skal ske. Så mærkede jeg pludselig et smerteligt, stikkende jag i mit underliv, der blev ved i et langsomt drag. Jeg skreg forskrækket og begyndte at ryste på benene og jeg begyndte at græde. Jeg har stærke nerver og græder ikke let, men smerten var så intens og uventet. Hun havde givet bedøvelse og sagde tørt, at jeg skulle ligge stille. Hertil svarede jeg “det er svært at slappe af i din autoritet, når du ikke fortæller hvad du gør”. Hertil svarede hun rasende “ti stille, så jeg kan udføre mit arbejde”. Og så skrabede hun to gange og så kraftigt at jeg kunne mærke et sejt, skruende træk i underlivet på trods af bedøvelsen. Jeg var helt mundlam og gik grædende hjem. Hun sagde ikke et ord mere. På vej hjem læste jeg anmeldelser af hende, samtlige var dårlige og flere skrev udtrykkeligt, de var gået grædende hjem derfra. Jeg fortrød sådan, jeg ikke havde tænkt på at læse op på hende før besøget. Jeg havde pletblødninger og smerter i underlivet fra vævsprøverne i over en måned efter og der var ikke noget at finde i prøverne. Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg skulle have dem taget. Jeg har prøvet det én gang før tilbage i 2016. Da skrabede gynækologen kun én gang, og bedøvelsen var et kort, forventeligt ubehageligt stik. Det var langt fra den langtrukne, stikkende smerte jeg havde følt hos den sidste. Gynækologen fra 2016 var også en smule upædagogisk, men det gjorde mig ikke noget, for hun var informativ og ordentlig. Og efter denne prøve blødte det kun fra såret samme dag, ikke næsten fem uger som denne gang. Måske ligger der noget internaliseret kvindehad i nogle gynækologer. Hende den sidste virkede nærmest sadistisk. Jeg skrev til Patientklagenævnet efter jeg blev ved at bløde og have smerter. De er heldigvis holdt op nu, men det tog over en måned. Selvom jeg holdt klagen så saglig som muligt, tilføjede jeg til sidst, at den pågældende gynækolog egnede sig bedre til slagteri- eller fabriksarbejde, ikke et arbejde med patienter. Mennesker.

153. vidnesbyrd

Jeg er i starten af 20’erne, har ingen børn og besluttede mig for et par måneder siden at droppe p-pillerne og få opsat en hormon spiral i stedet. Jeg var meget nervøs inden min GU, og jeg kom frem til klinikken hvor gynækologen var 15 min forsinket.
Da det bliver min tur blev jeg lukket direkte ind i undersøgelseslokalet og forbi skrivebordet. Hun bedte mig som det første om at tage tøjet af og aflevere spiralen. Vi nåede ikke at snakke om noget som helst inden, og jeg når desværre ikke at få forklaret, at jeg er meget nervøs for hvad der kommer til at ske.
Jeg lagde mig i bøjlerne og hun gik straks igang. Jeg har flere veninder, som har fået lagt en spiral op og har synes, at det var en god og okay oplevelse i forhold til smerter, men det var det bestemt ikke for mig. På det her tidspunkt har hun allerede tabt mig fuldstændig mentalt og jeg er overhovedet ikke med i processen og hvad der sker med alle de instrumenter hun bruger. Hun “niver” mig indvendigt og spørger om jeg mærker stor smerte ved at hun gør det. Jeg udtrykker klart at det gjorde ondt. Hvorefter hun siger at hun synes vi skal lægge den op uden bedøvelse, fordi så vil det være meget hurtigere overstået for mig, og så slipper jeg for et ekstra stik. Jeg udtrykker tvivl om hvorvidt det er en god ide, og hun siger et par gange til mig, at hun tror jeg vil være gladest for at få det hurtigt overstået. På det her tidspunkt føler jeg mig mega presset over beslutningen og jeg føler egentligt heller ikke at jeg har et valg. Jeg får spiralen lagt uden bedøvelse og jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt før. Jeg har simpelhent så ondt, og så snart den er lagt sender hun mig over for at få tøj på igen og videre ud til sekretæren for at få udleveret et papir med informationer. Jeg når kun lige ud til skranken før jeg er ved at besvime og jeg kommer selvfølgelig ned og ligge med det samme. Gynækologen så jeg ikke mere til, og jeg lå i et kvarter i forområdet med en sød sekretær og græd over hvordan jeg nogensinde skulle komme hjem derfra med de smerter jeg havde. Dagene efter var jeg meget påvirket af oplevelsen, jeg følte det havde været så voldsomt og at hun havde misbrugt min tillid til hendes autoritet for at hun selv kunne indhente noget tid.

Jeg har senere hen været til check hos en anden gynækolog hvor oplevelsen var helt anderledes. Hun var simpelhent så behagelig. Først snakkede vi om hvad der skulle ske (og jeg havde tøj på denne gang), og hun tog mig med gennem hele processen, forklarede hvad hun ville gøre, viste mig spiralen på scanningen osv.. Det var simpelhent sådanne en rar oplevelse ovenpå den anden, og det værdsætter jeg så meget at jeg fik lov til at opleve. Hun spurgte mig ind til hvad der havde været ubehageligt hos den forrige og forklarede at det ingen tid ville tage lige at lægge noget bedøvelse. Hende vil jeg til hver en tid anbefale til mine veninder, og jeg ønsker for ingen mennesker at skulle igennem det som jeg oplevede hos den første. Kommunikation og tid er ALT.

152. vidnesbyrd

Siden jeg fik min menstruation som 13 årig, døjede jeg med meget voldsomme smerter, som ofte gjorde jeg var sygemeldt i flere dage.
Min mor kontakte vores lægehus, og der virkede bare ikke til at være nogen større forståelse, de mente det ville hjælpe at komme på p-piller så det gjorde jeg.
Min menstruation forsatte dog med at skabe smerter, og kunne stadig være uregelmæssig (havde den i 1 måned på et tidspunkt) jeg blev aldrig undersøgt nærmere. (Selv da jeg fik selvmordstanker, og mine p-piller påvirkede mit humør så voldsomt – blev jeg aldrig tjekket af mit lægehus)

Da jeg er 18 år, får jeg endelig en tid til en samtale med en af lægerne (mand) han stiller ingen spørgsmål, men siger det skal tjekkes og jeg bare lige kan smide trusserne og lægge mig op på briksen.
Jeg er stadig jomfru, og finder det hele virkelig ubehageligt, men siger ikke noget fordi jeg var så træt af at være i store smerter og have svært ved at holde et job med 4 dags sygemelding hver måned. Så jeg gør som der bliver sagt..

Han vælger bare at gå igang, han spørg ikke indtil mig, om jeg har prøvet det før. INTET..
Han advare mig ikke da han går igang, og forsætter selvom jeg giver udtryk for ubehag.
Til sidst er det dog så slemt at JEG siger jeg ikke kan mere- og han stopper.

Jeg har det af helvede til, jeg ryster og mine fingere snurrer helt. Jeg hører knap nok hvad han siger til mig.

(Fik en henvisning til en gynækolog – som var sød, forstående og forklarede alt før han gik igang!- så dejligt og trygt! )

Jeg rystede og græd hele turen hjem, jeg kunne ikke forstå mine følelser, jeg ville ikke have nogen til at røre mig efterfølgende.
Jeg følte faktisk at min læge havde begået et overgreb på mig. Og jeg nægtede at se ham efterfølgende.

Selvom jeg kom hen til en venlig gynækolog efterfølgende. hader jeg det inderligt, jeg giver mig til at græde så snart jeg lægger mig op på briksen. Jeg hader det og udskød mit celleskrab 3 gange fordi bare tanken giver mig kvalme. – i en alder af 25 kan jeg stadig ikke få en gu uden at tude og ryste på hele kroppen.

151. vidnesbyrd

Jeg har altid været enorm blufærdig, men da jeg som 16 årig pletblødte uden grund tog jeg til læge. Jeg havde aldrig fået lavet en gu før og tanken om det var forfærdelig, udover det så var min (barndoms)læge en usympatisk ældre mand som har givet mig lægeskræk efter utallige dårlige oplevelser gennem årene. Dette blev dog den sidste. Vi stod ved briksen og han sagde tag dine trusser af. Jeg frøs fuldstændig og tårerne begyndte at trille ned af kinderne og jeg sagde “jeg kan ikke”. Han blev ved at presse på og blev mere og mere sur, indtil han tilsidst gav op og sagde så må jeg give en henvisning til gynækologisk afd. men du har jo nok kræft. På gynækologisk var de sødeste mest forstående kvinder og jeg havde efter omstændighederne en god oplevelse og der var selfølgelig ikke kræft.

I mine 20 har jeg desværre måtte til utallige gu, heldigvis ved primært forstående kvinder. Det har aldrig været fedt og jeg får det oftest fysisk dårligt, men det er okay så længe jeg mærker en forståelse. Desværre måtte jeg have en henvisning til et sygehus (red.) og her får man intet valg om mand eller kvinde. Da jeg kommer hen på stuen ser jeg det er en mand, og jeg fryser næsten i døren, lidt modvilligt går jeg ind, men jeg er ikke tilstede i samtalen da jeg bare sidder og tænker på om han skal undersøge mig. Jeg havde ventet på at komme til i et halv år,  så jeg var næsten desperat, men jeg skulle ikke have ladet dem overtale mig. Lægen sagde lige inden undersøgelsen  “du skal ikke være flov, jeg kigger på alt, lige til ældre damer” Hele undersøgelsen igennem lå jeg og græd og rystede i hele kroppen, jeg ville bare VÆK. En sød sygeplejerske holdte mig i hånden mens hun så en smule chokeret på mig. Det føltes som et overgreb, jeg ved godt det ikke var, men i min krop, fordi det var noget så grænseoverskridende for mig, så blev det et overgreb. Til næste undersøgelse var det heldigvis en kvinde og jeg spørger hende om hun kan skrive i min journal at jeg fremad skal undersøges af kvinder, selvom hun virker forstående, siger hun “det må jeg faktisk ikke, så har mine mandlige kollegaer ikke noget at lave” jeg fornemmer at de fleste kvinder er ligeglade og nogle sågar hellere vil have en mand til gu. Så jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke kan få lov at vælge. Derudover er det grotesk at han tænkte jeg ikke vil have ham til at kigge fordi mit underliv måske ikke skulle være kønt nok eller hvad end han mente med at han undersøgte gamle damer.

150. vidnesbyrd

Jeg er i starten af tyverne og er netop flyttet til KBH for at studere, og har i den forbindelse fået ny – kvindelig, midaldrende -læge.
GU-tjekket skal jeg have ifm. en smear-test. Jeg er utryg ved tanken om GU, og har været nervøs i timerne op til (har dog prøvet GU før).
Da jeg ligger mig op stolen med benene i bøjlerne, bliver jeg svimmel, sveder og får propperne i ørerne. Jeg siger højt til lægen, at jeg føler, at jeg er ved at besvime. Hendes respons på det er; “Så er det godt, at du allerede ligger ned”. Hun fortsætter herefter GU.
Siden da har jeg bevidst valgt mandlige læger til GU, idet “min tanke” og oplevelse er, at de er mere blide, fordi de ikke har samme køn, og derfor ikke kan vide, hvordan det føles.
Ved den kvindelige læge var min “lærdom”, at jeg var pivet, og hun jo vidste – selv som kvinde – at det var noget pjat at blive dårlig til en GU.

I dag i mine fyrrere er jeg helt ok og rolig ift. at skulle have foretaget GU….af min tilvalgte mandlige læge.

149. vidnesbyrd

Jeg var til min første gynækologiske undersøgelse som 15-årig pga. noget kløe. Den kvindelige læge spørger meget ind til mit sexliv, hvor jeg så fortæller at jeg for kort tid siden har haft sex for første gang. Under selve undersøgelsen fortæller hun intet om hvad der skal ske eller hvad hun gør. Jeg udtrykker at det er ubehageligt. Og på et tidspunkt gør det så ondt at jeg begynder at græde. Hendes reaktion er at sige at hvis jeg er gammel nok til at have sex så er jeg også gammel nok til at få en gynækologisk undersøgelse.

Bagefter henter min mor mig og jeg græder stadig for fuld styrke. Derhjemme finder jeg ud af at jeg ikke kan tisse fordi det simpelthen gør så ondt bare den mindste urindråbe kommer ud. Min mor ringer til lægesekretæren og fortæller det og spørger hvad lægen har lavet for undersøgelser. Det viser sig at hun bl.a. har haft en vatpind oppe i mit urinrør for at tage en prøve for blærebetændelse! Jeg kunne ikke tisse i tre dage fordi det gjorde så ondt. Hvis det endelig lykkedes mig at klemme en enkelt dråbe ud var den rød af blod. Det betød også at jeg næsten ingen væske indtog i de tre dage – for jeg var  i forvejen konstant tissetrængende, men hver gang jeg prøvede at tisse gjorde det så ondt at jeg sad og græd og måtte opgive efter nogle minutter.
Jeg skiftede selvsagt læge bagefter, og har efterfølgende heldigvis kun haft gode oplevelser med GU. Hvis jeg er kommet ind til en ny læge har jeg altid startet med at fortælle om oplevelsen og bedt vedkommende om altid at fortælle hvad der skal ske inden han/hun gør det. Men selvom jeg i dag er 34 år gammel kan det godt stadig sidde i kroppen på mig og jeg må berolige mig selv med lange dybe vejrtrækninger til GU.

148. vidnesbyrd

Jeg var 15 år og skulle have lavet min første gynækologiske undersøgelse. Det var hos min egen læge og jeg kendte hende ikke super godt. Jeg var virkelig utilpas og bange i situationen og havde derfor mægtig svært ved at slappe af som hun vrissent bød mig at gøre. Midt i besværet med at få indført et instrument som jeg ikke anede hvad var (ingen havde nogensinde fortalt mig hvordan en gynækologisk undersøgelse foregik) vrissede hun mega surt og opgivende “du skal nok få det rigtig sjovt når du skal have børn!” Behøver jeg sige at den kommentar forfulgte mig ved hver eneste gynækologiske undersøgelse derefter – og at den fyldte en del da jeg 10 år senere ventede mit første barn.

I dag nægter jeg at få lavet en gynækologisk undersøgelse hos en praktiserende læge, men går altid til en gynækolog som jeg har tillid til. Lige meget hvor trivielt det jeg kommer med er, tager han sig tid til at få klaret det han skal på en måde hvor jeg kan være med.

147. vidnesbyrd

Jeg var til min første GU da jeg gik i 8. klasse (ca 1994). Min klasse havde fået seksualundervisning på et sted (red.), hvor der også fandtes gynækologisk rådgivning til unge kvinder.

Jeg husker ikke anledningen, men jeg husker tydeligt den ældre gynækolog, der imens han undersøgte mig sagde, “at jeg jo også var køn i denne ende”.

Jeg var så flov og skamfuld da jeg gik derfra…. oplevelsen sidder stadig i mig, hver gang jeg skal undersøges.

146. vidnesbyrd

For 6 år siden, da jeg var omkring 20 år, var jeg til GU for at blive undersøgt for kondylomer.
De var på mit mellemkød og lægen, som var en ældre herre tæt på pensionsalderen, spurgte (mens jeg lå blottet og med benene oppe) “har du ind imellem sex i det forkerte hul?”.
Aldrig har jeg følt mig så udsat.
Jeg svarede chokeret “nej”. Han havde ikke ret til at sidde der og pådutte mig, hvad der er rigtigt og forkert. Måden og tonen det blev sagt på var vammel.

Selv i dag får jeg ondt i maven af at tænke på situationen, og jeg ville ønske jeg havde gjort noget eller påtalt det. Jeg frygter selvsagt GU’er i dag.

145. vidnesbyrd

Mit vidnesbyrd handler om da jeg skulle føde min yngste søn. Fødslen var blevet sat i gang medicinsk, men jeg havde stadig ikke udvidet mig efter 3 dage. Jeg var øm efter 2 daglige underlivstjek og igangsættelsespiller i 3 dage. Jordemødrene ville gerne have gang i fødslen og mente at nu skulle der ske noget. De ville derfor se om de kunne tage vandet.
Jeg fortæller at jeg gerne vil have det at vide inden de eventuelt tager vandet, da jeg fra tidligere fødselsforløb har dårlige erfaringer med at få taget vandet ved magt. Det lover jordemoderen, hvorefter hun hvisker et eller andet til fødselslægen, og går igang. Jeg er allerede her sindssygt utryg ved situationen.
Jordemoderen jorder fingrene op, og presser. Det gør meget mere ondt end de tidligere undersøgelser. Det gør faktisk så ondt at jeg skriger. Så holder hun mig fast og presser endnu mere til. Jeg skriger “STOP” og forsøger at vride mig løs, men hun holder fast og bliver ved. Jeg græder og skriger at hun skal slippe mig og stoppe, men hun stopper først da hun er færdig. Jordemoderen siger så til lægen (ikke til mig) at hun ikke kan tage vandet, hvorefter hun går og efterlader mig grædende på briksen. Jeg følte mig forulempet og endnu mere angst overfor den fødsel jeg stod overfor. Jeg får stadig kvalme når jeg tænker på episoden, selvom det er over 1 år siden nu.

144. vidnesbyrd

Da jeg var 15 år, skulle jeg til gynækolog for første gang. Jeg var selvtillidsfuld og ikke spor nervøs for hvad der skulle ske.
Jeg har altid haft et meget naturligt og afslappet forhold til alt der har med kroppen at gøre og var helt sikker på at den specialgynækolog jeg skulle se – eller som rettere skulle se mig – ville være respektfuld og ordentlig overfor mig. Eller at han i det mindste ville have en forståelse for hvilken sårbar situation man som kvinde (eller pige) er i, når man ligger med hele underlivet blottet overfor en vildtfremmed mand.
Han foretog sig det han skulle, og det hele gik fint. Selve undersøgelsen var sådan set en god førstegangsoplevelse, men da det var ved at være overstået, sagde den midaldrende, fremmede mand – som var det eneste menneske udover min kæreste der nogensinde havde kigget mig op i skrævet i længere end et par sekunder – “Ja jeg forstår jo ikke jer unge piger nu til dags. Hvorfor fjerner i al jeres kønshår? Det er jo til ingen verdens nytte. Det er jo ikke engang pænt.”
Det værst tænkelige var sket: Gynækologen havde nedgjort den allermest intime del af mig. Han havde forholdt sig til mit underliv på en måde der ikke blot var medicinfagligt. Han havde kommenteret på æstetikken – og så endda kritiseret den.
Det safespace jeg forventede der skulle være hos min læge, hvor lægen kun forholdt sig til mit helbred eller eventuelle fravær af, blev pludselig vendt 180 grader. Nu var det ikke længere kun min livmoder og æggestokke han skulle blåstemple. Det var som om han også skulle sige god for mit underlivs sexappeal.
Det var så grænseoverskridende og jeg fortalte det ikke til nogen før mange år senere. Heldigvis har jeg kun haft gode oplevelser siden da.

143. vidnesbyrd

Jeg var i starten af 30’erne og skulle have lavet en saltvands ultralyd ifm. udredning af barnløshed. Jeg var ret nervøs og fortalte gynækologen og sygeplejersken(begge kvinder), at jeg havde en veninde for hvem det havde været meget smertefuldt. Det var det så også for mig og mens jeg lå og vred mig i smerte talte de med hinanden i 3. person hen over mig ‘hun har hørte alle mulige skrækhistorier!’ De måtte afbryde halvvejs fordi jeg meget bestemt bad dem om det (som i at råbe stoooop! flere gange).
Jeg var ret chokeret over deres håndtering og måde at tale til mig som en skolepige på.
Jeg kan stadig ikke begribe hvordan de kan forveksle den smerte man oplever og reagerer på, med at man ‘skulle have hørt skrækhistorier’ og at det skulle være årsagen til reaktionen. Helt far out. Da jeg senere fik foretaget en helt identisk undersøgelse med kontrastvæske for røntgen oplevede jeg ingen gener eller smerter overhovedet.

142. vidnesbyrd

Jeg var 19 år og havde lige født. Skulle til et tjek på hospitalet nogle uger efter fødslen for at se status på helingen fordi jeg blev syet en hel del.
Jeg kommer ind i lokalet og får af vide at jeg bare kan tage mine bukser af lægge mig op. Udover den mandlige læge er der to meget unge studerende i lokalet og lægen fortæller at de er lægestuderende og skal observere. Jeg bliver på intet tidspunkt spurgt om det er okay med mig, at mit underliv der er hærget efter en fødsel, skal udstilles for tre mænd der skiftevis får lov at stikke fingrene ind i begge huller. Lægen mærker først og fortæller mig jeg skal knibe sammen. Herefter får han de studerende til at mærke mens de taler om mit underliv som om jeg ikke er til stede.
Det tog mig mange år før jeg turde gennemføre en gynækologisk undersøgelse igen, og jeg har flere gange forladt lægen uden at gennemføre, bl.a i forbindelse med celleprøver. Jeg går til psykolog og behandler stadig det traume jeg har og føler decideret jeg har været udsat for et overgreb af disse mænd. Jeg var yngre og kunne derfor ikke sige fra da jeg ikke fik fortalt jeg havde mulighed for at sige nej til de studerendes deltagelse.

141. vidnesbyrd

Jeg var midt i tyverne, da jeg fik voldsomme menstruationsblødninger og smerter. Jeg blev indlagt akut en søndag morgen på Odense Universitetshospital, hvor jeg blev modtaget af ikke bare en, men tre læger i skanningsrummet. Man havde lige fået nyt ultralydsudstyr til vaginal skanning, og det skulle testes på mig. Det viste sig straks ved skanningen, at jeg havde to store fibromer i livmoderen, og mens de tre læger skiftedes til at køre skanneren rundt oppe i mig, kom jeg til at græde. Min forstørrede limoder gjorde ondt, og jeg havde netop fået at vide på en ikke særlig omsorgsfuld måde, hvad jeg fejlede, og at jeg skulle opereres, så jeg var nok lidt følsom. Da de var færdige, foreslog en af lægerne, at de prøvede endnu en skanner på mig. Hvortil hans kollega ruller med øjnene og svarer: “Ja, så må du hellere lige spørge prinsessen dér om lov først!” og nikker over mod mig. Det var et af de mest ydmygende øjeblikke i mit liv.

140. vidnesbyrd

Jeg har været til ét celleskrab, selvom jeg er 26, snart 27, men det var forfærdeligt! Jeg var rystet i flere dage efter.

Jeg havde endeligt taget mig sammen til at få foretaget undersøgelsen, da min veninde havde fået konstateret celleforandringer og havde fået keglesnit. Jeg havde undgået det fordi jeg var bange. Jeg synes det lød smertefuldt.

Jeg havde hørt podcasten “Østrogenial” og blev meget tryggere ved situationen, fordi de sagde, at de lagde så meget vægt på, at man skal føle sig tilpas og at man som professionel også har som ansvar at gøre det til en tryg oplevelse.

Jeg kom ind til den jordemor, som er tilknyttet mit lægehus. Jeg har tidligere fået foretaget gynækologisk undersøgelse ift. udredning af pco og da jeg skulle have en abort. Der var ingen problemer. Ingen smerte.
Der sad også en anden ung kvinde derinde, som hun forklarede ville sidde og lytte med, hvilket var helt ok for mig. Som sagt: lytte med.
Hun sagde “det er ikke første gang, vel?”
Pga. Min alder (26), og jeg forklarede, at det var første gang, fordi jeg har været bange for selve undersøgelsen. Hun svarede ikke rigtigt, men de kiggede ind i computeren, mens hun sad og tastede og klikkede.

“Bare tag tøjet af og læg dig op”.
Jeg gjorde som befalet og prøvede kejtet at komme på plads.
Jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne få mine ben til at ligge ordentligt i bøjlerne og dertil svarede hun: “sådan er det, når man har lange ben”.
“Jamen jeg har ikke lange ben. Jeg er 165?” Svarede jeg og forklarede, at mine ben ikke kunne komme på plads i bøjlerne, og mens jeg lå og baksede med dem og håbede hun ville hjælpe mig stak hun bare instrumenterne ind.

Det var så ubehageligt og jeg begyndte at svede og spænde i hele kroppen. Hun begyndte celleskrabet, som føltes som om hun skurrede mig med en kæmpe metalbørste indeni i, hvad der føltes som uendelig lang tid. Alt imens jeg hyperventilerede, spændte i hele kroppen, knugede madrassen med, hvad jeg kunne forestille mig var kridhvide knoer, helt overophedet og helt spændstig i kroppen.
“Bare slap af” sagde hun ligeglad, men jeg kunne ikke engang få et ord ud af mine sammenbidte kæber.
Jeg kunne til gengæld se, at medlytteren stod ganske saligt og kiggede med mellem mine ben.

Så rejse jordemoderen sig. De gik begge over til skrivebordet og kiggede ind i computeren.
“Så kan du godt tage tøj på” sagde jordemoderen.

Der stod jeg så i ekstremt ubehag og bøjet nakke og med en følelse af skam og utilstrækkelighed, mens jeg ømt tog mit tøj på igen. Ikke et ord fra dem. Jeg prøvede bare at holde mine tårer tilbage.
Jeg satte mig ned. Stadig ingen ord. Blot to ansigter, der stirrede optaget på computer skærmen.
“Er jeg færdig?” Spurgte jeg. Det var vi. Jeg ville få svar online.

Jeg gik hurtigt ud på toilettet, for jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere.
Så stod jeg der. Grædende med glidecreme løbende ud af mig og med en følelse genkendelighed fra et seksuelt overgreb, som jeg for nogle år siden havde været udsat for.
Jeg følte mig så svag, så misbrugt og så beskidt.

Jeg sundede mig og gik ned og steg på cyklen. Jeg var stadig helt rystet og svedig. Og jeg blev så ked af det, da jeg tænkte det igennem og ringede så til min veninde. Jeg prøvede at holde gråden tilbage, men kunne slet ikke. Jeg var så rystet og svag. Og cyklede grædende hjem. Græd endnu mere og rystede stadig og længe, da jeg kom hjem til min kæreste og fortalte om det hele. Mens jeg bare følte mig som en kæmpe taber, for denne undersøgelse får alle kvinder jo foretaget hvert 3. År!!

Det var rigtigt dejligt at tale med min veninde om det, men oplevelsen gav mig tårer i øjnene og ubehag flere dage efter. Jeg svor jeg aldrig ville få foretaget sådan en undersøgelse igen.
Jeg overvejede, om jeg skulle melde jordemoderen. Men what? Det kunne jeg jo ikke. Jeg talte også med mine veninder, og de sagde, at det ikke havde gjort ondt på dem. Så det var nok mig den var gal med. Trods jeg var gået ind med overbevisning om, at jeg ikke var sart overfor smerte.

Da jeg havde været hjemme et stykke tid, opdagede jeg, at jeg blødte og fik endnu et chok. Det ville jeg gerne have vidst ville ske. Jeg følte mig igen beskidt og svag.

Selv den dag i dag får jeg det ubehageligt ved tanken, selvom der er 8 måneders tid siden.

139. vidnesbyrd

Jeg har før været udsat for en grov voldtægt, og jeg var derfor EKSTRA nervøs, da jeg skulle have lagt min første spiral. Jeg fortalte den kvindelige gynækolog,  at jeg havde været udsat for voldtægt i fortiden og at jeg var meget nervøs hvortil hun fnysende svarede: nå, tror du, at du er speciel, alle er jo nervøse. Derefter bad hun mig smide mine fødder op i bøjlerne, og da jeg spurgte, om hun ville forklare hvad hun lavede, imens hun gjorde det, så jeg vidste, hvad der foregik, sukkede hun irriteret – og informerede mig ikke om noget undervejs. Hun var MEGET hårdhændet og det gjorde rigtig ondt – så ondt, at jeg faktisk lå og bed mig selv i armen for ikke at sige noget, men et lille AV undslap mig, og hun stoppede pludseligt alt, hun havde gang i, for at skælde mig ud. Hun sagde, at jeg skulle stoppe med at skabe mig, og at dem ude på venteværelset ville tænke, jeg var åndssvag, når jeg gik ud derfra, hvis jeg skabte mig sådan. Jeg sagde altså bare av i et almindeligt toneleje… Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare hende, og hun fortsatte bare, mens tårerne trillede ned af mine kinder og jeg måtte bide mig selv hårdt i armen for ikke at sige en lyd. Da hun opdagede det, stoppede hun igen og sagde: helt ærligt, jeg kan simpelthen ikke lægge spiralen på dig, når du ikke samarbejder, du spilder min tid og nu må vi stoppe. Jeg var komplet i chok, fordi jeg havde jo gjort alt, hvad hun havde bedt mig om… Jeg lå helt stille, græd lydløst og accepterede at hun ikke ville forklare, hvad hun gjorde undervejs. Det endte med at hun alligevel lagde spiralen, og det var måske den værste smerte, jeg nogensinde har prøvet (og jeg har altså slået 3 tænker ud, brækket diverse kropsdele mm). Jeg græd hele vejen hjem og lige siden har jeg været panisk angst for gynækologundersøgelser. Da jeg skulle skifte spiralen til en ny, fik jeg det gjort i fuld narkose, fordi jeg ikke kunne være i oplevelsen fra sidst….

138. vidnesbyrd

Jeg skulle for første gang undersøges for livmoderhalskræft og havde aldrig fået en underlivsundersøgelse før. Jeg kendte heller ikke rigtigt min læge. Da jeg kom op til hende fik jeg at vide at jeg skulle tage mine bukser af og sætte mig på briksen. Jeg havde ikke en særligt god fornemmelse af kemien, men jeg spurgte hende alligevel hvor stor risikoen var for at få livmoderhalskræft som lesbisk og hvordan det var med andre kønssygdomme. Så kiggede hun på mig, og sagde at jeg slet ikke skulle have lavet den undersøgelse alligevel så. Det var helt tydeligt at jeg spildte hendes tid. Jeg sad allerede på briksen uden bukser og trusser, så det føltes helt ekstremt ubehageligt og grænseoverskridende. Hun lød nærmest sur over at jeg overhovedet var kommet. Hun svarede ikke på mine spørgsmål, men sagde bare at jeg kunne komme tilbage når jeg havde haft sex med en mand. Det er det mest ubehagelige og homofobiske jeg har oplevet i sundhedssystemet. Jeg kom aldrig tilbage til den læge, i al den tid jeg boede der. Jeg skiftede heller ikke læge, men undgik bare at gå til lægen.

137. vidnesbyrd

Jeg har ikke prøvet at blive voldtaget, men dette her oplevede jeg som noget lignende:

“Jeg havde på forhånd, både i tlf og i konsultationen, fortalt, at jeg var hunderæd for undersøgelsen. Lægen svarede ikke, men bad mig afklæde og lægge mig på lejet.

Han sagde intet, men placerede som det første sin tommelfinger direkte på klitoris med et ret fast tryk (fastere end jeg nogensinde har oplevet noget i det område). Jeg gik totalt i panik, skreg, spjættede så mine ben røg ud af bøjlerne og hyperventilerede. Lægen kørte væk på sin skammel, mens sygeplejersken tog over: “Det her er jo ikke værre end hos tandlægen” (noget jeg hader) og “det er ikke større end en tampon” (noget jeg aldrig har brugt) lød nogle af hendes forsøg på trøst.

Jeg tog mig sammen og samlede mig, vidste jo godt, jeg ikke kom ud, før det var overstået. Lægen fik sine prøver og skulle nu scanne mig. Han tog scanneren og skubbede den ind. Da han mødte modstand i form af mine spændte muskler, pressede han til, så jeg udbrød: “urk!” Jeg var totalt uden for kroppen – og havde ondt i 6 uger bagefter. Behøver jeg sige, jeg er psykisk mærket?”

136. vidnesbyrd

Jeg vil gerne dele min egen ubehagelige oplevelse, som stadig påvirker mig. Det gør lidt ondt at få ned på skrift, men som så mange andre, vil jeg rigtig gerne have fokus på at kunne skabe bedre GU’er.
“Jeg er 25 år, og skulle til mit første celleskrab for 2 år siden. Jeg havde svært ved at slappe af, og kom til at spænde rigtig meget op i underlivet. Hun forsøger at føre speklet ind, siger at jeg skal slappe af, men det gør så ondt, og hun fortsætter med at penetrere mig, og til sidst holder jeg bare vejret. Smerten får mig bare til at spænde endnu mere. Jeg begynder at græde, og hun prøver at skynde sig for at “få det overstået”. Det skulle være stoppet inden vi nåede dertil! Da hun trækker spektlet ud, fosser det ud med blod. Det føles som om jeg tisser på mig selv. Hun holder noget papir henover mit underliv, som hun beder mig holde på, mens jeg går ned fra briksen. Jeg følte mig nærmest voldtaget med det spekel. Jeg ville sådan ønske at hun havde taget sig bedre tid. Jeg ville også ønske at vi havde snakket om det bagefter. Men hun havde travlt, og jeg tror hun gjorde det på den måde, “for mit eget bedste”. Bagefter sad jeg bare i bilen og stirrede. Hvad skete der? Var det min egen skyld? Er jeg mon meget sart? Når jeg har fortalt om oplevelsen til min mor og veninder, trækker de på skuldrende og siger noget lignede “nå, det var da træls.” Det er tabubelagt, og det er lidt en selvfølge at en GU skal gøre ondt og være ubehagelig.”
Selvom min oplevelse måske ikke har været nær så smertefuld som andre jeg har læst, håber jeg den kan bidrage til noget. Det psykiske, og samtalen ved den gynækologiske undersøgelse fylder alt for lidt, og det kan gøre så ondt på sjælen.

135. vidnesbyrd

For tre år siden, da jeg var 19 år, skulle jeg til gynækolog første gang, fordi jeg skulle have sat en spiral op. Jeg kom ind en uge før undersøgelsen for at se lokalerne og for at blive forklaret, hvordan undersøgelsen/spiralopsætningen ville forløbe, da dette var noget de gjorde med alle deres nye klienter, for at sikre sig at de følte sig trykke. Alt i alt var jeg meget tryk og hende, der viste mig rundt var utrolig sød og kompetent, så jeg tænkte, at jeg var i gode hænder.
Fast forward en uge, jeg kommer ind til gynækologen, der viser sig, at være en anden end hende jeg allerede havde talt med. Jeg havde min søster med, der satte sig i et hjørne af kontoret for at være mere anonym. Gynækologen spørger så, hvor min spiral er henne, da jeg selv skulle medbringe den, og bliver meget vred over, at jeg ikke selv har taget den med. Ifølge hende selv havde hun udtrykkeligt sagt til mig, at jeg skulle hente den på apoteket inden undersøgelsen. Da jeg prøvede at forklare, at jeg ikke havde fået noget af vide om, at jeg selv skulle hente den, blev hun nærmest rasende, og blev ved med at påstå, at hun meget tydeligt havde sagt til mig, at jeg selv skulle hente den, da den naturligvis ikke kunne blive lagt op, hvis den ikke var der. Jeg havde på intet tidspunkt i samtalen mulighed for at forsvare mig eller fortælle, at jeg altså ikke engang havde mødt hende før, og at hun derfor ikke kunne have fortalt mig noget, og at jeg overhovedet ikke havde glemt det eller misforstået noget – jeg var blevet underinformeret, for jeg havde ikke fået noget som helst af vide om det. Hun vrissede af mig, talte nedladende til mig, som om jeg var meget uintelligent, uvidende, ansvarsløs osv. Stemningen inde på hendes kontor var meget utryk, ubehagelig, presset og jeg havde faktisk lyst til at græde. Hun begyndte derefter at tale hen over hovedet på mig til min søster, og spørge hende om jeg havde spist, og hvad jeg havde spist. Jeg fortæller så, at jeg har spist nogle rugbrødsmadder, hvorefter hun kigger på min søster og siger noget i dur med “Hvad er det for noget mærkeligt fuglefoder hun spiser sådan en pige, det bliver man i hvert fald ikke voksen og mæt af”. Samtalen fortsætter med at hun sidder bag sin computer og vrisser og skænder på mig, taler til min søster frem for mig, og skriver i min journal.
Det viste sig, at de havde en ekstra spiral, hvilket naturligvis blev kommenteret som “heldigt for mig” (i en meget ufin og ond tone). Selve opsætningen af spiralen gik meget hurtigt, men jeg følte mig meget utilpas i stolen lige efter, at hun havde givet mig en ordentlig omgang voksen skældud få minutter inden.
Jeg nærmest løb ud af klinikken og begyndte at græde. Min søster var meget chokeret over min behandling, og hun sagde som det første, at jeg skulle skrive en klage. Jeg kontakter min egen læge for at berette om oplevelsen og får af vide, at det ikke er første gang, at hun har hørt om en lignende situation. I min journal kan min læge også fortælle at gynækologen har skrevet at jeg ” er uintelligent, forstår ikke beskeder, at man skal tale i korte sætninger før jeg forstår og at det kræver pårørendes assistance at have mig med til undersøgelse”. Så vidt jeg husker stod der også ansvarsløs og andre nedladende ord. Også det var jeg og min læge meget chokerede over at læse. Jeg er universitetsstuderende, bestemt ikke uvidende og har ingen problemer med at forstå hverken korte eller lange sætninger. Og havde jeg været, synes jeg ikke dette høre sig til i en patientjournal skrevet af en gynækolog, og ikke psykolog.
Jeg havde en frygtelig oplevelse, jeg følte mig så lille og misforstået, og dømt og talt henover. Jeg er blevet henvist til regionshospitalet fremover, da jeg knap tør træde indenfor en dør, når det gælder en gynækologisk undersøgelse. Syntes næsten, det værste var alt det hun havde skrevet om mig i min journal, på trods af at vi aldrig havde mødt hinanden før, og at jeg knap åbnede munden mere end tre gange på det kvarter, hvor vi sad på hendes kontor.
Jeg ved at mange har haft værre oplevelser, og som er foregået mens de undergik en gynækologisk undersøgelse, men det her var slemt nok for mig – aldrig har jeg følt mig så utilpas bland professionelle som under den undersøgelse.

134. vidnesbyrd

Jeg var 30 år, og havde fået konstateret en graviditet uden for livmoderen. Hospitalet havde foreslået, at den blev behandlet medicinsk, hvilket jeg var meget positiv overfor, idet jeg så kunne slippe for operation.
Jeg gik til kontrol, hvor de målte mit hcg-tal, som faldt meget, og i den sidste måling var på under 10.
På min søns 3 års fødselsdag, fik jeg pludselig afsindigt ondt i maven, så ondt, at jeg ikke kunne rette mig op.
Jeg ringede til hospitalet på det nummer, jeg havde fået udleveret, og blev bedt om at møde op.
Det var en mandlig læge, der skulle foretage den gynækologiske undersøgelse. Han var meget ublid, da han scannede mig indvendigt, og så lidt informativ, at jeg selv, efter lang tid, måtte spørge ham om, hvad han kunne se.
På det tidspunkt rystede hele min krop af smerte og angst. Han sagde irriteret, at jeg skulle slappe af.
Jeg nåede ikke ud af det gynækologiske leje, endsige få mit tøj på, før han, meget køligt, orienterede mig om, at graviditeten uden for livmoderen var bristet, og at der var blod i bughulen.
Sygeplejersken tilbød mig smertestillende, da han var gået ud. Ingen havde tilbudt mig noget før undersøgelsen.
De fjernede min venstre æggestok og 1,8 l blod.

133. vidnesbyrd

Jeg skulle have skiftet min hormonspiral, og da jeg er over 40 og har født ved kejsersnit, vurderer min læge at der skal en mere erfaren læge til. Derfor henvisning til gynækolog.
Jeg har tidligere haft MEGET store smerter ved netop spiralskifte – men fordi det kun var hver 5. år, så levede jeg med det. Og tog mine forholdsregler med smertestillende på forhånd.
Men det gør alligevel rigtig ondt, og da jeg begynder at gispe, får jeg en syrlig kommentar:
“Slap af, det hjælper ikke dét der”.
Jeg PRØVER men det gør stadig ondt, og fåe kommentaren: “Vil du have den skiftet, så skal du altså slappe af. Jeg har altså andre patienter.”
Det vil jeg jo gerne, så jeg spørger om ikke man kan få en lokalbedøvelse? Gynækologen ruller med øjnene (!) og sukker. “Det koster xxx kr.”
Og er tydeligt irriteret over, at der nu går yderligere 5 minutter, før vi kan komme videre.
Det var SÅ ydmygende!
Det står i henvisningen, at jeg IKKE har født vaginalt og min alder er jo også ret åbenlys.

HUN blev skiftet ud!

132. vidnesbyrd

Jeg skulle til min allerførste GU i forbindelse med spiralopsættelse. Jeg havde  i forvejen udskudt celleskrabet i flere år, da jeg var virkelig bange for at GU skulle blive en dårlig oplevelse for mig.

Den kvindelige praktiserende læge kigger nærmest ikke på mig, da jeg kommer ind. Hun har travlt med at forberede instrumenterne til undersøgelsen. Hun beder mig om at sætte mig på briksen, og tage bukserne af. Det er sidst på dagen, og hun virker til bare at ville have det overstået hurtigst muligt. Jeg forsøger at fortælle, at det er min første gang, at jeg er nervøs, og om hun har et spejl, så jeg kan se med. Hun rynker brynene, og siger, at det desværre ikke kan lade sig gøre (som jeg har fundet ud af bagefter godt kan lade sig gøre).

Nå, men jeg får mig placeret. Hun indfører instrumenterne, som tager lidt tid. Det er meget voldsomt for mig, og jeg føler hun roder rundt inde i maven på mig. Jeg ligger og græder. Det ænser hun ikke. Jeg får pibet grådkvalt frem, om hun ikke nok vil holde en pause. ”Hvad”, siger hun. ”Du bliver nødt til at tale noget højere”. Hun holder endelig pause. Jeg bruger virkelig min vejtrækning for at kunne slappe af, med nogle lange, dybe udåndinger. Jeg er meget bange for, at det skal gøre ondt. Jeg spørger hende, hvornår hun fører røret ind. ”Lige om lidt, jeg skal lige tørre af” siger hun kort for hovedet. Da hun fører det ind, går jeg i panik. ”Du bliver nødt til at slappe af”, siger hun. ”Træk vejret ordentligt. Du er jo ikke ved at føde”. Jeg ligger bare og græder videre, selvom jeg allerhelst ville have, at hun stoppede.

Bagefter er jeg bare høflig, og siger tak. Jeg bruger resten af dagen hjemme på at græde, og tænker, at jeg aldrig får det godt med at få en GU.

131. vidnesbyrd

Da jeg kom på fødemodtagelsen 5 timer efter vandafgang og med meget få veer og takkede ja til en hindeløsning for at sætte skub i sagerne. Men det gjorde så ondt da jordemoderen begyndte at rode rund og hun sagte hun havde svært ved at finde livmoderhals. Jeg begyndte at sige stop fordi det gjorde så ondt at jeg stoppede med at trække vejret. Begyndte at sige stop, men hun fortsatte bare. Det gjorde så ondt at jeg satte fra i sengen og knaldede hovedet op i gavlen. Først der stoppede hun. Det føltes så grænseoverskridende at hun blev ved med at rode rundt selvom jeg sagde stop.

130. vidnesbyrd

Meget vigtigt emne, hvorfor jeg gerne selv vil bidrage med en historie! Efter fødslen af mit første barn, kunne jeg ikke selv tømme min blære. Jordemoderen foretog derfor en engangskateterisation uden problemer. Vores barn blev indlagt på neonatal lige efter fødslen, så farmand var hos baby. Jeg selv blev indlagt på patienthotellet, hvor de af flere omgange skal foretage engangskateterisation, da jeg stadig ikke selv kan tømme blæren. Jeg er selvsagt meget hævet og øm og er også bristet og syet flere steder. Jeg blev mødt af en sygeplejerske, som skal tømme min blære. Jeg fortalte hende, at jeg har meget svært ved at slappe af ved sådanne undersøgelser og indgreb. Hun prøvede flere gange uden held og blev mere og mere irriteret i sin stemme “du bliver simpelhen nødt til at slappe af, ellers kan jeg ikke komme til! Du er godt nok også gået meget i stykker, så det er meget svært for mig at ramme urinrøret!”.

Hun kaldte en ekstra person ind, som skulle holde mine ben adskildt, så hun bedre kunne komme til. Det føltes som et decideret overgreb, og de blev ved med at stå og diskutere, om de mon nu havde ramt rigtigt, at det godt nok var svært, og at jeg simpelhen skulle slappe af! Jeg trak mig mere og mere ind i mig selv, mens mine tårer rendte ned af kinderne. Da de 10. gang havde sagt meget skrapt til mig “nu må du simpelhen slappe af i de ben” fik jeg råbt “STOP SÅ! Jeg har lige født, mit barn er indlagt på neonatal og jeg ligger alene her, jeg kan for helvede da ikke slappe af!” Så stoppede de, og ville have mig op i et GU leje i stedet, så de bedre kunne komme til. De førte mig ind på et værelse, lagde mine ben i bøjlerne, men får ikke trukket gardinerne for, så der er frit udsyn ud til vejen samt de lejligheder ved siden af. Jeg var så kvæstet, at jeg ikke engang orkede at italesætte det.

Til sidst stod der nok 5-6 personer inde på stuen, som hver især havde prøvet af flere omgange. ENDELIG er der en gammel garvet sygeplejerske der får sagt “nu bliver vi simpelhen nødt til at stoppe, det her er jo faktisk et overgreb!”. Hun smed ALLE ud fra stuen og foreslog, at jeg fik lagt et fast kateter de næste dage, så jeg fik en “pause”. Selvom det nu er 6 år siden, så sidder det stadig som et stort traume i mig! TAK for at skabe fokus på dette enormt vigtige emne!

129. vidnesbyrd

Jeg skulle til tjek hos en gynækolog, ikke min egen, en ‘vagtlæge’ havde smerter i underlivet. Jeg havde haft kobberspiral i 3-4 år. Han sagde “du har livmoderhalsbetændelse” og 3-2-1, så hev han spiralen ud. Uden samtykke eller overhovedet et spørgsmål. Det gør sgu nas. Derefter stod han med den bloddryppende lille spiral og svingede den i luften foran mig “se! …. den lille fyr har boet inde i dig”….. omg!

128. vidnesbyrd

Jeg oplevede ifm. min fødsel, at en fødselslæge brasede ind på stuen og foretog et indgreb, som jeg stadig ikke ved, hvad var. Det indbefattede lange jernrør, der skulle op i mig, og jeg kan stadig høre lyden af dem, når jeg tænker på det. Efterfølgende sagde hun (stadig uden at have præsenteret sig): “Jeg tænker kejsersnit.” Jordemoderen protesterede og bad om en begrundelse, hvortil lægen svarede “Okay, så skal der vedrop på max, I får en time, og så kan jeg komme igen, så vi kan få lavet det kejsersnit.”

Jeg brød helt sammen.

I mine papirer stod, at jeg tideligere har været udsat for voldtægt, og jeg blev derfor lovet særlig opmærksomhed og nænsomhed. Det mærkede jeg intet til – tværtimod. Jeg fortalte efterfølgende en jordemoder om min oplevelse, og hun sagde: “Ja XXX, hun er bedst til patienter, der sover…”

127. vidnesbyrd

Har haft rigtig mange positive oplevelser hos både gynækologer og læger, men for ikke så længe siden havde jeg tid hos en gynækolog, fordi jeg oplevede smerter under samleje (som jeg ellers aldrig har haft). Jeg havde brugt god tid på at forberede mig i forvejen og tænkt over alle de symptomer jeg oplevede, så jeg kunne svare på de spørgsmål jeg normalt oplever at blive stillet af sundhedspersonale. Denne gang blev jeg undersøgt af gynækologen, hvilket foregik fint og stille og roligt, men også uden nogen spørgsmål. Efterfølgende siger hun, at hun ikke kunne se noget, men om jeg havde “hørt om endometriose”. Det havde jeg ikke, så hun sagde “det kan være det, det er meget underdiagnosticeret, men det er jo ligegyldigt indtil du vil være gravid”. Jeg blev lidt forvirret over at hun ikke ville vide andet end at jeg havde lidt smerter ved samleje (ikke engang hvilken slags smerter), da hun sagde “du kan jo gå hjem og Google, og hvis nogle af symptomerne passer, så har du det nok”. …

Det førte til utallige Google søgninger, der blandt andet fortalte mig at jeg måske aldrig ville få børn (hvilket er mit største ønske) og at jeg nok måtte leve med voldsomme smerter resten af mit liv. Jeg brugte et års tid (inkl. ventetider) med lægetider, gynækologundersøgelser og bekymringer før jeg fandt frem til at der ikke er nogen som helst indikation på at jeg har endometriose. Hvis hun bare havde taget sig tid til at lytte og fortælle

126. vidnesbyrd

Da jeg var 19 år blev jeg gravid. Jeg var til en gynækologisk undersøgelse, efter at være blevet henvist af en læge.

Jeg var 13 uger henne fandt vi ud af.

Den lidt ældre gynækolog fortalte mig hvor langt henne jeg var, og vi drøftede de forskellige muligheder jeg nu havde.

Fordi jeg var 19 år var abort et samtale emne. Han fortalte mig så, at skulle jeg have en abort skulle jeg søge om det, da jeg var over de 12 uger, og så ville der være nogle der skulle tage en beslutning om hvorvidt dette kunne lade sig gøre.

Nu kommer det vilde, han sagde så nedladende til mig: “Ja, så vil du jo føde dit døde barn. Og derefter kan du jo så begrave barnet”.

Jeg var fuldstændig paf.

Historien ender dog lykkeligt – jeg fik min første søn, og han er nu lige knap 4 år, så lidt godt kom der da ud af hans “skræmmehistorie”. For det var jo hvad det var, en historie der skulle skræmme mig fra at få en abort. Da det jo ikke helt er sådan det hele hænger sammen.

125. vidnesbyrd

Jeg havde små anale blødninger og skulle tjekkes hos egen læge. Det var desværre en anden læge end min vanlige og han bad mig ligge på siden, så stak han bare sin KÆMPE finger op i anus og rodede rundt, han kunne ikke mærke noget. Efterfølgende følte jeg at han havde penetreret mig uden samtykke og jeg havde så ondt i anus at det føltes som et KÆMPE overgreb.

124. vidnesbyrd

Jeg skulle have taget celleskrab første gang. Kom til min nye læge, første gang (og sidste gang) jeg var hos hende. Nåede dårligt at få bukserne af, før hun havde jaget et instrument op i mig, og skrabet hul på mig, så jeg blødte. “Bløder det tit under sex”, spurgte hun. “Nej, aldrig”. “Nå” sagde hun med en alvorlig mine. Hun så meget nervøs ud, og sagde at hun ikke kunne tage celleskrabet, fordi jeg blødte. Hun fik gjort mig bekymret med alle de ting, hun sagde der kunne være galt. Hun sagde at jeg skulle forbi gynækologen, og jeg fik en tid til om mandagen (det var torsdag). Jeg nåede at blive ret bekymret, men han var heldigvis så sød og professionel, og alt var fint. Nu har jeg lige født mit første barn, og det er tid til celleskrab igen. Efter alle de mange sæt hænder der var oppe i mig under min meget traumatiske fødsel, glæder jeg mig ikke ligefrem. Min nuværende meget søde læge går på pension, og jeg har fået en ny, jeg ikke kender. Frygter det allerede.

123. vidnesbyrd

Min mest ubehagelige oplevelse var hos en gyn som min læge havde sendt mig til fordi; jeg i lang tid havde haft underlivssmerter uden tydelig medicinsk/fysiologisk årsag. Min læge havde hele tiden været sød og opmærksom på at gøre undersøgelserne så “behagelige” som muligt, da mine smerter primært opstod i forbindelse med  penetration. Men, da jeg kommer, fuld af forventning om at få en afklaring på min tilstand, hos en specialist, ender det med at være så ubehageligt. Hun fortæller ikke hvad hun gør og det gør så ondt at jeg ligger og græder, uden at hun på nogen måde beroliger mig eller siger i det mindste anderkender at det gør ondt men er nødvendigt. Jeg bløder flere dage efter. Ender med at blive diagnosticeret med en psykosomatisk lidelse (non-organisk dyspareuni) som det tager 1 år med terapi på sexologisk klinik i psykiatrien at få behandlet.. og det var ikke engang gynækologen der kom frem på diagnosen.

122. vidnesbyrd

Jeg var 35+2 i første graviditet, da en jordemoder insisterede på at mærke efter om hovedet vendte nedad. Jeg sagde, at det gjorde det – og det havde det hele tiden gjort. Jeg er autoritetstro og indvilligede dog. Det gjorde ret ondt, men det er helt normalt, sagde hun, mens hun rodede rundt. Jeg blødte efterfølgende og fik meget ondt. Min (præmatur!)søn er født 12 timer senere.

Jeg har netop født mit andet barn til termin efter en hindeløsning. Fuldstændig samme forløb. Fuldstændig!

Min søn fik en lidt hård start på livet – og jeg fik faktisk en meget svær start på moderskabet.

121. vidnesbyrd

Efter min fødsel skulle jeg have fjernet noget arvæv inde i skeden omkring min bristning. Jeg havde venter på gynækologtiden i seks uger. Da jeg lå med benene i stigbøjlerne stak han mig pludselig med bedøvelsen uden forvarsel! Det gjorde SINDSYGT ondt, og jeg begyndte at græde af smerte og overraskelse mens jeg sagde av av av. Derefter antydede han, at jeg nok var lidt overfølsom, fordi jeg havde fået en stor bristning under min fødsel og havde været meget igennem. Senere i samme konsultation sagde han, som om det var meget overraskende og en stor indsigt; “det er som om kvinder, der har fået mange underlivsundersøgelser ikke synes, det bliver nemmere. Tværtimod værre?!?!” Det var åbenbart gået sent op for ham i hans karriere som gynækolog!

120. vidnesbyrd

Da jeg var 19/20 år var jeg til undersøgelse ved en gynækolog da jeg havde blødt under sex et par gange. Jeg havde kun prøvet meget få gynækologiske undersøgelser, hvilket jeg fortalte den ældre mandlige gynækolog. Han sagde ikke meget og fortog den helt store undersøgelse af mit underliv med celle udskrabning og et kamera der blev kørt rundt i mit underliv. Det var meget mere end jeg havde regnet med der skulle ske, og jeg gik derfra fuldstændig overvældet, blødende og med store smerter. Havde troet at jeg bare kunne cykle hjem igen, men det var umuligt at sidde på sadlen. Jeg brød helt sammen og græd som pisket.

Hvis jeg bare var blevet forberedt på hvad der skulle ske og guidet igennem undersøgelsen, så havde det været meget mindre traumatisk.

118. vidnesbyrd

Da jeg var 21 år blev jeg gravid og ville have en abort. Min læge var en ældre mand og da han undersøgte mig, sagde han i det han stak et par fingre op for at mærke på livmoderen: “jeg lukker lige mine øjne så jeg ikke kan se dit lille kønne ansigt imens”. Det var noget af det mest ubehagelige jeg har været udsat for.

117. vidnesbyrd

8 ugers tjekket ved lægen – jeg fået en 3a bristning og var meget øm og følsom – sagde til hende flere gange at jeg ikke følte alt var som det skulle være – selvom jeg græd under de lange 4 min så sagde hun flere gange jeg skulle stoppe med det pjat og det var pyller – alt så fint ud og jeg var bare pylleret .

Efter det fik jeg to operationer , og fys behandling da mit arvæv var syet forkert sammen , der var noget tråd der ikke var opløst og havde dannet en byld, der var så mange ting hun SKULLE have set ved 8 ugers tjekket – det var først da min mand bankede i bordet og sagde slut 3 mdr efter fødsel at hun sendte mig videre.

Det gjorde at jeg blev behandlet i 2 år efter og til sidst opgivet at det ikke kunne blive bedre.

Fik afvide af den overlæge på sygehuset at han aldrig ville have sagt det han havde set ville have været at pyller – han kunne godt forstår mine daglige smerter.

115. vidnesbyrd

Var som 22 årig til gynækolog pga smerter ved alle former for berøring af mit underliv. Meget svært ved det seksuelle. Hun er egentlig blid nok da hun undersøger mig. Men bagefter interviewer hun mig med sygeplejerske, SOSU og lægestuderende siddende ved siden af: kan du onanere? Hvordan gør du? Skal du ikke bare ud og finde en fyr i byen? Det føltes som et ydmygende overgreb og jeg ville ikke tilbage. Flere år senere fik jeg den sødeste gynækolog ved et andet hospital!

112. vidnesbyrd

Blev ved med at bløde i mere end 8 uger efter fødslen. Skulle til gyn i den forbindelse. Jeg sagde højt og tydeligt, at jeg ønskede at hun var ultra forsigtig og kommunikerede klart. I stedet møjede hun det iskolde spekulum op uden et ord. Jeg vred mig. Hun fortsatte. Kiggede på sin scanner, værdigede mig ikke et blik. ‘Du har jo også lidt pco’ ‘jeg kan ikke se rester af moderkage i livmoderen’

Jeg vidste ikke, at jeg har pco. Prøvede at spørge til det, men det gad hun ikke. Så jeg fik bare at vide at jeg jo ‘trives med min pco’ fordi jeg har fået er barn. Og så blev jeg ellers smidt ud. Jeg har MANGE symptomer på pcos og tænker helt klart jeg har det. Jeg synes ikke, jeg ‘trives med min pco’

110. vidnesbyrd

I slutningen af en prøvetagning for HPV oplevede jeg at få stoppet gaze op i skeden med en tang, hvor gynækologen pludseligt stak tangen med gazen op i mig tre-fire gange. Det var meget voldsomt og uden varsel, og det medvirkede til nedsat sexlyst i lang tid efter, da jeg begyndte at føle mig afkoblet fra mit underliv. Den dag i dag mener jeg stadig, at det var et overgreb.

109. vidnesbyrd

Jeg har en læge, som jeg bad om en henvisning til en psykolog fra. Han anbefalede en af sine venner -fordi han var billig, og jeg egentlig ikke havde råd til psykolog. Jeg kom til at tale lidt for personligt med min læge føler jeg. Og i en efterfølgende gynækologisk undersøgelse, følte jeg at han rørte ved mig på en anden måde. Længere berøringer, jeg ved ikke hvad der var, men det føltes anderledes, og ikke godt. Så jeg har ikke været til lægen i flere år siden da. Skal selvfølgelig skifte, da jeg skal undersøges for cyster, men det koster   Penge at skifte læge. Jeg har også oplevet kvindelige læger, være meget aggressive i deres gynækologiske undersøgelser af mig, og har nærmest fået klager over “at være for stram” i nogle af mine første undersøgelser som 14-15 årig. Nogle enkelte har været gode til at sige “Prøv lige at trække vejret og slap lidt af”.

108. vidnesbyrd

Da jeg var ca 16 var jeg til en ny læge. Emnet var vejrtrækningsproblemer. Han sagde det sikkert var noget jeg havde bildt mig selv ind og blev i stedet ved med at insistere på at jeg da skulle have en gynækologisk undersøgelse, selvom jeg afviste det. Det var slet ikke derfor jeg var der! Jeg synes det var grænseoverskridende, ydmygende (og creepy) at han ikke lyttede på hverken mit egentlige problem eller min afvisning af GU. Den oplevelse er en stor del af grunden til jeg stort set aldrig går til lægen.

107. vidnesbyrd

Har altid haft meget spændt underliv og ofte været ved at besvime til gyn undersøgelser, selvom lægerne har været søde. Sidste celleskrab var det en ny. Hun var allerede meget forsinket pga tidligere patienter, så selvom hun var sød, havde hun alt for travlt. Jeg sagde jeg havde meget svært v GU og hun svarede at det havde alle. Hun gik alt for hurtigt frem og rodede rundt og kunne ikke komme til for min anspændthed. Jeg bad om et øjeblik, men fik 4 sekunder. Jeg begyndte at græde helt ukontrolleret og hun var sikker på jeg før var blevet voldtaget (er jeg ikke), og henviste mig til hospital, hvor jeg blev diagnosticeret med vulvodyni. Så både en ubehagelig oplevelse og vildt at der skulle så voldsom gråd til endelig at få henvisning til hjælp.

106. vidnesbyrd

Jeg vil gerne fortælle om en både dårlig og god oplevelse i forbindelse med gyn undersøgelser.

Da jeg skulle føde min søn ville de gerne have mere skub i fødslen og ville gerne tage mit vand. Jeg havde dog ikke åbnet mig særlig meget, måske 2 cm og kan huske det gjorde SÅ ondt. De prøvede at tage vandet ad flere omgange samtidig med, at de også prøvede at sætte en elektrode på min søns hoved. Jeg ligger og vrider mig i smerte og da jeg kigger ned, ser det ud som om der er 2 jordmødre der har hænderne op i mig. Får på et tidspunkt råbt, at det var tortur, så de stopper.

Efterfølgende har jeg faktisk udviklet en angst for gyn. undersøgelser. Det kommer til udtryk da jeg noget tid efter fødslen skal til tjek på sygehuset, da de mistænker jeg har en betændelse i livmoderen. Under gyn. undersøgelsen på sygehuset bryder jeg fuldstændig sammen og bliver taget tilbage til fødslen. Lægerne stopper undersøgelsen.

Til mit 8 ugers tjek hos egen læge får jeg fortalt hende omkring min angst for Gyn undersøgelsen. Min egen læge er så sød. Hun henter det man kalder et “jomfru” kit, som er nogle meget mindre redskaber de bruger og som er lavet af plastik. Hele vejen igennem fortæller hun mig præcis hvad hun gør og bliver ved med at sige, at hvis jeg er utryg skal jeg bare sige til, så stopper hun. Det var en rigtig positiv oplevelse!

105. vidnesbyrd

Så min syning fra 2. grads bristning ved fødslen gik op 3 dage efter. Sygehuset (red.) nægtede at sy det om, ligesom de heller ikke fulgte op med et tjek efter noget tid, som de ellers lovede mig og ved 8 ugers tjek ville min egen læge ikke så meget som kigge derned, da jeg fortalte hende om det. Jeg ringede derfor til en gynækolog for at få ham til at kigge og hjælpe mig videre i systemet pga vedvarende smerte og svigen og ja… en skede, der stadig ikke virkede “hel” igen. Han fandt lynhurtigt alt sit udstyr frem og uden nogen form for hensyn til, at jeg netop stadig føltes som om, jeg var i stykker, stak han det op. Han blev selv forskrækket over, at jeg begyndte at bløde derfra (2 mdr efter fødslen) og jeg kunne tydeligt aflæse at han fortrød og måtte lade som om, det ikke var hans skyld. Jeg gik grædende derfra, kun med flere smerter og med en følelse af, aldrig at blive mig selv igen eller få hjælp. For slet ikke at tale om, aldrig at turde føde igen.

Jeg fandt heldigvis en specialiseret jordemoder (red.).

104. vidnesbyrd

En ældre overlæge overfusede en yngre læge, der egentlig bare ville gøre sit job godt og dobbelt tjekke en skanning. Jeg lå med benene i bøjlerne. Det gik ikke udover mig, men der kom en vildt ubehagelig og akavet stemning. Jeg havde ret ondt af den yngre læge.

103. vidnesbyrd

Jeg var til en GU på sygehuset (red.) på grund af en formoder graviditet udenfor livmoderen. Jeg blev først scannet af en rigtig sød ung læge, men på grund af hospitalets procedure skulle jeg kontrolscannes af overlægen. Under scanningen jager hun den indvendige scanner op i min livmor flere gange for at tjekke om jeg havde ondt. Det gjorde rigtig ondt og jeg følte mig ydmyget samtidig med af jeg følte scanningen som et kæmpe overgreb. Hun kendte heller ikke mit navn, men omtalte mig konsekvent bare som fruen under hele sessionen.

102. vidnesbyrd

Det var i forbindelse med en blødning i uge 8 i min første graviditet, vi kom til undersøgelse og det var min første gynækologisk undersøgelse. Jeg blev ikke spurgt men fik afvide der er en studerende med som også skal tjekke dig, fik ik rigtig noget valg det var bare sådan det var, så det var dobbelt op på undersøgelse og dobbelt op på indvendig scanning og hende den overordnede var så voldsomt og selvom jeg sagde av forsatte hun bare! det kun pga min egen læge og nogle søde jordmødre efterfølgende der gjorde mig tryg igen.

101. vidnesbyrd

Jeg var til gynækolog fordi jeg skulle have sat en spiral op. Han undersøger mig og idet han skal prøve hvor følsom min livmoderhals er, siger han “det kan godt give lidt fornemmelse” (a hvad?) det gjorde sindssygt ondt og idet jeg begyndte at græde måtte han både hente sygeplejerske og bedøvende salve. Da han så skal sætte spiralen op, siger han igen “nu kan det godt give lidt fornemmelse”. En rødglødende smerte skar gennem mit underliv. Jeg skreg af smerte og smerten blev ved bagefter. Han reagerede som om det var en stor overraskelse og at det var meget mærkeligt at jeg havde ondt. Sygeplejersken trøstede mig og fulgte mig ud på en briks hvor jeg kunne hvile, fordi jeg græd og græd og slet ikke kunne gå.

100. vidnesbyrd

Jeg skulle som 22 årig have et celleskrab fra livmoderhalsen hos min dengang helt nye kvindelige læge, som jeg aldrig havde mødt før. På det tidspunkt havde jeg trods min unge alder allerede vænnet mig til, at en gu ofte var forbundet med smerte og ubehag især i forbindelse med indføring og udtagelse af spekulum. Så jeg starter med at sige, at de her undersøgelser ofte er smertefulde for mig og jeg har brug for at hun er forsigtig. Da jeg ligger på briksen jager hun uden varsel et koldt og tørt spekulum op i mit underliv og klemmer min ene indre kønslæbe. Jeg ømmer mig og hun mumler noget og rykker det hurtigt ud igen uden varsel. Så finder hun et mindre spekulum og idet hun sætter det op vrisser hun af mig “det er også fordi du ikke slapper af!”

Resten husker jeg ikke, men jeg gik direkte ud i min bil og brød hulkende sammen. Skiftede straks læge, men har haft så mange ubehagelige gu’er at jeg den dag i dag (38 år) stadig udskyder underlivsundersøgelser og celleskrab for længe.

99. vidnesbyrd

Jeg oplevede som helt ung (17-18 år) at skulle have foretaget en gynækologisk undersøgelse hos min læge, som var en dame tæt på pensionsalderen. Hun spørger mig om hun må kalde på sin assistent, så imens jeg ligger med fødderne i bøjlerne får hun kaldt assistenten ind. Begge damer står og kigger, og længen udbryder “neeej en gang hytteost, prøv lige at se!” Så snakker de ellers lidt om det. Jeg var SÅ flov og har aldrig fortalt om den oplevelse til nogen

Lige siden har jeg haft det så skidt hver gang det var tid til den obligatoriske undersøgelse, og jeg kan gå og have det dårligt indtil det er overstået.

Tror dog at verdens bedste jordemor har hjulpet lidt på det, så jeg nu har et mere afslappet forhold til den gynækologiske undersøgelse. Det tog så også 15 år.

97. vidnesbyrd

Da jeg skulle have lavet første celleskrab hos min egen læge, prøvede hun (i bedste mening) at få det hurtigt overstået, så jeg spændte meget på grund af smerterne. Det blødte så meget, at det dryppede ned på gulvet fra briksen. Jeg var meget ked af det, og det varede meget længe før jeg kom mig over situationen. Men tre år efter til det næste celleskrab havde jeg en rigtig god snak med min læge (samme læge) om oplevelsen, hvor hun lyttede til mig og vi talte det igennem, inden hun skulle udføre prøven. Min oplevelse er, at gynækolog er MEGET mere blid og opmærksom end læger generelt.

96. vidnesbyrd

Efter min anden fødsel blev jeg undersøgt efter de obligatoriske 8 uger, og den mandelige læge fortalte mig, at jeg havde en sammenklappelig skede. Ikke at han kunne forklare mig, hvad det var, men han havde åbenbart meget svært ved, at finde min livmoderhals og manglede måske en undskyldning. Er selv jordemoder og fik spurgt hvad han mente, men ingen forklaring. Blev ganske naturligt usikker på, om den var helt gal dernede.

95. vidnesbyrd

Jeg skulle undersøges for blødning eller polypper fordi jeg har mega lav blodprocent og lægerne aner ikke hvorfor. Har været diverse fantastiske steder med amazing sundhedspersonale.

Så var det tid til gynækolog. Jeg kommer ind og hun spørger til kraftig menstruation. Jeg siger næsten intet og to dag. Hvorefter hun anbefaler en hormonspiral fordi det kan reducere min blødning (som jeg stort set ikke har og ikke har ytret et problem omkring).

Så er det undersøgelsestid. Jeg hopper op og hun putter glidecreme på scanner. Uden et ord indfører hun den (ikke engang ‘måske den er kold’). Det ser fint ud siger hun og jeg må grave efter hvad hun undersøger.  Hun siger polypper og blødning. Og arret fra Ks. Så siger hun færdig. Men nej bliv lige jeg vil lige se noget andet.

Jeg kan se og høre hun gør spekulum klar. Indfører uden at sige en skid. Jeg kan mærke at hun tager et celleskrab men da hun ikke har sagt noget tænker jeg det nok er skævt mærket. Det ser fint ud siger hun. Du er færdig.

Jeg tager tøj på og så siger hun. “Når ja jeg tog lige en celleprøve. Den skal du alligevel have taget om et par måneder”

94. vidnesbyrd

Jeg skulle tjekkes af en gynækolog efter en abort, fordi jeg stadig blødte. Da han var gået i gang med undersøgelsen sagde han at han skulle lave en udskrabning. Han hverken spurgte mig om lov eller forklarede om indgrebet, han gik bare i gang. Det var noget af det værste jeg nogensinde har oplevet! Det var så smertefuldt og han fortsatte bare selvom jeg sagde at han skulle stoppe. Hvis jeg havde fået valget om at få lavet udskrabningen på hospitalet under bedøvelse, havde jeg aldrig sagt ja til det. Jeg var så forvirret længe omkring at han bare kunne gøre det der på hans klinik uden bedøvelse eller andet en assistent der stod og så sørgeligt på mig, som om hun havde set det alt for mange gange.

93. vidnesbyrd

Ifm med en spontan abort var jeg til tjek på sygehuset (red.). Der var to mandlige studerende som også skulle have chancen for at undersøge mig, og jeg synes det var akavet at afvise, men det skulle jeg have gjort. De var så unge og usikre i situationen og den ene måtte give op helt rød i ansigtet og svedende med scanneren oppe i mig, fordi han hele tiden blev korrigeret og det tydeligvis var mega intimt for ham det han var igang med. Og derfor blev det det også for mig. Det var tydeligt for alle i lokalet og jeg var i en udsat position, men ingen italesatte det eller hjalp nogen af os igennem situationen med lidt ekstra kommunikation og formidling.

92. vidnesbyrd

Jeg blev henvist til gynækolog efter 8 ugers tjek pga. granulationsvæv.

Da jeg ligger klar hos gynækologen og hun går i gang med at undersøge mig, gør det pludselig voldsomt ondt, som i meget meget ondt (!!!) – jeg prøver at bide smerten i mig, men må til sidst bede hende om at stoppe (hvilket jeg aldrig har bedt en læge om før). Hun sidder med et stort stykke væv i hånden, som hun uden advarsel har hevet/revet af. Der var blod udover det hele og jeg var helt chokeret.

Vildt ubehageligt, jeg havde på ingen måde forventet at det var det der skulle ske…

Har stadig ondt idag halvanden år efter, men jeg kan virkelig ikke overskue at skulle gøre noget ved det.

91. vidnesbyrd

Min nye læge undersøger mig, og er egentlig god, kommunikerende, grundig og nænsom, men så siger hun: “Vi ser jo alle sammen forskellige ud forneden, men… Altså. … Har du tit svamp (nej) eller overvejet om du ligesom … skrumper lidt med tiden? Man kan have en kronisk lidelse, som gør at vævet bliver meget tæt. Det er fordi… du har MEGET små skamlæber. Nå. Vi holder lige øje med det. Det må du lige gøre.”

Og så lå jeg der med tusind spørgsmål, som jeg ikke fik sagt højt, fordi jeg var lidt paf over mine åbenbart MEGET små skamlæber (?). Og så gik jeg rundt i to måneder og tænkte, om min tissekone voksede sammen og lukkede sig med tiden. Og nu har jeg bare lagt det i en kasse med låg på, som jeg ikke tænker at åbne igen. For jeg skrumper ikke, og døjer ikke med svamp, og er ikke generet af bittesmå skamlæber.

90. vidnesbyrd

En ny jordemoder (den tredje ud af de fire best jeg havde haft siden første samtale i uge 27) spurgte om jeg ville have en hindeløsning. Jeg svarede at jeg ikke vidste hvad det var, men hvis hun mente det var nyttigt så var det ok. Så lagde jeg mig på briksen og hun rodede rundt i min livmoderhals. Det gjorde ondt og det blødte. Det var første gang siden jeg blev gravid, at jeg oplevede blod. Jeg måtte selv spørge efter papir og fik noget stift håndklædepapir. Jeg har før været stærk mht de undersøgelser, men jeg blev ked af det som et lille barn, følte mig ydmyget og som om jeg havde været udsat for et overgreb jeg ikke var forberedt på.

89. vidnesbyrd

Jeg har en følsom livmoderhals og ved at jeg bløder til gynækologiske undersøgelser. Alligevel bliver lægerne ved med at undre sig over at jeg inden undersøgelsen siger “vil du ikke være ekstra forsigtig, det gør ondt på mig og jeg begynder nok at bløde”. Jeg bliver oftest mødt af et “ah mon dog det er så slemt” og så jager de det hårde metalnæb op i mig. Hvorefter jeg begynder at bløde og lægen siger “nå ja, du bløder da faktisk en del”.

Har også spurgt om de kunne undersøg mig mens jeg holdt fødderne samlet (med spredte knæ) som jeg har prøvet i udlandet (uk) og fandt meget mere behageligt. (Og i øvrigt med et spekulum af plastik der var meget rarere). Men det er blevet mødt med et blankt nej.

Græder i øvrigt ofte efter gynækologiske undersøgelser, uanset at de nok er standardundersøgelser. Det er så grænseoverskridende, lægen fortæller ikke hvad den gør, og jeg har ofte følelsen af at være forkert eller blive hånet hvis jeg beder dem være forsigtige eller fortælle om proceduren.

88. vidnesbyrd

Jeg har haft mange forfærdelige oplevelser hos gynækologer. Er bl.a. blevet brændt af overophedet værktøj, der blev stukket op i mig uden varsel. Den værste var dog uden sammenligning hos [xxx]. Han ydmygede mig, som jeg aldrig er blevet ydmyget før. Talte til mig, som om jeg var et barn, mens jeg sad på briksen og ikke havde bukser på. Kom en time for sent til en aftale og løb efter endt undersøgelse ud af lokalet, før jeg havde klædt mig på, og uden at jeg havde haft mulighed for at stille nogle spørgsmål til det, der havde vist sig at være en missed abortion. Havde ingen situationsfornemmelse OVERHOVEDET. Spurgte fx “Nå, har I så nogle børn??”, mens han sad og scannede min livmoder for resterne af det foster, som var dødt inde i mig. Alt ved mine besøg hos ham var så frygteligt. Efterfølgende skrev jeg en klage, og han svarede bl.a. “Jeg forsøger altid at gøre mit bedste, men det er åbenbart ikke godt nok til dig”.

87. vidnesbyrd

Da jeg var i tyverne havde jeg i nogle år en kobberspiral (havde ikke født). Der var problemer med den og jeg skulle have den ud og fik en akuttid hos en privatpraktiserende gyn (en ældre mand). Det var en meget smertefuld undersøgelse. Han rodede længe med mange forskellige instrumenter og gravede meget dybt men kunne ikke få den ud. Jeg græd. Husker at han ikke var særlig omsorgsfuld overfor min udsatte situation. Tværtimod og det var vildt ubehageligt. Til sidst kom spiralen ud men den manglede et “ben”. Måske fordi han havde skubbet og maset så meget. Efter undersøgelsen og udtagelsen af spiralen gik sygeplejersken ud. Han spurgte om han lige skulle mærke efter knuder i brysterne nu jeg alligevel var der. Helt ung og naiv og rystet sagde jeg ja. Men det var ubehageligt og jeg var i meget stor forlegenhed. Det var ved jeg nu selvfølgelig IKKE en del af undersøgelsen. Gik derfra med smerter, blødende og meget forvirret og måske nok også lidt i chok.

end of story: gennem min mor der er jordmoder fik jeg en tid på Riget hurtigt efter, hvor de scannede mig og fandt det lille spiralstykke. Det sad fast i livmodervæggen øverst i livmoderen og jeg måtte i fuld narkose og gennem et indgreb som om jeg skulle have en sen abort. Den skulle nærmest “opereres” ud. Heldigvis var livmoderen intakt. Efterfølgende hørte jeg fra flere at den pågældende læge havde et dårligt ry (tror jeg godt på – og helt sindsygt at han har kunnet fortsætte sig bestilling?!). Han ringede endda på mit private nummer for at høre hvordan det gik og hvordan jeg havde det. sådan sniksnakkende. Helt utilstedeligt. Personalet (gynækolog osv) på Riget var så søde, rolige og respektfulde.

86. vidnesbyrd

Jeg lå i aktiv fødsel og forstod nok ikke særlig meget af det der foregik omkring mig. Det var desværre en dødfødsel, men alt foregik som det ellers ville.

Pludselig ser jeg en mandlig læge i stedet for min jordemoder. Jeg følte at der blev visket, ingen henvender sig direkte til mig. Jeg hører kun brudstykker som at ‘barnet sidder fast’. Jeg får fremstammet mellem veerne om hvem han var. Han siger sit navn og i næste ve propper han hånden op. Jeg husker smerten og at jeg skreg “UD”. Jeg husker at jeg snøfter og siger “jeg vidste ikke hvad du ville gøre!” Han ryster lidt opgivende på hoved og siger henvendt til jordemoderen at “det kan man jo ikke arbejde med”.

Jeg var helt ødelagt af den oplevelse med en ny person der ikke præsenterede sig, den pludselige hånd og intensive smerte. Efterfølgende er det det eneste jeg kan tænke på, når det handler om gynækologisk undersøgelser. Jeg kan føle hånden bare mens jeg skriver det. Min tillid er brudt, da de ikke passede på mig og talte til mig

85. vidnesbyrd

Udover almindeligt ubehag ved at skulle flashe mit underliv til et fremmed menneske, har jeg indtil for et års tid siden ikke haft sindsygt dårlige oplevelser ved den slags undersøgelser.

Men sidst jeg skulle til tjek, grundet ret stort ubehag i forbindelse med min hormonspiral, kom jeg ind til min sædvanlige læge (kvindelig), blev installeret på briksen og derefter informeret at der ville være en lægestuderende tilstede i rummet. En ung mand på min alder træder ind i rummet, idet lægen forlader det og sætter sig til rette, uden et ord, med udsyn til det hele og venter på at lægen kommer tilbage.

Jeg blev ikke på noget tidspunkt op til undersøgelsen informeret om, at der ville være en lægestuderende tilstede eller spurgt om det var okay, om jeg var okay – og jeg følte mig mest af alt som en undervisningsgenstand.

Følte ikke jeg kunne sige fra i situationen og det endte med at være en enormt grænseoverskridende og virkelig akavet oplevelse…

84. vidnesbyrd

Denne indsamling af vidnesbyrd får mig til at tænke på da jeg skulle have lagt spiral op af egen læge. Efter fødsel. Jeg havde fortrængt det.

Det gjorde SÅ ondt. Som aktive veer. Jeg prøvede at stoppe lægen. Istedet kaldte læge på to sygeplejersker der holdt mine arme imens de forsøgte at lægge  spiralen op. Jeg gjorde
modstand og de holdt mig nede. Forsøgte i bedste mening at berolige mig. Holdt
mine arme hårdt ned mod lejet.
Først da jeg skreg gav de op: “din livmoder sidder forkert” du får en henvisning til en gynækolog istedet. Hos gynækologen kunne jeg slet ikke mærke det. Min livmoder sidder ikke forkert. Den er bare bagudvendt.
Jeg fortalte i øvrigt Gynækologen om at jeg var bange for at få den sat op: Hun vrissede af mig at hun var “træt af PSYKISKE patienter”. Men i det mindste gjorde det ikke ondt

83. vidensbyrd

Jeg var på afdelingen for hud- og kønssygdomme for at få taget prøve fra noget udslæt på inderlårene. Lægen spørger om de ikke lige skal tage prøve med for klamydia og gonorré, når nu jeg alligevel har benene i bøjlerne. Jeg havde ingen symptomer og ikke haft ubeskyttet sex, men tænkte at det nok var fint nok. Jeg ved jo at det bare er et hurtigt skrab fra livmoderhalsen og at det ikke gør ondt. Til min store overraskelse poder de så uden varsel fra mit urinrør. Det gør virkelig ondt og jeg havde blod og svie ved vandladning i flere dage efter. Hvis hun havde fortalt at hun ville pode fra mit urinrør havde jeg sagt nej, da jeg godt vidste testen ville være negativ.

82. vidnesbyrd

Jeg var omkring 21 år gammel og havde en kæreste, som jeg ikke havde sex med, fordi det var for smertefuldt. Jeg var praktisk talt jomfru og havde dårligt nok havde haft noget oppe i skeden, ikke engang en tampon. Men jeg gik så – modvilligt – til min nye, kvindelige læge for at blive undersøgt, fordi jeg mistænkte, at jeg havde svamp. Da jeg kom derned, var det ikke min læge, der tog  imod mig, men en mandlig vikar, som jeg aldrig før havde mødt. Jeg gik mere eller mindre i panik og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke var blevet informeret om skift af læge. Han var heldigvis sød og sagde, at han ikke syntes, jeg skulle undersøges af ham, hvis ikke jeg var komfortabel med det. Jeg fik en ny tid.

Jeg ville nærmest ønske, at jeg havde givet den mandlige læge en chance, for den kvindelige var bestemt ikke omsorgsfuld. Hun lyttede ikke rigtig til, hvad jeg sagde, selvom jeg understregede, at jeg var meget nervøs, seksuelt uerfaren og ikke havde penetrationssex med min kæreste, fordi det var for smertefuldt. Hun virkede lidt ligeglad. Jeg kan ikke huske så meget andet derfra, end at hun ville indsætte spekulum.. og det kunne hun ikke. Jeg græd og følte, at det var et overgreb. Hun stoppede heldigvis, men fremstod irriteret, sagde at hun ikke kunne konkludere noget og udskrev en pille mod svamp. Jeg turde længe efter ikke blive undersøgt i underlivet af læger og undgik det, selvom det betød, at jeg ikke fik hjælp til min seksuelle udfordring før mere end halvandet år senere. I dag ved jeg, at jeg har Lichen Schlerosus og svære muskelspændinger i underlivet. Det får jeg heldigvis hjælp til på en hospitalsafdeling (red.) , hvor de i højere grad tager mig alvorligt. Dermed ikke sagt, at det forløb har været perfekt, men MEGET bedre.. Jeg begynder langsomt at lægge traumet fra min første GU bag mig.

81. vidnesbyrd

Anden hændelse var i slut tyverne hos en kvindelig gynækolog, som skulle scanne min urinblære via livmoderen. Jeg havde ikke bedt om at blive undersøgt for andet end det. Det gik fint, indtil hun sagde “lad os undersøge din fertilitet.” Hun stak scanneren op i min ene æggeleder, og det gjorde så ondt at jeg “frøs” og ikke kunne sige fra. Hun fortalte mig begejstret hvor mange follikler jeg producerede, jeg var kun optaget af smerten. Derudover overvejede jeg på det tidspunkt at blive steriliseret (jeg har valgt ikke at få børn) så oplevelsen blev ekstra grænseoverskridende for mig.

80. vidnesbyrd

Første hændelse var da jeg var i starten af tyverne (jeg er 36 nu) hos en mandlig praktiserende læge. Han insisterede på at klamydiateste mig ved hver eneste konsultation, også hvis jeg havde henvendt mig med helt andre problemer end gynækologiske.
 Efter at have podet mig med en vatpind mærkede jeg pludselig hans fingre indeni, hvor han trykkede op mod min mave. Jeg har fortalt en anden læge om hændelsen, og han blev helt hvid i hovedet og sagde det ikke var normal praksis.

79. vidnesbyrd

Jeg havde haft den samme læge i 31 år og var vant til at bide tænderne sammen ved gynækologiske undersøgelser. De var meget hårdhændede og ubehagelige, men jeg sagde aldrig noget. Troede jo ikke det kunne være anderledes. Derefter fik jeg den skønneste kvindelige læge – og fik nærmest et chok ved det første celleskrab. Det var på ingen måde ubehageligt, ‘næbet’ blev ikke åbnet voldsomt op, alligevel var hun meget grundig. Jeg får helt kvalme over at tænke på alle de GU’er jeg gennemgik med min tidligere læge. (ydermere sluttede han altid af med to fingre oppe i skeden. Det gør hun ikke, men jeg tør simpelthen ikke at spørge hvorfor…)

77. vidnesbyrd

Jeg har altid være utrolig følsom overfor prævention og er efter mange år frem og tilbage endt med en kobberspiral! De skal heldigvis kun skiftes en gang hver 5 år! Den første gang jeg skulle have den skiftet, kommer jeg ind hos en mandlig Gynekolog. Da jeg ligger med spredte ben og venter, gør det pludselig afsindig ondt. Jeg skriger av! Hvortil han siger, nu er den ude. Det er bedst hurtigt, ligesom et plaster.

Da han så skal putte den nye spiral op siger jeg at det gør meget ondt og han siger at det bløder lidt. Først der foreslår han at jeg kan blive bedøvet. Han giver mig en lokal sprøjte og lige efter ligger den nye spiral op – hvilket også gør mega ondt. Et instrument smutter for ham, så det føles som om han river mig op indvendig. alt dette sker selvfølgelig før bedøvelsen virker. Til mit underlivs held, så er jeg da bedøvet et stykke tid efter, for av hvor gjorde det ondt og hvor kom det bag på mig.

76. vidnesbyrd

Jeg har fået min andel af undersøgelse pga fertilitetsbehandling og lignende. Jeg har erfaring med, at undersøgelserne er mindre smertefulde for mig når det lille spekulum bruges. Dette nævner jeg oftest forud for undersøgelser – men nærmest alle læger vil godt liiiige prøve med det store først. Det har resulteret i smerter, blødninger og hævelser så undersøgelser ikke kunne foretages. Efterfølgende når de har forsøgt med det lille spekulum, har de ofte givet mig ret i at det var bedre.

Hvorfor stoler de ikke på mig, når jeg har fået så mange undersøgelser. Jeg er klar over, at deres arbejde er nemmere med et stort spekulum, men måske de skulle starte med at prøve det lille spekulum fra start – og så gribe til det store hvis det ikke lykkedes.

75. vidnesbyrd

Min læge var stoppet og derfor skulle jeg ind til hans afløser, en pensionsmoden mand. Jeg skulle have foretaget celleskrab og klamydiatest.

I konsultationen forklarer jeg hvorfor jeg er kommet og forklarer også at jeg kæmper med lugtgener.

Under den gynækologiske undersøgelse udbryder han ‘Sikke meget udflåd’ og ‘Kan du godt have et almindeligt sexliv?’. Imens han tager de prøver han skal spørger jeg atter ind til det med lugt, nu hvor han var dernede hvilket han ikke svarer på.

Bagefter tager jeg mit tøj på og spørger igen ind til mit problem med lugt, hvortil han ligger hovedet på skrå, folder hænderne og siger ‘Så slemt er det jo heller ikke. Alle kvinder tror de lugter’. Jeg var så målløs over den behandling og rejste mig og gik.

Da jeg en uge senere ringede for at få svar på prøverne kunne sekretæren ikke se at der var blevet taget prøver hverken i journalen eller svar fra laboratoriet. Som hun sagde ‘Prøverne må på mystisk vis være bortkommet’.

Lægen var overlegen og bedrevidende. Han negligerede mit problem og spurgte på intet tidspunkt ind til eventuelle andre gener. Og at prøverne derudover forsvandt og end ikke blev noteret i journalen – fortæller ikke så lidt.

74. vidnesbyrd

Har aldrig haft problemer med gynækologiske undersøgelser, måske jeg bare har været rigtig heldig! Indtil min kæreste og jeg skulle starte i fertilitetsbehandling.
Jeg skulle ind på klinikken og skannes, for at tjekke at der ikke var nogen misdannelser i min livmoder eller andre problemer.
Lægen som skal undersøge mig er meget “kold”, måske jeg overfortolker, men hun kigger mig nærmest ikke i øjnene på noget tidspunkt.
Da jeg ligger på lejet, stikker hun skanneren op i mig, uden at sige et ord eller spørger om jeg er klar. Jeg blev ret overrasket, men fejede det væk imens det stod på.
Pludseligt siger hun at hun ikke kan finde min højre æggestok. Jeg bliver vildt bekymret! Hun begynder at rode rundt med skanneren oppe i mig og banke den ind i siden af min skede. Det gør virkelig ondt og hun siger ikke et ord. Først da hun skal bruge sin hånd, til at trykke mig på maven imens hun skanner mig siger hun, “det føles nok lidt ubehageligt”, på det tidspunkt havde det gjort decideret ondt i ca 2 minutter. Jeg fortæller hende at det gør ret ondt og til det siger hun bare “vi er færdige lige om lidt”..
resten af dagen voksede ubehagelig følelse i hele min krop. Jeg følte ikke at jeg blev mødt med omsorg og forståelse, jeg blev faktisk ikke engang mødt med øjenkontakt..
ugen efter da jeg sad i samme venteværelse igen, kunne jeg tydeligt mærke hvor meget det havde ramt mig. Jeg rystede på hænderne og mit hjerte bankede så hurtigt, at jeg havde lyst til at løbe min vej!
Heldigvis skulle jeg ind til en anden læge, som var så sød, blid og kærligt. Hun lagde instrumentet mod mit lår inden hun stak det op i mig, så jeg kunne mærke temperatur og tekstur på forhånd. Under hele undersøgelsen blev hun ved med at sige “alt ser så fint ud”, “det er helt normalt” og lignende. Utroligt hvor lidt der skal til, før man får en god oplevelse!

72. vidnesbyrd

Da jeg skulle have celleskrab af min læge, som jeg har haft som læge siden jeg blev født, blev jeg chokeret over hvor dårlig hun var til at lave en underlivsundersøgelse. Som kvindelig læge havde jeg regnet med at hun forstod (cis)kvindelig anatomi bedre, men da jeg, forståeligt, reagerede på at få koldt metal op i mig, med at stramme sammen og opleve smerte ved indsættelsen, skubbede hun bare mere til. I stedet burde hun jo, have holdt en pause så jeg lige kunne slappe af i kroppen først, men det virkede ikke så vigtigt for hende. Det var en meget ubehagelig oplevelse.

71. vidnesbyrd

Efter jeg fik min spiral, oplevede jeg blødning efter samleje og blev derfor sendt til GU. Til undersøgelsen spurgte jeg ind til, hvis jeg ønskede at få fjernet spiralen, da min kæreste og jeg påtænkte projekt baby. Lægen kommenterede, at der i henvisningen stod, at jeg oplevede blødning efter samleje med min nye partner og “om det ikke var for tidligt for os med projekt baby”. Det var så malplaceret af hende overhovedet at kommentere på, men det var ikke det eneste. Da jeg har børn fra et tidligere forhold, spurgte hun også om jeg “bare lige skulle bruge hans sæd og så var han smidt ud igen”? Jeg var simpelthen så handlingslammet, da hun sagde disse ting midt i min undersøgelse. Og hvad angik blødningen fejede hun det blot væk med, at man godt kan være for hård, når man er nyforelsket. Og endelig kommenterede hun så også på min tatovering på låret. Det er noget så utroligt sårbart at være SÅ blottet under sådan en undersøgelse, at kommentarer til alt andet, end det, der er relevant, er så upassende og uprofessionelt!

70. vidnesbyrd

En af mine første gange til gynækologisk undersøgelse blev lægen (mandlig) ved med at cracke jokes om hvor stram jeg var og at det var tydeligt at se og mærke, at jeg ikke havde født endnu (jeg var 16-17 år) Jeg synes det var så grænseoverskridende. Jeg har kun haft kvindelige siden.

69. vidnesbyrd

Min klart værste oplevelse var dog, da jeg som 21-årig pludselig fandt ud af, at jeg var blevet gravid. Det var ikke med vilje og ikke med en kæreste, og jeg var i chok. Jeg skyndte mig at få bestilt tid hos min nye praktiserende læge på Vesterbro (jeg var lige flyttet dertil), for at få det bekræftet – og få hjælp til hvad der nu skulle ske. Min umiddelbare tanke var at få en abort, men jeg var også i chok og havde brug for hjælp og vejledning.
Jeg fik heldigvis tid allerede samme dag, som jeg havde taget graviditetstesten. Men det var en skrækkelig oplevelse. Lægen, som jeg aldrig havde været hos før, var tydeligt irriteret på mig fra øjeblikket, jeg trådte ind ad døren. Da jeg forklarede hende, at jeg troede jeg var gravid, og ikke vidste hvad jeg skulle gøre, svarede hun, at så måtte jeg jo lære at bruge beskyttelse. Jeg kan stadig huske den følelse af, at føle mig udskammet og meget lille i det rum.
Så skulle jeg op og ligge på briksen, så hun kunne bekræfte graviditeten, og jeg oplevede hende som enormt hårdhændet og grov. Hun sagde ikke, hvad hun gjorde, og jeg oplevede, at hun vrissede af mig, når jeg prøvede at stille spørgsmål. Til sidst begyndte jeg at græde, mens jeg lå der. Hendes respons var: “Der er ingen, der synes, det er synd for dig”. Hele oplevelsen føltes som et decideret overgreb af den her ældre kvinde, mens jeg lå der i mit livs krise og hendes vrede rettet mod mig.
Efter undersøgelsen spurgte jeg hende, hvordan jeg kunne få en abort. I virkeligheden, ville jeg nok gerne have talt det hele igennem – jeg havde jo først lige fundet ud af det den dag, og det er en virkelig stor beslutning. Men der havde jeg bare følelsen af, at hun ville have mig ud hurtigst muligt. Hun sagde, at jeg jo selv måtte undersøge abortklinikker, det var altså ikke hendes job. Jeg kan huske, at jeg desperat bad hende om, om hun ikke nok ville hjælpe mig på vej – jeg anede jo ingenting om, hvordan sådan en skulle foretages, om jeg skulle på hospitalet osv. Hun indvilligede modvilligt og gav mig så en lille liste over abortklinikker, som hun faktisk havde liggende – men åbenbart ikke mente jeg skulle have, før jeg begyndte at insistere.
Jeg gik derfra rystet og grædende. Jeg fandt en abortklinik, der havde tid med det samme og fik foretaget aborten så hurtigt, det var muligt. Jeg er 100 % sikker på, at oplevelsen hos lægen var medvirkende til, at jeg ikke tog min tid, fik talt alle mine muligheder igennem, f.eks. med en professionel, eller overhovedet gav mig selv lov til at fordøje oplevelsen. Den læge satte så meget skam i mig, at det først er mange år efter, at jeg har kunne genbesøge den oplevelse og den beslutning, jeg tog dengang. I stedet for at blive mødt med empati og støtte i mit mest sårbare øjeblik, blev jeg udskammet og ydmyget af min praktiserende læge.

68. vidnesbyrd

Jeg blev henvist til en fertilitetsklinik, fordi jeg ikke var blevet gravid efter et års forsøg. Jeg var meget bange for om jeg nogensinde ville kunne få børn og nervøs for hvad der skulle ske. Det fortalte jeg lægen i håbet om han ville tage hensyn.
Han kastede et blik på mig, mistænkte pcos pga min overvægt, kommanderede mig ind på briksen, stak det kolde instrument op i mig og tjekkede scanningen, kommanderede mig tilbage til skrivebordet og gav mig “dommen” om bekræftet PCOS og at jeg nu skulle tage de hersens piller for at sætte skub i ægløsningen. Hele seancen tog mindre end et kvarter!!! Jeg var dybt rystet, ked af det og følte alle mine grænser følelsesmæssigt og fysisk overtrådt.
Som fagperson kan man jo godt tænke at PCOS er ret udbredt og det er et easy fix. Men det var kæmpestort for mig og følte mig tingsliggjort og som om min konsultation bare sku overstås hurtigst muligt.
Selvom jeg direkte efterspurgte mere information, ville han ikke rigtig snakke mere med mig og blev lidt irriteret, da jeg sagde nej tak til pillerne. Herefter læste jeg alt hvad jeg kunne opstøve og blev gravid efter en enorm livsstilsændring.

66. vidnesbyrd

Da jeg kom i overgangsalderen, blødte jeg voldsomt i flere uger. Blev henvist til en såkaldt anerkendt gynækolog, en ældre mand. Lige så snart jeg trådte ind i lokalet til denne læge, fornemmede jeg en ubehagelig stemning. Du ser lidt overvægtig ud, var hans første ubehagelige melding. Op på briksen med dig. Det her bliver ikke nogen sommerferie, men vi sparer en hospitalsseng, var ordene.
Jeg fik en udskrabning uden bedøvelse, og jeg skreg højt. Min mand og datter sad ude i venteværelset og var mildest taget chokeret over det skrigeri. De kender mig som en, der normalt ikke er pivet.
Efter indgrebet, fik jeg mig møvet ned af lejet. På gulvet lå en blodig gummihandske. Jeg formeligt flygtede ud af lokalet.

64. vidnesbyrd

Da jeg var 17 år, havde jeg komplikationer efter en fortrydelsespille, der gjorde, at jeg startede på p-piller. Dette forværede kun min tilstand og jeg blødte nu 14 dage hver måned i 4/5 måneder, også mens jeg tog p-piller. Jeg bestilte derfor min første gynækologiske undersøgelse hos en gynækolog jeg havde fået anbefalet. Da jeg fortæller, at jeg har haft sex uden kondom med en, som jeg ikke var kærester med, kigger min gynækolog dømmende på mig og siger “man skal altid huske kondom”. Jeg tænker ikke videre over det, før efter undersøgelsen,  hvor gynækologen siger, at hun kan se en form for infektion, og at hun regner med det er klamydia. Uden at have foretaget en klamydiatest fortæller hun mig, at “hvis jeg var hendes datter vil hun bare give mig klamydiapillerne med det samme”. Uden at vide hvad jeg skal stille op, sluger jeg de to klamydiapiller hun rækker mig. På vej ud af døren siger hun med et smil “lad så vær med at gå rundt og bolle med alle de dumme drenge”. Da jeg ringer til klinikken senere på ugen for at høre mine testsvar, viser det sig at jeg ikke har haft klamydia.

63. vidnesbyrd

Da den mandlige gynækolog, som jeg ikke tidligere har haft en tid hos, endelig kommer ud for at tage imod
mig, står han bare og stirrer på mig, uden at sige goddag, uden at tage imod mig i nogen form.
Jeg kan se at han er en ældre herre, ca. samme højde som mig, tyndhåret på toppen, med en rød/hvid trøje
på.
Når jeg har tænkt på det bagefter, tror jeg at han kan være blevet forvirret af mit udseende. Jeg er
overvægtig, og overvægten er placeret således at jeg regelmæssigt bliver fejltaget for at være gravid.
Jeg vil påstå, at hvis det har været mit udseende der har fået ham til at stå som ramt af lynet, er det i sig
selv forholdsvis uprofessionel adfærd. En persons udseende bør ikke påvirke deres modtagelse.
Idet jeg bliver forvirret over hans adfærd, prøver jeg at give hånd, for at hilse på. Idet han ikke tager imod
mit håndtryk kommer jeg i tanke om at det ikke er hensigtsmæssigt at give hånd i en Corona-tid. Min
kommentar herom lader til endelig at få ham ud af hans fuldstændigt passive stirren.
Vi går ind, og sætter os på hver sin side af skrivebordet. Jeg forklarer så nøgternt som muligt hvad
problemet er. At min spiral tilsyneladende ikke virker som den plejer.
Jeg har tidligere haft den samme model. Den sad i de anbefalede 3 år (cirka) uden problemer. Min læge
mistænker at den nuværende potentielt kan være faldet ud.
Det skal siges at min første spiral blev lagt af en gynækolog i Virum. Den der nu giver problemer er lagt af
en kvinde, der også er ansat ved denne klinik.
Jeg går om bag skærmen for at tage leggins og underbukser af. Formålet med skærmen er tilsyneladende
ikke at jeg skal føle jeg har lidt privatliv, for manden kommer om bag skærmen til mig, med en klud jeg først
skal bruge efter undersøgelsen. Det føles lettere grænseoverskridende, at det åbenbart var meget vigtigt at
give mig den på det tidspunkt, og dermed fjerne skærmens funktion.
Jeg placerer mig klar til den forestående undersøgelse.
Han foretager en scanning. Efter han har konstateret at spiralen fortsat er der, men blot er gledet ned,
finder han det åbenbart relevant at scanne mine æggestokke. Formålet med dette forklares ikke. Det føles
igen grænseoverskridende at han foretager denne scanning, da det indebærer at bevæge et apparat
unødigt rundt i en meget privat del af min krop.
Han spørger mig hvordan det kan være, at den er gledet ned? Hvor i alverden skulle jeg vide det fra. I
betragtning af at den første spiral af samme model blev siddende og virkede fint, er det formentlig hans
kvindelige kollega der ikke har sat den rigtigt til at starte med. Men hvad ved jeg?

Han spørger om jeg blev bedøvet da spiralen blev lagt. Jeg oplyser at det mindes jeg ikke var tilfældet. Han
går hen og læser på computeren. Han konstaterer at det blev jeg åbenbart. Han vedtager derfor at jeg skal
bedøves. Jeg oplever ikke at have noget at skulle have sagt omkring behovet for bedøvelse.
På vej tilbage fra computeren spørger han (ligesom kvinden der lagde den), hvorfor jeg har valgt den
pågældende model af spiral. Jeg svarer at jeg har købt den som lægen gav mig recept på. Jeg oplyser at det
ikke er inden for min faglighed at vide hvilken spiral jeg ”burde” have fået ordineret af min læge. Jeg føler
mig voldsomt kritiseret og stillet til ansvar for et valg jeg essentielt ikke har noget fagligt grundlag for at
have indflydelse på.
En gynækologisk undersøgelse er i sig selv forholdsvis grænseoverskridende. Mandens adfærd gjorde mig
mildest talt ikke bedre tilpas i denne situation.
Da han påbegynder den gynækologiske undersøgelse, starter han åbenbart med at anvende et forkert
instrument. Han kommenterer først på det efter at have afprøvet det, og fjernet det igen. Dette sætter
mønsteret. Det eneste tidspunkt hvor han advarer mig om hvad han foretager sig, så jeg er forberedt på det
medfølgende ubehag, er ved bedøvelsens 3. og 4. stik.
Da han uden advarsel derefter tørrer noget blod væk, med noget vat (han fortæller det efter han har udført
handlingen), kommenterer han på at ”ja, du er godt nok sart”. Det tror da fanden, når en fremmed mand
roder rundt med (mildest talt ubehagelige) instrumenter, det mest følsomme og private sted på min krop,
uden at advare mig om hvad han foretager sig.
Da jeg fortæller ham at jeg hellere vil undvære bedøvelsen, hvis ikke proceduren virkelig gør meget ondt
uden, siger han at han ”tror det vil være ubehageligt”. Tilsvarende, da jeg kan mærke bedøvelsen i hovedet
og tungen, spørger jeg om jeg vil være i stand til at køre bil efter proceduren. Hans svar er, at han ”tror” at
effekten i hovedet vil gå væk efter få minutter, men hvis jeg føler mig svimmel når jeg forlader klinikken,
bør jeg vente med at køre.
Manden lader således tilsyneladende ikke til at have nogen viden om mængden af smerte/ubehag en
antageligt rimeligt standard procedure kan forventes at medføre hos en patient. Yderligere har han
tilsyneladende ikke læst producentens anbefalinger vedr. den bedøvelse han anvender, når han ikke er i
stand til at oplyse, hvor længe det anbefales at man venter med at køre bil, efter bedøvelsestidspunktet.
På dette tidspunkt i processen kæmper jeg for at tilbageholde tårer, og lover mig selv at jeg aldrig vil bruge
denne klinik igen. Men i den position kan man jo ikke så godt bare rejse sig op, og gå sin vej. Jeg er nødt til
at lade ham gøre arbejdet færdigt.
Han får sat spiralen på plads.
Han spørger mig igen, hvordan det kan være den er gledet ned. Igen, hvordan skulle jeg vide det?
Han anbefaler en kontrol efter 3 måneder, for at sikre at den denne gang bliver siddende.
Jeg taler mig ud af at få en ny tid. Jeg er på dette tidspunkt primært fokuseret på at komme ud, og aldrig
nogensinde skulle tilbage igen.

Jeg sender derfor denne klage. For at andre kan blive opmærksomme på den ubehagelige behandling man
kan forvente, og undgå at søge behandling hos denne klinik (red.).
Og for at sikre, at hvis andre oplever et behov for at klage, skal deres stemmer ikke stå alene. Jeg er med på
at én klage kan være et uheld. Flere klager tegner et mønster. Jeg vil gerne bidrage til, at et evt. mønster
kan komme frem i lyset, for jeg ved, at jeg ikke står alene med en dårlig oplevelse hos denne klinik.

62. vidnesbyrd

Jeg har altid haft problemer med GU og bare fået at vide at jeg skulle slappe af, men det har jeg aldrig kunnet, til lægers store irritation.
I forbindelse med et kejsersnit skulle min livmoder og livmoderhals desværre fjernes da blødningen ikke kunne stoppes.
Mine første tanker efter jeg kom hjem fra hospitalet var, at jeg da heldigvis slap for nogensinde at få en gynækologisk undersøgelse igen og ALDRIG mere få taget celleskrab, da jeg før har haft celleforandringer.
Det er i grunden trist at man kan se en stor fordel ved det…..

61. vidnesbyrd

Fik afklemt en kønslæbe med efterfølgende stor blodindsamling. Jeg skreg da det skete og fik at vide at jeg skulle stoppe med at skabe mig. Læben hævede til tre gange så stor og jeg kunne ikke sidde ordentligt i en uge efterfølgende… det var et celleskrab.

60. vidnesbyrd

Efter fødsel af vores dødfødte datter, blev jeg indlagt igen grundet voldsomme blødninger. Her forsøgte en kvindelig læge at lave udskrab på mig, imens to sygeplejersker skulle holde mig nede.

OP var bestilt, narkoselægen var på vej, men alligevel skulle hun lige prøve om hun kunne gøre det uden bedøvelse.

Den dag i dag fortryder jeg inderligt at jeg aldrig fik lavet en officiel klage. Ved efterfølgende samtaler/undersøgelser gjorde jeg og min mand helt klart, at førnævnte læge ikke skulle forsøge at komme i nærheden af mig. Men det psykiske overskud var der ikke til at gøre klagen officiel.

59. vidnesbyrd

1) Jeg var 18 og i mit første forhold. Jeg havde fået svamp i underlivet. Egen læge henviste til gynækolog. Gynækologen var en ældre mand, som bad mig gå ind i undersøgelsesrummet og tage bukserne af og vente. Han kom først ind, da jeg havde ventet i halvt afklædt tilstand i 20 minutter. Jeg frøs og var nervøs. Da han endelig undersøgte mig, stillede han mig samtidig en række spørgsmål: Om jeg var stoppet med at bruge trusser af kunststof? Om jeg huskede at bruge intimsæbe? Om jeg var stoppet med at bruge tamponer? Altsammen ting, hans sekretær havde instrueret mig i i telefonen, og som skulle hjælpe mod svamp. Da jeg bekræftede, skældte han mig ud, og sagde, at det havde jeg jo tydeligvis ikke, når jeg stadig havde svamp! Jeg følte mig ydmyget, jeg frøs, og jeg var stadig ikke kommet nærmere på en kur mod svampen (som jeg først slap af med et års tid senere).
2) Da jeg havde født min datter (1. barn) som 25-årig, havde jeg fået en lille bristning, der var blevet syet med to sting. De holdt desværre ikke, men skred op og efterlod en lidt træls “flænge”, der ikke kunne lappes med det samme. Til 8 ugers-undersøgelsen konstaterede min (kvindelige) læge, at “hun havde altså set meget værre … Og jeg var vel heller ikke færdig med at få børn, så det ville da være spildt arbejde at reparere på.” Det var sådan set ikke det, der var problemet for mig. Det føltes bare, som om hele underlivet var på vej nedenud. Modstræbende gav hun mig en henvisning til undersøgelse på sygehuset. Her konstaterede de hurtigt, at det skulle rekonstrueres, hvilket det blev.
3) Efter fødsel og om-operation af en fødselsbristning, skulle jeg til tjek på sygehuset. Gynækologen virkede flink og grundig. Men da jeg lå med benene i bøjlerne, spurgte han mig først, om jeg havde været på en cykel efter operationen? Det bekræftede jeg. Efterfølgende spurgte han mig, om jeg så også havde været på en mand? Det gav pludselig undersøgelsen en træls seksualiseret drejning. Jeg ville ønske, han havde spurgt på en mere faglig måde.

58. vidnesbyrd

Som 21 årig henviste min læge mig til en mandlig gynækolog. Jeg var utryg ved, at det var en mand og at jeg ikke havde været der før, men havde tillid til,  at min læge måtte henvise til ham af en grund. Jeg havde brug for en GU, da jeg havde fundet en væskeansamling inde i skeden.

Da jeg ankommer hos gynækologen fortæller han mig, at han er “særlig” fordi han altid giver alle patienter en fuld “sundhedsundersøgelse” når de kommer hos ham. Jeg fortæller ham, at det er noget meget konkret jeg kommer for at undersøge og ikke har brug for så meget andet. Dertil siger han: “det kan godt være, men hos ham starter man på vægten”. Jeg fortæller ham, at jeg ikke har lyst til at skulle veje mig, da jeg har haft noget spiseforstyrrelse og en vægt har dårlig indflydelse på mig. Jeg er ganske klar over, at jeg har taget på efter jeg har mødt min kæreste (1/2 forinden) men ønsker ikke at blive konfronteret med det i det intime rum som en GU er. Det accepterer han ikke og siger: “Gå nu bare op på den vægt!”. Her skulle jeg selvfølglig være gået, men jeg tænkte, at når nu han var bekendt med mit forhold til krop, ville han nok også være forsigtig. Sådan skulle det ikke være. Da jeg fortæller ham, hvad jeg vejer udbryder han “tænkte jeg det ikke nok: fed. Det noterer jeg lige som en diagnose. Ser du, det er faktisk en diagnose”. Jeg bliver enormt chokeret og går helt i stå. Han beder mig så om at sætte mig ned. “Oplever du at dit humør ændrer sig når du har menstruation?” Jeg nikker og fremstammer “gør alles ikke det?” Hvortil han siger “nej. Det var anden diagnose. PMS og tendens til hysteri”. Han kigger på mig og jeg mærker hvordan han studerer mig dybdegående. “Du har også akne kan jeg se”. Jeg fortæller ham, at det har jeg ikke. Men han ryster på hovedet og noterer med ordene “tredje diagnose”. På det her tidspunkt bruger jeg alle mine kræfter på at holde tårerne inde.

Da det bliver tid til den egentlige GU bliver jeg lagt op på en iskold briks med ordene “så håber vi ikke der er mere med dig”. Mens jeg ligger med diverse kolde instrumenter inde i mig fortæller han, at han synes jeg har en meget lang skede. “Det er nok fordi du er så fed siger han. Godt der ikke også er problemer med lugt”. Jeg siger ingen ting.
“ej, puha.. puhaa.. der kom fiskelugten puhaa” udbryder han så. “Det var så endnu en ting til listen. Godt du kom til mig. Du tager bare dit tøj på og så tager vi lige en alvors snak”.

Da jeg igen sidder ved hans bord fortæller han mig, at jeg skal på p-piller. Jeg fortæller ham, at jeg ikke kan tåle dem og det faktisk var på grund af dem, at jeg begynde at tage på. “Stopper vindere?” Spørger han mig så. Jeg forstår ikke helt spørgsmålet og han gentager “jo altså stopper vindere? Nej vel. Kun tabere holder pause. Sådan er det også med dig og de p-piller. Sådan nogen som dig skal ikke holde pause fra pillerne”. Jeg formår ikke engang at kæmpe i mod og nikker bare. “Med alle de diagnoser du går rundt med er det godt du kom til mig. Sådan nogen som dig har brug for et ‘wake up call’ så de kan gå fra at være en taber til en vinder”. Dertil stak han mig en flyer og fortalte, at han mente jeg ville genkende mig selv i et af eksemplerne. Denne eksempelperson var beskrevet som en kvinde, der altid havde været svært overvægtig, ulykkelig og meget ensom. Det var næsten komisk, da det ikke kunne være længere fra sandheden. Men det understregede også, hvordan hans oplevelse af mig var. Til sidst ville han lige tage en blodprøve og mit blodtryk, så jeg kunne forstå “hvor galt det stod til”. De viste sjovt nok ikke andet end at jeg var sund og rask. Til det sendte han mig ud af døren med ordene “Det var ellers underligt. Jeg var sikker på, at jeg ville kunne bruge det til at chokerer dig. Håber at mine ord har været nok til at du har fået et ‘wake up Call’. Jeg vil gerne se sig ofte, så vi kan få styr på dig”. Ikke på noget tidspunkt tjekkede han mig for det jeg faktisk kom for.

Efterfølgende tog min mor og jeg op til lægen for at fortælle dem om oplevelsen. Jeg tudbrølede igennem hele gengivelsen til sygeplejersken. Lægen ville ikke høre om oplevelsen men kommenterede blot: “Han kan godt være lidt direkte” da hun hørte hvorfor jeg var der. Alene den kommentar gjorde, at jeg aldrig anmeldte ham. Men det burde jeg have gjort. Det som er så skrækkeligt er, at jeg først blev skamfuld, da jeg jo havde taget på. Men det var ikke min skyld, at jeg havde den oplevelse. Nogle gange bliver jeg rigtig trist, hvis jeg forestiller mig, at en anden ung piger oplever det samme fra ham. Det er ikke sikkert, at hun vil kunne lade være med at tage det ind. Så sent som i sidste uge spurgte jeg min (nye) læge om min skede var lang og med det understreges måske, at sådanne ord fra en fagperson kan sidde længe i kroppen.

57. vidnesbyrd

Jeg var blevet henvist til gynækolog, da jeg havde pletblødt en del og haft smerter under samleje. Da hun undersøgte mig, fik jeg at vide, at jeg var “alt for følsom en pige”. Hun viste mig den venstre æggestok på skærmen og derefter førte hun kameraet over til den højre. Jeg hoppede af smerte og råbte av, men hun stoppede ikke. Jeg begyndte at græde og sagde til hende, at det altså virkelig gjorde ondt, imens hun bare snakkede og viste mig den højre æggestok. “Du er altså alt for følsom” sagde hun igen.
Hun fandt en knude af et eller andet på livmodervæggen, som hun ville fjerne. Hun sagde, at det kunne hun hurtigt lige få væk og sende ind. Det føltes som om, hun bare flåede det ud af mig. Ingen “nu gør jeg sådan”, ingen bedøvelse, ingen tryghed eller trøst fra hendes side af. Hun rev det bare ud. Det gjorde så ulideligt ondt og jeg græd ekstremt meget. Da vi bagefter satte os, sagde hun “ja, du er alt for følsom, du burde nok skifte p-piller”. Jeg har ikke sat min fod hos hende siden, jeg gør det aldrig mere og jeg fraråder alle at tage ind til netop hende.
Efter denne oplevelse skal jeg virkelig holde sammen på mig selv for ikke at græde ved alle andre gynækologiske undersøgelser. Jeg fortæller det til gynækologen som det første, når jeg den dag i dag skal undersøges, for at gøre personen opmærksom på, at de skal være ekstremt forsigtige med mig.

56. vidnesbyrd

I 2012 begyndte jeg at bløde i graviditetens 21. Uge. Ved scanning blev det konstateret, at min moderkage lå foran barnet, og at jeg derfor skulle komme på sygehuset ved yderligere blødning da en fødsel kunne være farlig for mig  – og selvfølgelig for barnet, der først stod til at redde efter uge 23. Jeg fik derefter gentagende blødningsepisoder, og blev ikke scannet yderligere, da man ikke ville provokere veer i den sårbare graviditet. Ved en af disse episoder blev jeg dog scannet af en meget arrogant ung mand, som ikke tog mine protester for gode vare. Han jog scanneren op i skeden og provokerede dermed yderligere veer  til fare for mig og barnet. Hans telefon ringede midt under scanningen, og han beholdte fraværende vaginalscanneren oppe i mit underliv, IMENS han talte i flere minutter i telefon og rodede målløst rundt i mit underliv. Jeg var så bange for mit liv og barnets liv, at jeg frøs og ikke turde protestere yderligere (hvilket jeg fortryder så bitterligt i dag!).
Jeg skrev bagefter til Skejby og anbefalede, at de i tilfældet af andre uddannelseslæger uden empati skulle lave en regel om, at man skulle tage dildoen ud af vagina ved telefonopkald, og i det hele taget ikke holde den oppe i kvinden i længere tid end nødvendigt.  Jeg fødte i uge 26. Alt, alt for tidligt. Om denne episode var afgørende for graviditetens bratte udfald ved jeg ikke, men den triggede i hvert fald et voldsomt ve-flow som jeg måtte gennemleve hjemme hos mig selv bagefter. Jeg hader mig selv for, at jeg ikke beskyttede mit barn. Desværre er det jo sådan, at vi må og skal lægge vores instinkter til side og stole på lægerne for, at de kan gøre deres arbejde.  Det fordrer dog omvendt, at de har etikken i orden og dét manglende den pågældende læge. Han skrev en behørig undskyldning som svar på min klage, men jeg ville have  været mere tryg på fremtidige kvinders vegne hvis Skejby sygehus selv, altså ansvarlige overlæge på fødegangen, havde gjort sagen principiel.

Min datter overlevede mirakuløst sin alt for tidligere fødsel og de mange måneder i kuvøse uden mén.

55. vidnesbyrd

Min første oplevelse med GU var god, da jeg havde kendt min kvindelige læge i mange år og hun var meget forsigtig og rolig.  Jeg har nu en fast gynækolog, men jeg stoler på og som snakker med mig hvergang inden og efter og tager den med ro og respekterer, når jeg siger pause.

Men alligevel er det de dårlige oplevelser som fylder mest..
Da jeg skulle have sat en spiral op i starten af 20’erne valgte jeg en mandelige gynækolog tæt på mit hjem. Det var meget mere smertefuldt end tidligere og jeg blev virkelig dårlig. Det blev uden bedøvelse for det mente han godt, at jeg kunne klare… jeg havde smerter i flere dage efterfølgende..
Fødslen af min søn. Jeg har aldrig været udsat for overgreb før min fødsel… min fødsel var gået i stå og man ville prøve med hindesprængning. Jordemoderen var så voldsom, at jeg begyndte at hulke og sagde stop!! Hun kiggede ikke op og sagde bare, at hun snart var færdig.. Det var så smertefuldt og langt over min grænse. Da jeg havde født og var bristet skulle jeg bedøves med en pudendusblokade.  Dette var jeg nervøs for og her fik jeg bare at vide, at det var enten den eller mange smerter ved syningen, hvorefter hun bare pressede kanylen ind i min skede… igen begyndte jeg at græde fordi det var så smertefuld og grænseoverskridende, faktisk som et overgreb..

54. vidnesbyrd

Jeg var 15 år gammel og skulle have min aller første GU. Det var den læge, jeg havde gået hos hele min barndom, som stod for det. Og det var jeg ok med. Jeg kan huske, at han havde varmet instrumenterne, brugte det mindste af dem, og at selve udbersøgelsen var ok. Men mens jeg stadig ligger afklædt med benene oppe, siger han noget i stil med “ja, det ser fint ud. Men dine indre skamlæber er jo meget store. Men det kan rettes med en operation, når du bliver 18”. Jeg var helt forstenet. Og jeg skammede mig over mit underlivs udseende i flere år. Jeg har som voksen fundet ud af, at jeg altså er helt normal.
Jeg synes, det er hamrende uetisk at sige sådan noget til enhver kvinde. Men særligt til så ung en pige.

53. vidnesbyrd

Jeg har før været til Gynækologiske undersøgelser, som har forløbet rigtig fint og trygt, også siden.
Jeg skulle til lægen og tale om nye p-piller eller måske et alternativ fordi jeg over længere tid havde fået voldsomme migræner og humørsvingninger.
Men den dag befandt jeg mig på en briks med benene spredt, smurt ind i gel og i en diskussion om at hun  kun ville rådgive mig hvis jeg blev tjekket for klamydia for en fast partner kan man jo ikke stole på i min alder.
Jeg kunne ikke se sammenhængen.
Vi skændes mens jeg lå der. Mens hun hentede sine instrumenter hoppede jeg ned  og tog mine trusser på og gik.
Jeg skiftede læge. Tænk at det sidder i mig 20 år senere?

52. vidnesbyrd

Min historie om en grænseoverskridende gynækologisk undersøgelse ligger en del år tilbage, ca 26.  Jeg synes alligevel den er vigtigt da jeg hører om andre der også oplever den her adfærd.
Jeg var omkring de 20 og skulle have en GU , da min recept på p piller skulle fornyes.
Jeg havde aldrig været hos denne  læge før. (Var flyttet)
Selve den gynækologiske undersøgelse husker jeg ikke noget mærkeligt ved ….men kan huske han var lidt intimiderende i sin tale.  efter GU vil lægen undersøge mine bryster ,  (imens jeg stadig ligger med bart underliv på briksen)  og det er jo sådan set også fint , indtil han niver i min brystvorte !
Der kan jeg mærke at der er noget jeg ikke synes er ok eller som ikke  minder om de andre undersøgelser jeg har fået.
Yderligere har jeg noget udslæt på inderlåret  som han ved tjek udnytter til at køre hånden op og ned af mit lår.
Herefter vælger lægen at skrive hans tlf nummer på en lap papir med ordene “hvis der er noget en anden gang, så ringer du ikke til sekretæren men direkte til mig”
Jeg tog imod sedlen sådan lidt forstenet….
Vidste ikke hvad jeg skulle gøre ellers.
Og så skiftede jeg læge ! Kom der aldrig igen.
Og i dag ville jeg ønske at jeg havde sagt noget , så han ikke kunne fortsætte den adfærd.

51. vidnesbyrd

Som 15-årig fik jeg pludselig meget ondt i mit underliv. Jeg besvimede næsten og kunne ikke være nogen steder. Jeg var lige startet på efterskole for 1-2 mdr siden og var ‘mutters alene’ et nyt sted, langt langt fra mine forældre og trygge rammer. Jeg blev kørt på skadestuen af en lærer jeg ikke rigtig kendte så godt. Jeg har på det tidspunkt kun prøvet at få en GU 1 gang ifbm at jeg skulle have udskrevet p-piller, idet jeg havde fået en fast kæreste.

Jeg bliver bedt om at lægge mig op på briksen af en mandlig!! læge, og jeg siger faktisk at jeg gerne vil have en kvindelig læge, idet jeg ikke har det godt med en mandlig. Jeg bliver fejet af med at det kunne jeg ikke selv bestemme og at det var en helt normal undersøgelse, så jeg skulle bare slappe af. Jeg lægger mig modvilligt og smerteforpint op og da jeg så ligger der med benene i vejret går døren til undersøgelseslokalet op på fuld gab. Der går folk forbi på gangen, så bare det var rigeligt til at jeg begyndte at græde. Jeg havde i forvejen hamrende ondt og var bange, OG alene. Ind kommer så 4 lægestuderende, og deriblandt en helt ung fyr. Jeg blev ikke engang spurgt om de måtte komme ind! De står bare alle 5 og kigger helt tæt på, og lægen indfører et kamera, hvilket faktisk lignede en stor dildo. Jeg græder og siger at jeg gerne vil have at de stopper, men han skælder mig nærmest ud og siger at det var ikke muligt fordi de jo var nødt til at finde ud af hvad jeg fejlede, og det snart var overstået hvis jeg nu bare slappede af og lå stille. De mistænkte en graviditet uden for livmoderen og jeg var skræmt fra vid og sans. Undersøgelsen var smertefuld og jeg græd og græd. Og jeg følte det som om jeg var blevet udsat for et overgreb. Men jeg skammede mig også og turde knap nok snakke med nogen om det efterfølgende. Faktisk ved min mor det ikke engang, jeg tror kun at jeg talte med min kæreste om det, da jeg kom hjem på weekend nogle dage senere. Jeg havde ikke mobiltelefon dengang.
Den undersøgelse har præget alle undersøgelser fremadrettet. Idag er jeg 38år og det er stadig så grænseoverskridende at jeg kan komme til at græde og få angst på briksen.

50. vidnesbyrd

Min kvindelige læge er på ingen måde mere nænsom end min mandlige. Til gengæld er jeg begyndt at holde ret meget af at gå til tandlæge (!) fordi min tandlæge er så sød, omsorgsfuld og empatisk. Hun fortæller mig altid hvad der skal til at ske, roser mig , når jeg klarer mig uden bedøvelse, og assistenten holdt mig i hånden under en særligt smertefuld behandling. Gid det var sådan det var, at gå til gynækologisk undersøgelse!

49. vidnesbyrd

Jeg vil meget gerne dele mit vidnesbyrd, som faktisk kun er få måneder gammelt. Jeg græd bagefter og undrede mig over om – og i så falde hvor eller til hvem man kunne klage – jeg havde jo selv valgt gynækologen, efter henvisning fra lægen, og det var gynækologens egen klinik, så jeg vidste ikke hvor eller hvem jeg kunne klage til, og jeg var så skamfuld og ked af det, så jeg lod det passere i stilhed.
Efter nogle seksuelle overgreb som teenager, har jeg fået et anspændt forhold til intimitet og samleje med min mand, og det er kun blevet værre efter jeg har fået min datter. Jeg har fysisk ondt, og jeg søgte endelig læge. Egen læge var utrolig forsigtig, venlig, forstående og fik mig til at føle mig set og hørt, og henviste til en specialiseret gynækolog jeg selv skulle vælge og kontakte. Jeg valgte den gynækolog der lå tættest på min bolig, og hun var også kvinde (som min læge) så det passede mig fint.
Jeg havde den første tid på dagen, og alligevel var gynækologen forsinket. Jeg kunne høre hun beklagede sig over sine patienter til sin sekretær, selvom jeg sad i venteværelset og kunne høre alt. Pga corona havde de rykket venteværelset ud af det egentlige venteværelse, så man teknisk set sad ude midt på gangen i et kæmpestort sundhedshus. Jeg følte allerede dér at jeg skiltede med mit gynækologbesøg. Da gynækologen endelig kom ud, hilste hun ikke, og sagde bare SPRIT HÆNDER. Jeg prøvede muntert at sige at det havde jeg faktisk lige gjort, men at jeg gerne ville gøre det igen, corona-small-talk agtigt, og hun gloede bare olmt på mig og sagde jeg helt sikkert havde rørt min telefon siden, og fik mig allerede der til at føle mig forkert og dum og beskidt.
Vi gik ind i et lille konsultationsrum og havde først en samtale. Hun kiggede ikke på mig, og spurgte enkelte spørgsmål (fx hvor ofte jeg havde menstruation. Jeg svarede ‘meget uregelmæssigt’ , og inden jeg nåede at sige mere sagde hun – stadig mens hun gloede på skærmen og ikke mig – at jeg jo tog minipiller så det jo ER KLART det er uregelmæssigt. Som om jeg spildte hendes tid). Jeg forsøgte stammende og usikker at forklare at jeg var nervøs – at det havde krævet stor overvindelse at komme til undersøgelsen.
Så skulle vi ind i undersøgelsesrummet, der lignede et sterilt operationslokale, så jeg spurgte venligt om jeg skulle tage mine støvler af udenfor rummet . Tænkte de var sjappede, da det sneede udenfor den dag. Hun gloede bare olmt på mig og sagde hvordan jeg havde forestillet mig at hun skulle undersøge mig hvis jeg havde støvler på . Mig: ”nååå nej nej mente bare tage støvlerne af så gulvet ikke bliver vådt og beskidt”. Hun så bare surt på mig og sagde “tag nu bare de bukser af og læg dig”. Jeg gjorde det. Har aldrig set så avanceret en gynækologstol, og vidste ikke hvordan man kom op i den. Spurgte hende – “JA MAN SÆTTER SIG PÅ DEN!” Som om jeg var evnesvag . Jeg var lige ved at tude over at blive hundset med af en fremmede dame mens jeg stod helt nøgen fra navlen og ned. Hun møvede bare forskellige instrumenter ind uden at sige noget. Hun behøvede ikke ligefrem invitere mig på middag , men come on sig dog “det er måske lidt koldt” eller “nu fører jeg lige den her ind”. Havde jo sagt jeg havde ondt og var lidt traumatiseret – det var jo derfor jeg var der! Nå men hun møvede og pillede og rodede med diverse instrumenter og fingre , og jeg har absolut ingen anelse om hvad hun gjorde eller hvorfor . Hun forklarede intet. Til sidst erklærede hun bare tørt det “sikkert er noget psykisk” , som det der vulvadyni (min egen forsigtige teori), men at det vidste hun ikke noget om – jeg skulle gå til egen læge og få henvisning til sexologisk klinik eller psykiatrisk eller en psykolog. Hun kunne dog se og konkludere at jeg var sindssygt anspændt, og fuld af anspændte myoser og muskelknuder overalt. Hun ville give mig nogle øvelser , sagde hun , og gik ind i konsultationsrummet igen . Jeg lå stadig og flandrede alene, og følte mig sårbar og ækel og dum, og tolkede det som at jeg skulle tage tøj på og følge efter hende . I konsultationsrummet troede jeg vi skulle snakke om de øvelser , men hun rakte mig bare et oldnordisk kopieret ark fra en lærebog med bækkenøvelser fra 80’erne eller 70’erne. Hun rakte mig bare arket uden et ord og gik tilbage til skærmen. Mig: “øh øhm altså de her øvelser , er det noget jeg skal gøre dagligt eller ..?” DET HELE STÅR DER ! Sagde hun bare surt og rejste sig og stod og trippede og ventede på jeg fik tøjet på og gik. Hun ville føre mig ud så jeg ikke rørte ved håndtagene med mine bakteriebefængte fingre. Jeg var sønderknust, og følte mig så dum og forkert, og jeg forstod ikke helt de der dumme øvelser – hvor meget og hvor ofte. Jeg går stadig og skraber mod til at gå til en ny gynækolog, og har ikke fået lavet nogen øvelser.

48. vidnesbyrd

Har en  gang skulle til lægen grundet smerter i underlivet. Hun kom et for småt instrument op og blev irriteret over at det ikke passede.. Så rev hun det nærmest ud og brugte et andet.. Men endte ud med at stikke sine fingre op i stedet, besluttede at der intet var at mærke og rev så hånden ud hvilket gav undertryk og jeg skreg op. Hun blev sur på mig og mere irriteret.. Jeg græd og hun ville bare have mig ud af døren.

Mine gynækologiske undersøgelser har altid været grundet en nødvendighed. Enten under indlæggelse eller fordi jeg har haft smerter ud over de normale.

Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at gå til lægen og få lavet hudskrab for at tjekke for celle forandringer. Jeg tør ikke. Jeg bliver ked af det ved tanken om hvad jeg har været igennem og jeg frygter for næste undersøgelse.

47. vidnesbyrd

Det var min første gynækologiske undersøgelse, under tvang da jeg var indlagt med store smerter og opkastninger.

Jeg var 15, jeg skulle svare på hvor mange jeg havde haft sex med og hvornår jeg sidst havde. Det er sikkert en normal ting, men det var meget grænseoverskridende for mig.

Da jeg så var oppe på briksen og igang hvilket selfølgelig gjorde ondt da jeg i forvejen havde smerter – kom der en medarbejder ind i rummet.. Og ind bagved forhænget hvor jeg lå med begge ben i vejret og med udstyr oppe i mig.. Så stod hun dér og snakkede med gynækologen med frit udsyn til det hele. Det var ydmygende!

46. vidnesbyrd

Under min igangsættelse oplevede jeg en meget smertefuld undersøgelse.. Jeg tror hun forsøgte hindeløsning.. Men det havde hun ikke fortalt mig noget om.. Det gav mig en hel dag med onde “veer” som så gik sig selv efter en omgang modnings akupunktur

Blev sat i gang før tid så min krop var slet ikke klar til sådan noget

45. vidnesbyrd

Jeg led af vaginisme i mange år og de der undersøgelser var så angstprovokerende. En kvindelig gynækolog sagde en gang til mig at “jeg jo bare skulle slappe af” – det er ligesom problemet med vaginisme.

De mandlige gynækologer jeg har haft har faktisk været mere nænsomme. Hvor kvinderne har været sådan lidt “det her kan alle da, slap nu bare af” Har mændene været “ja, jeg har godt læst om underlivet, at det kan gøre ondt”.

Jeg beder altid om ekstra tid når jeg booker og har også selv fået lov at indføre et spekel da det var nødvendigt for undersøgelsen.

44. vidnesbyrd

Ved min gamle praktiserende læge var undersøgelses lejet vendt mod døren. Der var ikke kultur for at vente på svar når personalet bankede på. Jeg har mere end én gang ligget med benene i bøjler, imens en sekretær/udannelses læge lige stak hovedet ind for at høre om noget. Med frit udsyn til mit blottede underliv. Det føltes så ydmygende. Jeg er både vred på mig selv over jeg aldrig sagde fra, men istedet bare skiftede læge. Men jeg er også vred over at det var sådan han kørte sin biks og tydeligvis ikke selv fandt det problematisk.

43. vidnesbyrd

Det var mit første celleskrab fra livmoderhalsen og første gang jeg rigtigt skulle undersøges gynækologisk. Min læge var på dette tidspunkt en ældre herre, som jeg havde haft hele livet og som også er resten af familiens læge. For det første var det akavet at skulle afklæde sig i mens han var i rummet og stå og have en samtale, mens jeg stod der med numsen bar. Da jeg fik lagt mig op på briksen, var jeg ikke langt nok ude mod kanten, så han tager fat om hoften på mig og hiver mig ud til kanten uden at sige noget først. Det er ikke super rart at være i en i forvejen sårbar situation og så oven på det blive overrasket over, at en person tager fat om din halvnøgne krop. Jeg ignorerer det og kommer igennem selve undersøgelsen, som han sådan set gør fint, selvom man da kunne have ønsket sig, at han forklarede undervejs hvad der skete, MEN da han er færdig og har trukket instrumenterne ud, klapper han mig på siden af numsen/låret og fortæller mig, at det klarede jeg jo meget fint…… Jeg havde det super mærkeligt med det og følte mig egentligt mest som en ko, der var blevet malket færdigt.. Jeg afskrev det i mit hovede, som at han er fra en anden tid, og at jeg bare skulle tage mig sammen, for det er jo ubehageligt at være til gynækolog. Det var først da jeg læste om samtykkebaseret gynækologiske undersøgelser, at jeg forstod, at det var helt okay, at jeg stod tilbage med en klam fornemmelse efter det besøg. Jeg har siden skiftet læge.

42. vidnesbyrd

Den første gang jeg skulle have celleskrab, var også første gang til gu siden jeg blev voldtaget. Da jeg ligger der går jeg helt i baglås, jeg siger med rystende stemme at jeg har været ude for overgreb og jeg ikke har lyst alligevel. Lægen, der er praktikant går i panik. Hun forlader rummet og henter en anden læge. Alt imens jeg bare ligger der fuldstændig frossent. En hoven læge kommer ind og guider så praktikant lægen igennem, mens jeg græder. Jeg bebrejder selvfølgelig mig selv for ikke at sætte en grænse.
Ved selvsamme lægehus går det galt igen til mit seneste celleskrab. Jeg skal have det taget i forbindelse med mit 8 ugers tjek efter fødslen. Jeg fortæller lægen, at jeg har været udsat for voldtægt og at jeg samtidig har mange smerter efter en slem gang underlivsbetændelse. Min lille søn står i liften på gulvet, fordi lægen synes det var upraktisk han lå på mit bryst under undersøgelse.
4 gange under undersøgelsen taber min søn sin sut of beklager sig lidt. Hver gang afbryder lægen min undersøgelse for at give ham sutten. Det var ydmygende at ligge der, smertefuldt, at han trak instrumenterne ind og ud unødvendigt mange gange. Indtil jeg hulkede og rasende fik sagt, at han skulle lade den fucking sut ligge og lade min søn græde, så han kunne få det gjort færdig.
Jeg har skiftet lægehus og gruer alligevel stadig for næste gang! Jeg ved det hele kan gøres meget bedre, det oplevede jeg i forbindelse med fertilitetsbehandling, hvor jeg aldrig havde det dårligt under undersøgelserne.

41. vidnesbyrd

Jeg er jordemoder. Da jeg var studerende, valgte jeg at få en kobberspiral. Jeg havde tidligere haft en tryg oplevelse ved den gynækolog, som jeg havde set ifm moderate celleforandringer og det, han kaldte en koldkoagulation. Da spurgte han ind til prævention og præsenterede forskellige typer med fantom og faktiske eksemplarer af spiraler osv., som man kunne få i hånden og se nærmere på. Han havde også to skærme; én som vendte mod ham og én der vendte mod mig, så jeg kunne læse med når han journalførte. Alt sammen meget fint!
Han anbefalede at jeg kom til ham, hvis jeg ønskede spiral, da han sagde at de anlæggelser, hvor spiralen ender med at ligge dårligt og smertefuldt, oftest er sket hos EL.

Da jeg en del måneder senere ønsker kobberspiral, lykkes jeg med at få henvisning til gynækolog, fordi EL ikke er tryg ved at lægge det på én, der ikke har født.
Jeg opsøger gynækologen fra tidligere og dukker op til konsultation.
Basalt set er han imod min beslutning om kobber. For ham er menstruation et ressourcetab, og da jeg vil bløde mere med kobberspiral, vil jeg miste flere ressourcer. Han mener, det er bedst slet ikke at bløde, og jeg forklarer, at jeg egentlig synes om at kunne se en form for cyklus. Vi snakker længe, men på intet tidspunkt spørger han mig ind til mine baggrunde for at vælge, som jeg gør, fx hvori mit forbehold over for hormoner ligger. Han spørger, om jeg har humørudsving op til menstruation, hvilket jeg har noget af (men også kan se noget godt i). Han mener, at disse udsving gør at kvinder er til fare for sig selv og deres
omverden, og at de er mere tilbøjelige til at komme til skade i trafikken som følge. Det provokerer mig enormt. Han er meget intens og voldsom at være i dialog med. Jeg bliver visuelt berørt men forbliver i dialogen og formulerer mig godt. Han siger, at vi lægger kobberspiralen, men at jeg er “en stædig satan”, og at han nu vil skrive, at den lægges
mod givet råd. Det ser jeg ham skrive på skærmen, som vender mod
mig. Jeg spørger bl.a., hvorfor han overhovedet har kobberspiraler i sin klinik, hvis han ikke mener nogen bør få dem. Han svarer et eller andet, jeg ikke husker.

Vi går over til lejet, som jeg jo har ligget på i anden forbindelse. Jeg er utilpas ved mandens facon, men har tillid til, at han er dygtig til sit håndværk, og derfor vil jeg godt lægge krop til anlæggelsen. Det føles dog bizart at gøre sig så sårbar kropsligt over for en, der har kaldt mig en stædig satan og som ikke har interesse i, hvorfor mine ønsker er, som de er, men som kun vil udbrede egne meninger.
Jeg har forståeligt nok lidt svært ved at slappe af, lige når fingrene/instrumenter skal ind. Sådan har jeg det altid. Der skal et par vejrtrækninger til, og så slapper jeg også først helt af, når de er inde. Han mener, jeg har bækkenmyoser. Han spørger: “Gør det ondt, når jeg trykker HER?” og jager fingrene med stor kraft mod først den ene side af skeden helt oppe ved cervix. “Og HER?” Og så den anden side. Og ja, det gør det jo. Men jeg har ingen gener i der daglige eller i forbindelse med sex. Han skaber jo smerten. Han spørger om jeg træner meget, og jeg svarer ja, og han mener at jeg deler dette problem med mange unge kvinder. Jeg har ikke siden haft noget, der skulle give mistanke om myoser.
Anlæggelsen af spiralen går fint. Jeg skal komme x antal uger efter for at få tjekket, om den ligger godt. Og han siger, at jeg jo må komme igen og få den fjernet, hvis jeg får de gener, han har talt om, at den giver, hvilket ham forventer vil ske.
Jeg går derfra og har gennem de næste timer de forventelige smerter fra uterus. Smerter jeg var forberedt på og klar til at hilse velkommen, men som nu også associeres med et meget ubehageligt møde. Jeg er ked af ikke bare at kunne gå derfra glad for min beslutning, men at glæden skal blande sig med tristhed over en så dårlig behandling. Efter et par dage er jeg helt smertefri og jeg har spiralen i 5 år og er i al den tid meget glad for den. Jeg bestiller aldrig tid til den kontrol, gynækologen nævner, for jeg vil ikke på hans briks igen, og jeg vil kun se ham, hvis jeg også får konfronteret ham med, hvordan han arbejder. Det finder jeg ikke viljen til, før han pensioneres. Konsultationen fandt sted i 2015 tror jeg. I årene efter tænker jeg på at skrive er brev, men jeg gør det ikke. Jeg føler mig ikke traumatiseret, men det var langt ude, voldsomt og gør mig vred. Som jordemoderstuderende blev jeg i den periode, hvor spiralen blev lagt, undervist i at mærke respektfuldt på de gravide kvinder. Underviserne brugte
mange ord på at tale
om måder, det kunne gøres på. Øjenkontakt, tempo, samtykke, pauser osv. Det føltes uretfærdigt, at jeg ikke selv fik samme respektfulde behandling, som jeg brugte energi på at give de gravide. Men det gjorde det også meget let for mig at se, at hvad der var sket.

40. vidnesbyrd

Jeg var til GU for anden gang I forbindelse med min spontane abort. Den første oplevelse var fin på trods af den sørgelige nyhed. Jeg havde følt mig med i processen og var lettet da jeg kom ud derfra – nærmest glad. Lægen var venlig og respektfuld, og jeg oplevede at havde medbestemmelse.
Den anden gang var rigtig ubehagelig. Han var uforsigtig og raslede rundt inde i mig, med sine værktøjer, uden at forklare mig, hvorfor han gjorde hvad han gjorde. (Jeg kunne – og kan, ikke se meningen med at han skulle prøve at rense min skede, når nu det hele stadig var på vej ud, med hjælp fra abortpiller). Jeg gav udtryk for ubehaget, og hans respons var blot at han snart var færdig.
Jeg følte mig meget tromlet, overhørt og overgrebet. Bagefter var jeg utrolig ked af det og frustreret over den behandling, og ikke mindst over at føle mig svag og overfølsom!

39. vidnesbyrd

Mine oplevelser hos gynækologen:

Siden jeg havde sex for første gang har det været forbundet med enormt mange smerter. Det samme med min menstruation. Da jeg som 16 årig fik taget mig sammen til at tage til gynækolog, fortalte jeg dem om mine symptomer, den voldsomme smerte jeg oplevede. De kiggede op i mig og ‘der så alt jo normalt ud’. I stedet for at tage min beretning om smerter alvorligt begyndte gynækologen at fortælle mig om, at det nok bare var fordi jeg spændte op i mit underliv. At jeg skulle trække vejret dybt ned i maven. At smerterne simpelthen skyldes at jeg ikke slappede af nok = min egen skyld. Som årene gik er smerterne taget til. Til et punkt hvor jeg besvimer af smerte. Har været til 7 gynækologer igennem tiden. Alle har bare kigget op i mig og sagt at alt var fint. Givet mig smertestillende piller på recept og sagt, at jeg skulle slappe af. Ingen har overvejet at scanne mig. Jeg er jo ‘bare en følsom ung pige’.

Jeg er nu 26 år og blev i januar endelig udredt for endometriose (cyster på æggestokkene). Jeg har kæmpet som en gal for at få en scanning. Og endelig skete det og selvfølgelig var alt ikke normalt. Og mit underliv er fyldt med myoser efter så mange år med smerter. Jeg er har endda svært ved at komme af med afføring grundet alle spændingerne.
Derudover har det påvirket min seksualitet og person enormt. Jeg har aldrig kunne nyde sex og har dermed ikke kunne udfolde den del af min personlighed. Jeg ser ikke mig selv som et seksuelt væsen. Alt sammen fordi gynækologerne ikke tog mig alvorligt. En gynækologisk undersøgelse handler om mere end ‘bare at kigge op i skeden’.

38. vidnesbyrd

Jeg har vulvodyni og slemme myoser i underlivet. Da min sygdom opstod var jeg hos en gynækolog for at blive podet. Jeg var 19 år gammel og vidste endnu ikke hvad jeg fejlede. Pga. min vulvodyni er berøring på min vulva smertefuldt. Jeg når knap nok at lægge mig på briksen, før hun uden varsel hamrer et spekulum ind i mig og poder. Det er smertefuldt, jeg bliver svimmel og besvimer. Inden jeg når at komme til mig selv, bliver jeg sendt ud af døren, stadig svimmel og med flimmer for øjnene. Det udløser et migræneanfald. Hun siger intet om undersøgelsen men sender mig bare ud. Stadig efter seks år kan jeg ikke få lavet en gynækologisk undersøgelse uden at få angst og spænde helt op i kroppen. Jeg oplevede det som et overgreb, da hun ikke gav mig varsel om at hun ville indføre spekulumet.

37. vidnesbyrd

Ved fødslen af min datter sommeren 2018

Jeg kom ind på hospitalet, 38+4 og uden veer, fordi mit vand var begyndt at sive forsigtigt.

Jordemoderen undersøger mig, for at tjekke hvor åben (eller ikke) jeg er. Hun konstaterer, at jeg er 2 cm åben og uden at tage fingrene ud af mig, eller give mig en chance for at forstå, sprøge eller noget som helst, fortsætter hun ved at sige:” Jeg kradser lige lidt” imens hun instruerer min mand i at hente et redskab til sig(stadig fingrene i mig).

Jeg bliver bange, spænder helt op og trækker mig nærmest sammen. Hun lægger en arm på min mave for at holde på migog siger noget i retning af, at jeg skal slappe afog ligge stille. Hun fører redskabet op i mig, det er smertefuldt og jeg mærker et smæld. Det hele tager øjst et par minutter. Jeg kommer op og bryder hulkende sammen i min mands arme, hvor hun siger “årh, hvis du synes det var slemt, så bare vent til du får veer.”

Hun begik et overgreb p mig – og hun begik også dokumentfalsk, vil jeg mene. I min journal har hun skrevet hindeløsning, når hun i virkeligheden “tog mit vand” og satte min fødsel i gang. Hun havde ingen ret, hun vidste det og dækkede over overgrebet i papirerne.

Under 4 timer efter overgrebet fødte jeg min datter. Min livmoder gik amok i veer. Jeg forblødte næsten i processen og kom direkte på operationsbordet. En “uforklarlig blødning” kaldte de det.

Jeg indberretigede en utilsigtet hændelse, hvor jeg kom til samtale og mest af alt blev gaslightet og fik at vide, at hun ikke havde gjort noget forkert.

36. vidnesbyrd

Jeg læste beskederne (red. andres beskrivelser af GU) og tænkte, “det har jeg heldigvis ikke prøvet”, indtil jeg pludselig huskede at have været hos en ældre mandlig læge vedr. opsætning af spiral. Han henviste mig til gynækolog alene af den årsag, at den skulle sættes op under menstruation og “det svineri ville han ikke have i sin klinik”. Super, tak for at tale ind i skam og tabu omkring min krops helt naturlige funktion!

34. vidnesbyrd

Jeg var ved min egen læge, og inden jeg gik, kom vi i tanke om at det var ved at være tid til celleskrab og almindeligt tjek. Jeg sagde til hende at jeg godt nok havde menstruation og var ret øm dernede, så jeg var ikke sikker på jeg ville kunne gennemføre. Hun fik mig overtalt til at prøve. Da jeg ligger på briksen minder jeg hende om at hun skal bruge mindre instrumenter end normalt for én i tyverne som har et aktivt sexliv, men hun bruger alligevel de større. Jeg når at sige av måske fem gange, og da hun svarer at hun skal bare lige lidt længere op, hvorefter hun JAGER den op i et hårdt stød der får mig til at skrive og springe op med det hele stikkende ud. Nu skuler hun og tager de mindre instrumenter frem, og stemningen er så trykket at jeg ikke tør andet end bare at ligge helt frossen, mens hun fortæller at jeg burde være bedre til at slappe af. Hele episoden var så smertefuld og chokerende, at mit sexliv i mindst et år led under det, da chokkene ofte kom tilbage så snart jeg blev penetreret. Vil aldrig glemme hvordan hun skulede og udskammede mig for at hendes manglende hensyn kostede mig et smertefuldt underliv der gik glip af et helt års god sex. Jeg fik aldrig klaget fordi jeg slet ikke havde tænkt over at jeg som patient har lov at sætte grænser over for én der ellers er eksperten.

33. vidnesbyrd

Som 20 årig var jeg hos en kvindelig gynækolog.
Hun væmmes da hun kikker mellem mine ben. Og spørger til min skønhedsplet. Hun spørger om jeg er syg. Fordi det ligner en sygdom siger hun.
Og jeg kan se væmmelsen sidde i hende, resten af den tavse undersøgelse…

Jeg tror ikke hun før havde set en skønhedsplet?!
-Men sådan en har jeg, den er ca. 0,5 cm i diameter. Lille brun plet- jeg har haft den i mange år. Men hadet den siden den dag. Og været ked af den, sidenhen.
Den bekymrede mig ikke en meter inden den oplevelse…

Jeg er 32 i dag og ønsker mig stadig inderligt at den bare skal væk. Den gjorde mig angst ved min fødsel og den har pårvirket mit sexliv. Den væmmelse hun udviste var meget sårende/krænkende.

En anden oplevelse jeg havde i samme periode, var en ung mand. Han strålede – helt modsat oplevelsen med kvinden. Han sagde “du er smuk dernede” og heller ikke den oplevelse var bare positiv.
Det føltes grænseoverskridende i den situation. At et menneske/en mand jeg ikke kendte kommenterede på det mest intime jeg ejer.

Den bedste oplevede jeg har haft, var med et spejl i hånden og en god gennemgående forklaring fra en dygtig gynækolog der bare vidste mig hvordan mit underliv fungerede- sådan en oplevede burde alle få.
Jeg følte mig som en blomst da jeg gik derfra🌸

32. vidnesbyrd

I walked into the gyno appointment and said I’m scared because I’ve had incredible vag pain for the last three months, my last two exams were unimaginably painful and I’m concerned that instead of helping me to address the pain, you’re going to go ahead and remove the polyp as planned.

The gynocologist didn’t really say anything, which should have been an alarm. I had to talk her into using a small speculum (which is normally “bad” on a “good” day but is excruciating now) – that should have been another alarm.

I thought she was going to do a pain exam. Instead she put in the speculum and opened it. I cried out and said it hurts, please stop. She opened it more; repeat. Then she pulled on the polyp and I cried out and said stop, stop, stop. An assistant came and asked what was wrong in Danish, and they snarked about me in Danish, saying that I was anxious and over reacting. And then took the speculum out and said I would have to come back because they didn’t get everything. (I’m not going back.)

I cried on the exam table for awhile, then put on my clothes, then got a lecture about how I how I need to stop doing 10 things for my vagina’s health (nevermind that I have never done any of those things), and that I’m a horrible person for not wanting to take her recommended probiotics because they have milk in them and I’ve been vegan for 20 years.

I’ve never been so dismissed or abused in a medical situation in my life – and am now experiencing PTSD. That was serious trauma, and totally unnecessary.

31. vidnesbyrd

Da jeg var omkring de 14, havde jeg noget hævelse udenpå. Da jeg kom ind til undersøgelsen, var det en ældre mand og en akavet studerende, der sad ved siden af. Han startede med at sige “ja, nu skal jeg jo spørge, om det er okay for dig, at jeg har en studerende med mig, men det håber jeg er fint for dig. De skal jo oplæres”. Han skulle sådan nærmest blære sig over for den studerende om, hvor meget tjek han havde på det. Jeg følte mig selvfølgelig presset til af blotte mit underliv for både læge, men også ung studerende.

I stedet for først at undersøge udslættet, ville han også lige lave en GU, for så kunne den studerende opleve det. Jeg lagde mig op på briksen med benene op i bøjlerne, og så havde han lige glemt instrumenterne, så han rejste sig og gik ud af døren og blottede derned også mit underliv til venteværelset. Den studerende kiggede mig i øjnene, men lukkede ikke døren.

Ved undersøgelsen belærte han den studerende “kan du se…”. Og så skrabede han med den nederste (det var dengang det var to separate instrumenter, der blev ført ind) og tog den op til næsten og sniffede ind to gange og sagde “nej, det lugter ikke af fisk! Prøv selv at lugt”, hvorefter han førte den over til den studerende, som igen bare tavst stirrede mig i øjnene. Jeg ved godt nu, at det har betydning ift om der er infektion eller svamp, men der kendte jeg ikke sammenhængen.

De konstaterede vist, at der ikke var noget galt, men jeg kan ærligt talt ikke huske mere. Jo, at jeg sneg mig langs væggen ud af rummet og ud af klinikken. Jeg bad til, at der ikke var nogen fra venteværelset, der ville kunne regne ud, at det var mit underliv, de lige havde kunne se.

30. vidnesbyrd

Jeg gik i gymnasiet og havde på det tidspunkt ikke haft sex eller andet oppe i mig, da jeg skulle have lavet en indvendig ultralydskanning for at finde ud af om jeg havde PCOS. Lægen fik at vide, at jeg var jomfru. Jeg var temmelig nervøs og havde slet ikke en fornemmelse af hvad “slappe af” føltes som i underlivet, da det ikke var nogle muskler jeg nogensinde før aktivt havde forsøgt at kontrollere. Selvom jeg virkelig gjorde mit bedste for at slappe af gjorde det derfor voldsomt ondt, da hun forsøgte, hvilket kun fik mig til at spænde mere op. Lægen blev mere og mere irriteret og utålmodig og blev (sådan føltes det i hvert fald for mig) sur på mig, fordi jeg “ikke bare slappede af”, selvom jeg lå og græd af smerte og virkeligt forsøgte – jeg ville jo også gerne have det overstået.

Det endte med at vi måtte opgive undersøgelsen, og fordi det havde været så ubehageligt tog det mig 10 år til at tage mod til mig til at blive udredt igen – i hvilken tid min pcos nåede at blive et langt, langt større problem for mig og blandt andet give mig virkelig meget behåring der ikke kan “gøres om,” selvom jeg nu er begyndt på behandling (p-piller) (i hvert fald ikke uden selvbetalt laserbehandling og det er så langt fra mit su-budget, som det kan komme). Det gjorde også at det tog mig meget længe at turde at have sex, fordi jeg huskede hvor ondt det gjorde at have noget større end en finger oppe og jeg har undladt at få taget en prøve for celleforandring fordi jeg igen var bange for den gynækologiske undersøgelse – både smerten, men også bare ubehaget ved at ligge der og være rigtig bange og have ondt, mens ens læge bare bliver mere og mere sur på en, og det føles som om vedkommende mener man virkeligt bare burde tage sig sammen

29. vidnesbyrd

Jeg fik mit første celleskrab for et par måneder siden, og det var så forfærdeligt. Jeg har før været udsat for overgreb, og jeg følte mig direkte retraumatiseret.

Først var jeg meget anspændt så han blev nødt gå op i størrelsen på andenæbet tre gange for at kunne se noget. Det gjorde det jo ikke ligefrem mere behageligt. Jeg forklarede at det var meget ukomfortabelt, og sagde av flere gange men der var ligesom en stemning af at der ingen kære mor var, og at det blev nødt til at blive gjort på den her måde. Jeg blev efterladt alene i rummet flere gange, hvor jeg bare lå og prøvede at ikke hulke, og på et tidspunkt var han væk i over 5 min. Da det endelig kom til celleskrabet gjorde det allerede så ondt, og det føltes som om der var noget helt galt. Som om vinklen på andenæbet var alt for stejl. Han tog testen på trods af at jeg nu stadig sagde av mange gange, og åbenlyst havde tårer trillende ned af ansigtet. Jeg blødte hvad der for mig lignede rigtig meget. Mere end hvad jeg forestiller sig man gør når man er blevet gnubbet med en vatpind, og det gav mig flashbacks. Jeg blev ved med at bryde ud i gråd hver gang jeg tænkte på det på vej hjem, og jeg er så ræd for når jeg skal ind igen en dag.

27. vidnesbyrd

Jeg skulle have indsat kobberspiral som 19 årig. Han forklarede ikke noget om kobberspiralen, men sagde da jeg spurgte om det gjorde ondt, at det gjorde det ikke rigtig. Jeg kom i briksen, fik indført spiral uden nogen som helst samtale eller noget og sendt ud på gaden bagefter, fuldstændig ligbleg og svimmel. Så hver gang jeg skal have rodet ved min livmoder, græder jeg fuldstændigt ulykkeligt og kan slet ikke styre det. Før dette var jeg helt tryg ved underlivsundersøgelser

26. vidnesbyrd

Har flere gange oplevet at min EL ikke var særlig omsorgsfuld i sin måde at tilgå GU – til 8-ugers undersøgelse efter fødsel sagde hun “pas på inden du kniber fingrene af mig” efter hun gerne ville undersøge knibefunktion. Det gøs vitterligt igennem mig og i det øjeblik skulle hun bare have fingrene ud af mig. Jeg sagde ikke noget, men gik derfra med en underlig fornemmelse i kroppen. Anden gang var også hos EL, dog en anden i lægehuset. Jeg kom da jeg oplevede smerter ved samleje og var bekymret for evt prolaps. Han fortalte ikke hvor jeg skulle lægge mine bukser og trusser og da han indførte sit spekulum sagde han først “du skal i hvert fald træne bækkenbund, for den her glider ALT for nemt op.” Mit svar: “Jeg slapper jo af, så det ikke skal gøre ondt” ham: “hmm jeg har ikke oplevet at man kan slappe SÅ meget af” Spekulum blev trukket ud og han bad mig knibe hvortil han svarede “nå nej, du har jo godt fat i dit knib”. Jeg tror ikke at det var gået op for ham, at han med sit sprog og krop kunne gøre nogen trygge ved en GU, og jeg får ondt i maven over alle dem, der har fået foretaget GU af ham.

25. vidnesbyrd

Jeg var til gynækolog I 2. G, hvor jeg skulle have en abort.

Gynækologen spurgte om jeg ville “se det” I scanningen, og jeg sagde “nej”.

Hun vælger alligevel at dreje skærmen og pege/vise.

Der var mange små ting der generelt fik mig til at føle mig “ikke-vigtig’ og bestemt ikke hørt/respekteret, men den korte episode var rigtig grim, for det føltes lidt som en udskamning

24. vidnesbyrd

Jeg er selv yngre læge og drømmer om en fremtid i gynækologi og synes det er et vigtigt emne. Jeg har mange gange overværet gynækologiske undersøgelser i undervisningssammenhæng, som bestemt ikke er foregået på specielt hensigtsmæssige måder. Jeg har flere gange set ting hvor jeg har tænkt at det måtte opleves som et overgreb, men har ikke følt at det var muligt at sige fra, hverken i situationen eller efter.

23. vidnesbyrd

Jeg blev udsat for voldtægt da jeg var yngre og nogle år efter havde jeg en nærmest retraumatiserende oplevelse med underlivet da jeg skulle undersøges, have taget prøver og opereres i underlivet pga. alvorlige celleforandringer.

Jeg blev ikke behandlet godt af gynækologen der skulle tage biopsi i mit underliv. På trods af at jeg fortalte hende om min forhistorie var hun meget ubehagelig, råbte af mig og selv min veninde som var med var rystet over gynækologens opførsel. Jeg var rædselsslagen og oplevelsen gjorde desværre mine problemer med mit underliv endnu større, da jeg følte at jeg heller ikke er i sikkerhed hos fagpersoner.

Efter de oplevelser har jeg det rigtig svært med smerter/ubehag i mit underliv og med at folk roder med mit underliv mens de skynder på mig eller skælder mig ud – og også bare frygten for at de vil være sådan.

Minderne i sig selv giver mig ikke kun angst men også spændinger i underlivet og jeg har rigtig svært med alt der har med påført ubehag i mit underliv at gøre.

I forbindelse med min graviditet oplever jeg at denne angst er blevet ekstremt aktiveret og jeg er så bange for at miste barnet, ikke kun fordi jeg allerede elsker barnet men også fordi at jeg intenst frygter de ting der så skal ske med mit underliv.

22. vidnesbyrd

Jeg har oplevet at sige til en læge at jeg hadede de der gynækologiske metalinstrumenter (spekulum?) fordi de gjorde ondt. Jeg fik svaret at det ikke handlede om min komfort men om effektivitet. Alle jeg nogensinde har talt med hader dem. Hvorfor helvede ikke bruge nogle i fx silikone. Om ikke andet så til dem der direkte har problemer med smerter.

21. vidnesbyrd

jeg skulle have indført spiral af en kvindelig gynækolog netop fordi jeg havde håbet at det var rarere end hos en mand. desværre var det en meget ubehagelig oplevelse.

jeg skulle både have taget en gammel ud og indført en ny. jeg tror at hun bedøvede mig i livmoderen, og tog min gamle ud og indførte den nye. jeg siger “tror” fordi at jeg faktisk er i tvivl om hvad, der skete. det gik hurtigt og var meget, meget smertefuldt. jeg havde haft spiral før og det havde været en relativ nem oplevelse at få den indført. den her gang var det virkelig ikke.

jeg fik koldsved og sagde at det var meget ubehagelig da jeg fik – hvad jeg formodede var kanyle-indsprøjtningerne. hun synes generelt jeg peb, og gad ikke at tage pauser. jeg følte mig overhørt og overfuset.

Efterfølgende, jeg ved ikke om det var reaktionen på opsætningen psykisk eller fysisk, men fik en ret stor og smertefuld svulst på min livmoder.

Den gik heldigvis væk af sig selv efter noget tid, men det hele var bare virkelig ubehageligt og utrygt. edit: altså skulle have scannet svulsten to gange hos både gynækologen og hos hospitalet, så det var en lang og skræmmende periode.

20. vidnesbyrd

Da jeg fik lagt min spiral, bad jeg eksplicit om at se alle de ting, gynækologen proppede op i mig, før hun gjorde det, men det vurderede hun åbenbart, at jeg ikke havde brug for alligevel, selvom jeg sagde det to gange. Desuden bad jeg om at få at vide, hvad det var for nogle instrumenter, altså deres navne (fordi jeg er medicinstuderende og kender instrumenterne – hvilket hun også godt vidste), men hun blev ved med at omtale dem alle sammen som “det her instrument”, selvom jeg sagde det tre gange, tror jeg. Jeg følte, at det var enormt ubehageligt ikke at vide, hvad det var, hun brugte til at rode rundt med.

19. vidnesbyrd

Jeg har en positiv historie. Jeg husker tydeligt den første gang jeg var til en undersøgelse hvor personen (hun var vist jordemoder) spurgte om samtykke løbende. Hun spurgte hver eneste gang hun stak noget ind/gjorde noget anderledes og da jeg på et tidspunkt kun fik mumlet et bekræftende hmm, spurgte hun om det betød ja, bare for at være på den sikre side. Og hub gjorde mig også opmærksom på at vi kunne holde pause undervejs. Det var en virkelig bekræftende oplevelse, som også gør at jeg ved hvad jeg kan kræve af folk ved andre gynækologiske undersøgelse.

18. vidnesbyrd

Jeg kan huske første gang jeg skulle have en GU med der scanningsstav . Jeg har ingen overgreb i bagagen og var i 20’erne, og lægen var venlig nok – men jeg fik et chok. Det kolde glidemiddel og staven, jeg var bare overhovedet ikke forberedt på at få den op. I situationen frøs jeg og sagde bare ‘jaja’.  Efterfølgende har jeg skullet skal jeg tage mig sammen til GU og kan mærke at jeg lige spørger lidt om hvad der skal foregå inden så min krop slapper af. Oplevelsen sidder stadig lidt i mig. Følelsen af det kolde og noget jeg ikke er herre over som kommer op i mig. Det er stadig meget ubehageligt.

Min veninde kalder scanningens-pinden for ‘kæmpe dildoen’ – den er jo ikke kæmpe men føles stor når man slet ikke er klar til at få noget op. Heldigvis var jeg hos en god gynækolog for nylig, der fortalte mig hvad der skulle ske og jeg slappede meget mere af.

17. vidnesbyrd

Jeg har oplevet flere gange, at mine reelle smerter ved andenæbs-undersøgelser blev negligeret med “at lidt ubehag er ganske normalt.” Værst var, da jeg fik lavet mit første celleskrab. Undersøgelsen var så grænseoverskridende og smertefuld, at jeg begyndte at græde. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at gå frivilligt til lægen næste gang, jeg skal have det gjort.

15. vidnesbyrd

Mine bedste oplevelser har været, når jeg har siddet ned og snakket med gynækolog (eller jordemoder) både før og efter, så man ved hvad man skal have gjort og ved hvordan man skal forholde sig bagefter. Derudover er det også når de forklarer hvad de gør og sikrer sig undervejs, at alt er ok og tager sig god tid generelt. Jeg har haft et par vildt ubehagelige oplevelser, hvor meget af ovenstående ikke har været opfyldt.

 

14. vidnesbyrd

Jeg har verdens mest behagelige jordemoder tilknyttet mit lægehus, som jeg er blevet tjekket hos flere gange. Hun både tegner og fortæller før og efter, og det gør virkelig en kæmpe forskel, at man ved, hvad der skal ske inden man tager tøjet af, og at man bliver guidet i gennem med gode forklaringer undervejs og bagefter

13. vidnesbyrd

Min første GU var jeg ca 15 år. Skulle have en smear, da vores familie haren historik med livmoderhalskræft. Min mor var så god – da vi havde mandlig læge valgte hun i stedet at booke tid til os begge hos en kvindelig gynækolog for min trygheds skyld. Hun bookede til os begge, sådan så jeg kunne se hende få det gjort først, før det var min tur. Virkelig en god strategi! ….hvis ikke det var fordi gynækologen var SÅ ubehagelig og totalt latterliggjorde det fra vi kom. Hun fik os til at føle os som idioter og jeg havde ikke en god oplevelse, selvom det fysiske ikke var så slemt. Men fremover bookede jeg bare hos min egen læge. Måske var han en mand, men han var i det mindste empatisk.

12. vidnesbyrd

Jeg havde slået op med min kæreste og går til min praktiserende læge for at blive tjekket for kønssygdomme inden jeg indleder nye relationer. Her bliver jeg mødt med spørgsmålet om, hvorfor jeg vil tjekkes. Jeg forklarer, at jeg ønsker at sikre, at jeg ikke medbringer købssygdomme jeg ikke ved af, hvortil min læge svarer “du ved vel hvad du har lavet!”. Jeg svarer, at ja, det ved jeg, men jeg ved jo ikke hvad min ekskæreste har lavet. Den efterfølgende GU, udført efter himlen med øjnene, var voldsom, kolde instrumenter, ingen “advarsel” før hun stak fingre eller instrumenter op i mig selvom jeg fortalte at jeg ikke havde prøvet det før, ingen kommunikation udover “tag bukserne af og læg dig på briksen”. Jeg gik der fra med oplevelsen af, at hun var ekstra voldsom fordi hun synes jeg var fjollet. Jeg fortalte INGEN om oplevelsen, for jeg synes næsten det var pinligt og tænkte, at jeg nok var sart eller havde mistolket situationen. År senere er jeg til gynækolog i Tyskland til mit årlige sundhedstjek. Der er omklædningsrum, et klæde til at tage om sig og tid til at snakke. Her er det gynækologiske leje en form for stor hvid læderlænestol den køres tilbage, man sidder godt, hun forklare og bruger spejl, og instrumenterne er tilmed opvarmede. Hun viser mig bagefter prøverne under mikroskop og forklarer hvad hun ser. Whats not to love! Det endte med, at jeg fik et årligt tjek, fordi det simpelthen var så trygt et rum og hun påtalte hvor meget hun respekterede, at man tog vare på sit underliv!

11. vidnesbyrd

Jeg blev henvist til gynækolog da min egen læge ikke kunne fjerne min spiral da snoren var for kort. Gynækologen kunne heller ikke nå snoren. Han måtte dilatere min livmodermund op for at nå spiralens “arm” inde i min livmoder. Irritationen hos ham steg. Det gjorde ondt. Jeg brugte min dybe vejstrækning fra mine fødsler for at spænde af og lindre smerten. Han udbrød irriteret “nu må du simpelthen holde op med at ligge der og pruste”. Jeg følte skam over at optage rummet med mine lyde

10. vidnesbyrd

Da jeg var i starten af 20’erne blev jeg smittet med kønsvorter og gik jævnligt til frysebehandling hos egen læge inden en ny læge gav mig en recept på Aldara. Det var et ægtepar, der havde klinik sammen. Jeg plejede at gå til den kvindelige læge, men en dag jeg kommer derop har de rykket mig til den mandlige læge. Jeg blev ikke spurgt om det var ok, blev bare kaldt ind og fandt først ud af det, da jeg sad derinde. Det var og er en overvindelse for mig at få lavet gynækologiske undersøgelser af mænd. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor. Men jeg formår heller ikke at sige fra, fordi jeg ikke vil fornærme ham.  Lægen siger jeg skal tage tøjet af og lægge mig op på briksen. Så vidt jeg husker præsenterer han ikke engang sig selv. Jeg er på dette tidspunkt ret vant til at ligge på sådan en lægebriks uden tøj på underkroppen, men det var altså første gang jeg mødte ham og meget utrykt. Han laver en frysebehandling og da han er færdig
stikker han uden advarsel to fingre op i skeden på mig. Kønsvorterne sad jo udvortes, og den kvindelige læge eller andre der har undersøgt tilstanden har aldrig undersøgt mig på den måde i forbindelse med behandling af kønsvorter. Det var vildt grænseoverskridende for mig og jeg reagerer ved at forsøge at trække min krop væk fra ham, hvilket han ignorerer mig og virker blot irriteret. Han trækker fingrene ud igen og siger at jeg godt kan tage tøj på.
I dag aner jeg stadig ikke hvad han undersøgte. Han kunne jo se i min journal at jeg ofte kom hos hans kone. Jeg skiftede læge efter den oplevelse. Hver gang jeg læser om eller hører om gynækologiske undersøgelser, tænker jeg på den grænseoverskridende oplevelse. Jeg er stadig vred på ham og vred på mig selv over at jeg ikke sagde fra.

9. vidnesbyrd

Almindeligt celleskrab, praktiserende læge (ikke den læge jeg almindeligvis så), mand.

Han gør det egentlig normalt…. Men bliver ved og ved med at rage rundt deroppe, meget længere end det nogensinde har taget før eller siden.

Jeg ligger og fokuserer på min vejrtrækning og kontrollerer på den måde smerterne og ubehaget.

Til sidst får han raget så voldsomt at jeg ømmer mig højlydt.

Til det siger han: “Nå, DET kun du mærke”. Og så stopper undersøgelsen endelig.

Som om det var målet at få det til at gøre ondt på mig. Det virkede klamt og vammelt.

Der gik ti år før jeg gik til den type undersøgelse igen og jeg var ikke engang bevidst om at det nok var pga af den jeg blev væk.

Jeg fik en kvindelig læge, som synes jeg er den sjoveste i verden og vi er på kram nu.

Jeg fik en betændelsestilstand i den ene Bartholinkirtel, som hun hjalp mig med og det gjorde åbenbart at jeg blev tryg nok til at dukke op til celleskrab. Da jeg endelig fik en undersøgelse havde jeg celleforandringer.

Jeg er heldigvis sluppet med det, men tænk hvis jeg bare var blevet ved med at udeblive fra de undersøgelser…

8. vidnesbyrd

Jeg var til 8 ugers undersøgelse hos lægen efter fødslen af mit andet barn. Det var stressende fordi jeg havde baby med og min store pige på 3 år fordi daginstitution var lukket grundet corona. Det var hos en læge jeg ikke kendte. Da jeg lige er kommet op på briksen jager hun to fingre op i mig, uden varsel. Det var så voldsomt for mig at jeg faktiske skreg. Jeg skreg mega højt og sagde av av av, det gør virkelig ondt! Jeg er normalt typen der undertrykker ubehaget ved sådanne undersøgelse og ikke siger noget (selvom jeg burde), men det her var så brændende smertefuldt at jeg ikke kunne holde det inde, selvom jeg ikke havde lyst til at skræmme især min store pige.
Hun tog ikke fingrene ud, men sagde uden medfølelse “nå det er jeg da ked af, jeg tror du har fået et stramt bækken under graviditeten” jeg sagde grædende, “nej av, det er der ved min bristning det gør ondt, du presser for meget på det!” Hun sagde “nej nej det er fint vokset sammen” og tog så endelig fingrene ud. Så sagde hun at hun ville sende nogle øvelser til mig og at det ellers var fint. Jeg skyndte mig ud og græd på vej hjem imens jeg prøvede at forsikre min store pige om at jeg var okay.
Lægen var ung og åbenlyst selv gravid. Det må være med hendes første for ellers ville hun vide hvor øm en bristning kan være, selv lang tid efter en fødsel og også selvom den er helet fint. Jeg skrev en klage til min læge praksis et par uger efter.

7. vidnesbyrd

Jeg havde fået en Bartholin abces, jeg har haft bylder før og har også to gange fået dem kirurgisk behandlet, men dette var første gang mine kønsdele var ramt.
Først ved jeg til egen læge efter en kort undersøgelse, ville lægen henvise mig til gynækologisk akutklinik på Herlev, der tog de dog ikke telefonen, så hun ringede til den lokale gynækolog i stedet og jeg fik en tid dagen efter.
Jeg kommer op til gynækologen, og en ting er at jeg kommer ind 40 minutter senere end jeg havde tid, men hun virkede som om hun havde travlt.
Kort spørger hun mig om de der standart spørgsmål, rygning, vægt mm, så fortæller hun mig at min læge har sagt at hun tror t jeg har en Bartholins abces.
Så beder hun mig tage plads på brikken – uden er have fortalt mig hvad hun tænkte der skulle ske. Min forventning var at hun skulle undersøge mig…Hun rører mig meget ufølsomt i skridtet og med helt tørre fingre undersøger hun mig lyn hurtigt indvendigt og udvendigt, det før ondt og jeg vrider mig lidt. Hun spørger om jeg har taget lidt smertestillende inden jeg kom, nej det havde jeg ikke, og så blev jeg ellers belært om at det skulle jeg altid gøre.
Derefter siger hun “godt så lægger jeg noget bedøvelse”, jeg har måske en fornemmelse af hvad hun har i sinde at gøre, men er på ingen måde informeret, forberedt eller har givet samtykke. Jeg bliver bekymret og begynder at græde, jeg fortæller at jeg er bekymret, hun vil ikke en gang høre hvorfor og afbryder mig bare og siger “jamen så er du da også sikker på at blive det, altså bekymret, når nu du tager det på forskud”. Jeg bider der i mig og hun går igang. Det gør åndsvagt ondt at blive bedøvet omkring en byld og det bliver ikke bedre af at den sidder lige ved skedeåbningen. Så jeg begynder at hulke.
Herfra tager det rigtig fart. Og jeg husker faktisk ikke det hele i detaljer. Men ting som:
“Ej du gør det altså meget svært for mig når du hulker sådan”
“Prøv nu bare at slappe af”
“Vil du ikke have at jeg skal nå hjem til aftensmad i aften?”
“Nu virker bedøvelsen snart, så er der da ikke noget at tude over, jeg skal ikke stinke mere”
Jeg kunne slet ikke holde mig tilbage eller stoppe, jeg græd og hulkede som pisket, og det eneste jeg ville var ud derfra.
Da bedøvelsen var lagt skulle vi vente lidt, her åbner hun døren, åg råber over til (hvad jeg formoder er en yngre læge i turnus) “hvad ville du ikke være med? Så kom dog”. Den yngre kvinde får aldrig præsenteret sig. Gynækologen forsøger at få mig til at slappe af ved at give mig nogle høretelefoner med meditationsmusik, men jeg føler at det afskærer mig og at jeg bliver nødt til at følge med.
Hun har stadig ikke fortalt mig hvad hun har tænk sig der skal ske, ej heller fortæller hun hvad hun gør inden eller mens hun gør det.
Alt i mig siger flygt. Men huset jo også lidt en autoritet og jeg havde jo ondt.
På et tidspunkt spørger hun mig “du vil da gerne havde det gjort ikke?” Hvortil jeg svarer at jeg ved faktisk ikke hvad hun har tænkt sig at gøre. Jeg tror måske det lidt går op for hende at hun har dummet sig. Men hendes svar er ikke undskyldende eller forstående, hun siger derimod at hun er nødt til at tømme den og spørger mig om jeg da havde regnet med at hun kunne trylle.
Jeg spørger mere specifikt ind også til forløbet bagefter og hun svarer.
På et tidspunkt tager jeg det ene ben ud af bøjlen og siger “jeg tror ikke det skal være n, jeg kan ikke”. Hun griber mit ben og overtaler mig til at blive og få det gjort

Selve indgrebet gjorde ikke særlig ondt, men jeg græd alligevel hele vejen igennem det.
Hun sagde ting som:
“Hvis du har født et barn så er det her jo ingen ting”
“Vær nu en stor pige”
“Så slemt er det da heller ikke”
Da vi er færdige tager jeg mine ‘brave face’ på og skynder mig ud af døren, da jeg kommer væk knækker jeg helt sammen.
Jeg ved stadig ikke rigtig hvad det er hun har gjort, men jeg følte at det hele havde været et overgreb.
Da jeg kommer hjem opdager jeg at jeg bløder ret meget og hun har sat noget gase for at få det til at stoppe.
Hun fortalte mig at hun havde lagt noget ind som jeg skulle fjerne efter et døgn, men jeg havde slet ikke forstået hvad det var, og jeg kan også se at hun havde syet mig, hvilket jeg slet ikke har hørt noget om.
Jeg måtte ringe efter min søster for jeg kunne ikke klare at skulle være alene og min mand skulle på arbejde.
Et par dage senere synes jeg stadig at det gør ondt, jeg ringer til min egen læge. Bare da hun nævner at jeg bør ringe til gynækologen bryder jeg sammen. Jeg får lov til at komme op til et lille tjek. Jeg bliver kigget på og alt er som det skal være. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle forvente.

Det viser sig også at hun har podet mig og jeg skal have noget medicin på apoteket, det har hun skrevet i en mail. Men jeg kan faktisk ikke få mig selv til at gøre det. For det vil rive op i noget som jeg forsøger at lægge fra mig.
Forleden var jeg til tandlægen, og da jeg skulle bedøves fik jeg et mindre sammenbrud, for det tog mig direkte tilbage til besøget hos gynækologen. Tandlægen havde hørt om den lokale gynækolog og rådet mig til aldrig at komme der igen.
Det gør jeg heller ikke nogensinde igen!

6. vidnesbyrd

Jeg havde tid hos min praktiserende læge da jeg var på p piller for at få tjekket blodtryk mv. inden jeg kunne få en ny recept. Altså en helt almindelig, stort set kun samtalebaseret konsultation, troede jeg. Jeg nævnte i en sidebemærkning, at jeg for resten oplevede kontaktblødninger ved sex, og havde gjort det i et par måneder. Min læge blev åbenbart bekymret for om det kunne være et symptom på livmoderhalskræft (så vidt jeg ved) – hun sagde dog ikke det til mig, men bare at det skulle vi lige tjekke. Så helt uden at jeg kom til lægen med det in mente skulle jeg pludselig af med tøjet og have lavet en undersøgelse. Jeg var helt vildt anspændt da jeg normalt har brug for at være godt forberedt på GU’er, for at kunne slappe af, og jeg anede heller ikke hvad jeg skulle tjekkes for. Min læge virkede irriteret over at jeg var spændt op, advarede ikke før hun jog kolde instrumenter op i mit underliv, og blev ved med at sige “du bliver nødt til at slappe af
Det kunne jeg simpelthen ikke, så efter måske 5 minutter (føltes som en evighed) hvor hun gravede rundt oppe i mig, måtte hun give op og henvise mig til en gynækolog. Grunden til hun rodede rundt deroppe var at hun simpelthen ikke kunne finde min livmoderhals. Jeg følte decideret at jeg havde været udsat for et overgreb, jeg var så rystet og ked af det bagefter. Heldigvis fik jeg tid hos min nu go-to gynækolog, som jeg både har været til celleskrab og indsættelse af spiral hos. Hun er bare mega god til at informere om hvad der skal ske og føle mig tryg i processen, samt super effektiv og hurtig – uden det føles stresset. Så de (I) gode findes jo derude, det var bare sådan en forfærdelig oplevelse hos min egen læge, og jeg vil aldrig nogensinde ende i sådan en situation igen!

5. vidnesbyrd

Som 19-20årig (tilbage omkring 1999ish) havde jeg midt om natten så mange mavesmerter at jeg måtte på skadestuen. Min far var med. Jeg blev hurtigt sendt videre til en afdeling (gynækologisk?) og bedt om at gå på toilettet for at tage en test så vi kunne afkræfte at det var en graviditet udenfor livmoderen. Mens jeg var der, kom den læge, der skulle undersøge mig (ung læge). Han var, inden han havde mødt mig, meget sikker på at det hele var fuldstændig spild af hans tid – min far, som sad og ventede på gangen overhørte al hans galde. Det første han sagde da jeg kom ind i rummet hvor han skulle undersøge mig var “smid tøjet og smæk benene op” og så fortsatte undersøgelsen på en måde så jeg ikke var i tvivl om, at det var min egen skyld at jeg tog hans tid. Sygeplejersken blev i rummet og hun holdt mig i hånden kan jeg huske. Det var lige så meget hendes behov som mit! Hun knugede nemlig min hånd kraftigere end jeg hendes.
Jeg var fuldstændig rystet da jeg kom ud til min far. Han forsøgte at klage efterfølgende – brugte virkelig mange år på bare at blive holdt hen, og droppede det så til sidst. Læge kontaktede endda min far undervejs og bad ham droppe sagen. Det kunne jo skade hans karriere forstås.

Jeg ville ønske, at jeg havde sagt fra og bedt om en anden læge – men jeg er ikke typen der “gør mig besværlig”, især ikke når jeg har smerter og brug for hjælp.

4. vidnesbyrd

Da jeg var 17 år i 1987ish var jeg til min første gynækologiske undersøgelse, fordi jeg gerne ville have p-piller.
En yngre mandlig læge undersøgte mig gynækologisk. Meget grundigt. Han bad mig efter undersøgelsen om at tage alt tøjet af, betragtede mig, undersøgte grundigt mine bryster for knuder og spurgte indgående ind til mit sexliv.
Undersøgelsen tog nok ca 30min.
Jeg har aldrig været genert, men jeg gik derfra med en “DET var vist ikke helt OK eller standard…!”.
Jeg fortalte min 7 år ældre kæreste om det, og han opfordrede mig til at ringe til lægehuset og fortælle om det.
Jeg blev takket for oplysningerne, og så hørte jeg ikke mere.
Den yngre læge var i praktik fik jeg at vide, og han var væk da jeg skulle til lægen næste gang.
Forleden var jeg til en lignende undersøgelse. Den tog 10min. Hos min kvindelige læge. For jeg har ikke haft en mandlig læge siden!

3. vidnesbyrd

Jeg fik min første menstruation som 9-årig og da den som 13-14-årig stadig ikke var i nærheden af at være regelmæssig, men jeg havde en del smerter, blev jeg undersøgt og diagnosticeret med PCOS og startet på p-piller. Som 16-17-årig havde jeg dog stadig nogle underlivssmerter, og min mor var bekymret for, at jeg måske trods p-pillerne have udviklet nogle cyster på mine æggestokke, som var med til at give mig smerter. Derfor henviste egen læge til gynækologisk afdeling på sygehuset.
Jeg var lidt nervøs, især fordi jeg var jomfru, men også ved godt mod. Jeg havde hørt historier fra andre om, at selvom det ikke er det fedeste i verden, så er de søde, og gør meget ud af at varme instrumenterne og fortælle, hvad det er de laver, så man føler sig mindre nervøs. Jeg havde også hørt, at de med jomfruer bruger mindre instrumenter og er endnu mere gode til at fortælle undervejs, så det bliver så god en oplevelse som muligt. Og at mandlige gynækologer nogle gange faktisk var bedre end de kvindelige, fordi de var mere blide. Så nervøs, men selvfølgelig ville det være fint og professionelt. Ikke?
Min mor og jeg kommer ind og får en snak med den her oppe i årene mandlige gynækolog, som umiddelbart virker kort for hovedet. Da det bliver tid til underlivsundersøgelsen beder jeg min mor gå uden for, for jeg syntes det ville være lidt mærkeligt at have hende i rummet.
Jeg ligger mig på briksen og lægen går i gang, mens en sygeplejerske holder min hånd og prøver at hjælpe mig med at slappe så meget af som muligt. Men der var ikke noget med, at fortælle mig, hvad han lavede. Jeg kunne bare mærke at han rodede rundt dernede og stak instrumenter op, og det gjorde ondt, så jeg ømmede mig og begyndte at få tårer i øjnene. Man kunne høre på hans grynt, at han var pænt utilfreds med at jeg skulle være så pivet og at jeg for helvede ikke bare kunne slappe af. På et tidspunkt rækker han – igen uden at sige noget som helst (han vidste godt jeg var jomfru også) – hånden ud efter den indvendige scanner. I det øjeblik kan jeg jo godt gætte, hvad den kæmpestore dildo-lignende scanner skal, så jeg tager hurtigt benene ned fra bøjlerne og siger, at det vil jeg ikke have. Han bliver sur, for det er jo en del af undersøgelsen. Jeg insisterer på, at jeg ikke vil (det gjorde allerede ondt, jeg var utryg og jeg var skrækslagen). Han fik mig overbevist om, at han kunne prøve at scanne rektalt – det virkede sjovt nok ikke at skubbe en kæmpe penis-lignende genstand op i mit mega-opspændte teenage-anus mens jeg havde benene i stigbøjlerne, så han nåede ikke særlig langt før jeg igen skreg af smerte og begyndte at græde. Nu var han endnu mere irriteret.
Jeg fik tøj på og min mor blev kaldt ind i rummet igen – forvirret over hvorfor jeg dog græd. Lægen forklarede, hvad jeg havde nægtet og hvad der var blevet prøvet. Min mor spurgte, om jeg så ikke kunne komme igen en anden dag og få lavet undersøgelsen under bedøvelse – og her er the real kicker – det ville han ikke. For han ville ikke fratage mig oplevelsen af at få taget min mødom. Så bare lige for at få det på det rene: Han havde ikke noget problem med at ”tage min mødom” med scanneren, så længe jeg var ved fuld bevidsthed og i stand til at føle den medfølgende smerte – men at gøre det under bedøvelse havde han det etisk stramt med.
Min mor spurgte om man kunne lave en ultralydsscanning udvendigt i stedet – han kiggede på mig og sagde, at det kan man ikke, når der er så meget fedt. Vi fik at vide, at vi kunne komme tilbage hvis jeg på et tidspunkt mistede min mødom eller ville gå med til undersøgelsen alligevel.
Vi gik derfra – jeg var lidt i chok og græd, og min mor var ked af det og forvirret, fordi jeg ikke kunne fortælle hende, hvorfor jeg var så påvirket.
Set i bakspejlet vil jeg 100 placere ham i kategorien ”Mænd, der hader kvinder”. Misogynien var, i bakspejlet, til at tage og føle på. Ingen læger burde have så dårlige manerer. Da jeg et års tid senere mistede mn mødom var jeg endnu gladere for, at jeg ikke var gået med til det, den dag. Min første partners penis var betydeligt mindre end scanneren, og alligevel gjorde det helt afsindigt ondt – det var egentlig ikke den del af oplevelsen jeg havde brug for eller lyst til at huske. Jeg vendte aldrig tilbage, og smerterne gik i sig selv mere eller mindre. Jeg har dog stadig været god til at gå til mine celleskrab og STD-tests, men jeg kan godt forstå, hvis man vælger at lade være efter sådan en oplevelse – hvilket i sidste ende kan blive detrimentalt for ens helbred. Undskyld det var lidt langt, men det er en oplevelse, som jeg stadig husker tydeligt, her 10+ år senere

2. vidnesbyrd

Jeg var til 1års check hos egen læge efter min først fødsel. Min kvindlige læge blev stille før hun rejste sig op og sagde “jeg henter lige (hendes mand som også var læge på klinikken) for at få en 2nd opinion…”. De konfererede lidt og sendte mig så med en henvisning til hospitalet for mistanke om celleforandringer. Chok!Heldigvis viste det sig at være en udposning på livmoderslimhinden, men jeg skulle alligevel til biopsi-undersøgelser flere gange efter som opfølgning.De gjorde så ondt at jeg hhv besvimede og kastede op ved hver prøvetagning. Den sidste gang jeg deltog (aflyste de to sidste) tog jeg en halv ketogan, som min daværende kæreste havde tilbage efter en tandbyldbehandling. Bare for at KUNNE tage derhen, og i håb om det ikke ville gøre så ondt…Jeg advarede den kvindelige gynækolog (på Herlev) om, hvor svært jeg havde det, og hvor ondt det havde gjort de tidligere gange.Hun kiggede koldt på mig og sagde “Der er INGEN som i absolut INGEN nervebaner på livmoderen, så det er ren hysteri og opspind!”…Selv på ketogan gjorde det så ondt, at jeg skreg og besvimede, hvilket blev modtaget med rullende øjne og hånlige fnys.Og jeg har en YDERST høj smertetærskel! Virkelig høj!!!Jeg har nævnt det for SAMTLIGE gynækologer siden, der alle har set på mig med vantro.Én har sagt, at en eller anden procentdel af kvinder ikke kan mærke så meget. Men at det er Helt hen i vejret at påstå, at der ingen nerver er på/i livmoderen…Sexuelt set ved jeg idag, at jeg er velsignet med måske mere følsomhed i yoni end de fleste. Livmoderhalsorgasmer ville heller ikke være muligt uden.Men at stå som 20 årig med angst for den smerte, som jeg følte jeg var nød til at gennemgå for at sikre mig, at mit barn ikke evt skulle miste sin mor pga cancer… Og så få en kold afvisning på, at jeg bare var hysterisk, og skulle lægge mig ned og tage, hvad der kom…Idag havde jeg spurgt om der var andre løsninger. Og højlydt sagt fra på både opførsel og afvisning af min oplevelse!

1. vidnesbyrd

Jeg har haft voldsomme og mange/lange blødninger efter min sidste fødsel.

Og hormonspiral, som ellers havde hjulpet mig hen over 20 år, virkede ikke på det. Jeg prøvede faktisk 2, da den første ikke lod til at sidde rigtig, og måske forårsagede blødningerne…

Jeg gik til min gynækolog for at få spiralen ud, og høre hvad jeg så skulle gøre med prævention.

Hun sagde det eneste der var at gøre var, at koge min livmoder eller fjerne der hele.

Jeg bad hende om at fjerne spiralen først og se om dét hjalp, da jeg tænkte hendes løsning ikke var noget jeg havde lyst til, og måske var det spiralen der var problemet?

Og jeg ville gerne steriliseres, da jeg ikke ville have flere børn. Jeg har 3 og var midt i 40erne.

“Nej spiralen er fin nok 3-5 år endnu. Den kan de pille ud når de på hospitalet finder ud af, hvad der skal ske. Jeg laver en henvisning. Du kan ikke blive steriliseret. Er du klar over hvor mange kvinder ældre end du, der kommer her for at få hjælp til at blive gravide?!”.

Selvom jeg afviste MEGET klart, at jeg IKKE var interesseret i en henvisning, og at jeg ville forsøge med at hun fjernede spiralen, måtte jeg gå derfra med både spiral på plads og en henvisning i e-boks.

For at få en 2nd opinion fra en anden gyn fik jeg en tid hos en sød dame på Classensgade.

Hun lyttede. Hev spiralen ud og sendte mig videre til sterilisation.

Mine blødninger blev meget mindre, og selvom de ikke forsvandt var det tydeligt at spiralen havde været en stor del af problemet.

Jeg aflyste indkaldelsen til hospitalet og fortalte hvorfor. Og skrev en e-mail til den første gynækolog, hvor jeg bad hende om ikke at være så klar med skalpellen en anden gang, men tage de små skridt og se om det hjælper først…

Hun svarede mig aldrig…!